Storelvedalen | Opphus

Scan 1 from Storelvedalen — Scan 1 · Page 135

Page 135

No OCR text was available for this scan.

Scan 2 from Storelvedalen — Scan 2 · Page 138

Page 138

No OCR text was available for this scan.

Scan 3

No OCR text was available for this scan.

Scan 4

No OCR text was available for this scan.

Scan 5

STORELVEDALEN

Scan 6

No OCR text was available for this scan.

Scan 7

No OCR text was available for this scan.

Scan 8

■ 'i *^ v II hhhhI i : i '< — Bl^tB pL i —i I Hb -c "*-' 2. Co c% a ~»v HV J s 1 Iz "—V HB *s' 4 HB - ff 5" k — ■ L* 1 i IHk' Wfl "~. L_^ r «■C £3' Cn tii ?~ i I Hl ';f| -å % r % -t "v ■ : \ W ■ •/= Sr F 'Bfl ln r • 9 ~" S f-! wlt i ■il 5 tt] B| 0 =? K 0 »^ rr: * % i i ti 03 =C i S il Mr. , ■^ 5 > ~- f Ei kl PaPf cc -~ MB K^l JT U jg" k> a i^H r C^ g C/3 K, £ » hW^^^ bVb »3 ~ rS *^ * rr- HE v*" ■£ '- rr a - 'Jz ' ' "-i^r^. r" » '«' HEI -

Scan 9

IVAR SÆTER STORELVEDALEN MED ILLUSTRATIONER OG PORTRÆTTER 1 Nasjonalbibliotek* Deootblblloteket Tømmerlunne i Imsa. Kristiansand PaMrfHiøtpk ALB. CAMMERMEYERS FORLAG • KRISTIANIA TRYKT I CENTRALTRYKKERIET

Scan 10

No OCR text was available for this scan.

Scan 11

Idet jeg i foreliggende bog udgiver det meste af, hvad jeg har sumlet om Stor elvedalen, vil jeg nævne de væsentligste trykte hilder, jeg har henyttet: A. Helland: Hedemarkens Amt. I. Kraft: Topo grafisk beskriv eise over Norge. 0. Rygh: Norske gaardnavne. I. Sætr en: Norske Vasdrag I. A. Chr. Bang: Den norske geistlighed 1536—1600. Diplomatorium Norvegicum. Norske Rigsregistranter. Reiseberetninger og aviser. Norges officielle statistik. Klokker Svend sens Optegnelser (manuskript). Hertil kommer, hvad jeg har hentet i Rigsarkivet og af papirer som skjøder og skiftebreve, der findes opbevaret paa enkelte gaarde i Storelvedalen o. s. v. Ellers har jeg ogsaa som regel anført mine kilder i teksten. Dernæst vil jeg takke alle dem, som har meddelt mig oplysninger og vist mig sin interesse under arbeidet, specieli den komite, der har ordnet med bogens ud givelse og valgt ud billeder m. m. Vanskelighedeme ved et arbeide som dette er saa mange og paatagelige, at jeg ikke en gang behøver at nævne dem. Som østerdøl sætter jeg imidlertid min ære i at vise lidt af vore forfædres liv ved at stille det sammen med nutiden. I vor demokratiske tid er det ikke tidsmæssig at hæv de, at øster dølerne er aristokrater, aristokrater af sindelag, individuelle og sub jektive som ingen anden stamme i vort land. Men det er nu saa, 0 g jeg vil specielt lægge Østerdalsungdommen paa hjerte: ikke alene at bevare, men ligefrem opelske og udvikle sine aristokratiske in stinkter. I kjærlighed til det gamle og med tro paa det nye, saa sandt det vokser op efter den gamle grundlinie i vort folks udvikling, har jeg udført mit arbeide, der trods feil og mangler bedes modtaget som et bidrag til Østerdalens kulturhistorie. Kristiania i juni 1908. IVAR SÆTER.

Scan 12

No OCR text was available for this scan.

Scan 13

INDHOLD. Navn. Grænser. Fjelde. Elve. Sjøer 1 Dalens ældste historie ... .... 4 Befolkning 10 Barfrø- og Østerdalsstuer 11 Jagt og fiskeri 14 Jordbrug og fædrift 16 Skog- og tømmerdrift 19 Enighedsfabriken 27 Industri 35 Arbeidere. Haandverkere. Handlende 37 Skat og tiende 38 Gaardene i Storelvedalen 41 Herredsstyre og ordførere 78 Forligelses- og aastedskommissærer. Sparebank og sparebankdirektører 83 Hovedkirken og presterne , 84 Læger og jordemødre. Lensmænd og sagførere 89 Skoler og lærere 90 Amtsskole og bogsamlinger 95 Legater og legatstiftere 96 Alderdomshjemmet, diakonissevirksomheden og barnehjemmet 97 Kommunikationsmidler 101 Klædedragten 104 Prøver paa maalføret 107 Veteraner fra krigsaarene 110 Grænsevagten 1905 112 Sagn og historier m. m 113 HELSIDES PLANCHER (bilag). Udsigt fra Koppangshammeren (mod titelbladet) Storelvedøler med borgerdaadsmedalje 10 Gaarden Nystumoen 16 Udsigt fra Stai 41 Sparebankdirektører 83 Hovedkirken i Storelvedalen 84 Sogneprester 86 Læger 89 Lensmænd 90 Lærere og Lærerinder 92 Legatstiftere 96

Scan 14

RETTELSER: Side 40 staar fiskevandsauge: læses fiskevand. sauge o. s. v. Side 54 staar Akselstuen eies nu af Kiær & Co.; skal være Hans Kiær. Anders Landet eier nu Fagervik (side 63). Side 74 staar Hvidt og Hvidfelet; skal være Hvidtfeldt. ..Andvake" (side 95) er i fuld virksomhed. Side 113, 1. spalte staar husmandsgutten: skal være bondegutten.

Scan 15 from Storelvedalen — Scan 15 · Page 1

Page 1

Parti fra Snipdalen. Navn. Grænser. Fjelde. Elve. Sjøer. tore Elvedalen eller Storelvedalen, der i almin- I delighed udtales Storældalen, vil sige Storelvens dal. Oprindelig kaldtes Glommen bare Elven (Elfr), og dalens gamle navneformer er Elfar dalir, Elfardalr, Elffuedal, Elvedahlen og Elfuedal øtther (ytre i modsætning til Elfuærdale øfra eller Lille Elvedal). I Historia Norvegiæ fra omkring aaret 1180 (udgivet ved professor G. Storm) omtales Heidmarchia cum convallibus Albiæ. Ifølge professor S. Bugge skal Convalles Albiæ være Elfardalir, d. v. s. dalen langs Glommen nordover fra Aamot eller den egentlige Eystri dalir. Storelvedalen kan ogsaa med rette siges at være af kjærnebygderne i Østerdalen. Herredet hører til Hedemarkens amt og grænser i nord mod Sollien og Øvre Rendalen, i syd mod Aamot, Vang og Ringsaker aasmark, i øst mod Aamot og ytre Rendalen og i vest mod Øier og Ringebu i Gudbrandsdalen. Herreds grænsen falder her sammen med amtsgrænsen mellem Hedemarkens og Kristians amter. Den begynder paa Rauhaugen, gaar over Skollasæteren langs Skollbækken østenfor Lyngsjø til Lyngkampen og derifrå i ret linie 1 Storelvedalen. til Eldaahøgda, hvor grænsen mod Ringebu begynder. Denne gaar over Skarven til Famphøgda og videre mod Sollien. Østgrænsen gaar op fra Glommen søndenfor gaarden Bækken og følger Kjølen nordover over Net sjøen, Storaasen til Mjøvassjø og Svartaasen, hvor den bøier mod vest til Atneosen. Herredets samlede flade indhold udgjør 1628.7 km. 2 , og den længste udstrækning fra Grøtdalen i nord til Hovda i syd skal være 9 mil efter gammelt maal, men ifølge professor Helland 78 km. med 48 km. i bredde. Naturen i Storelvedalen er præget af en tung, har monisk, nærsagt uragtig skjønhed. Paa begge sider af Glommens bugtede, snart stille, snart stride strøm hæver Herne sig med de milevide skoge og med fjeldene i rolig tilbagetrukkenhed. Sommesteds kan dalen virke lidt indestængt; men den har mange smukke partier, og paa strækningen Koppang —Stai aabner den sig ial sin pragt; udsigten fra Koppangshammeren er enestaa ende storartet. Udsigten fra Eldaahøgda er ogsaa stor slagen, og egnen omkring Møklebysjøen og Storhov den og Gaalasæteren hører med til landets smukkeste

Scan 16 from Storelvedalen — Scan 16 · Page 2

Page 2

2 IVAR SÆTER: STORELVEDALEN. fjeldpartier. Ellers findes der ikke fjelde af nogen nævne værdig høide, hvorimod der findes en mængde aaser, høgder, kletter og voler, der dels er snaufjeld og dels skogbevoksede. Paa vestsiden af Glommen har vi nordligst Atneglopen 1032 m., Graahøgda, Atneoskletten og Ledsageren. Videre mod syd har vi Famphøiderne med dalens høieste top 1331 m., Storvola 1183 m., Pigvola 1270 m., Imsoskampen og Stripfjeld 1174 m. Endvidere Bjørnstensvola, Løvlandsvola, Trytjernvolerne, Ulvberget, Tittilsjøfjeldet, Bjørnberget, Hovarden, Hus vola og Løitnantvarden. Længere mod syd har vi Gaardskarven, Valfjeldet, Eldaahøgda 1257 m., Lyng kampen, Graavolerne, Axelvola og Rognvola. Ved Søkunda ligger Søkundklettene, Skarven, Storbækfjeld, Himmelkampen med en grænsevarde, Horta med sine græsgange og Hovdsjøfjeldet o. s. v. Paa østsiden af Glommen, paa grænsen mod Ren dalen, ligger Hanestadaasen, Grønfjeldet, Kjølkletten, Maansæterkletten, Elgshudkletten, Hovden, Tronkberget med en gammel krigsvarde, Netklettene, 7 i tallet, af hvilke den høieste kaldes Graakletten. Hertil kommer det bekjendte Morafjeld, hvor den gamle kongevei gik over til Rendalen. Ved Trønnes og Tresen findes desuden store moræner (stenrøser), der skriver sig fra istiden, og hvor der findes sandterrasser til en høide af 3 —400 m. Moræner findes ogsaa søndenfor Horta (Hea) og østen for Møklebysjøen (Rømoen), og i Møklebyskarven er der synlige skuringsstriber efter isen. Af myrer findes der mange, hvoraf en hel del er ufremkommelige med heste. Af de største kan nævnes myren ved Møkleby skarven, ved Hovdsjøfjeldet, ved Eldaaen og myrerne ved Tittilsjøen og Hiren, der alle ligger paa vestsiden af Glommen. Paa den østre side ligger Flykjølen og Krogstormyren m. fl. Nede i dalen er der ogsaa min dre myrer, der kan bli til stor nytte, da de kan dyrkes. En myr oppe ved Koppang kaldes Andraasmyra efter Andraa (Andårhaug) borte ved Storsjøen fra den tid, da folkene paa Andraa søgte til kirken i Elvedalen. Af elve, sjøer og tjern (kjøn) findes der samlet 35.9 km. 2 i Storelvedalen. Hovedvasdraget er Glommen, der optager tilløb fra begge sider af dalen, og udgjør 24.4 km. 2 af herredets fladeindhold. Ifølge den tyske forfatter og Ibsen-oversætter L. Passarge skal Glommen være et arisk ord, der betyder vand eller elv. Den skreves paa oldnorsk Glåma (den blåa eller glimende) og i middelalderen Glymja. Nu skrives den helst Glaama. Bred og mægtig strømmer den gjennem dalen, ofte delende sig i flere arme og frembringende holmer og øer, hvoraf den største er øen mellem Koppang og Vestgaard (Koppangsøien 0.4 km. 2 ). Der findes forresten alt i alt 133 smaaøer i vandene indenfor Storelvedalens grænser med et samlet fladeindhold af 2.5 km. 2 Glom men har ellers mange stryg og fossefald, hvoraf de betydeligste er Kjølhammerfossen, Tandfetten, Messelt fossen og Spaangfossen. Nedenfor Treseng blir bred derne lave, og ved Koppang udvider dalen sig og er saaledes stadig udsat for flom og oversvømmelse. Alle rede i 1599 „finge Norges krones bønder udi Østerdalen af synderlig gunst og naade brev paa at nyde og be holde hver tønde tiende korn for 2 mark formedelst den skade, den store elv (Glommen) volder paa deres aager og eng", og senere blev de ofte forskaanet med halv skat paa grund af frost og vandflom. De saakaldte flomaar følger ogsaa tæt paa hinanden og blir staaende i erindringen som ulykkesaar for dalen som 1675, 1717, 1773, 1789, 1808, 1827, 1850, 1860, 1867, 1877—79 og 1897. Der er merker, aarstal, hugget ind i fjeld væggen straks søndenfor hovedkirken, som viser flom mens høide. Størst var den i 1789, da 16 gaarde led skade med et tab af 47 580 rigsdaler, og da kreatur antallet i dalen blev formindsket med 56 heste, 435 storfæ og 700 smaafæ (sauer og gjeder). 10 opsiddere søgte om hjælp af statskassen, og saavidt vides fik de ogsaa omkring 5000 rigsdaler i forskud. Det var dog før denne flom (storflommen), at de fleste gaarde blev flyttet op ifrå elven (1730—70). Helt fra Trønnes til Sætre er imidlertid endnu jor derne udsatte for flom og isgang. Ved flommen i 1827 stod saaledes våndet fra fjeid til fjeld som en eneste sjø gjennem hele dalen, og almandveien var kun synlig paa enkelte høitliggende steder. Det fortælles, at der paa en dag flød 9 løer og 1 stue gjennem Furuseth gaard, og en lignende oversvømmelse indtraf i 1850 med store elvebrud ved Messelt og Ophuus. Mangesteds maa gjærderne og nede paa øerne endog de nederste kverv paa høiløerne belastes med sten for ikke at skyl tes væk, og høst som våar har det sine store ulemper at komme over elven. Af de mange bielve til Glom men skal vi omtale følgende paa vestsiden: 1. Atna, 90 km. lang, kommer fra Rondane og gaar gjennem Atnsjøen (700 m. o. h., 9.6 km. 2 stor) med tilløb af Setninga (den rolige), Storbækken, Hira (den blanke) m. fl. og falder i Glommen nordenfor gaarden Atneosen. Atna er en god flødningselv, og i tiaaret 1893 1903 blev der gjennemsnitlig flødet 4500 tylvter aarlig i Atna. Enkelte steder deler den sig i flere arme, men gaar i et eneste stryg med et nedslagsdistrikt paa 1320 km. 2 Navnet har i oldnorsk formen Otn med genetiven Atnar. Professor Rygh sætter det i forbin delse med etje (egge eller drive frem), og professor Bugge med eta (æde eller grave sig frem), hvilket kommer ud paa et. Det kan bemerkes, at en af grun dene til, at jernbanen blev lagt paa østsiden var den at man ikke turde lægge den over Atna.

Scan 17 from Storelvedalen — Scan 17 · Page 3

Page 3

NAVN. GRÆNSER. FJELDE. ELVE, SJØER 3 2. Bjøraaerne (nordre og søndre), hvoraf den nordre er størst og falder i Glommen 11 km. søndenfor Atne osen. Bjøraaerne har sit navn efter bæveren, der før i tiden fandtes i stor mængde i Østerdalen (endog saa langt ned som i 1743 ifølge fogdernes indberetning). Bæveren hed i almindelighed Bjøren efter sit oldnorske navn bjørr. 3. Trya falder i Glommen ved Trønnes og er ikke flødbar, skjønt den enkelte gange har været benyttet til flødning af tømmer med korte dimensioner. 4. Imsa rinder under navn af Aastabækken ud i Nordre Imssjø, som ved bækken Skakken (Stua?) staar i for bindelse med Søndre Imssjø, og strømmer saa med et stridt løb mellem steile fjelde gjennem Imsdalen med tilløb af de 3 Eldaaer 1 og andre bielve og deler sig tilslut i den egentlige Imsa og i Fraaskjella (med udtale Frøskjella). Under de store flomme i 1827 og 1828 såtte en del tømmer sig fast i den nordlige arm, hvor ved en stor vandmasse blev tvunget over i Fraaskjella, der brød faret og anrettede svære ødelæggelser paa veie, broer og gaarde (Messelt). I 1891 blev der byg get forskansninger; men i 1897 brød Imsa igjen ud af sit leie. Nu er der bygget en vældig kanal, som for haabentlig vil holde den uregjerlige elv i tømme. Den bærer ikke sit navn for ingenting, da Imsa kommer af ymis eller imse og har flere gange forandret sit løb. Den falder i Glommen straks nordenfor Messelt og har et nedslagsdistrikt paa 497.6 km. 2 Imsa er ellers en gjild flødningselv, og Imsdalen hører med til Storelve dalens bedste skogdistrikter, hvoraf staten eier større strækninger i det nordlige. I 1907 blev der flødet 11 108 Imsa i flom. 1 Eldaaen maa ansees for at være den rigtige skrivemaade. Rygh antager, at „eld" i elvenavn sigter til vandets kulde („sviende kald som ild"). Ellers er betydningen ukjendt. tylvter gjennem Imsa. Ødelæggelsen i Imsa i 1897 om tales ogsaa i Folkebladet nævnte aar. ogsaa i Folkebladet nævnte aar. 5. Sekunda (fra Søkundsjøen og Møklebysjøen gjen- Storfaldet i Søkunda. nem Kvitaaen) falder i Glommen straks nordenfor Furuseth. Den er flødbar og har et nedslagsdistrikt paa 108 km. 2 I Søkunda findes flere fald som Lille og Storfaldet og Kaalaasmyrfaldet. Der er 7 km. fra Glommen til Storfaldet, 57 m. høit, den største fos i Storelvedalen. Det merkelige navn Søkunda kommer an tagelig af at synke eller synke unda (paa oldnorsk søkkva). Ogsaa skre vet Sykung og Seechunen o. s. v. 6. Hovda, der danner grænsen mod syd til Aamot, kommer fra Storhovd sjøen, og falder i Glommen sønden for Sætre. Paa østsiden af dalen har vi føl- gende bielve til Glommen: 1. Tresa, 18 km. lang, der fal der i Glommen 5 km. nordenfor Koppang med tilløb af Rokka og andre smaaelve. Navnet kommer antagelig af tre (de tre oser) eller af træ. 2. Kjæmaaa fra Kjæmsjøen falder i Glommen ved gaarden Bakken, i hvis nærhed Øvergaards sagbrug og elektricitetsverk er beliggende.

Scan 18 from Storelvedalen — Scan 18 · Page 4

Page 4

IVAR SÆTER: STORELVEDALEN. 4 3. Neta kommer fra Netflyen med tilløb fra Net- kjætta ved Ophuus og Løvenga paa vestsiden ved sjøen øst for Stai og falder i Glommen mellem Furuseth og Kroken. Neta gaar først langs efter Kjølen og siden paa sned midtlies og er en god flød ningselv. Øverst i Furuseth skogen er der et fossefald, Netfaldet, og ved dens udløb i Glommen har der ligget et jernverk (blæsterovn med vas hammer). Den sidste bæver i Storelvedalen skal være skudt i Neta. I tiaaret 1893—1903 blev der gjennemsnitlig flødet 11 1200 tylvter tømmer i Neta, der har sit navn efter net, fiske garn. Af bække og smaaelve kan forresten fremhæves: Rogna ved Møkleby, Kværnbækken fra Horta ved Furuseth, Stenbæk ken ved Stenviken, Tronka (den trange) ved Evenstad og Aar- Ophuus og Bjørbækken ved Trønnes. Hvad sjøer angaar Andes der ikke mindre end 154; men ingen af disse er større end 2 km. 2 , og de fleste er smaa tjern. De største er Netsjøen, Storhovden, Bjørsjøen, Møkleby sjøen og Tittilsjøen. I den største høide ligger Møkleby sjøen, 1000 m. o. h., og Him melsjøen paa grænsen mod Aamot. De andre ligger i en høide, der varierer fra s—Boo m. De fiskerigeste sjøer skal være Moklebysjøen, Søkundsjøen og Himmelsjøen og Negaardstjer nerne, 7 i tallet, foruden Stor hovden og Halasjøen og Try tjernet, hvor Trya kommer fra, samt Renstjernet. Desuden lig ger paa Trønnes's grund Faa fængtjernet. Fiskere i Sekunda v Adorf Strand og Oskar Bjornstad . Dalens ældste historie. Der var en tid, da intet var. Ei jord, ei hav, ei himmel (Edda.) „Norges oldtid". Paa Tryli ved Atna er der fundet en dolk af flint og en kniv af skiifer, og ved Koppang og Messelt er der fundet økser, hvilke fund skriver sig fra stenalderen eller omkring 2000 aar før Kristus. Ved Ophuus er der gjort et gravfund fra den yngre jern alder eller vikingetiden. Fundet, der siges at være gjort af en husmand og i al hemmelighed overbragt afdøde professor Rygh, bestaar af sverd, vævske, sigd, nøgler, saks, spænder og et armbaand af bronce, hvilke gjen stande tyder paa, at det er en kvinde, det gjælder, og det kan for den sags skyld gjerne være en skjoldmø, da der var sverd i graven. Fra middelalderen er der desuden fundet mange ting, og paa oldsamlingen i Kri stiania, hvor de ovennævnte fund ogsaa opbevares, findes opbevaret et krusifiks og et Mariabillede af træ fra den gamle katholske kirke i Storelvedalen. Paa Tronkberget er der fundet et forrustet sverd, og andre steder er der fundet pilespidse og andet, hvoraf imidler tid det meste er kastet som værdiløst skrammel. End videre er der fundet gamle penge som ved Akselstuen, skindbreve paa Møkleby, Primstave som paa Trønnes, Evenstad og Rusten o.s. v. Minder fra gamle tider vil t der har været bosiddende folk i Storelve dalen allerede langt tilbage i tiden er hævet over enhver tvil. Nøiagtig at kunne bestemme l tid og sted for den første bebyggelse er dog af gode grunde ganske umuligt. Ingen ved heller, hvor ledes det egentlig har været fra begyndelsen af. Geolo gerne (de jordkyndige) belærer os om, at hele Øster dalen en gang var en eneste isbræ i lighed med Svart isen i Nordland. Men hvorlænge det er siden, eller hvorlænge denne isperiode (istiden) varede, kan ingen med bestemthed sige. Kun saa meget er sikkert, at langsomt gjennem tusener for ikke at sige millioner af aar har dalene og fjeldene formet sig til, hvad de nu er, og at de vil fortsætte med at forme sig, saalænge vor klode eksisterer. I istiden fandtes der ikke menne sker i Norge; men i den følgende tidsperiode, i den saakaldte stenalder nemlig, kan der paavises mange spor efter menneskelige tilværelser i vort land, og Østerdalen har ikke faa levninger fra hine fjerne tider. Med hensyn til fund, der vidner om en gammel be byggelse, saa har professor G. Gustavson anført 4 stenalderfund fra Storelvedalen i sin interessante bog

Scan 19 from Storelvedalen — Scan 19 · Page 5

Page 5

DALENS /ELDSTE HISTORIE, 5 forresten omtales nærmere under beskrivelsen af de enkelte gaarde; men mesteparten er forsvundet og har skiftet eiere ved auktioner. Primstaven paa Rusten, der antagelig skriver sig fra 1400-tallet, skal her om tales lidt nærmere. Østerdalen omtales forresten ofte i sagaerne, og meget af det, som der fortælles, kan godt være hændt i Stor elvedalen. I Fundinn Noregr berettes det om de to brødre Nor og Gor, der længe før Harald Haarfagres tid kom fra Asien og underlagde sig Norge. Nor fik Østlandet og Gor Vestlandet. Nor drog da gjennem Eystridalir og slog en konge Rolf i Berge. Dagrunerne følger, paa to undtagelser nær, regel mæssig paa hverandre (med tilføielse af de tilsvarende dagbogstaver, nåar 1 januar betegnes med a). I Færeyingasagaen fortælles det, at Sigmund Brester søn, den senere berømte færøiske nationalhelt (f 1002), og hans ven Thorer Beinersøn paa reisen fra Oslo til Nidaros tullede sig bort fra veien oppe paa Dovrefjeldet og kom ned i en dal, hvor de traf en mand Thorkel med tilnavnet Barfrost og hans hustru Ragnhild og Den ene undtagelse er, at b ved 30 januar er be tegnet saaledes, at der er en uge med samme tegn an ført to gange. Den anden undtagelse er, at 31 december og 1 januar er betegnet med samme rune, hvilket er nødvendigt, nåar søndagsbog- deres datter Thu- ride. Denne for- staven skal skifte 1 januar. tælling er en hel roman, som har Detblandtmærke dagene hyppig fore kommende tegn synes at betegne Vigilie. Det fore kommer saaledes fundet sted i Øster- dalen paa Olav Trygvasons tid. I r18aar havde Tho- kei levet oppe i skogen som fredløs dagen før Kyndel- Primstav (hos Simen Rusten). messe, Matthias, mand, og historien ender med, at Sigmund og Thuride blev forelskede i hverandre og fik ogsaa senere hinanden. Halvard, Botolf, Petrus og Paulus, Margareta, Olafs dagen, Inventio Olai, Laurentius, Marias himmelfart og Marias fødsel. Dagen før Mikkelsdag er betegnet med x. Juleaften og St. Hansaften samt dagen før Vor Frue dag og alle Helgens dag har mere staselige tegn. Under titel „Den fredløse i Foldalen" meddeles Sigmund Bre stersøns ophold i Østerdalen efter Færeyinga saga i „For Hjemmet" (udg. af A. Munch og P. A. Munch) B I. 1861. I Olav den Helliges saga berettes der ogsaa noget særdeles interessant om Østerdalen og østerdølerne, hvorfor vi vil omtale det lidt udførligere. Kong Olav havde en aarmand (årmadr) ved navn Bjørn, der boede i det nordlige af Hedemarken, og fra et besøg, kong Olav gjorde hos ham antagelig 1025, meddeler Snorre et billede af stor interesse for Østerdalens historie. De fire linier læses fra venstre og indeholder følgende tidsrum: 1. Fra 14 oktober til og med 13 januar = 13 uger + 1 dag 2. „ 14 januar —„— 13 april „ 1 „ 3. „ 14 april —„— 22 juli 14 „ +2 dage 4. „ 23 juli —„ 13 oktober =ll „ + 6 „ = 12 „ - 1 dag. (Ovenstaaende oplysninger om primstaven er velvilligst meddelt af professor H. Geelmuyden ved universitets stipendiat Magnus Olsen, der har tilføiet, at primstavens runer indeholder runealfabetets 7 første runer.) Der havde netop fundet kvægrøverier sted, hvor Bjørn var bosat, og paa et thing i den anledning ud kaster Bjørn, der ikke var likt hverken af kongen eller folket, mistanken mod de vildmænd, som holdt til oppe i Østerdalen, der af Snorre i denne forbindelse omtales som „spredt bebygget ved vande eller rydninger i sko gen, men faa steder storbygdir." Da optraadte paa thinget to unge mænd, Sigurd og Dag, sønner af en storbonde i Østerdalen, og tilbageviste paa det bestemteste paa østerdølernes vegne Bjørn aarmands stygge og usand færdige beskyldninger. Kongen syntes godt om de to unge mænd og kunde umulig tro, at de var tyve og røvere. For dog at forvisse sig i sin sag tog han imod deres indbydelse om at besøge deres far paa hans gaard, skjønt Bjørn fraraadede ham at reise. Kong Olav fulgte derpaa de to unge mænd til deres hjem, og der blev holdt et prægtigt flere dages gilde til ære for ham Af gamle gaards- eller bostedsnavne findes rigtignok ikke saa mange; men enkelte peger dog langt tilbage i tiden. Bostedsnavne med endelsen setr som i Furusetr, og maaske ogsaa i Sætre, og stadr som i Stai og Even stad, der med rette bør hede Stadr og Eyvindrstadr, hører med til de ældste bostedbetegnelser i vort land og skriver sig ifølge dr. Andr. Hansen fra tiden før 1000 eller omkring Olav den Helliges tid. Et navn som Hovde, der siges at komme af Hofdi (hoved), er ogsaa paafaldende og bringer os uvilkaarlig til at tænke paa et hov (gudetempel), hvoraf navne som Hovin o. s. v. siges at skrive sig. Elvenavnet Søkunda har ogsaa en merkelig sagagammel klang.

Scan 20 from Storelvedalen — Scan 20 · Page 6

Page 6

6 IVAR SÆTER: STORELVEDALEN. paa den store gaard. Manden paa gaarden hed Raude og var af høi æt, og hans hustru hed Ragnhild, der ligeledes var høibyrdig, idet hun var søster til kong Ring Dagsøn, som sa sig at nedstamme fra kong Nor og var i slægt med Harald Haarfagre. Sønnen Sigurd var drømmetyder og spaamand og saa klarsynt, at han saa hver mands laster og dyder. Han fortalte kongen, at Bjørn aarmand seiv var forøveren af de ugjerninger, han beskyldte østerdølerne for, og angav stedet, hvor han havde gjemt huder og horn og ben af de røvede kreaturer. Da kongen for bort, fulgte Raude ham paa veien med store vennegaver, og søn nerne blev kongens hirdmænd; men Bjørn aarmand blev landsforvist og havde dronningens forbøn at takke for, at han slåp med livet. Hvor denne Raude havde sin gaard, er der ingen, som ved; men ætten spredte sig selvfølgelig i dalen, og østerdølerne kan derfor med historisk ret siges at være af kong Nors efterkommere. I „Den norske Tilskuer" 1853 findes et digt (St. Olaf og Raudsønnerne i Østerdalen), af hvilket de sidste vers lyder saaledes: Men efter lange tiders nat skal sol med sagn opstaa. Og sønnerne af Raud igjen med pande og med blik skal staa for dalens ungersvend som da de skudsmaal fik. Og Olafs aand i Østerdal skal gjæste bondens gaard og spørge i den lyse hal, hvad bondens æt forstaar. Da skal ved Glommens gamle strøm det vorde tale sand, at folke-skjaldskabs morgendrøm den unge tyde kan. Under alle omstændigheder er det sikkert, at Øster dalen var befolket i den førkristelige tid, i Asalærens eller hedenskabets dage, og lige sikkert er det, at Olav den Hellige har været i Østerdalen, og at kristen dommen blev indført hos østerdølerne ved kong Olavs paavirkning, hvorom der gaar mange sagn. Digteren sorenskriver Conrad Schwach (f 1860) med deler saaledes et sagn, han hørte fortalt i 1818 af en aldrende dame, hvilket kan være en grund mere for dets troværdighed. Den lille fortælling „Brudekronen eller Kristendommens indførelse i Østerdalen" er yderst interessant og udstyret med underjordsfolk, bloting, soltilbedelse og alle mulige romantiske tilstelninger. Efter Schwachs fremstilling boede der en saare mægtig mand paa Trønnes, der hed Tron. Han havde en datter, som hed Ragnhild, dalens fagreste pige, men hedning som sin far. Hun blev imidlertid forelsket i en spræk gudbrandsdøl ved navn Guttorm, der var i slægt med den gamle Dale-Gudbrand og var døbt. De lærte hinanden at kjende i sæteren om sommeren oppe paa fjeldet mellem Gudbrandsdalen og Østerdalen, idet Guttorm gik paa hesteleting, og Ragnhild laa i sæteren med kreaturerne. Lige under jul spændte Guttorm sine ski paa og drog over til Trønnes; men Ragnhild var da sendt til slægtninge i Solør, og gamle Tron sa nei, da Guttorm bad om at faa hans datter, skjønt han syntes godt om den unge mand, seiv om han havde svigtet fædrenes tro. Sommeren efter var atter Ragnhild i sæteren, og Guttorm var igjen ude paa hesteleting. Ragnhild holdt da paa at bergtages af de underjordiske, og de havde allerede pyntet hende som brud og sat hende brude kronen paa, da Guttorm kom og fik reddet hende ved at slaa korsets tegn over hende og sige: „I Jesu navn". Efter denne overbevisende prøve paa den nye læres magt maatte gamle Tron boie sig: De to unge faar hinanden, og Guttorm flytter over til Østerdalen. Den gamle Asadyrker og Odinsprest Tron blev siden den ivrigste til at forkynde kristendommen og til at faa folk døbt. Et andet sagn beretter, at han brændte sit afgudstempel og lod en kirke opføre paa sin gaard, den første kirke i Østerdalen. Schwach ender sin For tælling saaledes: „Paa sin gaard, maaske den selvsamme, der endnu fører navn af Trønnes i Storelvedalen, opnaaede Tron en høi alder, og saa med glæde saavel en talrig slægt at opblomstre om sig, som kristendommen ved hans og hans børns eksempel og indflydelse udbrede sig over Østerdalen. Ragnhilds brudekrone gik længe i arv i hendes slægt, og brude udenfor denne ansaa det for hæder og lykke, nåar de kunde faa den laant til brug paa deres bryllupsdag. Hvor den senere blev af, ved man ikke; muligt er den bleven bortført ved noget fiendtligt overfald under borgerkrigene i det 12te aar hundrede, eller bortkommen ved nogen hændelse under den lange tid, da egnen efter den sorte død var næsten affolket. Men fra denne begivenhed oprandt den tildels endnu i mange af Norges bygder brugelige skik at brudene bærer krone." Det gaar forresten flere sagn om kirker i Storelve dalen. Oppe i Børtne ligger Børtnekirken, som skal være opført af de underjordiske eller Haugfolket, og alle, der kommer saa høit tilfjelds, maa den dag idag afsted foråt se den store jordbedækkede stendynge, som gaar under navn af Børtnekirken. Paa østsiden af Glommen midt overfor Kroken ligger en skogbevokset haug, der kaldes Kirkehaugen, og sagnet siger, at Olav den Hellige har bygget en kirke der; men at kirken blev gravet ned igjen af de underjordiske eller maaske

Scan 21 from Storelvedalen — Scan 21 · Page 7

Page 7

DALENS /ELDSTE HISTORIE. 7 ogsaa af de gamle hedninger, straks han var reist igjen. Udgravninger i den mærkelige haug har været forsøgt, men uden resultat, og det fortælles, at de sidste, som grov dér, var to svensker, der var saa rædde for trold skab, at de havde salmebøger med. Paa spørgsmaal angaaende disse sagn forsikrer gamle Nils Davand, at der sikkert findes no' rart i Kirkehaugen, og da der blev gjort indvendinger med den bemærkning, at man dog havde gravet uden at finde noget, svarte gubben: „Døm ha grøve; men døm ha fan kløve mig iitte grøve jupt nok." Hvad vi ellers ved om Østerdalen efter Olav den Helliges tid er heller ikke meget. Da østerdølerne havde sit værnething nede paa Hedemarken, blev de i lange tider med urette betragtet som udbygdinger, og Østerdalen blev først regnet for et eget fylke i lands loven af 1273 under Magnus Lagabøter. I 1177 tog kong Sverre veitsler i Østerdalen med 200 mand, og i 1206 drog birkebeinerne derigjennem med kongsbarnet Haakon Haakonson paa veien til Nidaros. Østerdølerne tog forresten ikke liden del i krigene mellem bagler, birkebeiner og ribbunger, og efter bispestolens oprettelse paa Hamar og erkesædets oprettelse i Nidaros 1152 blev Østerdalen aarligaars bereist af en mængde pile grimme til og fra Nidaros. Hirdskraaen (hofloven) af 1273 forordner 5 mænd fra Østerdalen til kongens tjeneste som hirdmænd, og i 1358 udsteder kong Haa kon Magnussøn en speciel retterbod for Østerdalen, der bekræftes af de senere konger. Det første faste historiske holdepunkt, vi har angaa ende Storelvedalen er saavidt vides kongebrevet af 1318, som tillige viser tilbage til tiden under Haakon Haakonsøn (-f 1263). Kong Haakon V Magnussøn stadfæster ved dette sit aabne brev fra 1318 Erlend Thoraldssøn besiddelsen af gaarden Berg i Elve dals sogn, som var skjænket hans farmoder Thoron af kong Haakon Haakonssøn og stadfæstet hans fader Thorald af kong Magnus Haakonssøn og af ham seiv som hertug. Haackon medt guds miskun Noregs konninger son Magnus konings sender allum mannom dem som dette breff ser eder hiøre quedie guds och sine sagom open breff vnder insigle verduligs herre Magnus konungs fader vaars hins kieraste v hueriu er hand gierer vittnisburd adt Haackon konnonger fader hands fader fader vor gaff Thoronno moder Thoralda iord da er Bierg heder er ligger v Elffuedalls kirkie sognen adt Magnus konnonger gaff siden Thorallda Thoronnar synni thill alda odels for sield (silffo) foreldra sinne och frende sinne effter di som breff Magnus konnings vatter och vy haffum forneffnda gaffuer fader vors och faderfader stadfest méden vy vorum hertoges som vortt breff vatter da stadfestum vy forneffnda iord vnder Erlend Thorolder son sonner Thoroner thill alle odels medt thueligkri hiemrost och vttuegen thill bolsbotta som lougbock vatter, forbiudom vy huerium manne desse iord adt hindre edan thalma Erlande forneffndom eders hands eruin gium nema huem som dett giører ville slicku for suara som lougbock vatter thim ad hender er ryffer da skiffan (o: skipan) er konnunger stadfester medt sinnom breffue och oss otte ørtuger och 13 marck y breffue brott våar dette breff giortt y Thonsbiergi drottensdagen nest efter Marie messo y faste ad 19 are rickis vors herram Iffuer Oluffs søn kanseller vor insiglede en Thorger Thouffue søn rittande. Nordenfor Koppang laa der ogsaa langt tilbage i tiden to store gaarde, Frøsaalien og Frøbergstad. Navnene eksisterer endnu; men gaardene er forsvundne. Paa disse gaarde boede to mægtige mænd, der havde de gjildeste heste, som fandtes i dalen. Frøsaaliblakken og Frøbergstadsvarten, der hver fik en bøtte maltøl jule dags morgen, bragte bestandig seiren hjem fra alle skeid kampe og travløb. Frøsaaligubben skulde forresten være en særdeles frygtet herre, som selve presten ikke turde sætte sig op imod, og der var aldrig tale om at be gynde messen, før man hørte blakkens bjelder klinge paa Koppangsjordet. Det var maaske fra disse gaarde, at der (ifølge Kraft) hver juledags morgen kom 12 skarptskoede heste til kirke naturligvis i skinnende sølvsæletøier og med klingende bjelder, hvilket kan være troligt nok, da jo Østerdalen som Norge i det heletaget havde sin blomstringstid i det 12te og 13de aarhundrede. Koppang var da markedsplads, hvorom J. B. Bull har leveret følgende digteriske skildring i sin bog „Mellem Fjeldene": „Fra dalens nordre bygder kom de, nordmandsfærderne, i knistrende vinterkulde, tyve —tredive heste i følge, med høi og smør og ost og fisk og skind. Fra syd kom hedemarkingen, forfrossen og stivfingret, med korn og søtepler, vadmel og lin, den lange vei over fjeldene, fra øst kom vestgøter med jernvarer og fint klæde, og fra Gudbrandsdalen i vest vaaged spræke karer sig over de uveisomme vidder med spræke heste og kasser fulde af søljer og anden stas." Den sorte død kom imidlertid og sopte saa at sige hele herligheden væk, og dalen laa øde og übe boet i lange tider. Da den igjen holdt paa at reise sig, kom reformationen og brød ned de sidste rester af gamle tiders kultur. Saa fulgte paa ny en stille, übe merket tid for Elvedalen som anneks under Aamot, og først i vore dage er den kommen til sin oprindelige værdighed som selvstændigt sogn. Hvem de var, eller hvor de kom fra de første, som bosatte sig i Elvedalen, har vi ingen sikkerhed for. Det er imidlertid en almindelig mening, at Østerdalen blev befolket fra Hedemarken søndenfra og fra Trønde lagen (Trøndere) nordenfra. De levede naturligvis som vildmænd af jagt og fiskeri, skjønt de aldeles ikke var

Scan 22 from Storelvedalen — Scan 22 · Page 8

Page 8

8 IVAR SÆTER: STORELVEDALEN Tømmerbu (efter tegning af H. Gran . uden forestillinger om et høiere liv, disse vore gamle forfædre. Men maaske den er sand hypothesen om ariernes indvandring ved Nor, og da det var med en gammel udviklet kultur, arierne såtte bo i Norge, saa er kanske forskjellen mellem de første opsiddere og os ikke saa stor, som vi indbilder os, seiv om de boede i huler og jordhytter inde i de østerdalske urskoge. Af vore dages tømmerkojer kan vi danne os en fore stilling om de første beboelseshuse. De fleste nuværende gaarde i Storelvedalen var ellers sikkert nok beboet og ryddet før den sorte død (1350), og sagnet heretter, at de to første skulde være Atneo sen og Stenviken (Hovde) med Grundset i Elverum og Søgaard Deset i Aamot til nærmeste grander. Da den sorte død eller svartdauen kom, døde folket al deles ud, saa der bare var en mand igjen. Han levede paa Møkleby en lang tid alene; men saa kom der til feldigvis en kvinde, der blev hos ham, og dalen blev paany befolket. Et andet sagn fortæller, at alle døde bort, og at gaardene Furuseth og Kroken siden kaldtes øde gaardene. Den eneste, der levede igjen, var en pige paa nernes bosættelse i Elvedalen kan let for klares ved, at de første døde, og at efterkom merne blev norske i enhver henseende, da finnerne i hine tider blev betragtet nær sagt som indtrængende skadedyr. Paa Fin skogen i Bærum fin des der heller ikke noget andet spor end traditionen om, at de var dygtige folk, „der alle sammen kunde trolle." I Tryssil taltes der finsk for 100 aar siden; men nu findes Møkleby, og hun holdt ti! ien smedje. Men efter en tids forløb kom der en vandrende ridder gjen nem dalen. Han hørte pigen synge inde i skogen og blev indtaget i hendes sang. Han tog hende med sig, og som gifte folk vendte de tilbage og bosatte sig paa Sørstumoen, og dalen blev saale des atter befolket. At denne dalens anden stam moder havde saa smuk sangstemme symboliserer under alle omstændigheder den kjendsgjerning, at storelvedølerne den dag i dag er et sangfolk med store musikalske evner. Sørstumoen paa Møkleby siges ellers at være tåget i besiddelse af tatere; men denne paastand er absolut feilagtig, da der ikke er spor af lighed hverken i sind eller i skind mellem storelvedølerne og taterne, d. v. s. zigeuner racen, skjønt det ikke vilde være til forkleinelse, om saa var, da alle i Sørstuslægten har været bra folk og enkelte endog udmerkede mennesker. Den ottiaarige hædersgubbe Ole Haakensen Bakkehaug af den gamle Hovdeslægt paastaar imidlertid, at Sørstumoen paa Møkleby blev tåget i besiddelse af storfinlændere (tavaster) en tid efter den sorte død. Finners indvandring i Norge er jo noksom bekjendt (confer Finskogene i Solør og Finskogen i Bærum), og de slægtsmerker, der særkjender storfinlænderne, særkjender ogsaa de gamle storelvedøler. De var storvoksede folk, til dels barske af udseende, men eiegode mennesker med et følsomt sind, renslige og selvbevidste. Her til kommer, at finnerne var bekjendte som dygtige smede, ogsaa kobbersmede, og dette træk passer ogsaa paa storelvedølerne i gamle dage. At der ikke findes paatagelige spor af fin- En gammel felespiller fra Sætre.

Scan 23 from Storelvedalen — Scan 23 · Page 9

Page 9

DALENS ÆLDSTE HISTORIE 9 der ikke en, som hverken forstaar eller kan tale det finske sprog. Huslivet med badstuer og den eiendom melige bygningsstil (Østerdalsstil) minder fuldstændig om en finsk bygd, saa reisende, der ser klarere end de stedegne, har sagt, at det at komme til enkelte byg der i Storfinland, der er som at komme til Østerdalen i Norge. Det norske og det finske blod er forresten blandet over hele landet, men ingensteds saa udpræget som i Storelvedalen. De svære kjæmper i side vad melskufter, der lever i erindringen og i sagnet, var alle typer af den finske storrace, og overalt, hvor der fin des storelvedøler, kan man se den samme slaaende lighed og de samme raceegenskaber. Om det saa er i madstellet er ligheden der især ved slagtning og ved sætning af tykmelk. Magen til den gode tykmelk i Storelvedalen skal kun findes i Storfinland og i Bul garien. Det kan bemerkes, at finnerne kalder sine bo steder for by (byer), og her har vi kanske oprindelsen til Møklebynavnet. Et moment af aandelig eller sjælelig art bekræfter ogsaa ligheden. Finnerne har altid som nævnt havt ord for trolddom, og dette passer paa de gamle stor elvedøler. I følge dr. biskop A. Chr. Bang („Norske Hexeformularer og magiske opskrifter") er Storelve dalen sterkere repræsenteret i den saakaldte Svartebog 1 end nogen anden bygd i Østerdalen, hvilket kun kan forklares som levninger fra de indflyttede finner. Vi kan i denne forbindelse anføre nogle af de mange be sværgelses- og trylleformularer, dr. Bang har samlet fra Storelvedalen: For tandverk: Katalibus Katal Katalibu Kåta Katalib Kat Katali Ka Foråt træffe vildtet: Tag hjertet og leveren af flaggermus og kom det i blyet, nåar du støber kuglerne. At man ikke skal skyde bom: Tag døde menneskeben, stød dem smaa og bland i krudtet. Naar bøssen er forgjort Den drages 3 gange gjennem en myretue At skjæmme (ødelægge) en bøsse ■. Naar man hører et skud, ska! man straks sige: Ud kugler og krudt og ind Diabolus. At stille blod: Skriv paa den øks eller kniv, som skaden er gjort med og hold den til saaret: Barto, Barto i dem Batio, Bruta Bruta Brixa. 1 Halvor Pedersen Lillehammeren Stai sagdes at være i besid delse af Svartebogen, ligesom han ogsaa kunde „kværve synet og fjetre folk". Hans søn Peder Halvorsen var ogsaa troldmand, som endog viste sine kunster for kaptein Haxthausen og „satte kløver knegten i væggen og lagde kapteinen i gulvet som ingenting". 2 Storelvedalen. At tåge verk itur et såar: Verken itur. (Læses 3 gange med Velsignelsen og Fadervoret). At stille blod. Skriv disse ord paa et stykke rent papir og stik det i næsen: Burig, Berto, Berig. For alt ondt: Tag bergeknup, Kalmusrod, malurt, hvidløg og Angelikarod eller Kvanne, kog dette sammen udi vand, som er tåget paa et sted, hvor det rinder mod nord; drik deraf og smør dig dermed over din hele krop 3 kvelder før du gaar tilsengs. Ligger da noget ondt ved dig, skal du vist faa høre eller se noget underligt nogen af de samme kvelder eller nætter. Siden skal du vaske dig 3 torsdags kvelder derefter. Middel for onde mennesker: Tag 3 af de store edderkopper og hav dem i en daase, at de bliver til sten. Bær dem siden om din hals. Saa kan troldfolk eller onde mennesker intet skade dig. At klomse (d. v. s. gjøre usynlig): Gjør dig ligesom en kikkert af et ben af en menneskehaand; sæt et glas i enden derpaa; hav den hos dig 3 søndagsmesser i kirken, saa er den færdig. Alt du da siden ser paa gjennem samme kikkert, som haver liv og aande, stanser derved og er fortabt og klomset, nåar du siger følgende ord: Diabolus misileo doli ammolin, lion in Domine Deus Patris et Files et Speritui Sandi Amen. For fin-skot: Der er 3 fagre jomfruer, ei for indskot, ei for fin-skot, og ei for alt ondt som flyr. (Fadervor 3 gange). En anden ting er det imidlertid, at Storelvedalen har været udsat for omstreifere og rømlingsmænd, hvorom der gaar mange historier. I gamle dage var det ogsaa almindelig at kalde alle fremmede for tatere. Med hensyn Krigsvarden paa Tronkberget.

Scan 24 from Storelvedalen — Scan 24 · Page 10

Page 10

IVAR SÆTER: STORELVEDALEN. 10 til varderne kan det være af interesse at anføre, hvad professor dr. Yngvar Nielsen skriver angaaende varden paa Høstbjørgkampen i Furnes (Morgenbl. 1906 nr. 419): „Varden deroppe korresponderede med Rokobergets varde i Løiten for at sende signalet videre mod nord." Det gaar forresten det sagn, at kong Haakon den gode byggede varder paa Storelvedalsfjeldene. I varden paa Tronkberget er der hugget trin i de opreiste stokke for hurtig at naa op og tænde ild paa. Saavel Tronk berg- som Løitnantvarden var i brug i krigsaarene 1812. Befolkning. ;ed mandtal af 1665 300 aar efter den sorte | død havde Aamot (med Rendalen og Stor elvedalen) 1700 indbyggere. Om vi da siger en tredjepart eller med et rundt tal 500 mennesker paa Stor elvedalen, saa er vi den første almindelige j idjjl folketællinp i 1769 folketælling i 1769 havde Storelvedalen 1044 og i 1801 1297 bosiddendefolk. Den ne forøgelse af folke mængden i løbet af vel 100 aar er for klarlig, nåar vi sam menholder den med, at indbyggerantallet i at inaDyggeramanei i Goro Landet Simen Landeths mor ) Østerdalen i tidsrum- f. 1808 f 1872. met 1665—1800 gik frem til det flerdobbelte. Folkemængdens stigning kan forresten bedst sees af følgende tabel: Som vi ser, har stigningen været jevn med en hurtig opgang i 70-aarene, hvilket skyldes jernbaneanlægget, der da paagik gjennem Østerdalen. Gjennemsnitlig bor der 2 mennesker paa hver km. 2 , og der er saaledes god plads for en altid voksende folkemængde. Ved tællingen i 1900 var der 1679 af mandkjøn og 1608 af kvindekjøn. I anthropologisk henseende er de saakaldte ariske langskaller i afgjort flertal i Storelvedalen, idet der skal være 51 °/o langskaller, 20 % kortskaller og resten blandingsformer. Det blonde eller lyse håar er ogsaa det almindeligste, skjønt den mørke haarfarve skal være 45 %. Indvandring af forskjellige elementer har havt indflydelse paa den oprindelige type og sat præg saavel paa haarfarven som paa udseendet forresten. Storelvedølernes lynne er ellers det karakteristiske for Østerdalen. Gjen- nemgaaende er de stø og sindige folk med en sterk selvfølelse, greie, troværdige, om- gjængelige, gjæstfrie og i besiddelse af en udpræget renligheds- sans. Cancelliraad Pram skriver under en reise 1803 i Øster- dalen følgende, som fremdeles har sin gyl- dighed: „Her hersker i om ei alle, ei en gang vel i de fleste, saa dog i mange bøn- ders huse en ele- .<. _«. -r c. a gance, som overgaar Marthea Tronnes Strand & f 1818 f 18QQ alt, hvad man tænker sig ved en bonde- vaaning." Der lever ogsaa endnu ikke saa faa af de gode gamle egte østerdalsaristokrater, ætlinger af svundne tiders kjæmpeslægt, stive, steile kråser, hvis fyndige valgsprog er: „Jeg krysser ingen." Bedre kan heller ikke det aristokratiske grunddrag i østerdølerne udtryk kes, og denne ridderlige om end noget afvisende devise i deres vaabenskjold har fremdeles sin fulde gyldighed. De er sig seiv de folk, og staar paa nippet til at være sig seiv nok. Derfor er sammenligningen ganske træffende, nåar en forfatter kalder østerdølerne for Norges franskmænd, et folk med stærke passioner og et belevent væsen. Vinje, den største folkepsykolog vi har havt, siger ogsaa i sine „Ferdaminni", at „der er en forunderlig finleik i umgang hjaa mange af disse øysterdøler", og han fremhæver specielt Storelvedalen som en af de bygder, hvor „den nationale kultur er saa høvelig sam bundet med den nyare upplysning og livemaate, at det baade i maal og annat liksom er vokset sammen." 1665 1769 1801 1815 1825 1835 1845 1855 1865 1875 1891 1900 (500) 1044 1297 1301 1340 1413 1509 1781 2348 3203 3083 3287

Scan 25

Halvor Botolfsen Trønnes. (Den første ordfører i Storelvedalen). Anne Evenstad. Eidsvoldsmanden Ole Olsen Evenstad. (Reproduceret efter hillede i „Norge i 1814" af dr. Yngvar Nielsen.) STORELVEDØLER MED BORGERDAADSMEDALJE.

Scan 26

No OCR text was available for this scan.

Scan 27 from Storelvedalen — Scan 27 · Page 11

Page 11

11 BEFOLKNING. BARFRØ- OG ØSTERDALSSTUER Ellers er storelvedølerne, isærdeles de gamle, egte hardhauser, som ikke skyr hverken ild eller vand, nåar de har sat sig noget i hovedet. Som et bevis paa, hvorledes de kan gaa op i sit arbeide, kan vi nævne Helge Dalen, om hvem der fortælles, at han en morgen gik til sæteren for at rive et hus, og at han rev det halve af tåget, før han sansede paa, at han havde mad skræppen paa ryggen. Slige folk kan med samme lethed jage bøfler paa Pampas, som de kan drage tilfjelds i 30 graders kulde uden vaatter paa hænderne og uden mad i mange dage. Det kunde ogsaa i denne forbindelse ligge nær at nævne typiske repræsentan ter for den gamle østerdalske bondeadel i Storelvedalen i vore dage; men vi skal indskrænke os til at citere, hvad Jacob B. Bull siger, „at øster dølen ligner dalen, Haagen Storstu f. 1819 f 1901. hvor han er født: dulgt som de store skoge, übændig som de stride elve, sterk og selvtryg som de bredryg gede fjelde og derfor lidt tung i vendingen. Men bruger han to dage for at spænde hesten for slæden, saa kjører han i fjorten, før han spænder den fra igjen." Vikinge blodet og den medfødte trang til det eventyrlige holdes kun i ave ved en tilsvarende sterk forstand. Der findes dem, der styrer millioner; men der findes ogsaa dem, der sætter millioner overstyr, som var det bare lomme skillinger, de ruller med. Der har ogsaa derfor til alle tider gaat tildels fabelagtige sagn om de rige storelve døler: Hvorledes de har brugt pengesedler som fidi busser, hvorledes de har det finere hjemme hos sig end sjølve kongen o. s. v. Det hører dog med til sjeldenhederne, at nogen henfalder til overdaadighed og ødselhed, omend mange lever stort ef ter almindelige begre ber. Indgifte mellem de større slægter har ogsaa været alminde lig, idet de fik kon gens „tilladelse til at sammenkomme, uan seet de var helt sø skendebørn." Dette indgifte og denne sterke slægtsfølelse har ikke altid havt den heldigste indfly delse paa karakteren; paa den anden side har det dog bidraget til at bevare folkets Knud Iversen Vestgaard, til at bevare tOlketJ f. paa Trønnes 14 A> 1793 af forældrene Iver Vest- nnr i nr |pliop sinrlplflO gaard og Ineeborg Trønnes Nordstumoen, der upuiiuciigc aiiiuviag reiste til Nordland (Maalselven, i .799. Sønneme af diSSe fæ- dre føler sin odel, der forpligter, og de betragter sig der for som de store eiendommes tjenere, forvaltere af en arv, de sætter sin ære i at overlevere til sine efterkommere. Hvorledes de soclaie og økonomiske forhold derfor end vil arte sig i dalen, saa vil storgaardene som hidtil endnu i lange uoverskuelige tider danne grundstammen i da lens og folkets liv med odelsretten som det juridiske og moralske grundlag for eiendommenes bevarelse. Barfrø- og Østerdals-stuer. aa den lange strækning fra Atneosen til Kop pang findes der nu ikke andre gaarde end Bjøraaneset og Tresenggaardene. Ved Koppang £§gg|j begynder en tættere bebyggelse, som fortsætter sydover dalen med gaarde og pladse paa begge sider af almandveien og tillige paa begge sider af elven med kortere eller længere mellemrum, der optages af skog og dyrkede jorder. En reisende i begyndelsen af for rige aarhundrede skriver med hensyn til Storelvedalen: „Allerede paa de herværende gaardbrugeres huse kan man fornemme virkelig velstand. En stor stue, i hvis hjørne der staar en fra tvende sider aaben skorsten, hvor maden tillaves, tjener baade som kjøkken og be boelsesrum for husfolkene og er forsynet med enkle, men sterke møbler. Et mindre tilstødende værelse (koven) er forsynet med ovn og senge." De for Stor elvedalen mest eiendommelige husebygninger er ogsaa de her beskrevne saakaldte østerdals-stuer foruden barfrøstuerne, der nu desværre holder paa at forsvinde, hvorfor vi skal ofre dem en lidt udførligere omtale. Omkring det 10de aarhundrede begyndte enkelte stor mænd i Frankrige og Tyskland at bygge vagttaarne paa sine borge. Disse taarne, der var af træ, har ifølge Falk og Torp paa latin navnet Belfredus eller Berfredus og

Scan 28 from Storelvedalen — Scan 28 · Page 12

Page 12

12 IVAR SÆTER: STORELVEDALEN Barfrøstue paa Gammelstu Trør.nes. paa fransk Beffroi og paa tysk Berfrit (Bergfried). Siden blev det almindelig, at byer ogsaa opførte slige for svarstaarne med klokke i, som der blev ringet med i krigsfare. Ved byen Gent i Flandern skal der endnu staa et Beffroi, hvis klokke bærer følgende indskrift: „Naar jeg klemter, er der brand. Naar jeg ringer, er der krig i Flandernland." Lignende taarne kom og saa til andre lande. I Ita lien kaldtes de Battifredo og i England Belfry. I Sverige fik de navnet Barfrid, i Danmark Barfred og i Norge Barfrø. Den første gang ordet Barfrø forekommer i norsk sprog skal være under Magnus Smek 1339, og ifølge Ivar Aasen betyder barfrø hos os en udbygning (overbygning) paa forsiden af et hus. Det ligger saa at sige i sagens natur, at disse barfrøstuer, der i Norge kun findes i Østerdalen, oprin delig har været opførte i forsvarsøiemed. Østerdølerne var i middelalderen saavelsom i vore tider et ridderligt folkeferd med en naturlig trang til at leve paa riddervis. Paa de fleste større gaarde blev der derfor bygget et vagt hus, der ogsaa sikkert nok i enkelte tilfælde har gjort sin nytte efter hensigten; men i tidernes løb blev dog Barfrø stuen benyttet enten som beboelseshus eller til opbeva ringssted for klæder og andre gjenstande, der fornemmelig tilhørte gaardens kvinder eller husfruen. Nu er disse Barfrø snart sagt bare en historisk kuriositet. Barfrø eller rester af Barfrø findes endnu igjen paa Hovde, Kroken, Svestad, Koppang, Nordstumoen og 3 paa Gammelstu Trønnes, der eies af Simen Landeth. Han har foræret et af dem til Folkemuseet paa Bygdø. Over det ene vindu paa dette staar følgende mskription: „ Halvor Tollevsen og Ingeborg Nilsdatter." Over det andet vindu staar: „Denne stue blev opbygget 1670 og malt aar 1808." I „Kunst og Haandverk fra Norges Fortid" af N. Nicolaysen findes der en kort beskrivelse med teg ninger af de gamle Barfrøstuer paa Kroken og Trønnes, hvis alder henholdsvis henføres til aarene omkring 1750 og 1600. Barfrøstuen paa Svestad er kjøbt af Hede markens folkemuseum og sendt til Hamar. Af Østerdalsstuerne findes der en og tildels to paa hver gaard lige fra Atneosen til Sætre. Om disse stuer skriver professor Dietrichson følgende i sit verk „Norges Kunst i Middelalderen": „Den eiendommeligste form for peisestuen er Østerdalsstuen med hal og kover, aabeni røst, aastag og slindebjelker efter hallens længde samt direkte udgang anbragt paa en af langsiderne. Men foran paa denne udgang blev der ofte anbragt et lukket bislag af let reisverk, og over dette bislag hæver taar net sig i tungt laftverk med gavle foran og bag. Dette taarn med opgang fra bislaget forekommer ikke i Norge udenfor Østerdalen og bærer det merkelige navn Barfrø. Til dette ord kan ingen norsk oprindelse paavises. Vi staar altsaa her overfor en fra udlandet indført byg ningsform, der efterhaan den har forplantet sig fra ridderborgen til bondehu set." Enkelte af disse gamle stuer er nu ombygget som paa Furuseth og Kroken eller ogsaa som paa Negaard indbygget i store moderne bygninger, der forener den oprindelige Østerdalsstues enkle type med den smag og de bekvemmeligheder, som nutiden kræver. De har ellers i sin udvikling Gammelt skab i stuen paa Lillestu-Koppang. Fra stuen paa Lillestu-Koppang

Scan 29 from Storelvedalen — Scan 29 · Page 13

Page 13

BARFRØ- OG ØSTERDALSSTUER 13 passeret tre perioder. I den første periode havde Østerdalsstuen jordgulv og ljore i tåget og brikser (paller) langs væggene. Denne periode ligger selv følgelig langt tilbage i tiden. I den anden periode, der ogsaa ligger før 1500 tallet, fik stuen peis, bænke og borde og blyvinduer. Skorstenen, ildstedet eller pei sen (efter det latinske pensile) var oprindelig af al mindelig gråa sten med kalk eller lerpuds; men i den af ulve tilligemed følgende latinske inskription: „Die acerant rapidi Dominium sub imagine cerui." Det første stueuhr (pendeluhr med kasse og målet talskive) findes ogsaa paa Vestgaard og skriver sig fra aarene 1750. Af de smukt malede stuer findes der ikke flere tilbage end stuerne paa Trønnes og Atneosen. Malerierne be staar i jagtscener paa Atneosen og landskaber, kjær lighedsidyller og mythologiske figurer paa Trønnes. Det senere tid mures den af klæbersten med udskaarne søiler paa siderne. Koven eller kleven (paa oldnorsk klefi) eller det lille værelse i stuens ene ende blev be nyttet til senge og som madhus. I den tredje periode, efter 1700, fik den sin nuværende skikkelse med til dels to stokverk, med panelinger, med tåge af skiffer sten, med skabe og kitvinduer, med ovne og kjøkken tilligemed målerier, speile og andet udstyr som tæpper paa væggene og smukt udskaarne stole med betræk. Den første ovn i Storelvedalen siges at være den paa Vestgaard med kongens biliede i medaljon med aars tallet 1733. Paa Øvergaard findes der en massiv ovn med aarstallet 1749 og med smukke reliefbilleder af en mand, der blæser paa horn samt en hjort anfaldt siges, at Halsten Sjølie, far til den saakaldte Tjerne gutten, har målet stuerne i Storelvedalen. Han var med i krigen og tjente saa mange penge, at han siden kjøbte Tjerne paa Ringsaker. Malerierne i Trønnesstuen er særdeles vakre med fine, sterke glansfulde farver. Paa enkelte gaarde benyttes disse stuer til sommerstuer eller drengestuer; men de er for gode til at vanskjøttes. Grosserer Thomas Heftye blev saa indtaget i disse Østerdalske storstuer, at han efter tegning af arki tekterne v. Hanno og Schirmer lod bygge en Østerdals stue paa sin eiendom Sarabraaten ved Kristiania, og siden har mange fulgt hans eksempel. Vinje kan ikke nok som beundre dem og kalder dem den gamle sagastil i træ, og Eilert Sundt siger, at huslivet i Storelvedalen Storstuen (Østerdalstuen) paa Atneosen.

Scan 30 from Storelvedalen — Scan 30 · Page 14

Page 14

14 IVAR SÆTER: STORELVEDALEN. endnu minder om de tider, da der var høibaarne her ser i Norge, og han onsker tillige, at de skikke og de karakterer, som lange slægtsled igjennem har ud viklet sig under spærrestuernes tag sent eller aldrig maa dø ud. Af det her gjengivne interiør fra Storstuen paa Atneosen med Anne og Haaken siddende ved peisen faar vi et indtryk af huslivet i Storelvedalen baade nu og i gamle dage. Jagt og et ligger i sagens natur, at jagt (veifli) og fiskeri er ældre end al historie ogsaa i Storelvedalen, hvis skoge i gamle tider vrimlede af vildt. De almindeligste fangstredskaber var gilder og grave for de større dyr som bjørn og elg. Desuden brugte man spyd og pile (ogsaa kastepile), økser, knive og klubber, der i de ældste tider var af sten og siden af jern. Der findes endnu baade nede i dalen og oppe i fjeldbannet grave samt pilespidse og spydstumper m.m. Flintebøsser kom først i brug omkring 1650. Navnene Ulvstuhaugen, Ulvberget og Ulvstumoen tyder paa, at der har været meget ulv engang. Bæver findes ikke mer, og den sidste maar blev skudt i 1904. Ellers var det almindelig i sin tid, at betale skat med bæver- og maarskind. Bjørnen er ogsaa udryddet; men elgen har i de senere aar formeret sig, saa den er bygdens største plage, da den om vinteren ødelægger skogen ved at bide toppen af smaafuruen. Allerede ~Anno Christj 1573 lod Kongelig Mayttz forbiude att veide Els-diur her i Landet uden alleeniste imellom S. Lauritz- ok Michels-dag." Efterfølgende aabner os ogsaa et lidet indblik i gamle tiders jagttilstande: ..Aar epther gudtzs byrdt 1578 thend 31 dag julij var vdj Obslo paa radstuen skickett vegne aff hogst bemelt Kong. matt.s underszotte vdj Østerdalenn och paa thieris egne och menige mantz wegne ther samestedtz gaff till kiende broster och besuering . . . som for thett første begierendis att motte skyde elffsdyer paa skof- Skog, som er herjet af elg (med den sidste Ole Evenstad). fiskeri. fuene epthertj thieris skouff grendser jnd poo Suerige och the Suen ske skyde diørene . . . szaledis beuilgett, att the maa skyde forne elffsdyer aldt aaritt egennom wndthagenenn nåar the ere med kal fru, tha skulle the thenom forskone. Thisligeste begierindis att kong matts wille thenom tillade thieris waare att seige och foruende till thieris nodtorfft til huem the kunde giore thenom thett nyttigst vndthagen losz och maar, huilcke the wilde affhende till kong. matt.s embidtzmendt kong. matts till beste . . . saaledis att motte bliffue wed thieris gamble priuilegier och friiheder, som aff arildtz thidt weritt haffuer, hvad kong. matt. samb toct och tilladt haffuer med breffue och beffaling." I 1730 udkom der igjen en kongelig forordning om at frede elgen i en vis tid af aaret, og senere kom der lignende forordninger, indtil den nuværende jagtlov af 20. mai 1899 kom istand. Denne fredning har imidler tid - - som for nævnt - - ført til, at man har været nodt til at gribe til særskilte foranstaltninger foråt be skytte sine skoge mod elgens herjinger. Paa foranledning af Th. Ruud (Negaard) udtaler derfor herredsstyret, at „det er absolut paakrævet af hensyn til skogens bevarelse, at der træffes for foining til reduktion af elgbestanden inden herredet, og finder det som en hertil passende og hensigtsmæssig foranstaltning at ville anbefale, at der i henhold til lov af 20. mai 1899 angaaende jagt og fangst § 20 fore løbig i et tidsrum af 3 aar aabnes grundeierne ad gang til at benytte sin jagtret efter elg udenfor den i loven bestemte jagttid." Jagthytte paa Møkleby-fjeldet leies af grosserer Hans Kiær).

Scan 31 from Storelvedalen — Scan 31 · Page 15

Page 15

JA GT OG FISKERI 15 162 eiendomsbesiddere i Storelvedalen meddeltes i statsraad 5 /n 1907 tilladelse til i henhold til §2O i jagtloven af 20. mai 1899 at udøve sin ret til jagt efter elg i 1908 foruden i den lovbestemte tid ogsaa i tiden fra 1. til 31. januar med det resultat, at 48 dyr blev skudte. Ellers kan elgen kun skydes i tiden fra 10. september til 1. oktober (et dyr for hvert matrikul nummer). I 1900 fældtes der 19, i 1905 38, i 1906 56 og i 1907 60 elge i Storelvedalen. Før i tiden var det al mindelig skik at spigre horn og skaller og klør af de fældte dyr op paa stabbursvæggen; men denne skik er nu gaat af brug. Paa Atneosen staar dog stabburet igjen med rester af gamle tiders jagttrofæer. Af gamle navngjetne bjørne- og elgskyttere kan vi nævne Halsten Rognstad (f 1907) med 36 bjørne, Ole Furuseth med 16 bjørne, Berger Stai med 9 bjørne, Simen Negaard, Iver Halvorsen Sundhaugen (97 elge med samme bøsse og alle uden løshund), Anders Tryli, Botolf og Sæming Tresen, Ole Sundet, Andreas Messeltbakken, Engebret Bjøraaneset og Nils Smed Neset f. 1816 f 1890 (med flere bjørne og over 300 elge) samt Halvor Tangen (Tanggutten, jernblaaser, der og saa er nævnt af Gunnar Øster døl i „Svein Skytter"). Men mesteren for dem alle er dog Ole Olsen Messelt, der skjød over 100 bjørne og 300 elge i sin tid. 15 aar gammel var han med og skjød sin første bamse Hile julaften 1791, ved hvilken anledning han fik en skramme i panden, og sin sidste bjørn Stabburet paa Atneosen. Bjørnejægeren Ole Olsen Messelt og hustru Sigrid Torgalsdatter. Hun blev født 1787 og døde 1872. skjød han alene 83 aar gammel. Han skjød ogsaa' rensdyr (en gang 5 for 2 skud), ulve og ræve (27 paa en vinter). I „Svenska Jagerforbundets Nya Tidskrift" 1867 omtales han som Norges berømteste bjørnejæger, en stor mand i jagtens verden, hvis minde bør bevares. Sine jagttrofæer spigrede han op paa udhusvæg gene paa sin gaard Messelt; men de er nu forsvundne. Det for- tælles, at han jagede en elg i tre dage uden mad, før han fik skud paa den, og at han en anden gang var i kamp med en bjørn, der fik 15 kugler i kroppen, før den stupte. Lærer Otter Pedersen udgav (Hamar 1870) en bog om Ole Olsen Messelt, der døde 1869 93V3 aar gammel. Hans biograf ender bogen med følgende smukke ord: „Bjørnejægeren Ole Olsen Messelts minde vil leve længe blandt Norges fjelde, og hans bedrifter vil blive paa folkets tunge og opmuntre mangen rask ung gut blandt dalbondens sønner til at slægte den store skogsmand paa". Af yngre elgskyttere kan nævnes Helge Furuseth, Asbjørn Olafsen, Halvor Landeth, Simen Vestgaard, Tor gal Møkleby, Ole Øien, Haakon Stai og Torgal Trøn nes m. fl. Ifølge Norsk Jæger- og Fiskerforenings tids skrift for 1904 har Olafsen og Halvor Landeth skudt en elg med en af de største og smukkeste kroner, Elgkronen (hos Simen Landeth)

Scan 32 from Storelvedalen — Scan 32 · Page 16

Page 16

IVAR SÆTER: STORELVEDALEN. 16 Markprove paa Gaala sæter 1906. som Sorttjernet, Net- som i det hele tåget findes i hele Europa. Kronen tjernet, Faafængtjernet har 14 takker paa hvert horn, og maaler 1.2 m. fra og Gammelsætersjøen. spids til spids og veier 13 kg. Elgkronen eies af Simen I Glommen er der slup- Landeth. Fru Anne Furuseth er den første kvinde i pet en mængde yngel Storelvedalen, der deltager i elgjagt og har skudt elg. af baade harr og sik og Foruden elgjagt drives der jagt paa hare, ryper og bar- ørret. Ørret er almin fugl. Møklebyskogene er det bedste elgterræn. Enkelte deligst i vandene paa aar er det skudt optil 1000 ryper oppe i fjeldet. Simen vestsiden. Af gamle be Landeth er en af de sidste, der har skudt bjørn, og kjendte fiskere kan vi Iver H. Sundhaugen og Simen Vestgaard skjød i 1880- nævne en ved navn Fi aarene de sidste bjørne, der er skudt i Storelvedalen skehans paa Møkleby Gaupe og jærv findes der nogen af, og ræv er der der især drev det saa meget af. Ren findes i fjeldene paa forsommeren; men kaldte isfiske. OleNee senhøstes drager den nordover og udenfor Storelveda- gaard (f 1907) og Nils lens grænser. I gamle dage blev jagtretten (fuglvona) Halvorsen paa Furu delt i særskilte strækninger, og tiurleg om vaaren er seth (født paa fjeldet 2-t/g 1836) har fisket meget i de senere aar. fremdeles en yndet sport for bygdens yngre jægere. Fiskeriet var ogsaa i gamle dage en ganske ander og fædrift. Jordbrug 'orn har Storelvedalen maattet kjøbe baade gammel og ny tid, og der har ofte været korn mangel paa grund af frost og uaar. Slotsprest Claus Pavels skriver saaledes 1812, at „paa Hedemarken var der indgaaet forbund ei at sælge en tønde rug for mindre end 100 rigsdaler", og der blev fortalt, at de dernede ogsaa dråk skaaler paa et godt frostaar i Østerdalen. l 1 Aaret 1801 var forresten ogsaa et haardt aar og flere reiste ud af bygden især til det nordenfjeldske (Nordmør og Nordland). Efter den saakaldte kapiteltakst eller kapitaltakst, der blev fastsat for hvert stift med hensyn til kornvarers og skatters beregning, var priserne svimlende høie i dyrtidsaarene. ledes vigtig næringsgren end nu og dreves derfor i større udstrækning. Man brugte angler af sten og flint ellers siges det, at alle bække og vande gik stinde af fisk, saa det bare var at forsyne sig med næverne. Lige ned i forrige aarhundrede solgte osterdølerne en mængde fisk til hedemarkingerne eller rettere sagt byt tede i korn og brændevin. Prisen paa 1 bismerpund orret varierte mellem 1 og 2 skjæpper byg. Fisken har i de senere aar minket, saa man nu har grebet til særlige foranstaltninger for at bevare og oge fiskebestanden. Søndre Østerdalens jagt-fiskeri-forening har i den hen seende udfoldet en stor virksomhed. Denne forening blev stiftet paa Koppang 13. juni 1896 efter initiativ af Simen Landeth, Svein Øvergaard, P. Tronnes, Haakon Vestgaard, Olaf Dieseth og Helge Furuseth med 200 medlemmer. I 1890—92 blev der sluppet 2—3000 yngel ud i forskjellige tjern =^= __ ===a^— Arbeids- og skogsmanden Nils Hal vorsen paa Furuseth). Til betryggelse mod uaar blev der oprettet korn magasiner i flere bygder, og i Storelvedalen begyndte magasinet sin virksomhed Ude mai 1792 med et kvan tum paa 108 tønder korn, hvoraf kongen havde skjæn ket 50 tønder og almuen resten. Ved udgangen af 1799 var beholdningen 74 tønder byg og 32 tønder 6 3 ,4 skip pund havre. I 1815 havde magasinet et forraad paa 73 tønder byg og 34 tønder havre og i 1835 58 tonder I Glommenerder slup I 1812 kostede saaledes: 1 skippund rugmel 140 speciedaler 125 — 1 — blandingsmel . . . 155 — 1 tonde let havre 25 rigsdaler 1 — rug eller erter . . .. 70

Scan 33

No OCR text was available for this scan.

Scan 34

No OCR text was available for this scan.

Scan 35 from Storelvedalen — Scan 35 · Page 17

Page 17

JORDBRUG OG FÆDRIFT. 17 byg og 48 tønder havre med udestaaende fordringer paa 132 tønder korn. Magasinet stod under bestyrelse af sognepresten og medhjælperne med fire af dem ud valgte gode og redelige mænd i sognet. Laan af korn fandt sted i mai maaned og blev leveret tilbage om høsten med en skjæppe overmaal pr. tønde. Ved kongl. resolution af 1846 blev magasinet ophævet og huset, der stod paa Moen paa Møkleby, revet en tid efter og opsat som stabbur paa Mellemmesselt (Persstuen). Hverken agerbrug eller jordbrug i det heletaget har kunnet hæve sig til nogen høide i Storelvedalen, skjønt de ved siden af kvægavl var de vigtigste og nærsagt eneste næringsveie, ind til skogen i vore dage blev hoved næringsveien. I 1812 modnedes kornet kun paa to steder i Storelve dalen: paa Sæ terskletten ved Hovde og paa Lysthaug ved Op huus. I 1907 fandtes der næ sten heller ikke modentkorn. Paa gaarden Havn si- ges de første poteter at være sat i Storelvedalen. Arealet af dyrket ager udgjør heller ikke mer end 3.1 km. 2 Af eng-land findes der 9.2 km. 2 og af saakaldt udmark 352.7 km. 2 , hvoraf der skal findes 5000 maal dyrkbar jord. Jordbunden er gjennemgaaende mager og tildels ste- 1695 kaldes det store frostaar, og almuen i Østerdalen klager da - som almuen over det hele land sin nød for H. M. Kon gen, „at han vilde anse dem med barmhjertighed og redning, saa den fattige ikke skulde omkomme, og at der indføres korn til en lidelig told, hvormed de betrængte undersaatter kunde blive er holdet til H. M. merkelige interesse" (som professor Taranger med deler i Aftenposten 1894 nr. 54). 1742 var ogsaa et svært uaar med frost og græsmark og ligesaa i 1789-90, da flommen i 1789 var saa meget mer ødelæggende, som den indtraf i juli maaned; det fortælles, at man paa Møkleby maatte sende kreaturerne til Hedemarken for at bjerge dem vin teren over og sauerne sendtes til Nordre Østerdalen, hvor flom men ikke havde været saa slem. Seiv paa Evenstad var der slig fodernød vaaren 1790, at man saavidt holdt liv i dyrene ved hjælp af hakket bar og søljeris. Paa Møkieby havde de kua oppe i Børtne hele vinteren 1790. 3 Storelvedalen. net. Den bestaar væsentlig af sand (aure) og kvabb, der ogsaa kaldes flødjord, fordi den har flydt ned i dalen oppe fra lierne. Den bedste jord findes ellers midtlies; men de dyrkede marker findes paa faa und tagelser nær nede i dalbunden. ! I den senere tid er der gjort meget for jordbrugets fremme. Flere har op holdt sig ved landbrugsskoler, og forbedrede brugs methoder anvendes ved maskiner nærsagt paa hver gaard. I femaaret 1881-85 blev der saaledes anskaf fet 3 radsaamaskiner, 16 slaamaskiner og 2 træske maskiner. Noget videre nyland er dog endnu ikke ryddet. Store strækninger som mellem Atna og Koppang og mel lem Evenstad og Rasten og ved Løvengbækken - for ikke at nævne flere steder venter derfor paa at lægges under plogen. Herreds styrelsenharmed hensyn til dyrk ning af jord ud talt følgende som svar paa rund skrivelse af 18. januar 1907 fra landbrugsdepar- tementet angaaende yderligere forføininger fra statens side for at lette übemidlede adgang til erhvervelse af jord til opdyrkning: 1. Værdien af 1 maal dyrket jord inden herredet er antagelig 70 kr. 2. Opdyrkning af 1 maal jord antages at koste for myr 50 kr., for slaatteland2s kr. og for havnegang eller skog 80 kr, 3. Indtil 1. januar 1907 er det solgt 1 238,5 maal jord til arbeiderbrug og 12,8 maal jord til boliger til übemidlede. 4. Gjennemsnitsprisen pr. maal har været for opdyrket jord 45 kr. og for uopdyrket 15 kr. Som et lidet eksempel paa, hvad der blev gjort for jorddyrkningen i gamle dage kan følgende anføres: 1 Udsæden og foldigheden opgives saaledes i 1900: Udsæd pr. maal. Udsæd ialt. Fold. Rug 18 liter 6 hl. 16 Byg 36 123 - 8 Blandkorn 45 38 - 9 Havre 54 259 - 8 Erter 27 - 9 - 8 Poteter 210 - 658 - 12 Halvor H. Trønnes (Høistad) paa sæterveien.

Scan 36 from Storelvedalen — Scan 36 · Page 18

Page 18

IVAR SÆTER: STORELVEDALEN 18 Fra Storfjeldsæteren med oksen „Odin" efter fotografi af professor R. Collett) I 1635 udsteder kong Christian IV et brev, hvori „vi naadigst have bevilget og tilladt saa og hermed naadigst bevilge og tillade menige bønder, som ville rydde og dyrke jorden udi vores almin ding udi Østerdalen, at maa nyde og bruge samme jorder og nyrydningspladse fri for skat og landskyld, skydsferd og alt andet arbeide paa 6 aars tid". I Fredrik V's tid søgte man ogsaa ved offentlige foranstaltninger at rydde jord i de østerdalske almenninger. I 1754 blev der ansat en general-landmaaler, som i forening med vedk. steds lensmand og 4 lagrettemænd skulde udmaale og udvise, hvem der ønsket det, pladse til rydning. Rydningsmændene skulde faa frit tømmer til sine huse, frihed for skatter og militærudskrivning i 20 aar og under visse omstændigheder tillige erholde en liden sum kontante penge til anskaffelse af kreaturer. Men dette foretagende gik desværre snart i staa. Bønderne klaget over, at de berøvedes brugen af sine sætre og sin almenningsret, og nybyggerne var heller ikke tilfredse med de dem anviste pladse. Af de 700 ud- maalte pladse blev kun 300 bygslet, og seiv disse blev efter kort tid forladte, og det paabegyndte rydningsverk blev stanset i 1760. Der er i den senere tid gjort meget for at ophjælpe fædriften og kvægavlen. Kvæget er gjennemgaaende stedlig race (Østerdalskvæg), der i det sidste er kryd set med Telemark- og Gudbrandsdalsrace. Paa foranstaltning af landmandsforeningen holdes der tredje hvert aar kreaturudstilling (dyrskue eller fæsjaa) oppe i bakken ved hovedkirken eller ved Rasten. Melke udbyttet om aaret pr. ko er for nogle gaardes ved kommende sat til 1 300 liter og for andre til 1 800 liter. En tabel af nyere dato over kreaturholdet kan kanske her være paa sin plads. Ifølge opgaver fandtes der i Storelvedalen: 1891 , 900 Heste * 276 336 Storfæ 1816 1 164 1 Ifølge professor dr. Yngvar Nielsen (Hist. tidsskrift 1875) var kvægholdet i 1657 i Solør, Odalens og Østerdalens fogderi (indbefattende Odalen, Vinger, Grue, Hof, Elverum, Aamot og Tønset) 2455 heste, 16 094 hornkvæg, 9 064 gjeder, 11271 faar og 1677 svin paa en befolkning af 9 100 mennesker. Faar 656 311 Gjeter 189 112 Griser 92 228 I 1835 siger amtmanden i sin indberetning, at i Storelvedalen udgjør fædriften indvaaner nes næringsvei, og der produceres en bety delig del smør, ost og talg til salgs hvert aar, ligesom der ogsaa hvert aar føres drifter og slagtekvæg til Kristiania. De bedste havnegange findes i Søkundalen, Bønne og ved Eldaaerne, og de bedste fjeld sætre er Gaala-, Møkleby-, Messelt- og Stor fjeldsætrene. De ældste sætre er Helaks og Møklebysæteren (Søkunsæter), hvor baade Evenstad og Furuseth og Messelt havde sæter en gang. Der findes endnu trøer, som kaldes Evenstadtrøa og Furusethtrøa. Gaalasæteren (ogsaa kaldet Gaarda og Gaalie) blev bebygget af Halvor Jakobsen Stai omkring 1730, og Furuseth sæter blev bygget omkring 1750 (et stabbur staar igjen med aarstallet 1759). Evenstadsæteren med en times kjørevei fra Evenstad har en gammel stue (Nabstuen) med aarstallet 1702. Paa Storfjeldsæteren (c. 1000 m. o. h.) har Anders Landet sit sanatorium (an- lagt af Ingvald Landet). Før i tiden var det almindelig, at Mindestøtten ved Gaala. Høns 802 1334 Ænder 10 10 Gjæs 23 Kalkuner 4

Scan 37 from Storelvedalen — Scan 37 · Page 19

Page 19

SKOG- OG TØMMERDRIFT. 19 hver gaard havde to og tre sætre ; men nu bruges der som regel bare en sæter hele sommeren. Alle sætre i Storelvedalen er ellers bekjendte for sit fine gode stel og sin naturskjønhed; sæterlivet er derfor som det gjennem alle tider har været en væsentlig side af folkets liv. „Mange steder udi Norge bruger de, som er af adelig stand seiv at bete sine buskaper som patri arkerne fordum gjorde", siger Adam af Bremen, og dette kan den dag i dag passe paa storelvedølerne. Vinje har skrevet meget smukt om Storelvedalssætrene, og det var der oppe han traf de to vakre jenter Anne og Ragnhild (paa Helakssæteren, hvor antagelig ogsaa Guttorm og Ragnhild i sin tid traf hinanden). Natur forskeren og eventyrdigteren P. Chr. Asbjørnsen skri ver med henblik paa Storelvedalen i 1852: „Det idylliske ved sæterlivet ligger i menneskenes og dyre nes gjensidige forhold, i hornets og lurens og lokin gens gribende toner, kort sagt i det inderlige samliv med naturen deroppe i høifjeldets ensomhed. Det er denne natur, hvis dystre grundstemning gaar gjennem sagaerne og kjæmpeviserne og de nordiske digteres sange. Det er speilbilledet av denne natur, som glim ter i sagn og eventyr, hvis klang fornemmes i luren og i felen, og hvis stemning er indgaaet som en be standdel i fjeldfolkets aandelige liv." Men det kan være haardt mangen gang deroppe i fjeldet, og det hænder, at folk fryser ihjæl midt paa sommeren. Den 18de juli 1872 frøs saaledes to unge mænd (Dahl og Martinus Negaard) ihjæl oppe ved Gaalasæteren, og til minde om dette er denne støtte reist. en gamle forfatter Peder Claussøn Friis skriver i sin Norges beskrivelse: „Mand hafuer store Skofue at drage offuer udi dette Læn (Øster dalen), hvilket deraff kand fornemmis, at en Prest hafuer 24 store mile mellem sine tre Kircker." „I Østerdalen ere vel ocsaa Egne mange Stæder aff god Ager/Eng-Jorder oe Græszning til Qvæg/men gifes der iblant store vidt- løftige Skowe/saa fordi Bygdene ligge adskilde saa der fore et Præstegield kand være ved 24 mijleigiennemsom en Præst mellem sine Kircker hafuer at reyse" (siger og saa Arennt Bernt sen i sin „Dan marckis og Norgis Herlighed" 1556). Kraft skriver, at „ØsterdalenerNor ges bedste skogdal, hvis skoge er en nationalherlighed." De gamle konger, specielt Kristian I V, var ogsaa opmerk sompaaØsterdals- skogene; men den store landkommis sion af 1665 har Skog- og tømmerdrift. Tresfaldet eller Kløvet ved Koppang. neppe ydet dem synderlig opmerksomhed, idet den siger i sin indberetning: „Udi Østerdalen er hos en part gaarde nogen tømmerskog, dog ingen masteskog, som udbringes kan formedelst berger og fosser." Naar vi ser hen til, hvad der endnu er igjen efter de sidste tiders voldsomme hugst og den skade, som marken og elgen og brand og braatebrænding har forvoldt, saa faar vi et overvældende indtryk af skogens oprindelige frugt- barhed i Østerda- len. Storelvedalens skoge udgjør 76.7 °/o af herredets fladeindhold, og de fleste gaarde er skoggaarde; men mange af dem eies af udenbygds- boende. Ikke min- dre end 285 tusen maal omtrent 1/4 eller 25 °/o af Storelvedalens skogeskalværepaa fremmede hænder. Søndre Sætre gaard og skog med Sæ- ters- og Hovde sameie-skogeies af P. Hovindi Aamot. SøndreHovdeskog eiesafßorregaards-

Scan 38 from Storelvedalen — Scan 38 · Page 20

Page 20

IVAR SÆTER: STORELVEDALEN 20 kompagniet, og Nordre Hovde skog af Johan Rustad i Aamot. Stenviken skog eies af Johan Møystad i Elverum. Nysæterberget (tvende lotter) eies af Nils Dørum i Vang. Gammelstu Ophuus skog og delvis Svendstu- og Sørstu Ophuus skog eies af statsraad Johan Thorne. En anden part af Svendstu Ophuus eies af L. A. Enger & Co. Akselstuen og Rogner med Sørstumoen skog eies af grosserer Hans Kiær, og en parcel af Møkleby (Trøen) eies af Peter Sjølie, mens Tollev Møkleby paa Deset i Aamot eier Knuds. Søndre Messelt gaard (med lidt skog) eies af Harald Stang i Fredrikshald, og Søndre Messelt skog med Træet paa Trønnes eies af And. H. Tømmermerking i skogen. Kiær & Co. Berger (Vestgaard) eies af Ivar Elseth fra Solør, og Tresdalen skog eies af Otto Aakrann i Elverum. >/i6 af skogen i Atnedalen eies af Nils Modal og Auden Solliens enke. Den største udenbygds skog besidder i Storelvedalen er dog grosserer Arthur Mathie sen & Co., der eier følgende eiendomme: 1) Gam melstu Strand skog. 2) Kroken gaard med skog. 3) Svestad gaard med skog. 4) Nordstu Vestgaard skog. 5) Parceller af Koppang. 6) Bjøraaneset skog. 7) Atneosens skog (med et rundt tal omkring 150 tu sen maal skog til værdi af over 1 million kroner). 1 Tømmerdriften er gammel i Norge. Allerede om kring aaret 800 solgte man tømmer. Fra aaret 890 findes en beretning om en Islandsk høvding Ingmund Thorstensson, der kjøbte tømmer i Norge, og i det 10de 12te aarhundrede havde islændingerne (ifølge 1 Arthur Mathiesen & Co.s store skogeiendomme er nu over gaaet til aktieselskab af samme navn. Skogeiendommene strækker sig over Solliens, Stor Elvedalens, Foldalens, Søndre Frons, Ringe bus, Aamots og Elverums herreder. Aktieselskabet er meddelt approbation paa betingelse af, at 2 h af aktiekapitalen forbliver paa norske hænder og hele bcstyrelscn bliver norsk. Graagaasen) ret til at hugge al den trælast, de vilde, i kongens skoge. Omkring aaret 1300 havde Norge (ifølge professor Alexander Bugge) en vigtig udførsel af trælast, og de første spor af flødning i Glommen skriver sig fra 1490-aarene; men ovenfor Øiern er der neppe flødet tømmer før 1550, skjønt man visselig før den tid drev med sagbrug og planker. Prisen paa norsk furutømmer i Kjøbenhavn i 1650 var (ifølge Arennt Berntsen) pr. tylvt 24 sletdaler for 24 alens, 12 sletdaler for 18 alens, 6 sletdaler for 16 alens og 10 mark for 12 alens tømmer (1 sletdaler =64 skilling og 1 mark = 16 skilling). I 1640 var prisen paa fuldmaalstømmer (over 8 alen 12 tom i top) i Glommenvasdraget noteret til 5 ort tylvten. Først efter 1700 blev der solgt undermaalstømmer. Efterfølgende klage kaster et klart lys over forhol dene omkring aaret 1725, da stillingen blev slig, at østerdølerne maatte henvende sig til kongen. Til kongen (Fredrik IV). Det baand og den byrde, som Eders Kongl. mayts salige Hrr. fader hoyloflig ihukommelse Kong Christian den femte ved sit allernaadigste udstedte saug reglement, og der forfulgte kongl. aller naadigst befalling om tømmer handlingen af dato 6 sept. 1688 for os fattige bønder, her søndenfjelds i Norge, haver opløst, kan vi og vores efterkommere, aldrig noksom fuldtakke, aller helst vores forfædre, og vi efter dem derved blev endtlediget fra de prævile gier og monopolier, som en og anden Particueliere før dend tid med tømmer handlingen tii den gemene almues ruin og fortræng sel vare benaadet med. Men aller naadigste konge; Skjønt saadan hoi kongelig naade allene har hensigtet til vores frelse, som fattige undersaatter der ei har andet til vores hjem med hustruer, børn og folkes ophold, samt kongelige skatter og mange andre contributioners af betaling, end den liden sum som os for vores tømmer vi aarlig af skovene til saug eiere og brugernes fornødenhed kan udvirke, som Gud ved, dog er en liden del for os, aller helst når vi forst maa hugge tømmeret føre det lange veie ned til elvene dernæst fløde det mange mile ned i landet før det bliver af kjøbmændene anna met, hvormed vi dog har maattet være fornøyet indtil om vin teren 1722, da vi maatte drage fra Aamodt gjeld i Østerdalen til Christiania imod 39 —40 mile i vente som sedvanligt af enhver vores kjøbmand at nyde betaling baade for hvis tømmer vi havde leveret, som vi for 2-å 3 aars hugst vi havde i behold umærket. Saa har vi dog mod al forhaabning til vores store skade maattet fornemme, at de ei vores før for dem udhuggene tømmer vilde beholde og ei af kjøbmændene udbetale os for pris som skrevet var langt mindre efter den af alders tid brugelige maade gjøre os nogen forskud, uden alene med tiden at tvinge os tømmeret fra, for den pris de seiv vilde, eller og at de ei længere som hidtil noget til Fredrickstad og Mos borgere har kunnet afsætte, og da vi ved denne uformodentlig instance enten til kongl. skatters eller anden vores gjælds afbetaling ikke vidste nogen udveie, maatte endel af os udsætte vores gaarde for pengelaan og maatte opsøge os andre kjøbmænd, hvoraf borger i Christiania Borge Olsen, hvem vi ham med bøn og begjær formaadde til, vores til de andre kjøb mænd fremlagte tømmer at beholde, imod at han af os med en anseelig capital til forskrevne udgifter forstragte, hvorved vi. Gud være lovet, den tid blev reddet. Da nu vores forrige kjøbmænd fornam at deres behandling mod os skattebønder ei vilde gaa for sig, at de paa slig maade kunde faa os til deres træler, eller idetmindste beholde vores tøm mer haver de afvigte sommer søgt hans Exelence H. conference raad og stifthauptmand Tønsberg og vores til bemeldtc Borge

Scan 39 from Storelvedalen — Scan 39 · Page 21

Page 21

SKOG- OG TØMMERDRIFT. 21 Olsen solgte tømmer at lade arrestere, dernæst paa hugstgaardene ladet forbyde det ingen af os, noget tømmer herefter enten til hannem eller andre maatte sælge, hvilket deres gjorte forbud vi dog allerunderdanigst vil haabe, at være tvært imod allerhøystbe melte befaling stridende og os fattige bønder aldeles umulig paa anden maade en med tømmer som er vores eneste middel, at betale vores gjæld med saavel til daglig ophold, som til de 2de skiløbercompagniers afbetaling og resterende skatter, hvortil vi med største omkostning udi sidste krigers tid fremfor andre her i landet har maattet contribuere, foruden vi seiv fra vores (huse og hjem) hustruer og børn udi vilde skove mod fienden camperede som frem og tilbage igjennem den trange og snefre dahl imellem aggers huus stift og Trondhjems lehn da fienden der var indfalden, hvortil vi maatte udgive den meste proviant og fourage til vor fiende der alt detsværre har bragt os udi en übodelig gjeld og fattigdom det vi dog taalmodig har baaret, saalænge vi vort tømmer fik sælge; men skal forhindres, er det sant og vist, at vi ved slig tvang aldeles maa rui neres og paa det sidste i yderste armod og elendig hed gaa fra hus og hjem Wi nedbøier os derfor i støvet og nedfalder med denne vores allerunderda nigste nodtrængende Sup plicqve for Eders kongl. May. fødder allerunder danigst at det forhen aller høistbemelte Eders kongl. May.ts sal. og høiloflig hr. faders allernaadigst ud gifne befaling og bevilling saaledes af Eders kongl. may. allernaadigst maa blive confermerit, at vi fat tige undersaatter ogskatte bønder vores lømmer maa afsætte uden nogen Præ judice enten af Christiania saugbrugere eller andre." I følge lensman dens aarlige indberet- ning gaar skogen merkbart tilbage, d. v. s., skogbestanden formindskes, mens skoggrundens værdi er i stigning. Omkring aaret 1800 var tømmerdriften i Storelvedalen endnu i sin barndom; der huggedes kun tømmer (det meste sagtømmer) paa 6 alen 12 tommer i toppen. Først ved 1820-aarene findes priser noteret paa 10 alen 12 toms tømmer til 7 speciedaler pr. tylvt. 11813 blev der efter datidens forhold afsluttet en stor tømmerhandel i Stor elvedalen (vistnok paa grund af uaaret 1812), idet Sætre, Strand, Ophuus, Kroken og Furuseth tilsammen solgte 600 tylvter til agent Jacob Nielsen i Kristiania (bedstefar til professor dr. Yngvar Nielsen) og erholdt korn i for skud. I 1814 var skogmarken saa slem i Østerdalen, at regjeringen maatte skride ind. I 1834 solgte Tarald Messelt 133 tylvter ved Eldaaen til Ths. Joh. Heftye & søn for 302 speciedaler. Hvorledes priserne ellers blev beregnet i 1840-aarene kan sees af følgende plakat: Ved en under 26de juni 1843 afholdt generalfor samling af Christiania trælasthandlere bleve priserne paa nyt høst- eller vinterhugget tømmer af Iste aars udkomme for det kommende aar bestemte som følger: Furu. 10 alen. 8 alen. 7 alen. 6 alen. 5 alen. 14 toms 8 spd. 60 3 6 spd. 84 ,3 5 spd. 36 3 4 spd. 24 3 3 spd. - ,3 13-7—60 5-84 4—60 3 60 2 60 12 - 6 - 60 5 24 4- 36 3 - 2 - 11 1 /, 4 - 96 4-24 3 24 2—36 I—6o 11 - 3 - 60 3 - 2—24 1— 72 1 10 2—60 1—72 1—24 - -96 60 Gran. 10 alen. 8 alen. 7 alen. 6 alen. 5 alen. 14 toms 7 spd. - 3 5 spd. 24 3 4 spd. 48 ;3 3 spd. - 3 2 spd. - 3 13 6 - - 4—60 3—60 2-60 1—72 12-5—60 4 - 3—24 2 - - 1-48 IP/2 4-24 3 - 2—24 I—6o 1-- - 11 3 - - 2 24 1-72 1—24 84 For sommerhugget, overligget tømmer el ler for andet aars udkomme, afgaar V 6 part. For utilbørlig bar ket tømmer, eller paa hvilket barkstrimme- len i toppen forefindes, afkortes l h part. Directionen for tømmerhandelen, Christiania den 26de juni 1843. Westye Egeberg. L. Meyer. N. A. Andresen. Der var ved den tid aldrig tale om at sælge mer end 50—60 tylvter paa en gaard og næsten aldrig under 10 toms tømmer. Omkring 1870 og 1880-aarene steg tømmerpriserne, og der begyndte at hugges mere og mere for hvert aar. I femaaret 1881—85 blev der saaledes aarligaars gjennemsnitlig hugget til salg 22700 tylvter og i femaaret 1891 1895 28 000 tylvter aarlig. I det næste femaar 1896 1900 blev der gjennemsnit lig pr. aar hugget omkring 40 000 tylvter (36 pet. mer end i 1891 1895). I aaret 1907 gik der 712 tusen tylvter tømmer gjennem Glommen (og deraf omkring 50 tusen tylvter fra Storelvedalen). Nævnte aar valg tes det første skograad (valgt af herredsstyret), der bestod af P. G. Trønnes, E. G. Negaard, Anders Landet, Johan Berger (Kroken) og Arne Haugen. I den senere tid er der ogsaa ellers gjort meget til sko- Tømmerlunne i Imsa. 10 2 - 1 - 24 108 - 72 4<S hvorhos vedtoges, at ved annammelsen af tømmeret klaaven ef-

Scan 40 from Storelvedalen — Scan 40 · Page 22

Page 22

IVAR SÆTER: STORELVEDALEN. 22 gens bevarelse og opkomst saaledes ved afgrøftning af sumpig skogsmark og delvis plantning og saaning, der dog i det sidste er indstillet paa grund af elgens her jinger med smaaskogen. I 1904 blev det Østerdalske skogfond stiftet. Nu for tiden er tømmerdriften Storelvedalens hoved næringsvei, der optar alles interesser og beskjæftiger folket saa at sige aaret rundt fra aar til aar. For en tid tilbage var det almindeligt, at salget foregik ved Sankthans; men nu er det som regel henlagt tilhosten i oktober maaned. Sælges, blinkes, hugges, lunnes, kjøres, merkes, flødes, det er de stadier, tømmeret gjennemgaar, inden det forlader dalen. Paa mange steder er der allerede hugget, saa skogen er glissen, og skogspekulanterne (skogens farligste «skadedyr") har hugget saa sterkt, at man har været nodt til at faa istand skogvedtægter til skogens beskyttelse i forbin delse med oprettelse af nævnte skograad tilligemed an satte herredsblinkere. Vedtægter mod skogenes ødelæggelse inden Stor elvedalens herred. Kongelig resolution af 16de juli 1907.' 1 medhold af § 8 i lov om værnskogens bevarelse m. v. af 20de juli 1893 meddeles approbation paa det af herredsstyret for Storelvedalens herred, Hedemarkens amt, i møde den Ste juni 1907 vedtagne udkast til vedtægt mod skogenes ødelæggelse inden herredet. De approberede vedtægter er saalydende : § 1. I Storelvedalen herred er det forbudt at aavirke til salg eller industriel produktion bartrær, som er mindre end 17 cm. i tvermaal udenpaa barken paa bredeste kant 5 m. fra jevn bakke. Alle større trær pligter herredsblinkeren paa forlangende at ud blinke, dog saaledes, at han har skogens trivsel og eftervekst for øie og gjensætter de fornødne frøtrær. Seks uger før blinkningen ønskes iverksat, skal den hugstberettigede indsende opgave til skograadet over det omtrentlige kvantum, som tænkes aavirket. § 2. Efter udblinkning af herredsblinkerne kan aavirkes trær under det i § 1 nævnte lavmaal, nåar disse trær er: a) Beskadigede eller raadne. b) Uveksterlige eller forkrøblede. c) Til hinder for skogens vekst, saa der af den grund bor fore tages tyndingshugst. Tyndingshugst maa anmeldes til skog raadet 6 uger, før den foretages. Skograadet har adgang til at begrænse hugsten. § 3. Uden udblinkning af herredsblinkerne kan aavirkes: aj Trævirke til husbehov eller gaardsfornødenhed for den eien dom, under hvilken skogen er matrikuleret, eller til fyldest gjørelse af brugsret, der maatte tilkomme nogen som eier eller bruger af jordeiendom. b) Tørre eller nedblæste trær. § 4. Snauhugst paa mark, der agtes opdyrket eller bebygget, maa ikke foretages paa et større areal end 3 maal uden skograa dets tilladelse i hvert enkelt tilfælde. Sau og gjed maa ikke slippes i uindhegnet mark i tiden fra Iste november til 20de mai. § 5. Anden aavirkning end den i § 3 nævnte maa kun finde sted efter udblinkning af herredsblinkerne, der forsyner de udviste trær med 3 merker af en dertil anskaffet merkøks, saaledes at 1 Skogvedtægter blev ellers første gang vedtagne i herredsstyret lft /i2 1899 (i Th. Ruuds ordførertid). der efter hugsten blir et merke synbart paa stubben og et paa hver side af det fældede træ. Er nogen hugstberettiget misfornoiet med blinkningen, kan han inden en maaned ved skriftlig klage til skograadet indanke spørgsmaalet til afgjørelse af et skjon, bestaa ende af to af skograadets medlemmer og om muligt amtsskog mesteren. § 6. De i henhold til disse vedtægter faldende udgifter ud redes af herredskassen med undtagelse af blinkningsudgifter, der refunderes af skogeieren. § 7. Til at paase disse vedtægters overholdelse og træffe de hertil fornødne foranstaltninger ansætter herredsstyret et skograad paa 5 medlemmer, som antager de fornodne antal herredsblinkere. For skograadet udfærdiges instruks af herredsstyret. § 8. Overtrædelse af nærværende vedtægter straffes efter den almindelige borgerlige straffelovs § 339. Instruks for skograadet. 26de juli 1907.) § 1. Skograadet, der ansættes af herredsstyret for et tidsrum af 3 kalenderaar, bestaar af 5 medlemmer med varamænd. Skog raadet vælger sig iniellem formand og viceformand hvert aar. Skograadet er beslutningsdygtigt. nåar mindst 3 medlemmer, hvor iblandt formand eller viceformand, er tilstede. § 2. Skograadets pligter er: a) ' At kontrollere skogvedtægternes overholdelse og anmelde ind- trufne forgaaelser. b) At ansætte det nødvendige antal blinkere. Midlertidige blin kere kan antages. Skogeiere kan paa andragende derom faa ansat som blinkere folk, de har i sin tjeneste. Skograadets medlemmer kan ogsaa forrette som blinkere. At anskaffe økser og klaver og forovrigt alt, hvad der i an ledning af disse vedtægters overholdelse behoves af nodven digt materiel. Merkoksen skal udvise et karakteristisk merke, der bestemmes af skograadet. d) Vedtage rute for blinkningens udforelse. De som først mel der sig til blinkning faar den forst udfort, forsaavidt det lar sig ordne efter ruten. e) At afholde moder saa ofte som det ansees paakrævet. Paa aarsmodet, som afholdes i januar, vedtages aarsberetning og vælges formand og viceformand. Det paaligger formanden at indkalde til og lede moderne samt oversende aarsberetningen til ordforeren inden udgangen af januar. Regnskabet føres af herredskassereren som eget regnskab. § 3. For moder, reiser og befaringer i stillings medfor oppe bærer skograadets medlemmer skydsgodtgjorelse beregnet paa bil ligste maade og kr. 4.50 pr. dogn i diæt. § 4. For at blive ansat som herredsblinker maa man være en inden bvgden fastboende person, der ved gjennemgaaelse af et blinkekursus eller paa anden tilfredsstillende maade kan bevise sin dygtighed for gjerningen. § 5. Blinkerne ansættes paa 3 maaneders gjensidig opsigelse, men kan afskediges, nåar de forgaar sig mod instruks eller ved tægt. De lonnes med kr. 3,50 pr. dagværk og reisepenge til og fra arbeidsstedet. Lønnen betales af skogeieren, saasnart blink ningen er udført. Erlægges ikke blinkerens lon inden 14 dage efter blinkningens udforelse, kan belobet anvises til udbetaling af herredskassen mod refusion hos vedkommende skogeier. § 6. Blinkerne har noie at agte paa skogvedtægternes over holdelse og hurtigst mulig at anmelde enhver overtrædelse til skograadet. §7. Blinkernes nærmeste overordnede er skograadet. De har til enhver tid at rette sig efter dets ordre og instruks. § 8. Enhver blinker har over sit udførte arbeide at fore en dagbog, som blir at anskaffe gjennem skograadet. Bogen, der er kommunens eiendom, forevises og leveres skograadet, nåar dette forlanges. § 9. Al blinkning udfores saaledes: a) At skogens tarv og naturlige foryngelse altid haves for oie.

Scan 41 from Storelvedalen — Scan 41 · Page 23

Page 23

SKOG- OG TØMMERDRIFT. 23 b) At eieren erholder den størst mulige nettoafkastning af sin skog. Paaslaaet mærke maa ikke fjernes af andre end herreds blinkerne. Med hensyn til flødningen hører Storelvedalen med til første flødningsdistrikt, der omfatter Glommen til Ophuus (tilligemed Rendalsvasdragene til søndre ende af Storsjøen) med ialt 15 flødbare vasdrag. Paa begge sider af elvene, især Glom men, findes der en række vælter med navn efter gaardene som Krokvælten, Furusethvælten, Sundvæl ten o. s. v. Af tømmer render findes der en i Bjøraaen og en i Aarkjætta (foruden tømmerrenden ved Kroken). Flødningen er saa ofte beskrevet, at det er bedst at spare sig uma gen, hvorimod følgende flødningskontrakt kan være af interesse: Tømmerflødning i Søkunda. CONTRAGT hvorefter samtlige Undertægnede udfører Flødningen i Glommen for C. Bay og J. Opsahl i Aaret 1855. 1) Vi forpligtter os herved til efter betimelig Tilsigelse at frem møde til Tid og Steed som maatte bestemmes for at paabe gynde Flødningen. 2) Den eller De, der efter en saadan Tilsigelse enten ganske udebliver af Flødningen, eller fremmøder senere end den be bestemte Tid, uden gyldig Aarsag, saasom Sygdom, eller anden uforudseede Tilfælder, erstatter os det Tab som vil foraarsages ved at leie et nyt Mandskab i den udeblivendes Steed. Brandvagtstationen paa Maansæterkletten (Koppang;. Søndag, samt en eller anden Nat, mod en Gotgjørelse af 54 i pr. Søndag og 27 ,5 pr. Nat, ligeledes forpligter vi os til nåar det særegne Omstendigheder indtreffer saa det ei kan fortfares med Flødningen om Dagen, da at arbeide saa mange Timer udpaa Natten som vi om Dagen ikke haver arbeidet, uden Gotgjørelse, hvorhos bemerkes at en fuld Arbeidsdag regnes for 12 Timers Arbeide og en Nat for 6 Timer. 4) Mandskabet forpligtter sig til uden Gotgjørelse for Tidsspilde efter Ordre at oplægge Arbeide, og igjen indfinde os i samme i følge Betingelserne i Iste Post dem imod en Gotgjørelse af 16 |3 pr Dag i Kostpenge. 5) Udtræder nogen af os af Flød ningen forinden den er tilende bragt uden vor Tilladelse, er statter han os det Tab som maatte foraarsages ved at leie en mand i den udeblivendes Steed. 6) Drukkenskab eller anden Uor den i eller udenfor Arbeidet, samt Opsætsighed mod os eller Foresatte straffes med en Mulkt af 1 til 5 Spd. der erlegges til os. Forøvrigt for pligtter vi os til Troskab og Redelighedsamt Flittighed un der hele Arbeidet. 7) Arbeidere der ikke ere flittige eller duelige, forbeholde vi os Ret til at afskedige fra Flød ningen. Jeg C. Bay ogj. Opsahl for- pligtter os til ikke at misbruge de os i denne Contragt forbeholdte Rettigheder, ligeledes for pligtter vi os til at betale en hver Mand med 54 (3 pr. Dag fra Flødningens begyndelse, der erlegges nåar Flødningen er tilende bragt, dog kan efter Omstendighederne en Ugentlig Udbetaling finde Sted. Opsahl den 12te April 1855 Af skogbrande i Storelvedalen opgives (af Olav Sjølie) Brandvagtstationen paa Rognvola. 3) Vi forpligter os til om fornødiges, at arbeide en eller anden rølgenue

Scan 42 from Storelvedalen — Scan 42 · Page 24

Page 24

IVAR SÆTER: STORELVEDALEN. 24 ved Atna elv i Grøtdalen, ca. 35 km. fra Atna station. Aarsagen antages at have været fiskeres uforsigtighed. Paa grund af brandstedets isolerede beliggenhed tog det en tid af henved et døgn, før mandskaber nedenfra bygden kunde naa frem. Hertil kom tørt veir og sterk vind, og saaledes fik varmen tag til at gribe om sig ganske betydeligt. Den her afsvidde flade er ca 2300 maal. Storelvedalen er det herred inden amtet, som siden skogbrandsreglernes indførelse har ført de mest nøi agtige optegnelser med hensyn til dato, sted, areal og aarsag for indtrufne skogbrande. Ifølge opgave fra en med forholdene godt kjendt skogeier (Simen Landeth) skal der i Storelvedalen i de sidste 52 aar være brændt et skogareal paa ca. 11 000 maal. Af de i sidste tiaar stedfundne 25 tilfælde af skog brande har de 22 været af uvæsentlig betydning. Lyn nedslag har været den hyppigste aarsag med 10 tilfælde, ligesom gnister fra lokomotiv har optraadt som en ganske farlig brandstifter med 5 tilfælde i nævnte tidsrum. I Storelvedalen er der ligeledes oprettet to brand- stationer, en paa Maansæterklætten, 871 m. o. h., ved Koppang, og d»-n anden paa Rognvola, 973 m. o. h. Stationerne er opførte i 1905 og er de først oprettede af sit slags i hele landet. Regler for forebyggelse og slukning af skogbrand for Storelvedalens herred, approberede ved resolution af 30te april 1897.' § 1. Med hensyn til forebyggelse og slukning af skogbrand inddeles herredet i følgende 7 kredse: 1. Atneosen med tilhørende eiendomme, Hirkjølens skog samt hele Atnedalen. 2. Trønnes og Vestgaard fra grænsen af den i Iste post nævnte kreds med Bjøraakjølens skog til grænsen mod Negaard, med undtageise af Vest gaards skog i Imsdalen. 3. Koppang med samtlige eiendomme tilligemed Vest gaards eiendomme paa østre side af Glommen til Negaards eiendom. 1 Disse regler er her bragte i overensstemmelse med de senere i §§ 4, 8, 11, 12, 19 og 20 gjorte forandringer For det hele herred udvælger herredsstyret en brand chef med suppleant og for hver kreds en kredsfor stander med suppleant. Samtlige funktionærer har at fungere i et tidsrum af 3 tre aar. I tilfælde afgang ved dødsfald eller af anden aarsag afholdes nyt valg paa funktionær i den afgangnes sted for den tilbageværende del af funktionstiden Naar nogen har funktioneret i 3 tre - - aar, kan ved kommende undslaa sig for gjenvalg i ligesaa lang tid. Enhver inden herredet boende eier, bestyrer eller bru ger af matrikuleret jord er forpligtet til at modtage valg som brandchef eller kredsforstander. § 3. Brandchefen har overledelsen over kredsforstanderne og har i skogbrandtilfælde at indfinde sig paa aastedet, forestaa slukningsarbeidet og træffe bestemmelse om indkaldelse af fornødent mandskab samt i det hele at føre indseende med nærværende reglers overholdelse. Det paaligger kredsforstanderne at holde oie med, at bestemmelsen i lov af Ude juli 1893 ang. brug af ild i skog og mark m. v. overholdes og at overtrædelse anmeldes. Saasnart han erfarer eller har grund til at antage, at skogbrand er opstaaet paa nogen til hans kreds hørende eiendom, har han oieblikkelig at under rette brandchefen derom og at indkalde sin kreds's mandskab til brandstedet og der lede slukningsarbeidet indtil brandchefen maatte indfinde sig og samtidig efter omstændighederne at varsle en eller flere af de nærmest boende kredsforstandere om snarest mulig at indfinde sig paa brandstedet med sine mandskaber. Tiltrænges mere mandskab, har kredsforstanderen eller brand chefen, nåar denne har indfundet sig, hurtigst ved ud sendt budstikke eller paa anden hensigtsmæssig maade at indkalde de øvrige kredsforstandere inden herredet med sine mandskaber. Erfarer en kredsforstander, at skogbrand er opstaaet i nogen af de andre kredse inden herredet, har han derom snarest mulig at varsle ved kommende kredsforstander, som derefter har at iagt tage det fornødne overensstemmende med foranstaaende. § 4. Enhver eier af matrikuleret eiendom inden herredet har i skogbrandstilfælde uopholdelig efter brandchefens Brand paa østsiden af Glommen norden for Atna i 1855 4. Negaards og Stais eiendomme samt Vestgaards ca. 1000 maal skog i Imsdalen. — - østsiden af Atna . . . 1857 - 1400 - 5. Messelt og Myklebys eiendomme med undtageise - Hirkjølen 1862 150 - af Myklebys eiendom paa ostre side af Glommen. — - Kroken ogOphuus. . 1874 - 500 - 6. Evenstad, den undtagne Myklebys skog, Furuseth, — mellem Tresa og Rokka. . 1882 - 300 - Kroken og Ophuus eiendomme. paa Mora 1888 - 3000 - 7. Strand, Stenviken, Hovde og Sætre. Den største skogbrand i den senere ti d indtraf i 1902 § 2.

Scan 43 from Storelvedalen — Scan 43 · Page 25

Page 25

SKOG- OG TØMMERDRIFT. eller kredsforstandernes tilsigelse at skaffe et antal mand skaber i forhold til sin matrikulskyld saaledes, at den, som inden herredet har en samlet skyld fra og med 2 mark indtil 5 mark skaffer 1 mand -.- 5 -„ 10 -„- 2 -,- 10 -„- 15 -„- 3 -.- 15 —„— 20 -„- 4 - - 20 -„- 25 -„- 5 o. s. v. i samme forhold opover For skogeiendommes vedkommende gaar man ned til 1.5 mark som minimum saaledes, at der pligtes 1 - en mand fra 1.5 til 5 mark skyld. Disse mandskaber lønnes af skogbrandkassen med kr. 4.00 fire kroner for første dag indtil 10 timer. For arbeide over denne tid betales pr. time efter samme forhold. Tiden, som medgaar til og fra brandstedet, medregnes. Kredsforstanderne optager lønningsliste paa brandstedet. Herredsstyret har at bestemme, til hvilken af de efter § 1 inddelte kredse enhver af føromhandlede eiendomsbesidderes mandskab bliver at henregne saa ledes, at en efter stedsforholdene, bebyggelse og andre hensyn, som her bør komme i betragtning, hensigts mæssig fordeling finder sted. Udenbygdsboende eier har til vedkommende kredsforstander at opgive et for denne bekvemt beliggende sted inden herredet, hvor tilsigelse af vedkommende pligtige mandskaber kan finde sted. § 5. Foruden de i § 4 omhandlede mandskaber er en hver inden herredet bosat voksen mand, som er arbeids dygtig og skikket til at deltage i slukningsarbeidet og som ikke har lovligt forfald, paa brandchefens eller kredsforstanderens tilsigelse, nåar saa findes paakrævet, forpligtet til at indfinde sig paa brandstedet medhavende saavidt mulig forhaandenværende redskab saasom økse, spade og hakke og der udføre, hvad brandchefen eller kredsforstanderen paalægger ham mod saadan godtgjørelse som omhandlet i § 12. § 6. Det opbudte slukningsmandskab skal ikke ophøre med slukningsarbeidet eller forlade brandstedet, førend brandchefen eller vedkommende kredsforstander dertil giver tilladelse eller ordre. Antager man, at ilden er slukket, har brandchefen eller kredsformanden at ud vælge nogle mænd, som efter tur har at holde vagt indtil man er fuldstændig sikret mod ildens videre op blussen. Saavidt mulig har brandchefen eller kreds forstanderen paa stedet at indhente oplysninger om, hvordan ilden er opstaaet og derom snarest mulig at indgive indberetning til herredsstyret. 4 Storelvedalen. § 7. Brandchefen eller vedkommende kredsformand kan uden hensyn til indsigelse fra eierens side foråt begrænse ilden eller stanse ilden fælde tilstødende skog, nedrive gjærder, grave diger, optænde modild og forøvrigt iagttage de til ildens slukning nødvendige forholdsregler. Forinden der skrides til nogen større foranstaltning af foranstaaende art, bør, forsaavidt tid og omstændigheder maatte tillade det, to kredsforstandere raadspørges. § 8. Efter herredsstyrets bestemmelse kan anskaffes for slukningsarbeidet nødvendige redskaber, saasom økser, spader og hakker samt brandbøtter, hvilke saavidt muligt skal opbevares paa bekvemme steder i hver kreds. Vedkommende kredsforstander har at paase, at disse redskaber til enhver tid er tilstede og tilgjængelige for øiemedet. § 9. Enhver inden herredet, som bliver vidende om, at skogbrand er opstaaet, har derom at underrette brand chefen eller en kredsforstander. § 10. Brandchefen kan bestemme, at der paa steder inden herredet, hvor der er særlig fare for skogbrand, eller fra hvilke en større del af skogterrænnet kan over skues, skal holdes vagt i et tidsrum, da skogbrand kan befrygtes. Udbryder der ild paa noget sted eller opdager vagten mistænkelig røg, har den hurtigst at underrette nærmest boende kredsforstander derom og at begive sig til brand stedet, om den tror at kunne slukke eller begrænse ilden. Hvor anlæg af telefonledninger til udsigtspunkter fin des paakrævede, kan herredsstyret fatte bestemmelse om at saa sker. § 11. I tiden fra 15de mai til 15de september maa brand chefen, kredsforstanderen og deres suppleanter ikke foretage reiser til fjelds, til sæters eller udenfor herredet uden at have sørget for duelige stedfortrædere, som for tilfældet antages af herredsstyrets ordfører. § 12. Brandchefen og kredsforstanderen tilstaaes en godt gjørelse af kr. 5 fem kroner pr. dag, de i stil lings medfør opholder sig i marken samt forøvrig erstatning for paakrævede udgifter. Derhos kan brandchefen tilstaaes af herredsstyret en aarlig løn eller godtgjørelse for sit arbeide samt til— lige erstatning for skyds og andre nødvendige udgifter.

Scan 44 from Storelvedalen — Scan 44 · Page 26

Page 26

IVAR SÆTER: STORELVEDALEN. 26 Godtgjørelse for den i § 10 omhandlede vagt be stemmes af herredsstyret. De mandskaber, som tilsiges i henhold til § 5, er holder en godtgjørelse af skogbrandkassen overensstem mende med lønningsreglerne i § 4. § 13. Viser brandchefen, nogen kredsforstander eller mand skab sig særdeles duelig eller pligtopfyldende ved skog brand, kan herredstyret . tildele vedkommende passende gratifikation. § 14. Finder herredsstyret, at brandchefen eller no gen kredsforstander vi ser sig skjødesløs eller uduelig i udførelsen af sit hverv, kan det afske dige vedkommende og vælge en ny i hans sted. § 15- Umiddelbart efter hver skogbrand har kreds forstanderen gjennem brandchefen at indgaa med indberetning til her redsstyret om, hvorvidt dens respektive mand skabsydere har skaffet det bestemte antal mand skaber, overensstem mende med § 4, i rette tid og forøvrigt oplyse, om nogen har gjort sig skyldig i forsømmelse af pligter, paalagte efter nærværende regler. Indberetningen bør tillige indeholde oplysninger om ildens udbredelse, skadens størrelse og øvrige omstæn digheder, som antages at være af interesse. § 16. Kredsforstanderen har gjennem brandchefen at ind sende regnskab over de ifølge de i foranstaaende regler paaløbne udgifter overensstemmende med nærmere instruks, som meddeles af herredsstyret. § 17. Samtlige udgifter, som overensstemmende med foran staaende regler, maatte paaløbe til foranstaltninger til forebyggelse og slukning af skogbrand forskydes eller betales af herredskassen og udlignes paa herredets matrikulskyld, dog saaledes, at herifrå efter herreds styrets bestemmelse kan undtages jord- og sæter brug, hvortil der enten ikke hører skog eller skogret tighed repræsenterer en saa liden værdi, at herreds styret finder, at vedkommende brug bør være fritaget for at deltage i udgifterne. Herredsstyret kan bestemme, at der ved udligning paa den maade, som anført, oprettes særskilt fond til bestridelse af eventuelle udgifter, som i henhold til lov eller approberede regler med- gaar til forebyggelse eller slukning af skogbrand i herredet. § 18. Findes der inden her redet statseiendom, som er særskilt skyldsat, bør denne bidrage sin andel i føromhandlede udgifter efter matrikulskylden. Hvis derimod vedkom mende statseiendom ikke er særskilt skyldsat, bi drager denne sin andel efter det forhold, som bestemmes af herreds styret med vedkom mende regjeringsdepar tements approbation. § 19. I henhold til lov af 22. mai 1902 no. 10 §339 straffes overtrædelse af de i foranstaaende §§ 3, 4, 5, 6,8,9, 10 (for vagtens vedkommende) og 11 paabudte bestemmelser og regler med bøder, forsaavidt vedkom mende ikke bliver at straffe efter noget paa tilfældet anvendeligt strengere straffebud. § 20. Nærværende regler træder i kraft den Iste juni 1897. De forandrede §§ 4, 8, 11, 12 og 19 træder i kraft den Iste mai 1906. Skogen i Storelvedalen bestaar væsentlig af furu (tall) og er af første klasses bonitet. Peder Claussøn om taler to slags furu: „Taldfuruen, fuld af knuder oe Elg knækker smaaskog (efter tegning af H. Gran).

Scan 45 from Storelvedalen — Scan 45 · Page 27

Page 27

ENIGHEDSFABRIKEN. 27 qviste, kroget, bliffuer icke høj, lader sig neppelig kløffue, og malmfuru, voxer høj, oe siet oe varigere end Eign." Foruden furu findes der gran og af løv skog især bjørk, hvilket træ nævnte Peder kalder „et velsignet træ fremfor andre, fordi grenene bruges til koeste at feie Golffue med oe besønderlig til Riis at affue Børn med i Scholer oe Huse". Desuden vok ser der asp, rogn, sølje og older. Som bevis paa jord bundens frugtbarhed og det gode klima siges det, at syrinen blomstrer lige tidlig og lige smukt i Storelve dalen som ved Kristiania. Der er ogsaa i de senere aar udrettet meget til fremme af havebruget. Der dyr kes ribs, stikkelsbær og jordbær foruden rædiker, blom kaal, kaalrabi og gulrødder m. m. Enighedsfabriken. (Det Aamotske Patriotselskab.) tiden omkring 1770—1800 gik der en sterk pa triotisk bevægelse over Norge, og der blev stiftet flere foreninger og selskaber i vort land med almennyttige formaal. Men et af de merkeligste industrielle anlæg, som i det hele tåget har været oppe, og som for sin tid var uden sidestykke i Norge, er dog den af lensmand Ole Evenstad og capellan, senere sogne prest Andreas Wulfsberg oprettede fabrik for uld- og bomuldsspinderi, som de kaldte Enighed (i dagligtale Enigheta eller ogsaa Huset). Da fabrikens hovedprotokol er i behold, ser vi os istand til at levere en baade nøiagtig og omfattende omtale af denne i sit slags enestaaende fabrikvirksomhed.' Protokollen (for Det Aamotske Patriotselskab) begynder meget høitidelig saa ledes: I Jesu navn. Til underretning for eftertiden vil det ikke ansees overflødigt, at man her kortelig anfører anledningen og oprindelsen til Det Aamotske Patriotiske selskab, og viser fra første begyndelse de tilfeldige smaa omstæn digheder, som foraarsagede dets stiftelse. En i de of fentlige tidender til bekjendtgjørelse indrykket plakat anbetræffende en for kongelig regning indrettet hægle og spinde-anstalt, hvor der skulde nydes fri undervis ning, gav hændelsesvis dertil den allerførste anledning. Lensmanden i Store Elvedalens annex, Ole Evenstad, der opmerksomt havde læst dette, blev derved op muntret til at tænke efter, hvorledes det vilde være til største nytte for dette prestegjeld og omliggende egn, hvis nogen derfrå kunde blive udsendt til Kjøbenhavn, som, nåar de havde faaet tilstrækkelig undervisning udi anførte kunster, nemlig at hægle og spinde, igjen kunde oplære andre, og saaledes til übeskrivelig gavn for det almindelige gjøre disse umistelige haand-gjer ninger mere bekjendt blandt land-almuen og tillige for bedre spinderierne med nye indsigter og haand-greb, da spinden ellers er en kunst, som af alle almindeligen øves. Længe tænkte han derpaa, ofte talte han derom, 1 Fabriken findes bl. a. omtalt i „Norske Intelligenssedler" for 1785 og 1797 og i „Tidsskrift for Norsk Landbrug" 1902 o. s. v. især ytrede han sit patriotiske sindelag for Cappelan til Aamodt prestegjeld Andreas Wulfsberg, og med fælles overlæg bestræbede disse to sig nu for at bringe det paatænkte videre end til blot et got ønske; men der savnedes den fornødne oplysning, maaneds-tidenden, hvorudi ovenmeldte bekjendtgjørelse fandtes, var for længst bortsendt, og al anvendt umage uagtet var den ikke mere at faa tilbage, efterdi det var bleven glemt at anmærke maaneden, for hvilken den var udgaaet, og den hastighed man undertiden var bundet til at anvende paa saadanne blades gjennemlæsning, nåar de skal forsendes videre, havde forvoldet, at omstændighe derne i henseende til bemeldte plakat ei var bleven bemærket med tilbørlig agtsomhed, saaledes erindrede man sig ikke, om det angik Danmark allene, eller og at alle de kongelige stater derudi vare indbegrebne, ligesaalidt anbetræffende vilkaarene paa hvilke lærlinger kunde blive antagne, om de sammen skulle allene nyde fri undervisning, eller der blev desforuden tilstaaet dem mere, saasom fri underholdning og deslige. Endelig efter lang overveyelse og frugtesløs bemøyelse for at indhente nærmere oplysninger, besluttede Wulfsberg omsider at gjøre underdanig forespørgsel desangaaende hos det kongelige general-landoeconomie- og commerce collegium, skrev derfor til høysamme den 2den augusti 1781, og spurgte: om det maatte tillades, at der fra dette sted blev nedsendt nogle personer til oplærelse i hæglen og spinden, samt, om saa skeede, om de da maatte nyde fri lærdom og underholdning med videre. Straks efter indløb det høy-kongelige collegii gunstige gjensvar, af denne indhold: „P. M.< Paa Deres hidindkomne forespørgsel og dette collegii derover aller underdanigst gjorte forestilling, har det behaget Hans kongelige Majestæt under 30te sidstleden allernaadigst at resolvere, at indlagte placat for konge riget Danmark maa i dette enkelte tilfælde vorde exten deret til Norge. Hvilken høy-kongelig resolution man 1 Pro memoria.

Scan 46 from Storelvedalen — Scan 46 · Page 28

Page 28

28 VAR SÆTER: STORELVEDALEN. ikke ville undlade Dem herved at meddele til fornøden etterretning paa det De derefter kunne foranstalte en mands-person fra Aamodt prestegjeld hid nedsendt for at oplæres i hæglingen, og et fruentimmer til oplærelse i spindingen mod de i placaten allernaadigst tilstaaede benaadninger. General-land-oeconomie- og commerce-collegium den Iste september 1781. Schimmelmann. Hennings. Munch. Dræbye. Til hr. Andreas Wulfsberg. Capellan i Aamodt prestegjeld. Den trykte placat, som in originali medfulgte, var ordlydende af indhold, som følger: Placat, angaaende nogle foranstaltninger og tilstaaede præmier, i hensigt til en bedre tilberedning og forarbeidelse af lærretsmanu facturernes raa materialier for kongeriget Danmark. Det kongelige general-land-oeconomie- og Commerce-Collegium gior vitterligt: At da det efter en almindelig anstillet undersøgelse om lærred fabrikationens tilstand i de kongelige stater vel er blevet befundet hvorledes denne green af industrien vel i nogle provintser besyn derligen, hvad de groveste sorter lærreder angaar, er udbredet men det dog derfor er bemærket at samme deel af den nationale fl i id og arbeidsomhed endnu er langt fra den udvidelse og fuldkommenheds grad, som den kan opnaa, skjønt disse manufacturer ved en ret udbredelse og fuldkommengjørelse, var bedst skikket til at under holde den fattige, formerer handelen og paa agerdyrkningen seiv at have en nyttig indflydelse; saa haver Hans Kongelige Majestæt, derved fundet sig allernaadigst bevæget til at værdige disse landets fabrikker sin allerhøyeste opmerksomhed, og derfor allernaadigst at bevilge understøttelse til sammes udbredelse og opkomst. Og da lærreds- manufacturernes fremgang ufeylbarligen og fornemmeligen beror paa hørrens ordentlige tilberedning og sortering, samt et regel mæssigt spind, men de dertil henhørende kundskaber og haand greb, enten aldeles ikke, eller i det mindste ey almindeligen ere be kiendte, saa har det allernaadigst behaget Hans Majestæt i henseende til de raa materialiers første behandling indtil ogsaa en fabrikmæssig vævningsmaade nærmere kan vorde indført, at vilde lade giøre be gyndelse til at lægge en sikker grund for disse manufacturers op komst, ved især at tilstaa understøttelse for dem som vil indføre og lære den fordelagtigste maade at hægle og sortere hørren paa, samt hørrens spind efter de saakaldede talhasper. Foruden at denne hæglemaade tiener til, at mindre hør spildes og tabes, og mange procent formedelst den mere nøyagtighed som følger, kan blive vundet, saa erholdes tillige den nytte, at spindingen bedre kan ind rettes efter hørrens forskjellige sortementer, uden at det spundne garn bliver enten for grovt eller for fint. Hertil er ogsaa talhasper tienlig, da samme er spindingens nøyagtigste maal og fastsætter en regel, hvorefter garnet, ligesom en hver anden landets product, er holder en vis priis, til at kunde med tiden blive falbuden paa mar keder efter en bestemt værdi, som uden mage lader sig fastsætte. I den hensigt og formedelst foranførte grunde har Hans Majestæt befalet, offentlig at bekiendtgjøre, at her i hovedstaden er anlagt en hægleskole under en hæglemesters bestyrelse, som er bleven paalagt og forpligtet, til bestandigen at have i det mindste et antal af 12 lærlinger, hvilke han skal underholde paa sin egen bekost ning, saalænge de staar i læren, som til et beqemt subjects fornø den duelighed og øvelse agter at skulle vedvare i 3 aars tid. Lige ledes er hæglemesteren forbunden til at uddele spind til alle dem som vil spinde og enten kan stille sikkerhed, eller have godt vid nesbyrd, samt at undervise dem til at spinde den hæglede hør efter talhasper eller til saa mange strenge som den ved hæglingen er bleven bestemt til. Og paa det at nytten af dette etablissement kan blive almindelig, og udbredes over hele landet, ere følgende poster tillige allernaadigst approberede og anordnede: i. Alle de, som vil sende en lærling fra de danske provindser til den etablerede hægleskole, det maa være proprietærer eller borgere i kjøbstæderne, som tror sig istand til at kunde i tiden etablere saadan lærling, haver at henvende sig til commerce- collegium, hvorfra det skal blive dem, saasnart ske kan, tilkjendegivet om antallet er complet, eller, om endnu nogen lærling fra det distrikt eller den kjøbstad, hvorfra ansøgninger desangaaende er indkommen dan blive antaget; dog maa intet være at indvende mod lærlingens duelighed, helbred og kræfter. Saasnart antallet derimod er fuldt, staar det hæglemesteren frit for angaaende lærlingerne at indgaa en paa begge sider vilkaarlig contract. 2. For enhver hægler som bliver tillært i denne hægleskole, og siden af dem, der har sendt ham til skolen, etablerer i sin kjøb stad eller paa landet, for at hægle for kjøbstædernes indvaanere eller for distriktet eller godsets bønder, skal tilstaaes en præmie at 20 rigsdaler aarlig udi 15 paa hinanden følgende aar, nåar han nemlig virkelig driver sin profession og i det mindste igjen haver antaget til sig en lærling, som han ligeledes skal udlære. 3. For anhverving til den militære tjeneste skal alle lærlinger, saa længe de staar i lære eller i forbund med hægleskolen ligesom dugmagernes svende og drenge ifølge laugsartiklerne være fritagne. Hæglemesteren er ligeledes forbunden til at antage og tillade alle de spindere eller spinderinder som sendes til Kjøbenhavn for at lære i den dertil indrettede spindeskole. 1. For 34 saadanne spindere er af Hans Kongelige Majestæt til spindere, som i skole vil lære spindingen og dels til de personer, hvilke have sendt spinderne derhen for igjen at lade spinderiet udbrede og læres paa landet, følgende opmunt ringer og præmier tilstaaede: a. Alle spindere eller spinderinder som fra landet sendes til den i Kjøbenhavn indrettede spindeskole, skal tilstaaes noget vist til deres underholdning og logis foruden hvad de seiv kan fortiene ved spind, som betales dem efter en antagen almindelig priis. b. For det fastsatte antal af spindere, som etableres paa landet for at udbrede og lære fra sig spinderiet efter talhasper skal aarligen til underholdning tilstaaes en præmie af 20 rigs daler udi 15 aar, saafremt de imidlertid virkeligen med undervisning udi spinderiet ere beskjæftigede. c. For enhver person uden hensigt til alderen, som af en saadan spinder eller spinderinde er bleven tillært, maa denne i 2 de aar for det første eller længere (om det efter udfaldet og følgerne kan agtes tienligt) imod tilbørlige attester nyde 3 R., og ligesaa meget maa tilstaaes den forvalter, forpagter eller skolemester, som kan have befordret undervisningen i denne maade at spinde paa. 2. Naar det efter sagens beskaffenhed udfordres, saa kan og saa en del af det værktøi og de redskaber, som til industriens udbredelse paa landet udfordres blive uden betaling overladt; og de godseiere, som enten lade spindestuer indrette eller ved andre indretninger befordrer spinderiet, kunde vente efter om stændighederne endnu at nyde nærmere understøttelse. 3. Alle proprietærer eller andre som paa landet enten paa deres egne godser eller paa andre steder vil etablere en spinderinde og desaarsag sender en person til spindeskolen, haver derom at henvende sig til collegium, ligesom det ved hægleriets lærlinge er foreskrevet, da den saa snart muligt skal blive tilkiendegivet, om nogen lærling fra det amt eller district hvor fra ansøgningen er indkommen, kan blive antagne, eller om antallet allerede er complet af de 34 spindere for hvilke præ mier og opmuntringer af Hans Kongelige Majestæt allernaadigst er udsatte.

Scan 47 from Storelvedalen — Scan 47 · Page 29

Page 29

ENIGHEDSFA BRIKEN. 29 4. For at dømme om, nåar en person skal ansees udlært, skal et vist antal strenge fastsættes, som spindere efter talhasper skal lære at spinde, foruden at de tillige skulle lære at kiende og bestemme hørrens forskjellige sortementer samt hvor grovt eller fint enhver sort taales at udspindes. Naar en lærling har erholdet en saadan vis kundskab og færdighed, meddeles han en attest af spindemesteren eller spindemesterinden med en vediagt prøve paa lærlingens arbeide. 5. Overalt hvor saadanne spinderier paa landet etableres og ingen fattig-commissioner gives, skal en eller flere forstandere udnævnes, saafremt propritærerne eller de som anlægger spin deriet seiv ikke vil paa tåge sig saadanne forstanderes pligter. Disse forstandere, hvortil de, som anlægger spinderiet skal foreslaa collegio en geistlig eller en anden person, ifald ingen geistlig vil eller kan, som efter embedspligt og paa deres sam vittighed at underskrive attesterne til præmiens erholdelse efter bevislig angivelse fra spindemesteren eller spinderinden eller i deres sted fra forvalteren eller skolemesteren, fabri kanten eller anden vedkommende og berettiget. 6. De propritærer eller personer som anlægger spinderier, skulle seiv bestemme, hvormange lærlinger aarligen skulle udlæres, og de skulle enten seiv, eller de som af dem til forstandere foreslaaes at skulle antages, drage omsorg for, at det bestemte antal af lærlinger virkeligen tillæres, samt en gang aarligen ind- give beretning om hele spindeanlæggets beskaffenhed og til stand enten til stiftamtmanden eller til Collegium. 7. Ligesom ellers ingen præmier for de etablerede spindere kan ventes udbetalt uden saadanne behørige bevisligheder og attester, hvoraf kan sees, at Hans Kongelige Majestæts aller naadigste hensigt opfyldes, saa maa tillige attester angaaende hæglerne fremlægges enten fra spinderiets forstandere eller andre vedkommende personer, saa snart præmier forlanges. Hvilket saaledes efter kongelig allerhøieste befaling bekjendt gjøres til alle vedkommendes efterretning, som af forbemeldt etablis sement til egen nytte eller patriotisk befordring af en almennyttig industri vil betjene sig. General-land-oeconomie- og commerce-collegium den 4 de au gusti 1781. Schimmelmann. Classen. Reventlow. Anker. Hennings. Rosenørn Munch. L S. Westermann. Det fremgaar videre af protokollen, at kammerraad Dræbye (Collegiets sekretær) samme høst gjorde en reise til Norge og herunder besøgte Wulfsberg i Aamot for at søge nærmere oplysninger angaaende oprettelsen af et hækleri og spinderi. Kammerraaden blev særlig interesseret og lovede i kongens navn endnu større begunstigelser end de i plakaten nævnte. Wulfsberg gik da straks i gang med at faa et selskab dannet under navn af Aamot Patriotselskab. Han udsendte et cirku lære med redegjørelse for selskabets hensigt og even tuelle virksomhed, og om en tid kom cirkulæret til bage med følgende navne (medlemmer): Foged Christensen 1 og pastor Andreas Wulfsberg. I 1 Da der omtales saa mange eksempler paa siet forhold mellem folk og embedsmænd, specielt fogder, baade i gammel og ny tid, kan det være af interesse for en gangs skyld at nævne denne foged Christensen som et eksempel paa en afholdt embedsmand. Da han i 1784 blev udnævnt til stiftsamtskriver i Trondhjem, blev der almindelig sorg i Østerdalen, og fra almuen i Aamot Storelvedalen) og Tønset og Tolgen blev der oversendt ham svulmende lykønsk nings- og taksigelsesdigte. (Norske Intelligenssedler 1784). Aamot prestegjeld: Peder Alme (bonde og tømmer merker), Halvor Tollefsen Sorknes, Ole Tollefsen Lo set, Axel Axelsen Dieseth, Svend Tollefsen Mel Dieseth, Jens Olsen Aaset, Peder Olsen Boelstad, Helge Kilde, Anders Arnestad, Nils Sorknes. I Storelvedalen: Lens mand Ole Evenstad, Nils Olsen Atneosen, Ole Helgesen Stai, Haagen Olsen Møkleby, Tollef Halstensen Møkle by, Berger Bergersen Messelt, Helge Halvorsen Stai, Ole Olsen Messelt, Tarald Haagensen Messelt, Anders G. Møkleby, Halvor Westgaard, Halvor P. Stai, Tarald Trønnes, Ole Gundersen Negaard, Ole Simonsen Ne gaard, Ole Olsen Furuseth, Peder Helgesen Krogen, enken Anne Torgalsdatter Ophuus (samt fra Elverum tømmermerkerne Carsten Smith og Thore Grøtting). Da nu saaledes grunden var lagt til anlæggets videre fremme og istandbringelse, og man havde faat tvende duelige personer til at reise til Kjøbenhavn, nemlig karlen Ingebret Olsen Vestgaard og pigen Anne Ols datter Sætre, blev det første hovedmøde i Aamot patrio tiske selskab berammet til afholdelse paa Ophuus den 2den april 1782, hvor love (statuter) vedtoges, efter at „alt nøie var examineret og eftertænkt". Lovene om fatter 16 §§ og er meget omstændelige. 1. Selskabet vælger sig en forstander, der efter plakatens forordning af 4de augusti 1780 bliver foreslaaet det høi kongelige General- land- oeconomi- og commerce Col legium til approbation. Denne forstander vedbliver i dette embede saa længe han vil og saa længe hans per sonlige omstændigheder tillader ham at have opsyn med og bestyre selskabets indretninger. Hans pligter ere: At han bør have nøiagtig opsigt med skolen og skole-anstalterne, saavel hvad de lærende som lærlin gerne angaar, han udgiver og underskriver attesterne til præmiers erholdelse for de lærende, han fører sel skabets brevveksling enten med høibemelte Collegium eller andre og skal han desuden ved selskabets almin delige og aarlige møder føre den hoved-protokol hvorom siden bliver nævnt i ste post. Han præsiderer ogsaa i alle møder, og i tilfælde at der bliver voteret samler han stemmerne, som, hvis de skulde være Uge, kan ved forstanderens tillagte stemme afgjøre det omhandlede. Naar en forstander nødsages at nedlægge dette embede, sker det udi et almindeligt møde, da de forsamlede strax skrider til nyt val og udveller en anden i hans sted, dog bliver selskabets medlemmer derom forud givet efterretning ved foregaaende bekjendtgjørelse til mødets berammelse. Dør en forstander i embedet, da paaligger det selskabets formænd at indbyde samtlige medlemmer at forsamles til at vælge en i den afdødes sted.

Scan 48 from Storelvedalen — Scan 48 · Page 30

Page 30

IVAR SÆTER: STORELVEDALEN. 30 2 Af selskabets medlemmer vælges tvende, som kaldes formænd, hvis pligt skal være at føre flittig tilsyn med hægle- og spindeskolen samt hvad videre indretning selskaberne finder for got at giøre til huus-fabrikernes opkomst. De giver forstanderen saa betids tilkiende den beqemme tiid til de bestemte hovedsamlinger, saa han betimelig kan faa det bekiendtgjort for samtlige medlemmer. De skal føre en af forstanderen autoriseret bog, i hvilken de indfører selskabets indtægt og udgift samt alt skolen og dens anstalter vedkommende imellem de bestemte møder. Disse formænd skal desuden være selskabets kasserer og staa til ansvar for al indtægt og udgift, de indkræver hvad indskud der bliver vedtaget og udtæller de samtykkede omkostninger hvilket som overmeldt de fører tilbogs for sig seiv, indtil det saa ved de almindelige møder kan blive indført i selskabets hovedregnskabsbog, da det i formænds bog afskrives og qvitteres for alt. Samme kan vedblive dette embede saa længe de seiv vil, men dog ey kortere tiid end to aar, dog skal de ikke begge paa en gang affærdiges, følgelig maa en af de første vedblive i tre aar: Naar en formand vil ned lægge sit embede, da melder han det saa betiids til forstanderen, at det til næste hovedmøde forud kan bekiendtgiøres samtlige medlemmer, at de maa være betænkte paa at vælge en anden formand i den af gaaendes stæd. Grunde formodes ikke at nogen veltænkende medlem undslaar sig for at paatage en formands embede, endog om han flere gange skulle vælges, nåar selskabets for samlede viser den tillid de nærer til ham ved at give ham de fleste stemmer. Dør nogen formand i embedet, da haver forstanderen straks at vælge en anden i hans stæd, der af forstanderen modtager den afdødes regn skaber og fører formandsembedet indtil han eller en anden ved den næste almindelige samling paa sedvanlig maade bliver valgt. .V For det første bestemmes selskabets hovedforsamling eller møde at staa en gang om aaret, hvortil alle med lemmer betiids indbydes. Samme kan i den følgende tiid maaske bestemmes til en viis aarets tiid, men endnu førend alt er bragt i orden lader det sig ikke giøre, ligesom og flere saadanne hovedmøder kan berammes, nåar forstanderen med overlæg af formændene befinder at selskabets forfatning og omstændighed gjør det til en nødvendighed. Ved saadan hovedsamling iagttages: At alt, som siden sidste hovedmøde er passeret i hen seende til selskabets og skolens forfatning, fremlægges til eftersyn, og forestilles de tilstedeværende, selskabets fremgang tages i nøie overveyelse og ved fælles overlæg besluttes hvad der videre bør foretages til selskabets opkomst og sammes udbredelse, formændenes reg ninger eftersees, bedømmes og indtægt og udgift ind føres i regnskabsbogen, der overveyes om noget tilskud skal ske samt hvor meget, de gamle love kan da og forandres eller nye love foreslaaes og fast sættes. Til et saadant hovedmøde forsamles af sel skabets medlemmer saa mange, som vil og kan, men i det mindste bør det foruden forstanderen og de tvende formænd beståa af 9 virkelige medlemmer, der nåar dette tal er samlet, alt hvad af dem efter de flestes samtykke vedtages, gjælder ligeledes for de fraværende. Skulle meningen i et eller andet være forskjellig, af gjøres det ved stemmer - - hvoraf hvert medlem har en, hvilke nåar de ere samlede af forstanderen og da skulde findes lige, kan han ved sin stemmes tillæg be stemme den endelige afgjørelse. Det staar i et saadant møde enhver frit for at tale offentlig og sige sin me ning om det, der afhandles, eller gjøre forslag til en eller anden indretning, ligesom og fraværende kan skriftlig indgive sin betænkning, hvilke offentlig fore læses og tages i overveyelse. 4. Skulle imellem de fastsatte hovedmøder noget magt paaliggende indfalde, som en formand ikke paa egen haand eller alene drister sig til at giøre nogen bestemt beslutning udi, da haver han at henvende sig til for standeren, der med ham og nogle af de nærmeste med lemmer, som tilkaldes i det mindste to personer, efter bedste skiønnende udi sagen deciderer, hvilket skal staa ved magt og være gyldigt indtil det forelægges samtlige ved en hovedforsamling,og da enten bekræftes eller forkastes. Dette bør ske saa ofte, som omstæn dighederne, der indløber, udkræver det, og føres da til lige det passerede ordentlig ind i protokollen. 5. En hovedprotokol indrettes, der skal være giennem draget og af forstanderen autoriseret og forseglet, hvor udi bliver at indføre selskabets plan og love, dets med lemmer, og alt hvad der foregaar ved de bestemte møder, samt hvad der i den mellem-tiid er skeet og hvad fremgang skole-indretningen har haft, hvor mange personer tiid efter anden udlæres, med videre. Denne protokol, som ved slutningen af enhver samling under skrives af forstanderen og begge formændene, bliver i forvaring hos forstanderen, som deraf kan give enhver som maatte forlange det, nødvendig oplysning om sel skabets og skolens forfatning.

Scan 49 from Storelvedalen — Scan 49 · Page 31

Page 31

ENIGHEDSFA BRIKEN. 31 (i En igiennemdraget og af forstanderen autoriseret bog bliver ligeledes indrettet, hvorudi al selskabets ind tægt og udgift specificeret indføres, og saa ved hoved møderne fremlægges til samtlige medlemmers eftersyn. 7, Skolehuset bør være opbygd og indrettet inden de personers tilbagekomst, som nedsendtes til Kiøbenhavn at oplæres, og saa snart de er hjemkomne iager lær dommen sin begyndelse, da enhver medlem til kunsternes desto hurtigere udbredelse strax bør indsende en lær ling, og siden efterhaanden flere, men dog nyder en af gangen, hvilket bør være personer, som ere dem ved kommende især deres børn og dernest de nærmeste paarørende; thi selskabets medlemmer skal kunne have fortrin fremfor alle andre, at de nyder lærdommen for intet, dog ikke uden for en enkelt person allene, nåar det ikke er deres eget barn. Men andre skal der for til de lærende erlægge billig betalning, som dog bør ansættes saa ringe, som muligt og giørligt, at det ikke skal hindre verkets fremgang til befordring for den almindelige velstand. 8. Det paaligger enhver medlem at faa kunsterne ud videde og almindelig bekiendtgjorte og derfor besørge, at de fattige, som opholder sig paa deres eiendom kunde blive anførte til den fornødne lærdom udi al slags spinden, saa de paa den maade maatte finde en nærings-vey for sig, og skal de der af selskabets oplag nåar det kommer istand, mod en medlems skriftlige beviis blive udleverede materialier til forarbeydelse. 9. Enhver af selskabets medlemmer bør giøre sig ære af at være klæd med hiemmevirkede tøier allene, og derfor bør tvende aar efter at denne indretning er kommen i fuld drift, ingen medlem eller hans kone og børn, eller nogen anden han opfostrer i sit hus, som sin egen, findes iført noget udenlandsk tøi eller klædes wahre enten hals-tørklæder og lin-tøier, der tilstaar fruentimmeret til brug indtil husfabrikerne i tiden kunde opnaa den grad af fuldkommethed, at man og saa kunde indskrænke dette som unødvendigt. Imidler tid tillades det enhver efter sin formue at pryde og stase sig med alt hiemmevirket saa meget man vil og kan. Herfrå undtages de udenfor bondestanden som ere medlemmer af selskabet. Thi ihvorvel samme for binder sig til at anvende muligste evne paa flittigheds opmuntring og kunsternes udbredelse, saa beholder de dog frihed til at klæde sig efter stand og vilkaar. 10. Kan selskabet en gang finde sig i den stand, at det kan udsætte præmier eller belønninger for arbeidsom hed og flid, da bestemmes samme ved et almindeligt møde, og ligeledes ved en hovedforsamling tildømmes de mest fortiente. 11. Da selskabet bærer navn af patriotisk, saa bør det og i almindelighed og hvert medlem i særdeleshed at vise en retskaffen patriotisme eller kiærlighed for fedre landets almindelige velgaaende, herhid henhører, at enhver medlem aflægger al ødselhed og unyttig yppig hed, hvilket ogsaa ved kgl. allernaadigste forordninger aldeles er forbudet, tillader derfor ikke, at nogen medlem enten for sig seiv eller sine anretter store og bekostelige giæstebud enten ved en eller anden leilig hed, især ved bryllupper, da ingen uden de nærmeste beslægtede og venner, samt nogle faa af de allernær meste naboer maa indbydes, og da allene paa en an stændig maade giøre sig tilgode en eller i det høyeste to dage, ingen skjænk gives eller modtages, undtagen hvad forældre kan og vil forære deres børn, eller nogen anden sine paarørende, men dog siet ikke paa den maade som før er brugt, hvorved en giøres til skyldner for sin ganske livs-tiid, og folk rent ligefrem kaster penge bort for at betale det, der bliver unyttig forødet ved drik og ørkesløshed nogle dage i rad. 12. De, der forser sig imod den foranførte 9de eller Ilte post, kan efter selskabets godtbefindende ved et alminde ligt møde tildømmes en vilkaarlig mulkt efter tilstand og omstændigheder, hvilken bør udredes og ligesaa sikkert og under samme rettighed som alle andre indskud der giøres til selskabets opkomst. En saaledes falden bøde anvendes til selskabets fælles bedste, eller til beløn ninger for dem, der udviser den største flid og flittighed i en eller anden slags haand-gierning. 13. Skulde nogen for eftertiden ville indtræde som med lem i dette selskab, da giøres derom forslag ved et almindeligt møde, og antages da paa saadanne vilkaar som de paa den tiid forsamlede kan forenes om, eller og om man finder for godt at bestemme en gang for alle noget vist i denne henseende, som kunde tilføyes disse love. Nu i begyndelsen kan det indvilges paa saadanne vilkaar, at nåar nogen rettænkende patriot melder sig, at ville indgaa i vores selskab, han da an tages mod at betale ligesaa meget, som der fra først ningen af er indskudt af nuværende medlemmer.

Scan 50 from Storelvedalen — Scan 50 · Page 32

Page 32

IVAR SÆTER: STORELVEDALEN. 14. Selskabet bør alvorligen være betænkt paa et oplag af raa materialier, Hin, uld og bomuld for almindelig regning, hvoraf mod beviis til formændene fra en sel skabets medlem kunde udleveres fattige at spinde og samme efter vedtagen taalelig takst blive dem betalt. Da det spundne siden altid for selskabets regning og til dets fordel kan blive forbrugt eller igien afhændet. 15. Naar nogen medlem ved døden afgaar, skal den nærmeste arving, der træder til hoved-boelet, have frihed til uden noget tilskud at indtræde i den afdødes stæd, og nyde samme rettighed som medlem, om han ellers har lyst dertil, men i andet fald da hiemfalder alle af den hendøede giorte indskud til selskabet, undtagen hvad der kan henstaa udi det almindelige oplag, hvilken deel skal vorde hans arvinger udbetalt, hvortil om ernødiges af samtlige medlemmer giøres sammenskud. 16. Da formændene ere de, der skal indkassere alle al mindelige vedtagne tilskud, saa maa og bør ogsaa enhver medlem herudi uvægerlig efterkomme sin pligt, at alt unødigt ophold forekommes, men skulle nogen herudi findes efterladen, hvilket dog ikke skulle formodes, efterdi det er en frivillig indbyrdes oprettet forbindtlig hed, saanaar en af formændene tvende gange har an modet en medlem at betale det bestemte indskud, uden at betaling er skeet, skal det ansees, ligesom han seiv frivillig udelukkede sig fra selskabet, og bliver det ved det første hoved-møde i protokollen anført, at hans navn skal være udslettet af listen eller antallet paa selskabets medlemmer, uden at han kan fordre det aller mindste giengjældelse for alle forhen giorde indskud. Efter lovenes vedtagelse foretoges valg paa bestyrelse. Til selskabets forstander valgtes Wulfsberg og til for mænd lensmand Ole Evenstad og Peder Alme (Aamot). Et indskud (kontingent) for hvert medlem sattes til 64 3 til reisehjælp for de udsendte lærlinger. Det blev ogsaa talt om en bekvem plads at bygge skolehuset paa, og de fleste holdt paa Møklebys grund. Foreløbig lovede Evenstad den nødvendige brændeved ikke alene i hans levetid, men ogsaa efter at indretningen var kommet til magt, og andre var saa ædelsindede at skjænke tømmer til husets opførelse uden betaling. Endelig havde sel skabet den fornøielse at faa sit medlemsantal forøget med følgende veltænkende patrioter, alle bønder og gaardbrugere udi Elvedalens annex: Peder G. Vestgaard Halvor T. Ophuus Botolf H. Trønnes Knud H, Strand Torgal N. Møklebye Knud I. Strand. Erik S. Vestgaard. Den 7de juni 1782 tiltraadte Ingebret Olsen Vestgaard og Anna Olsdatter Sætre sin reise til Kjøbenhavn (for synede med reisepenge). Selskabets andet hovedmøde holdtes derpaa paa Rasten (Raststuen) den 7de januarii 1783, hvor der blev fattet bestemmelser angaaende husets opførelse. Det tredje hovedmøde sattes paa Evenstad 2den september samme aar, og her bestemtes det at kalde skolen Enighed og at lægge den ved Gilderbækken paa vestsiden af Glommen „ved alfar vei og fri for oversvømmelse." Anders Gjermundsen og Anders Olsen Møkleby gav tomterne gratis (uden betaling eller aarlig afgift). Jens Gran til Ulleren ved Kristiania havde desuden meldt sig ind siden sidste møde. Samtidig blev der fremlagt rids af bygningen, der skulde bygges i to etager med 7 værelser i første og 3 værelser i den anden etage. Selskabets fjerde hovedmøde blev holdt i Kirkestuen i Aamot den 20de januarii 1784, hvor det blev oplyst, at følgende nye medlemmer havde meldt sig ind: 1) Kammerherre Ditlef von Pentz, amtmand over Hede markens amt, som æresmedlem. 2) Regimenskvarter mester, sorenskriver over Hedemarkens søndre distrikt, Hans Lemmich Juul. 3) Gaardbruger Halsteen Sjølie fra Rendalen. 4) Gaardbruger Knut P. Løken og 5) gaardbruger Tore H. Arnestad fra Aamot. Det oply stes videre, at pigen Anne Olsdatter Sætre var kommet tilbage og indlogeret paa Evenstad (med 48 skilling ugen i kostpenge af selskabet), da skolehuset endnu ikke var færdigt. 20de februar næstefter blev et interimsmøde sat paa Evenstad for at fatte bestemmelser engaaende anskaf felsen af materialier til Enigheds skole- og fabrikbygning. Der blev da besluttet at bygge huset paa 3 etager (istedenfor som før bestemt paa 2), og med det for øie maatte der anskaffes mere tømmer, planker og næver (6 tylvter birkebord, 20 tylvter 2 ] /2 toms plan ker, 9 bismerpund næver og 10 000 spiger samt 300 læs sten til grundmuren). Formanden Ole Evenstad fik endvidere i opdrag at slutte akkord med en glas mester fra Gudbrandsdalen om indsættelse af vinduerne (4 å 500 ruder: 13 tommer høi, 10 tommer bred å 6 skilling stykket). Tilslut oplæstes navnene paa føl gende nye medlemmer: 1) Generalkrigskommissær Peder Anker Holter. 2) Etatsraad Herman Colbjørnsen (lagmand i Kristiania). 3) Etatsraad Bernt von Anker. 4) Justitsraad Christian

Scan 51 from Storelvedalen — Scan 51 · Page 33

Page 33

ENIGHEDSFABRIKEN. 33 Gram (assessor i overhofretten). 5) Justitsraad Lauritz Steen. 6) Justitsraad Søren Hagerup (byfoged i Kristi ania). 7) Justitsraad M. Egedius Gram. 8) Peder von Anker (til Bogstad). 9) Jes von Anker (paa Moss). 10) Kammerraad Johan Fahne (til Hafslund). 11) Peder Sundius (stadsphysikus i Kristiania). 12) Dr. Arbin (raadstuskriver i Kristiania). 13) James Collett. 14) Petter Collett (selskabets frivillige kommissærer). 15) Iver Neuman (bestyrer af Odalens jernverk). 16) Jens Smith. 17) Iver Elieson. 13) Frederik Hansen. 19) Løitnant von Børresen. Selskabets femte hovedmøde blev derefter holdt paa Evenstad den Iste september 1784, hvor interims mødets beslutninger godkjendtes enstemmig i alle dele med tilkjendegivelse af glæde over de mange høiansee lige medlemmers indmeldelse. Derpaa blev ogsaa i dette møde selskabets medlemsantal forøget med føl gende rettænkende og ærværdige patrioten 1) Axel Smith (sogneprest til Tryssil). 2) Johan Ryberg (i Kjø benhavn). 3) Andreas Hiort (foged over Østerdalen). 4) Tarald Svendsen Strand (gaardbruger). I 1785 blev der udstedt følgende bekjendtgjørelse: Da det Aamodtske patriotiske selskab nu har faaet sin anlagde Hægle- og Spindeskole, Enighed kaldet, saavidt indrettet, at det, foruden medlemmernes ind sendende lærlinger, ogsaa kan gjøre begyndelse at tiene publikum med disse almennyttige kunsters ud lærelse, saa bliver til den ende bekiendtgjort: at om nogen vil hidsende personer at undervises i regel mæssig uld- og bomulds-spind kan det ske paa føl gende vilkaar: For oplærelse udi bomuldsspinden paa engelsk methode, samt bomuldens banken, karden og øvrige behandling betales til spindemesterinden 4 rdr. For at lære dugmager-spind med kradsen og videre uldens behandling 3 rdr., og for tøimager-spind af kiæmt uld 3 rdr. Lærlingerne nyder frie værelse, men maa forsyne sig seiv med kost, seng og andre fornødenheder, hvorimod de, nåar de har lært saa meget, at deres spind ansees tienligt til fabrikens brug, nyder betaling for, hvad de spinder strængevis efter den her fastsatte takst: Til at lære disse tre slags spind vil omtrent medgaa 12 å 13 uger, dog kan tiden blive noget kortere, nåar lærlingen har et hurtigt be begreb og got haandelaug. Rokker hertil ere paa stedet at bekomme, og koster en bomuldsrok, som bruges til tøymager-spind 48 skilling, en rok til dugmager-spind 60 skilling og en tal-haspe 48 skilling, om flere end et spil vil haves til hver rok, er prisen 4 skilling stykket. Naar anlægget kommer mere til fuldkommen hed bliver her og givet undervisning i regelmæssig hør-spind, hør-hægling og uld-kiæmmen med mere. De som have lyst til at benytte sig af den anbudne 5 Storelvedalen. undervisning behager derom franco at correspondere med mig, som er selskabets forstander. Moen i Aamodt sogn den 24. februar 1785. A. Wulfsberg. Cappellan for Aamodt prestegjeld. Det sjette hovedmøde holdtes 14de martii 1785 paa Evenstad, hvor der da blev indmeldt følgende: 1) Hs. Excellence hr. Jørgen Erik von Scheel (ridder, geheime raad og stiftamtmand over Akershus stift). 2) Anders Pettersen (tømmermerker i Elverum). 3) Halvor Blin deren (ved Kristiania). Ved dette møde blev Anders Olsen og Anders Gjermundsen Møkleby gratis med lemmer (æresmedlemmer) af selskabet for, hvad de havde ydet af tomter og andet til fabrikbygningen. Der næst blev det meddelt, at justitsraad auktionsdirektør i Kristiania sal. hr. Johan Frederic Bartholin ved testa mente af 29de august 1784 havde skjænket endel penge til selskabet (i alt 700 rigsdaler) paa følgende vilkaar: De 600 rigsdaler ønskes anvendte paa den maade, at „2 eller 3 brave koner paa landet maatte udvælges til at gjøre en tur til Kjøbenhavn for at oplæres i jorde moder-videnskaben, for siden paa landet at udbrede sin kundskab til andre." Desuden stilles der 100 rigs daler til selskabets egen disposition. Testators gave blev modtaget, skjønt hans formaal med pengene ikke egentlig faldt sammen med selskabets virksomhed, som man imidlertid bestemte sig til at udvide og omfatte nærsagt alle mulige patriotiske bestræbelser. Der blev ogsaa besluttet at oprette et fond (fabrikfond) paa 2000 rigsdaler med indskud (aktier) fra 10 til 50 rigsdaler med udbytte af driften. Tilslut lod mødet sig fornøie med at høre, at fabrikmesteren Ingebret Vestgaard og spindemesterinden Anne Sætre imens var i virksomhed med at øve, hvad de havde lært i Kjøbenhavn (farv ning, trykken paa bomuldstøi, uldkarding o. s. v. samt vævning, spinden og strømpestrikning og binding af topluer). Allerede den 25de martii 1785 tiltraadte tvende koner, nemlig Bolette Larsdatter Aaset fra Aamot og Karen Simensdatter Vestgaard, deres reise til Kjøben havn for at oplæres i jordemodervidenskaben og blev af selskabet forsynede med reisepenge og videre til deres ophold i læretiden, da testators penge endnu ikke var ankomne. Den 27de juni 1785 holdt selskabet sit syvende hoved møde i sit eget lokale Enighed, og sognepresten til Vinger Ments Rynning blev indmeldt som medlem. Derefter blev overenskomst sluttet med fabrikmester Ingebret Vestgaard om en ugeløn af 2 rigsdaler og 2 skilling fra Iste januar 1785 til Iste januar 1786, og for samme tidsrum faar spindemesterinden Anne Sætre

Scan 52 from Storelvedalen — Scan 52 · Page 34

Page 34

IVAR SÆTER: STORELVEDALEN. 34 1 rigsdaler og 2 skilling om ugen for alt sit arbeide (for begges vedkommende ekstrabetaling for ekstra arbeide). Huset var nu allerede saa færdigt, at der ikke manglede andet end indredningen paa den søndre side i 3die etage, og derfor bestemte man sig til offent lig at indvie det til sit brug med al den høitidelighed, som sted og omstændigheder gav anledning til den 7de november. Indvielsen refereres saaledes: „Der indfandt sig og saa mange, som kunde komme af de ærværdige og patriotisk sindede medlemmer af bondestanden tilligemed deres familier, hvilke alle ved ankomsten bleve modtagne ved blæsen i trompeter og skyden af haandgevær i mangel af kanoner. Derpaa blev, da alle vare samlede, atter blæst i trompeterne og skudt 9 skud, samt efter at en til den ende forfatiet sang var afsunget, holdt forstanderen en paa omstæn dighederne passende indvielsestale, efter hvis slutning blev, ligesom ved begyndelsen, istemt en af forstanderen componeret sang, og endelig sluttede denne act med skud og musik. Da denne høitidelighed var forbi, blev selskabets forsamlede samtlige beværtede med et got og anstændigt, skjønt ei overflødigt maaltid, bekostet af et dertil af de forsamlede seiv gjort indskud, og bleve tillige alle de paa fabriken værende arbeidere og fattige frit bespiste. Ved maaltidet blev drukket adskillige skaaler, nemlig først allerunderdanigst Hans kongelige majestæts og det kongelige huses skaal, hvorved hørtes 9 skud og trompeternes klang, derefter under trompeter og 3 skud ved hver skaal især blev erindret det kon gelige general-land-oeconomie- og commerce-collegii, det Aamodske patriotiske selskabs og samtlige medlemmers, Enigheds-fabrikens og endelig fedrelandets skaal. Efterat selskabets skaal var drukket, blev en gave af 10 rigs daler, som selskabets ædelmodige medlem amtmand von Pentz aarlig vil skjænke til hjælp til klæder for de paa Enighed arbeidende fattige børn, uddelt 2 rigsdaler til hver af 5 fattige pigebørn, hvoraf den ældste var 14 og den yngste 7 I U aar, hvilken sidste dog allerede havde spundet for selskabet udi 1 V 2 aar, men de 4 andre udi »/2 til 3 /4 aar. Derefter fornøiede de forsamlede sig paa en sømmelig og anstændig maade, og omsider skiltes de med det patriotiske ønske, at denne nyttige indret ning maatte fremdeles blomstre, tiltage og udvides til almen nytte for dette sted, saa endog den sildigste efter slægt maatte høste en varig og fordelagtig frugt af denne plantelse." Den 27de martii 1786 holdtes selskabets ottende hovedmøde paa Enighed, hvor diverse sager angaaende fabrikens drift blev afgjorte. Det næste møde holdes saa ikke før 22de martii 1790, og da man ikke blev fær dige denne dag, fortsattes mødet dagen efter paa Even stad. Hans majestæt kongen skjænkede endog 2000 rigsdaler til fabrikens virksomhed; men alt tyder paa, at man havde mange og store vanskeligheder at kjæmpe med. Den 14de juli holdes atter et møde angaaende inspektøren Torger Gjermundsen. Svend Skramstad blev inspektør efter ham. 18. juni 1791 holdtes igjen møde og ligesaa 12te november Derefter holdtes der ikke møde før 20de februar 1796, hvorved oplystes, at fabrik mester Ingebret Vestgaard havde havt fabriken i for pagtning siden 6te august 1792, og at han fremdeles vilde forpagte den. Senere var Anders Olsen Vest gaard bestyrer en tid. I 1779 er fabrikens stilling slig, at forstanderen ser sig nødt til at udstede følgende bekjendtgjørelse: Med de redeligste hensigter at fremme Almenvel og med de bedste Forhaabninger at det skulde lykkes var det man (ved at see det Aamodske Patriotiske Selskab forøget med mange højan seelige, virksomme og ret patriotisksindede Hædersmænd af alle Stænder som end og uopfordrede værdigede selskabet at indtræde, som medlemmer udi samme) i 1785 fatttede den Idee at udvide det her paabegyndte Anlæg af en Spindeskole m. v. til en Fabrik Indretning, som under Navn af Enigheds-Fabrikke gradvis oprettedes i Store Elvedalens Annex. 1 Kamp med tusinde Vanskeligheder og Fortrædeligheder har man standhaftig og efter bedste Skiønsom hed arbeidet til det Maal, at dette, - jeg tør frimodig sige, for det almindelige ret gavnlige Anlæg kunne nogenlunde ballancere, saa det i det mindste kunne, som man siger, bære sin egen Byrde. Imidlertid har Erfaring lært just det modsatte. Aarsagerne har været og kan være adskillige om nogen vil bebreide eller kan ved grunde overbevise Forstander og Bestyrere, at Mangelen har været: at Planen fra Begyndelsen ikke rigtig er lagt, at der har været Mangel paa fabrikmæssig Indretning, at der har været Feil i Fabrikkens Drift, eller noget deslige, kan man gjerne uden at rødmes tilstaa dette; thi, foruden den Selvbevidsthed at man handlede med al mulig Redelighed og Overlæg, har man ingen anden Veiledelse havt, end den man baade med Møie og Bekost ning har erhvervet ved Prøve og Erfarenhed. Men for alle andre Beskyldninger vil man aldeles være frikjendt, enhver, der har havt med Bestyrelsen at bestille tør med bedste Samvittighed opfordre hvem det en og er om nogen skal kunne sige man har handlet egennyttig, uredelig eller har havt uædle Hensigter. Fordelen hidtil skal ellers vist ingen misunde os, den har været Penge-Udgift og Umage, forenet med den übehageligste Sinds-Krænkelse over at see det saa haabefulde Anlæg mislykkes og de fyrigste Bestræbelser frugtesløse ja tildels miskjendte. Allerede i nogle Aar har Anlægget været drevet med betydelig Underbalanse, men har holdt ved i Haab det engang skulle tåge en heldig vending, men da Udsigterne tvertimod bliver dunklere, finder man atter her bekræftelse paa den sørgelige Sandhed at vort kiære Fædreland har det Uheld, at næsten ingen Fabrikker kan trives derudi og at Fabrikvirksomhed endnu ikke hører til vor National- Rigdom; altsaa har man, for at undgaa større Skam og Skade, nu besluttet at opløse Selskabet og ophæve Fabrik-Anlægget. At jeg dog ei aldeles skal forbigaae de bekjendte Aarsager som læg ger uovervindelige Hindringer i Vejen for denne Fabrikkes Held og Drift, da ere disse fornemmelig: Mangel paa Arbejdere, dels at Folket her har en mærkelig Ulyst til alt übekjendt Arbejde, dels at de mangler Stadighed at vedblive, har de været en tid i Arbejde paa Fabrikken og lært noget, saa man kunne vente Gavn af dem, saa vil de strax bort igien, dels og at nu i de senere Aaringer en stor Deel ere udvandrede til Nordlandene, som i denne Tid er den ringere Almues Kanaan. Man har erholdt Kongel. Resolution at udenbøigds Personer maatte antages til Arbeide uden nogensinde at blive Sognet til Byrde; men dette har heller ikke kunnet fremvirke det fornødne Antal Arbejdere. Dernest at man

Scan 53 from Storelvedalen — Scan 53 · Page 35

Page 35

INDUSTRI. 35 nødes at betale overdrevne Prise for Raamaterier og Arbejde, for Spind til Exempel er bleven betalt dobbelt imod den såtte Fabriktaxt og endda vil ingen spinde. Og endelig det Stød Farve riet ved Fabriken fik, da en Fusker, som aldrig har lært Profes sionen, til Skade baade for Publikum og Fabrikken sneg sig Tilla delse til at nedsætte sig i Nærheden, og dette var den eneste af de forskjellige Indretninger, der henhørte til Anlægget, som svarte Regning og nogenledes kunde balansere Tabet paa det øvrige. Disse ere de vigtigste Aarsager til Fabrikkens Dekadanse, hvilke alle ere saadanne, at Selskabet ligesaalidt som Fabrikmesteren har kunnet forekomme eller afhjælpe dem. Fabrikmesteren Ingebret Vestgaard maa man bevidne besidder en udbredt og god Kundskab til Fabrikvæsenet, hvad Spinden, Væven, Hæglen, Persen, Over skjæring, Farvning og deslige angaar, han har derfor kunnet oplære adskillige som allerede andensteds er ansatte, han har og brugt al Fliid, Flittighed og Troskab til at ophielpe og vedligeholde Fabrik ken; men allene eller med liden Hielp var det ham ugiørligt, man kunde ei fordre han kunde giøre Umuligt Muligt. Dette er da Bevæggrunden til den ved sidste Selskabs Møde den 14de d. M. enstemmig fattede Beslutning, at man med dette Aars Udgang vil nedlægge det heele værk hvilket jeg herved ærbø digst vil have bekjendtgjort for de fraværende respektive Herrer Medlemmer som ved giorde Fabrik Indskud, egentlig gav denne Fabrik-Indretning sin første Tilvære udbedende mig derhos lige saa ærbødig at maatte inden den Tid blive beæret med Underret ning (ra enhver, hvad Han i dette Fald behager at beslutte, da det neppe vil gaa af uden Tab, om man da enten skulle ved Auktion her forsøge at faa Fabrikkens Tilhørende bortsolgt, hvorved dog er at befrygte man skulle savne Kiøbere, der kunne og ville betale samme efter dets sande Værdie? eller om man i de offentlige Tidender skulde falbyde det Heele, i Forventning der maatte findes nogen Entreprenør, som havde Lyst til for egen Reg ning at fortsætte Anlægget her eller forflytte det til en folkerigere Egn? Herpaa vil jeg ervarte mine Herrers positive Erklæring. Aamodt Præstegaard den 13de Sept. 1797. A. Wulfsberg. Selskabets sidste møde holdtes den 6. Juni 1798 paa gaarden Møkleby. Den af Andreas Wulfsberg den hele tid førte (og af ham, Ole Evenstad og Peder Alme undertegnede) protokol afbrydes, uden at vi faar nær mere rede paa Enighedsfabrikens endelige skjæbne. Enighed eksisterte (iallefald som stedsnavn) i 1812, ,/MZ%fd*r- idet Ole Larsen Strand den 8. juli nævnte aar udsteder paa Enighed et gjældsbevis paa 100 rigsdaler til Ole Knudsen Enighed. Enken efter Elland fra Gudbrands dalen, kjendt under navnet Kari paa Huset, reiste efter mandens død til Maalselven med sine tre sønner: Kri sten, Peder og Andreas. Kristen blev lærer i Malangen og de andre gaardbrugere ved Takvand mellem Bals fjorden og Maalselven. Det meddeles ellers, at jordveien, 90 maal, blev delt i 4 dele mellem eierne af Møkleby. Husene blev revet og flyttet. Saaledes skal drenge stuen paa Sørstumoen være en af hovedbygningerne, og stabburet paa Knuds skal ogsaa være fra Enigheden. Det Aamotske patriotselskab opløstes derpaa efter sin korte, men ikke desto mindre prisværdige virksomhed. Der blev drevet farveri, perseri og væveri lige til om kring 1820-aarene (som af Helge Dalen), og at husfliden stod høit i Storelvedalen i gamle dage skyldtes ikke mindst Enighedsfabriken. Allerede i 1788 erholdt Enge bret Thoresen paa pladsen Engebretstuen under gaarden Negaard og husmand Jon Olsen under gaarden Messelt opmuntringspræmie af det patriotiske selskab i Akers hus amt den første 4 og den anden 2 rigsdaler for indsamling af henholdsvis 12 og 6 tøndesække brød mose til spise. Man drev i det hele med alslags industri ogsaa bøssemageri som næringsvei. Men Enig heden gik altsaa overstyr, og siden har det ikke været nogen Enighed i Storelvedalen. Som en kuriositet kan ogsaa berettes, at den portu gisiske minister Le Chevalier de Sonra i Kjøbenhavn var interesseret i fabrikens drift, og at han endog har været paa aastedet, hvilket fremgaar af et senere an ført brev, han skriver til Ole Evenstad i 1793. Som en kuriositet gjengives her faksimiler af under skrifterne i Enighedsfabrikens forhandlingsprotokoll Q/^rJY^ Industri. yrmalmsindustrien, d. v. s. at smelte myr i malm (blåsa rauda) for at frembringe jern 1 og staal er ellers den ældste industri i i Østerdalen som i Norge i det hele tåget. nussøn fra 1358 heder det: „Skulle og herefter alle, som driver paa med udvinding af jern frit have ret til sit arbeide og sin malm efter den skik som før har været i dalerne." Ved Kløvet i Neta et stykke oppe fra Glommen har der ligget et større jernverk, der tilhørte Evenstad og Furuseth. Der findes forresten slagg igjen paa mange steder som paa Blæsterhaugene, ved Kroksæteren og paa Furuseth- og Staikjølen. Navne som Hytaasen, Malmbækken, Malmbua, Blæstermyren o. s. v. Myrmalm var den eneste erts, som blev bearbeidet lige fra jernalderen og til det 16. aarhundrede. Allerede sagaerne omtaler smede og smeltning af myrmalm, og blåst-jårn nævnes endog i Graagaasen omkring 1190. I en retterbod for Østerdalen af Haakon den VI Mag-

Scan 54 from Storelvedalen — Scan 54 · Page 36

Page 36

IVAR SÆTER: STORELVEDALEN. 36 tilligemed brøndene oppe i fjeldmyrene er altsammen minder om den gamle merkelige jernindustri, 1 der havde sin største theoretiske og praktiske dyrker i Ole Evenstad (se under Evenstad). Brændevinsbrænding dreves i stor udstrækning, nærsagt paa hver gaard Ved lov af 1827 blev der paalagt afgift af brændevins brænding, og i den anledning optoges der 1828 for tegnelse over brændevinskjedlerne (over 50 i tallet; den største fandtes paa Furuseth og rummede 99 potter). Siden blev kjedlerne undersøgt hvert aar af lensmanden og tvende mænd. I 1859 begyndte man at konfiskere kjedler (paa Furuseth og Landet), og først i 1880 blev den sidste brændevinskjedel i Storelvedalen øde lagt (paa Gammelstu Strand) af B. H. Trønnes. Som før nævnt har man fra langt tilbage i tiden drevet meget med sagbrug i Storelvedalen. Allerede i 1545 udstedtes der et paabud om, at „alle, der drev sagmølle, maatte komme kongen tilhjælp med hvert tiende bord, de skar"; men storelve dølerne har vist aldrig opfyldt dette kongebud. I 1616 blev der forbudt andre end odelsmænd at drive sagverk, og i 1688 udkom et sagreglement, der bestod lige ned til vore tider (1860). I 1715 blev der nedsat en sag- og skog kommission bestaaende af statholder Wibe, biskop Deich mann, kommandant Bertouch, generalauditør Gødske og justitsraad Lym. Denne kommission var i virksomhed i flere aar, uden at vi ser os istand til at oplyse noget nærmere om dens resultater, skjønt den visselig havde betydning ogsaa for Østerdalen. I 1782 fik Jon Olsen Negaard og Ole Taraldsen Koppang (Øvergaard) kon gelig tilladelse til at drive sagverk af tømmer fra om liggende odelsskog paa lovlig maade, og i 1797 erholdt Staigaardene (Ole og Halvor Helgesen og Peder Hal vorsen) lignende tilladelse til at oprette sagbrug i Eldaaen. I begyndelsen af forrige aarhundrede fandtes der 31 sage i Storelvedalen med en aarlig skjørsel af 210 tylvter. Foruden sagverk har der ogsaa været drevet kværnbrug, og i flere bække findes der endnu levninger af gamle kværne og gamle sage. 1 K. Østberg: Myrjern (Morgenbl. 1902 nr. 38 og 52 extranr.) Rasten med Jernbanestationen og Dampsagen. (Et stykke vei oven for paa vestsiden af Glommen laa Enighedsfabriken). For tiden eller rettere i aaret 1900 fandtes der i alt 9 industrielle anlæg i Storelvedalen med 85 arbeidere og 8 motorer til 91 hestekræfter. Hovda dampsag og høvleri, Sætre dampsag, Rasten sag ved Rasten jern banestation, Øvergaardssagen oppe ved Koppang med høvleri, trævarefabrik og elektrisk kraftanlæg. Dertil kommer Trya møllebrug, Trønnes's torvstrøfabrik og Messelt skifferbrud, der ligger 5 km. fra Stai jernbane station, hvor Eldaaen og Lerelven falder ud i Imsa Dette skifferbrud producerte i 1895 240 tusen sten med en arbeidsstyrke paa 12 mand i 44 arbeidsuger til en nettoindtægt af Kr. 11000,00, og i 1900 blev der produceret 380 tusen sten til en værdi af kr. 18 650,00 af 15 mand i 41 arbeidsuger. Af nyere sagverk er Rasten dampsag den be tydeligste (oprettet i 1883 af Ole Evenstad) og eies nu af Helge Furuseth, Simen Landeth, E. Brænd og Anders Landet. Med hensyn til den kvindelige industri skri ves der i 1820-aarene føl gende, som fortjener at lægges mærke til: Qvindekjønnets in dustrie og huusflid er me get rosværdig. Alt hvad der behøves til daglige klæder af vadmeler, vær- kener af uld og bomuld, lærreder, strie m. v. forarbei des smukt i huset. Man finder ofte en til to væverstole i gang paa hver gaard, ja endog i huusmandshytten, allevegne spindes, bindes og væves. Her er mange duelige haandverksfolk af alle slags, som baade arbeide godt og net (og billigt kunde forfatteren nok føiet til). Og en tysk reisende skriver: Staar ikke vævstolen i selve storstuen, hvilket er meget almindeligt, saa staar den i hvertfald i et andet rum, og sidder ikke husfruen seiv ved væven, saa sidder i alle fald datteren der eller en leiet pige som væverske. Senere gik det tilbage ogsaa med kvinde industrien; men i de sidste aar er der gjort forsøg paa igjen at ophjælpe den ved kurser i vævning o. s. v. Vævstole og rokke findes dog paa alle gaarde, om de end ikke bruges som før, i de tider, da „væven maatte sættes op ved Grundset marked, og det var en ære at være rokmand."

Scan 55 from Storelvedalen — Scan 55 · Page 37

Page 37

AR BE fDE RE. HAANDVERKERE. HANDLENDE. 37 Arbeidere. Haandverkere. Handlende. 'egyndelsen til oprettelse af arbeiderforeninger i ' Storelvedalen blev gjort omkring 1850-aarene (under Thraniterbevægelsen). Af en fortegnelse over arbeiderforeningens medlemmer fra 1851 fremgaar det, at der alt i alt var indtegnet 138 med lemmer i Storelvedalen (26 i søndre kreds og 112 i Nordre eller Vestgaards kreds) med henholdsvis Jon Strandenget og A. Helstad som formænd. Denne ar beiderbevægelse gik imidlertid over i folkesamlag og spareforeninger, indtil der omkring 1880-aarene blev dannet nye arbeiderforeninger. Storelvedalens arbeidersamfund blev stiftet paa „Fram" 15. marts 1885. Kirkesanger O. Øyen, lærer Th. Myrvang og gaardbruger P. G. Trønnes valgtes til bestyrelse. Begyndelsen til arbeider samfundet, der nu har sit eget lokale i Noren (Norens gamle skole er omdannet dertil) var dog egentlig den i sin tid af kirkesanger Ole Øyen m. fl. stiftede Ar beidernes spareforening. Koppang arbeiderforening blev stiftet i 1894, og senere er sammesteds en ny arbeiderforening ogsaa stiftet. Rasten arbeiderforening blev stiftet den 5. marts 1889 hos Lars T. Brovold. Bestyrelse blev M. Arnesen, Lars Brovold, John Lie og Johan Olsen. Foreningen har eget lokale (Bratlund). Strand arbeiderforening blev stiftet den 25. april 1906, og til formand valgtes L. Viken. At disse foreninger har havt adskillig indflydelse paa de forskjellige valg, baade de kommunale og valgmands valgene, siger sig seiv. I 1887 blev der for første gang indvalgt en arbeiderrepræsentant i herredsstyret. Senere er tallet stadig øget, saa nu er det arbeidernes repræ sentanter, som i kraft af sit flertal raader grunden i Storelvedalens herredsstyre. At jord- og skogeiendomme er indkjøbte, et godt alderdomshjem oprettet med mange arbeiderbrug samt frit skolemateriel m. m. maa for den allervæsentligste del tilskrives arbeiderforeningerne. Til fremme af læselyst og oplysning har arbeider foreningerne bidraget, hvad de har kunnet, dels ved gode foredragsholdere og dels ved at lette medlemmerne adgangen til bøger fra „Almuebogsamlingen". Det kan heller ikke negtes, at den diskussion, som har fundet sted i foreningerne om de mest forskjellige emner, har været af opdragende betydning. For omkring 100 aar tilbage skriver en udlænding følgende om madstellet i Storelvedalen: „Paa grund af Jordens frugtbarhed er kostholdet her bedre end nordenfor og bestaar væsentlig af brød af blandkorn og melsuppe, der dels koges af gjedemelk og dels af vand. Ellers er melkmad det almindelige, ost og smør, saa afkastningen af kreaturerne i almindelighed gaar med til husholdningen." Arbeids- og levevilkaarene forbedres forresten stadig, skjønt kravene stiger fort væk, og det er ikke godt at holde paa det gamle hverken i madstel eller noget andet. Det gjør dog endnu et festligt indtryk at høre madklokkerne ringe folkene sammen paa de store velstelte gaarde, der som Kristian Elster siger ligger og soler sig i rolig dagligdags lykke, som om de bestandig befinder sig i middagshvilen. Det minder om de tider, da hus bonde og arbeidere levede i god forstaaelse og betrag tede hinanden som medarbeidere i et fælles hjem. Be talingen var den gang mindre og arbeidet strengere; men alligevel var der større tilfredshed og større glæde hos folk. Mange af de gamle hædersgubber faar og saa derfor taarer i øinene, nåar de taler om den gamle tid. Alt i alt faar vi det indtryk, at forholdene har været konstante og at livet har gaat sin stille gang fra aarhundrede til aarhundrede med undtagelse af de store omvæltninger som følge af den sorte død, reformationen, flommen og jernbanens komme til dalen. Om vi ikke gaar længere tilbage end til 1840-aarene, saa kunde man faa en dreng for 15 —2O speciedaler aaret og en jente for 6 speciedaler. Ved 1860-aarene var lønnen steget til 30—40 speciedaler for en dreng og 10—16 for en jente, mens den almindelige dagløn varierte mellem B—lo skilling med kost og hus alt efter aarstiden og arbeidets beskaffenhed. Da imidlertid jernbanen kom i 70-aarene og trælasthandelen begyndte, steg arbeidspriserne samtidig med kravet paa en endnu bedre levemaade. At faa en dreng under 200 kroner aaret og en jente under 100 var ikke at tænke paa. Ellers er levemaaden meget god i Storelvedalen og i forhold til mange andre bygder aldeles udmerket i enhver henseende. Haandverkere. En Peder Eriksen Elfdalen omtales i Smiths Tryssil beskrivelse af 1784 som en dygtig messing-smed og spendestøber. Ellers var der nok mange haandverkere i de gamle dage, uden at vi kjender deres navne. Nu for tiden findes der følgende, der driver haandverk som profession:

Scan 56 from Storelvedalen — Scan 56 · Page 38

Page 38

IVAR SÆTER: STORELVEDALEN. 38 Bagere: O. Helium. Ole Kristensen (den ældste bager i bygden). Malere: Karl Fiskevik. Simen H. Vestgaard. Tollef Gundersen. Ole Sørensen. Haaken H.Sætre. Nils Østhagen (Bjøraaneset). Murere: Pederjohan Bondesen. Edvard H.Trønnes. Hans Andersen. Skomagere: D. Tangen. K. Børresen. Kr. Karlsen. P. Haagensen. Syver Hansen. S. Pedersen. Andreas Børresen. Karenus Olsen. A. Sy versen. M. Olsen. Johan Vestgaard. Lars Smebakken. Snedkere: Halvor Kristensen. J. Pedersen. M. Arne- sen. Arne Haugen. J. Halvorsen. Torger Engebretsen. Skræddere: Anders Andersen. Peter Larsen. K. Myr- eng. M. Olsen. Martin Øjen. Smede: Johan Evensen. John Hansen. K. Olsen- P. Bergum. P. Berger. Mekaniker A. Olsen. Sadelmagere: Karenus Nyheim. Bernt Aas. Præparani: Syvertsen. Fotografer: Leif Arnesen. Karl Øjen. (Leif Arnesen, søn af Mathias Arnesen, har fotogra feret flere af de i denne bog gjengivne billeder). Handlende. Atna: H. H. Atneosen, etabl. 1875. Koppang: Kari Hansen (fra Aamot). Sigurd Koppang. T. H. Stenersen. Eberhard Østmoe. L. Hvamstad. Johan S. Koppang. Stai: G. Faldsveen, etabl. 1896 (nu bestyrer for Stor elvedalens kooperative selskab). Forbrugsforeningen, etableret 1871 (Bestyrer: Blaker). Jens Homb (paa Negaard). Rasten : Ingmar Eng. Ophuus: Kr. Kværnmoen (1881). Stenviken: Jakob Diset (Nysted). I 1900 var der 12 landhandlerier i Storelvedalen, uden at alle vedkommende drev handel som eneste næringsvei. Forbrugsforeningen, som har den største omsætning, begyndte sin virksomhed med 20 med lemmer. Skat og tiende. ra først af saa længe menneskene ikke lever i samfund, men driver frit omkring paa egen haand er der selvfølgelig ikke tale om skat. Men straks den første lille samfundsdannelse var der med en fører (en høvding eller konge) i spidsen, opstod der ogsaa fællesbehov, og straks meldte kravet sig paa ydelser (skat). Den første form for skatteerlæggelse hos os var den saakaldte ledingsskat, der blev ydet til kongen, og som bestod af krigsudstyr som heste, madvarer og vaaben. Jorden tilhørte i almindelighed kongen eller kongens mænd og blev af eieren (godsherren) leiet ud mod en vis afgift (leie), der altid betaltes i lighed med ledingsskatten, in natura, d. v. s. i naturgjenstande saa som korn, huder, skind, smør, talg, kreaturer o. s. v. Kornet blev ydet paa to maader: efter vegt og efter maal. Blev det ydet efter vegt, kaldtes det tunge, d. v. s. tyngde (i skippund, lispund og bismerpund), og blev det ydet efter maal, hed det tønder, mæler, skjæpper o. s. v. Denne leie fik navnet landskyld (i Danmark landgilde) og blev maalestokken for den senere tids skatter eller skatteskyld. 6 huder blev i alminde lighed regnet for 6 skippund tunge og 6 bismerpund smør for 2 skippund tunge. Ellers havde man ogsaa betegnelsen løb og spand og især nordenfjelds vog for fisk. Desuden fandtes der ogsaa andre ydelser, der gik under navn af visøre, fredtold o. s. v. Den første matrikulering af Norges jord fandt sted i 1665, den anden i 1818 og den 3die 1863. Ved en kongelig forordning af 1722 blev alle gamle skyldspecies reduceret til hartkorn, en tænkt størrelse som nu vor brugelige skyldmark. En tønde hartkorn blev sat til 2 rigsdaler, og de gamle benævnelser (tunge, skind, løb, spand, vog, mæler, tønder o. s. v.) blev ophævet, men holdt sig alligevel i dagligtale og tildels ogsaa i doku menter. Hartkorn (Hartes Getreide) betyder ret og siet haardt korn, hvortil rug, hvede, byg og ærter blev henregnet i modsætning til havre, der gik under betegnelsen blødkorn (Weiches Getreide). Paa norsk kaldes det „Hommelkorn", men kom ikke i brug, da det danske ord var saa meget bedre, maa vide, for de danske embedsmænd. Skyldenheden hartkorn holdt sig, til den

Scan 57 from Storelvedalen — Scan 57 · Page 39

Page 39

SKAT OG TI ENDE. 39 blev afløst af daler i 1818 og nu senest af mark og øre, der altsammen er fiktive eller tænkte tal, der kun ud trykker størrelsesforholdet mellem gaardene l . Fuldgaard kaldtes den gaard, der var sat i skyld til 4 løber smør eller 4 skippund tunge (omtrent 8 tønder korn). Af halvgaarde blev der ydet halvparten af, hvad fuldgaardene betalte i skat. Dertil kom hel- og halvbolsgaarde eller ødegaarde (nogle V 3, nogle l k, nogle Ve og nogle Vs af en fuldgaard samt sæterbol og teige og enkelte steder mælinger og fætlinger o. s. v. 8 mamatebol svarte til en fuldgaard, og et markebol svarte som regel 2 huder i skyld (ogsaa mælisbol eller ørisbol). Et skippund tunge = 2 tønder korn = 1 løb smør = 2 huder eller hudlag = 4 bukkeskind = 8 giedeskind = 15 faareskind = 24 kalveskind. 1 løb smør = 20rigsdaler. V 2 dalers penge = 3 rigsdaler. 1 skippund tunge —2O 1 hud =lO 1 tønde korn =lO 2 kalvskind =lO mark. 1 fiering = 4 1 giedeskind = 5 sletdaler. 8 sættinger = 4 En hud = I'A tønde hartkorn = 12 sættinger. 12 sættinger (en tønde) = 6 mæler = 4 kvarter. 1 hud = 12 kalvskind = 2 bukkeskind. Et gjedeskind — l k hud = 3 kalvskind. Ekornskind kaldtes graaskind (graaverk). 1 mark sølv deltes i 8 øre; 1 øre i 3 ørtuger; 1 ørtug i 10 pen- ninge; 1 penning i 3 hvid. 1 mark sølv 240 penninge (efter vor værdi omkring kr. 30,00). 1 rigsdaler = 6 mark (96 skilling = kr. 3,20 i vore penge). 1 mark = 16 skilling (1 ort = 24 skilling). Før var der kronedaler, courant daler og rigsdaler. Østerdalen hørte som skattedistrikt fra først af under Osloar fehirzla og i retslig henseende under Eidssiva thinglag. Hvorledes skatteforholdene forresten var i tiden før og straks efter den sorte død kjender vi lidet til. I aaret 1358 udstedte kong Haakon Magnussøn en retter bod for Østerdalen, der ogsaa blev stadfestet af de efter følgende konger, og som almuen holdt sig til. Nys før reformationen (1520) skulde der være 95 skattebønder i Aamot gjæld (med Elvedalen og Rendalen), hvoraf der da sagtens faldt en tredjepart paa Storelvedalen. Paa samme tid (1524) klager almuen over fogden, „der er ond og plager med store skatter," skjønt skatterne i hine tider var meget smaa mod nu. let skattemandtal over Aamot fra 1528 findes følgende navne fra Elve dalen: „01uff Micleby, Halsteen Nedgaard, Arne Mid setther (Messelt), Tolleff Westergaardt, Auden Trynes, Eivind Koppang, Erik Koppang, Engelbrett Ophusz og Gunnar Strand." Alle betalte lige stor skat: 12 skilling hver. Paa grund af frost og flom eller uaar fik øster dølerne stadig sine skatter nedsatte ved at søge kongen derom. Saaledes blev i 1601 „bønderne boendes udi 1 En gaard, af hvilken der i det 12te aarhundrede blev skaftet en mark i aarlig landskyld, et saakaldt merkrbol, var omtrent af størrelse som nuiildags en gaard paa seks skylddaler eller 240 000 speciedalers værdi, da en mark i hine tider næsten svarer til 100 speciedaler i vor tid. (Munch: Norges Historie 11, s. 978.) Østerdalen udi Aamot, Elverum og Tønset gielde for skaanet med halv skat formedelst vandflom." I 1643 klager igjen „den menige allmue aff Aamods (och Elffuerombsz) gield i Østerdahlen offuer fogden och schriffueren sammestedtz, at de dennom med usedvan lige skatter och anden tonge besværet, som for en landskyld hud de tilforne med 5 rixort betalt s]/25 ] /2 ort saa och for 1 rixort schriffuer schat aff hver heel och halffgaard, som de tilforne aff hver heel gaard med 4 skilling och hver halff gaard 2 skilling betalt haver." Elg, som staar for hund. Men denne gang faar de et afvisende svar af stathol deren: „Alle disse gravaminær och besværinger af al muen udi Østerdahlen er alle i min formands tid, hvor fore de hos hannem kan søge, efterdi vi ikke er hansz dommere." Ifølge professor J. Sars opføres der i 1528 ved regn skabet over en pengeskat paa 1 lod sølv 175 betalende bønder i Østerdalen, og i et mandtal over arbeidsskat for 1593 opføres sammesteds 157 hel- og halvgaarde og 28 ødegaarde. Solør og Østerdalens fogderi har nævnte aar tilsammen 410 skattepligtige gaarde. I et mandtal over bygningsskat for 1640 opførtes fogderiet med 209 hele, 154 halve og 153 ødegaarde eller 516 skatbare brug (en forøgelse af 105 brug siden 1593). Og ifølge et mandtal over odels- og leilændingsskat for 1640 havde Østerdalen (Elverum, Aamot og Tønset) 1 sletdaler = 64 skilling. 1 speciedaler = 5 ort (120 skilling).

Scan 58 from Storelvedalen — Scan 58 · Page 40

Page 40

IVAR SÆTER: STORELVEDALEN 40 167 hele og halve gaarde og 90 ødegaardsmænd. Om kring aaret 1600 var der i Østerdalen 162 gaarde, der tilhørte Kronen med en skyld af 172 huder og en aarlig landskyld af 146 daler i penge. Omkring aaret 1660 var forresten en storgaard eller fuld skattegaard i Østerdalen sat i 2 skippund tunge, 3 skippund salt, 6 huder og 9 bismerpund smør. Østerdalen gik for resten svært tilbage ved den sorte dod og end mere i reformationstiden. I Storelvedalen er ogsaa forholdene smaa, da skatten i 1665 Folk fortsætter ogsaa med at klage, og i 1690 ind sendes følgende bønskrift (her i uddrag), der kaster lys over forholdene gjennem lange tider: Hoybaarne Hrr Stadtholder. Naadigste Herre. 1 Vi Fattige Skatte Bønder og Menige Almue udi store Elvedalen (og Rendalen) ere i aller dybeste Ydmyghed foraarsagede Eders Hoybaarne Naade nødvendigst at ansøge, at saasom vore Forfædre formedelst samme paaboende orters besværlighed med Kuld og Frost Snee og lis, sampt skadelige og overrumplende vandlob til Sædens og grødens Fordærvelse ere af arilds tiid med Kongl. Fri heder og Privilegier allernaadigst bleven Benifisererde, anlangende at give kund den halve Part Aarlige Skatter og udgifter imod det de andre udi Oplandene skulde give, saasom ogsaa ikun at yde den halve Tidende, men den anden halve Part igien at hiemføre og seiv beholde til deris Nødtørftige Ophold, formedels deres Fat tige og Ringe andels skyld, iligemaade som til deris annexer er icke nogen tilliggelse. at opholde Kirkerne med brød og viin saa som Korntienden der sammesteds deles ikun i 2de Parter, den ene til Kong. Maysts. den anden Part til Præsten . . . hvilcke samme Privilegier vore hensovede Forfædre af Arilds tiid aller naadigst forundet ere af de Hoyædle og Velborne Mænd Land herrerne paa Aggershuus Navnligen Christian Munch 1572, Lodvig Munch 1580, Axel Gyldenstierne 1591, Jens Juel 1619, Chri stopher Urne 1630 sampt Gregers Krabbe 1652 saaledes tiid efter anden er biven confirmeret ... da vi som vore Forfædres etter levende besidder de samme besværlige Land orter og Jorder, hvor Frost og Kuld, Snee og lis tiid efter anden vores Avl og grøde gandske fordærver, ja forferdelige Yandløb vores Sæd og Ager beskadiger, saa vi fattige Folk maae Seif Lade os nøye med det haarde tørre brød af barbarcken paa Træerne at vi kand have et lidet stykke godt brøed til ærlig reisende mand; da indflyer vi i dybeste Underdanighed Eders Høye Exellence som Landsens milde Fader og Naadigste Stadtholder ville i Naade ansee vores meget slætte og usle tilstand og af sær Naade samme vores af Arilds tiid allernaadigste forundte Privilegier til vores sampt vores 1 Ul. F. Gyldenløve (og vicestatholder Just Høgh). borns og efterkommeres gavn og bæste mildeligen confirmere og stadfeste, at vi dem herefter frie og u-behindert maa nyde og be holde og vi fattige Almue i vore andægtige Such og boner til Him melen troeligen og inderligen ihukomme Denne skrivelse dateret Christiania 14. august 1690 er undertegnet af Tarald Klemetsen Koppang (og Borge Bolstad fra Rendalen). Til sammenligning med skatten i 1665 kan anføres hvad der i 1723 hlev svaret i skat fra Storelvedalen Gamle leilændingskat 39 rdlr. .. ort 5 skill. Hartkorn bestaaende Hart korn 48 tdr. skp... fjerdingkar udi ager og eng samt Ny leilændingskat . 96 rdlr. ~ ort „ skill. Hskevandsauge, mol • , b - a a 10 er og stampe og derat \unden 06 3 - 19 - .to^r xunaen ou ° ' beregnende skatter Tabt ' .. - .. med v i n( j en 0 g taben Odelsskat 12 .. - 1 imellem gamle og ny Leding 5 2 - lo leilændingskatte. Rug I 1712 betalte Storelvedalen 1 rigsdaler daglig i krigsstyrskat (uvist hvorlænge), og seiv tjenere maatte erlægge »/e i skat af sin lon i henhold til kongelig for ordning. I aaret 1718 betalte Storelvedalen samlet 181 rbsdaler i krigsstyrskat. Med hensyn til tienden faar vi oplysninger i folgende Tiendemandtal over Storelvedalen fra 1743: Furuseth .... 3 - „ - do. 30 - do. Hofde 2 - .. - do. 11 - do. Evenstad .... 4 - 4 - do. 5 - do. Stenvigen ... 0 - 6 - do. 4 - do. Atneosen.. .. 1 - 4 - do. 5 - do. 3 3 4 skp. rug, 94 tdr. 7 skp. bl.korn. llbWl7©#ost hvilken tiende deltes mellem kongen og presten. Ved kongl. forordning af 31. august 1791 blev fol gende gaarde i Storelvedalen paa grund af flommen i 1789 fritagne for skat i 5 aar: Ophuus med brugerne Svend, Ole og Halvor, Messelt med brugerne Ole, Berger og Tarald samt Kroken og Stenviken. Omkring aaret 1800 havde Storelvedalen 27 større matrikulerte gaardsbrug med 73 brugere, hvoraf 5S selvejere og 15 leilændinger, samt 121 husmænd med og 34 uden jord. Herredets samlede matrikulskyld i 1863 var 325 daler 15 skilling. Storelvedalen betalte „Summarum offuer Elffuedah len bidrager udi:" 49V2 pund IO 1 2 otø. 49V2 D. 1 ort 18 skilling. 60 td. 3 c/z2. 4 3. 7 3. 1 Dl. Deraf tilkommer kong. mays 2/18 3. t: l 1 2 pd. Særdelig an som nådigt er Cannoni godz . Præstebølet . . Oddel og pante det vedkomi afhændet. nende af kongl. M. præbende 5 pund. I 1 2 pund ' 12 c//2.. 47 pund 7 1 2 c/42.. ;gods. Bve Blandkorn . . . 47 tdr. 12 skp. 1 fk. . bpd. 23 1 3 mk. Tiende at korn samt lin eller hamp og ost og samme til penge beregnende. Ost . .. 7 iVh - . . . 2<S rdlr. 1 ort 7 skill. Koppang .. skp. rug, 18 tdr. blandkorn 37 c/lf ost. Møkleby . . 1 T - do.. 10 - 2 1 skp. do. 22 - do. - do. 9 - do. 47 - do. Stai . . - do. do.. 6 ■ 5 i do. do. 27 24 - do. do. Ophus . . . 1 - do.. 5 - 7 do. 23 - do. Messelt .. »/4 - do.. 10 - 1 do. 12 - do. Tronnes . . . . 1 - do., 9 - 7 do. 6 - do. 0 - do.. 5 - do. 7 - do. Krogen. . . .. 0 - do.. 3 - 1 do. 21 - do.

Scan 59

No OCR text was available for this scan.

Scan 60

No OCR text was available for this scan.

Scan 61 from Storelvedalen — Scan 61 · Page 41

Page 41

G A ARDEN E l STORELVEDALEN. 41 i 1816 1200 rigsbankdaler i den da udlignede ekstraskat i anledning af oprettelsen af Norges bank. 1 Til det første dampskib paa Mjøsen blev der i 1854 tegnet 212 speciedaler i Storelvedalen. I 1890 var tallet paa skyldsatte brug 253, i 1895 210 og i 1900 474. Af de i 1895 solgte 35 eiendomme blev skyldmarken gjennemsnitlig betalt med kr. 2095, medens gjennemsnitsværdien af en mark skyld var sat til kr. 2 073 i 1891—95 og til kr. 1997 i 1895—99. I 1899 havde Storelvedalen 1 143 skatteydere med en samlet formue paa 8 137 300 og en indtægt paa 845 705. Her redets samlede matrikulskyld udgjør nu 1 383 mark 28øre paa 499 matrikulerte brugsnr. Heraf falder paa hoved sognet 1059 mark 44 øre med 396 brugsnr. I 1903/05 blev der udlignet skat paa 1215 skatteydere (kr. 19 129 paa formuen og kr. 38 635 paa indtægten). Der er nu 1162 skatteydere. Formuen udgjør kr. 8262120. Den antagne indtægt kr. 906 720. Skatbar indtægt kr. 501 370. Der er udlignet kr. 2.50 paa hvert 1000 kr. formue og kr. 8.75 paa hvert 100 kr. skatbar indtægt. I 1906 var skatteprocenten 9.40. Her er kun medtat de skatteydere, som har mindst 10000 kr. formue eller 1000 kr. indtægt. Herredets samlede gjæld var i 1899 kr. 135 051 (deraf til statskassen kr. 50 000 og resten til bankerne kr. 85 051). I 1895 var formuen kr. 6 844 000 og herredsskatten kr. 34 498. Herredsskatten blev i 1899 udlignet efter kr. 2.00 pr. 1000 kr. i formue og kr. 6.55 pr. 100 kr. i indtægt. Herredet har 33 gaarde med en gjennemsnitsskyld af 42 skyldmark og 110 gaarde med en gjennemsnitsskyld af 11 mark. Gjennemsnitlig har Storelvedalen den største matrikulskyld af alle amtets herreder. 2 Gjennemsnitsprisen paa faste eiendomme pr. skyldmark (beregnet efter salg 1899—1903) er kr. 2 304, og i nævnte tidsrum blev der i Storelvedalen solgt 14 eiendomme for en kjøbesum af kr. 100517. Gaardene i Storelvedalen tilknytning til, hvad der før er anført om dalens ældste bebyggelse, skal vi før vi gaar over til en kort beskrivelse af de enkelte gaarde kaste et blik paa bebyggelses- og eiendomsfor holdene i Storelvedalen omkring midten af det 17de aarhundrede. Dalens eller herredets bebyggelse samler sig da som nu i hoveddalføret paa begge sider af Glom men. De forskjellige gaardkrinser som Møkleby, Trøn nes, Koppang o. s. v. har antagelig fra først af været en gaard, som i tidens løb er delt og udparcelleret mellem børn og slægtninge eller ved kjøb og salg. Gamle gaarde er forsvundne som f. eks. Prestegard og en kvartgaard, Berzhough, der var nævnt i 1604. I Stiftsbogen 1577 staar følgende eiendomme anført „med landskylldt til Amottz Presteboll: Prestegardt i Elffuedall 1/2 hud. Tre smaa holmer ved Nedgaard och Stadgardt (Stai) aff aarligen 3 kalfskind. Haffuene (Havn) 1 kalfhud. En ødegardt kallesz Preste Enngh, ligger offuer for Trønnisz opberrisz Ingenn landskyld aff."3 Enkelte gaarde har forandret navn, og enkelte 1 Det kan ogsaa være af interesse at vide, at Østerdalens distrikts afdeling af Selskabet for Norges Vel (indhefattende i alt 7 prestegjeld) bidrog med 1310 rigsdaler courant en gang for alle og 70 rigsdaler aarlig til universitetets oprettelse i Norge. 2 I 1665 udgjorde landets samlede matrikulskyld omsat til korn 40500 skippund tunge. I 1818 var landets samlede matrikulskyld 240 000 skylddaler og i 1865 500 000 skyldmark. 3 Med hensyn til ødegaarde siger Peder Claussøn: „Anno 1350 var en stor Pestilendze, oe daa bleffue utallige mange Gaarde, ja hele Kircke-sogner lagt øde, oe saadan Pladz kaldes Øde gaard, og mange Hunder Ødegaarde er nu optagne oe bygde igien oe dog findes mange übøgde, som kand aldrig bliffue opbygde." 6 Storelvedalen. er ogsaa gaat op i andre (som Eldhusstuen i Øver gaard og Nystu, der deltes mellem Trøen og Aksel stuen). Med hjemmel i det nedenfor anførte konge skjøde eier Johan Gaardmand (Garman) ved matrikule ringen i 1665 de fleste for ikke at sige alle gaarde søndenfor elven Imsa. Paa samme tid eier lagmand Christen Jensen betydelige dele i Vestgaard, Koppang, Stai, Negaard, Trønnes og Stenviken. Magister Bro mann i Kjøbenhavn staar nævnt som eier af Strand, og borgermester Nils Larsens arvinger i Oslo eier en part i Vestgaard. Gaardene var saaledes ogsaa da paa udenbygdsboendes hænder og de indfødte bare brugere; men ved dette tidspunkt var det ogsaa, at storelvedø lerne igjen kom i besiddelse af sine eiendomme og blev selveiere som i tiden før 1500. I gamle tider var forresten saa at sige adelige fortrin knyttede til den frie jordeiendom, og odelsætterne (Haulderne) indtog en stilling som en høiere klasse inden de frie mænds samfund. „En norsk odelsbonde er en adelsmand," siger Ludvig Holberg, „og de norske bønder holder sig derfor som herremænd og betragter deres odelsrettighed som deres største klenodie." I sin retterbod af 1358 tiltaler ogsaa kong Haakon Magnussøn østerdølerne som gamle frie odelsbønder (fiarre adalbygtfhinni) og frem hæver derved Østerdalen som landets kjærne (adalbygO). Der findes heller ikke den dal i Norge, hvor odels følelsen er saa sterkt udviklet som i Østerdalen. Det var derfor østerdølerne en haard tugtelse, da de paa grund af sin deltagelse i oprørsbevægelsen under Herlof

Scan 62 from Storelvedalen — Scan 62 · Page 42

Page 42

IVAR SÆTER: STORELVEDALEN. 42 Hyttefad 1508 blev berøvet sin odelsret, som de dog fik løse igjen ved at betale en viss afgift til kronen. Det var denne løsningsret, kongen overdrog til Johan Gaardrnand og arvinger, af hvem ogsaa storelvedølerne kjøbte sig sine gamle odelsgaarde tilbage. Det her gjen givne kongebrev er derfor af den største interesse for Storelvedalens historie, da det er det hjemmelsdoku ment, i kraft af hvilket der senere udstedes odelsskjøder paa en række gaarde. Kongebrev „Vi Friderich den tredie med Guds naade Danmarks, Norgis, Vendis og Goters koning Hertug udi Slesvig- Holsten, Stormarn og Dytmarsken Greve udi Oldenburg ogDelmen horst gjøre alle Vitter ligt, at eftersom os elskelig Johan Gaard rnand tolder i vores kiøbstad Christiania, udi næst forleden feyde, til vores kiære salig hrr. fader høylovlig hukommelse og Nor ges crone nogen for strækning skal have giort og hannem der imod adskilligt gods, udi vort rige Norge til underpant skal være sadt, Hvilket gods afos elskeligWincentz Bildt til Næs,befallingsmand over Tønsberg lehn, Og Niels Lange til Fridtzau, befallings mand over Brunlave lehn, vore mænd og tienere efter naadigste til dennem udgangne befalning, nogen tiid forinden er bleven taxeret, og af os elskelig hrr. Hannibal Sehested til Norager gaard, ridder vor raadmand Stadtholder udi fore vort rige Norge og befalningsmand over agershuus slot og lehn til bemelte Johan Gaardrnand i erstatning imod forbemeldte forstrækning paa vor naadigst Ratification er udlagt efter Deres udi vort cantzelie derom indski kede erklæring videre formælding, nemblig i Østerdalen i Aamodts præstegield, Sættre, Tolof paaboer, som skyl der aarligen een Huud og et mårskind, Øgle, Lauritz, halvanden huud, Ophuus, Svend, halvanden huud tre skind, Meselt, Peder, halvtredie huuder fireskind, Kro gen, Anders, een halvhuud, Hofde, Jens, een huud, Smørvigen, Jon, atten mark smør, Møkelbye, Axel, fire huuder, Furuset, Seming, en huud, Evenstad, Oluf een huud, altsammen mod bøxell som dog ike beløber fuldt saa meget, som det hand tilforn i pant havde for ovenskrevne Summer, hvilke forskrevne gaarde og gods, med ald deres eyendom land gilde, herlighed, rente og rette tilliggelse, som er af fosser og strømme, ågre, eng, skaug, mark, lutter og lunder, fiskevand og fægang til fields og fiære, vot og tørt med ald anden rættighed aldeelis intet undertaget i nogen maader, ved hvad navn det helst er eller være kand, som der nu tilligger eller af arilds tiid tilligget haver, og bør dertil at ligge med rette, ford: Johan Gaardrnand og hans arvinger maae og skulle, have nyde bruge og beholde til evin delig eyendom, og kiendis vi os og vore efterkommere konninger udi Danmark og Norge samt Norgis crone, aldeelis ingen ydermere lod, deel, ret eller rettighed at have til eller udi ford: gaarde og godts eller nogen dis eyendom landgilde, herlighed rente eller rette til liggelse efter denne dag i nogen maade; Thi forpligter vi os og voris efterkom mere konninger udi Dannemark og I Norge samt Norgis crone at frihiemble, og fuldkommeligen til staar ford: Johan Gaardrnand og hans arvinger forskrevne gaarde og godts med ald deris eyendom landgilde herlighed, rente og rette tillig gelse for hver mands tiltalte som derpaa kand talle med rette i nogen maade, og der som saa skeede at ford: gaarde eller godts eller nogen dis eyendom, landgilde, herlighed, rente eller rette tillig gelse blev forskrevne Johan Gaardrnand el ler hans arvinger af vunden udi nogen dom eller rettergang for vor vandhiemels' brøst skyld, da forpligter vi os for os og vore efterkommere konninger udi Dannemark og Norge, sampt og Norges crone, at vederlegge forbemelte Johan Gaardrnand eller hans arvinger saa godt godts igien, baade paa eyen domb landgilde herlighed og rente, ogsaa velbeleiligt inden sex samfulte uger dernæst efter, og holde det hannem og hans arvinger aldeeles uden skade og ska desløs udi alle maade. Givet paa vort slot Kiøbenhavn dend 19de desembr Anno 1649. Under vort signet Friderich Liudeligen Publiceret og andkyndiget paa Aamodt og Elvedalens tingstuer i Amodt sogn udi kongel, may.ts fogets og almuens paa hør, der sammesteds almindelige ting holden dend Bde og 9de Febr. Anno 1650 vidner Hans Karstensen egen haand. Været for den kongel, overhofret den 24de Marti 1705. Testr. J. Hasse. Strand kapelkirke.

Scan 63 from Storelvedalen — Scan 63 · Page 43

Page 43

GA ARDEN E I STORELVEDALEN. Anders Daae meddeler i „Oversigt over Kristiania bymark", at Johan Gaardmand i 1646 fik kgl. bevilling paa „det indhegnede sumpige Støcke Marck beliggende udenfor Pebervigen, fordum Munkedammen kaldet" skattefrit at nyde opmaalt til 90 500 □ alen. Hr. Daae har endvidere meddelt, sit Johan Gaardmand 15 / s 1664 fik kongeskjøde paa Hovind gaard 3 skippund tunge. Gaarden havde indtil denne tid tilligget lektoratet ved Chr.ania Cathedralskole. Gaardmand boet paa Hovind til sin død, og gaarden blev nu en af de største og meste velbyggede herregaarde i Aker. Gaarden blev i hans families eie i henimod 100 aar. Ved kongelig resolution af 26. september 1896 blev gaardene Sætre, Hovde, Stenviken, Strand med Ny sæterberget, Ophuus, Kroken og Furuseth med en samlet skyld af 323.84 mark eget sogn under navn af Strand anneks med Strand kapel til sognekirke. Strand sogn havde i 1900 et folketal paa 634 men nesker og et fladeind hold af 335.19 km. 2 (deraf 5.61 km. 2 vand og 329.58 km. 2 land), mens der paa hoved sognet med Atneosen falder 1292.51 km. 2 Strand kirke blev ind viet 2. december 1863. Den er en liden lang kirke af tømmer med 160 siddepladse belig gende 242 m. o. h. paa vestsiden afGlommen midt overfor Strand gaardene. Altertavlen (Jesu daab målet ef ter A. Tidemand af C. Bruun) og orgelet er en foræring til kirken af Haagen og Kari Krogen. Døbefonten er en gave fra konsul L. Meyer, og alterkalken er skjænket af rektor Olsen i Drammen. Lysestagerne er en gave fra fru Anne Strand og kirkeklokkerne fra gamle fru Anne Furuseth. I nærheden ligger Kirkestuen og festlokalet Fram, der tilhører et aktieselskab. Sætre (Setr, Sætr). Det siges, at Sætre oprindelig var sæter under Øgle i Aamot, og de to gaarde Nordre- og Søndre Sætre kaldes ogsaa i almindelighed Sætersgaardene. I et dokument angaaende Melhagen 1566 omtales „Arne Sætter suoren lagrettis mand," hvilket tyder paa gam mel bebyggelse. I 1665 havde Sætre to brugere: Anders og Halvor med 1 hud 1 maarskind skyld. Udsæden var 14 tønder og besætningen 34 storfæ og 4 heste med Johan Gaardmand som eier. Omkring 1700 skre ves gaardene dels Setter og dels Sættre og havde frem deles to opsiddere med to sage og 18 lispund i skyld. Før flommen 1789 laa husene ude ved elven, og Søndre Sætre laa da nordligst. I 1790 blev gaardene flyttet, som de nu ligger. Nordre Sætre (Olastuen) blev i 1906 kjøbt af kommunen og jordveien delt i 7 parceller til arbeiderbrug, mens skogen drives for kommunens reg ning. Fru trælasthandler Kaasen i Kristiania er søster af Ole Olsen, den sidste bruger af den gamle slægt paa Nordre Sætre. Søndre Sætre (Andersstuen) ligger ved elven Hovda, der danner grænsen mod Aamot, og er den sydligste gaard i Storelvedalen. Slægten har eiet gaarden, saa langt man kan mindes tilbage, og eiernes navne har vekslet med Anders, Helge og Halvor. Den sidste Halvor Sætre, derden 14 /io 1907solgte gaarden til sin svoger P. Hovind i Aamot, har som sin far An ders Sætre været me get benyttet i kommu nens tjeneste. To af hans brødre er i Ame rika: Alf Sætre, inge niør, og August Sætre, bekjendt som måler. En bror, Johannes Sætre f. 1867, er dok tor i Vesteraalen. Af to søstre er den ene gift med P. Hovind, og den anden var gift med L. Øgle i Aamot. Halvor Sætre døde i januar 1908 nær 52 aar gammel efterladende sig hustru og tre børn. Som en kuriositet kan nævnes, at en postbærer paa Sætre, Ole Olsen, var saa sparsommelig, at han brugte samme bukse i 18 julekvelde. Kong Karl Johan hvilte paa Sætre paa sin kronings reise 1818. Da lakeierne vilde jage folk væk, der steg op paa muldbænken for at se ind i stuen til ham, sa kongen: „Nei lad folk faa se mig. De vil mig saavist intet ondt." Hovde. Hovde var oprindelig ifølge sagnet nærmeste grande til Atneosen i nord og Grundset i syd. At navnet skriver sig fra hov (gudetempel) eller høfdinge (høvding) er heller ikke aldeles udelukket. I 1604 skreves stedet Hoffdenngh og senere Hofde og Hovde. Navnet fore kommer paa elven Hovda, Hovdfjeldet og paa sjøerne Storhovden og Velthovden. Det er ellers sikkert nok, at Hovde er gammelt bebygget. For en del aar siden blev der revet en laave paa gaarden med aarstallet 1520. I 1649 hed brugeren Jens og i 1665 Oluf med Johan Nordre og Søndre Sætre. (De sydligste gaarde i Storelvedalen).

Scan 64 from Storelvedalen — Scan 64 · Page 44

Page 44

IVAR SÆTER: STORELVEDALEN. 44 Gaardmand som eier. Gaarden havde da 1 hud skyld med 4 tønder udsæd og foring til 13 storfæ. Omkr. 1800 havde Hovde en besætning paa 40 melkekjør og 6 heste foruden smaafæet. Siden blev gaarden delt i Nordre- og Søndre Hovde. Søndre Hovde jord eies nu af Ole Bolstad af den gamle Hovdeslægt og skogen af Borregaardskompagniet. Af Nordre Hovde eier Lars Vigen jordveien og Johan Rustad i Aamot skogen. Hovde sameieskog under begge gaarde eies af P. Hovind. Paa Nordre Hovde staar der igjen et barfrø som minde fra gamle dage om den slægt, hvis „fædre pleiede at bede sin morgenbøn knælende i høisædesbænken". Flere af Hovdekarerne var kjæmper med vældigt skjæg, som rak lige til bukse- linningen (se ogsaa under Veteranerne). Den sidste Haaken Jonsen Hovde havde 11 søskende (5 gutter og 6 jenter), der spred tes til forskjellige kan ter af landet. En af jenterne Johanne kom til Kjøbenhavn og bo satte sig der. Som den sidste typiske repræ sentant for Hovde slægten og tillige for de gamle storelvedøler staar Ole Haakensen Bakkehaug, der er født 12. juli 1828. Faren, Haaken Jonsen fra Hovde, f. 10. august 1799, var gift med Berte Olsdatter (datter til bjørnejægeren Ole Messelt). De var ialt 6 søskende, hvoraf gamle Andreas Bolstad fremdeles lever paa Hovde sammen med søsteren Oline, der nu er 82 aar gammel, og som i sin tid tjente 32 aar paa Skinnarbøl hos fru Rønning. To søstre, Ingeborg og Martea, er i Nordland, og en bror, Jon, er død. I 1849 drog Ole Haakensen Hovde til Nordland, hvor østerdøler som bekjendt har koloniseret Maals elven og Bardo. Han kom i tjeneste hos lensmand Krogseng fra Tønset, hvis hustru var fra Storelve dalen, og i 1851 blev han gift med gaardpigen Hanna Bakkehaug, og saaledes fik Ole af den gamle Hovde slægt navnet Bakkehaug. I 1904 blev han af stor thinget bevilget en aarlig pension for sit arbeide til ophjælp af melkestellet i vort land (se ellers „Urd" nr. 26 1907). Sæteren til Hovdegaardene heder Slagaasen en times vei bent op for Stenviken st. Midtveis staar to stene „Gofasten" og „Gomo- sten". Paa disse stene pleiede ~han gofa" og „ho gomo" Hovde hvile, nåar de gik paa Slagaasen. Deraf kommer navnet. Et stykke længere oppe i veien staar „Hestskosten". Engang drog han gofa Hovde hjem fra Slagaasen med en smørkløv. Han var en stor, røslig kar, og denne gangen havde han meget smør paa klø ven. Da hesten såtte ene foden paa en sten, blev det en dyb søkk i stenen efter skoen. Og dér staar merket efter skoen den dag idag. Stenviken ved Stenbækkens udløb i Glommen havde i 1665 „brugeren Peder og 1 skind i skyld, en hest og 5 storfæ med en tønde udsæd samt saugtømmerskoug og anden gaardsslaat". I 1723 var Peder Embretsen eier af Stenviken, der da kunde føde 12 nød, 10 sauer og hest med 6 skind i skyld. Nu er Stenviken gaard kommunens eiendom, og skogen eies afjohan Møystad i Elverum. Strand (Strond). Strand, ogsaa skre vet Strandt og Stranndt, er utvilsomt gammelt bebygget. I en myr ved Strand sæter lig ger der en fiskeflaattaa med aarstallet 1412, og ved Kværnbækken staar der et sagverk med aarstallet 1681 og bogstaverne N. N. S. (Nils Nilsen Strand). -_ J Der gaar ogsaa sagn om, at der har været Sveen (Svea) paa Strand. kirke eller i hvertfald begravelsesplads paa Strand en gang. Paa Nystujordet har man fundet levninger som ben og smaa kridtpiber, og der skal endnu vises vei over til Loset i Rendalen, som blev benyttet til kirkevei. Strand omtales ogsaa i Hamar kapitelsbog. I 1665 havde Strand 4 brugere (Simen, Peder. Hans og Berger) og en samlet skyld af 3 huder. Gaardene havde da 60 storfæ og 8 heste med 20 tønder i udsæd, 2 kvæme og sommerbod. Den 29. januar anno 1687 udsteder oberst over det akers husiske regiment Caspar Herman Hausman > med hjem mel i skjøde efter Iver Mogensen odelsskjøde paa Strand til leilændingsmændene Ingebret Svendsen, Knud Pedersen, Nils Pedersen og Knud Hansen paa 3 huder med bygsel og herlighed, som nævnte leilændinger til forn havde brugt med skog og mark paa begge sider af Glommen. I 1723 er Strand Nils Pedersen, Embret Olsen, Peder Knudsen og Knud Hansen tilhørig med en 1 Far til F. F. Hausman f 1 757, efter hvera Hausmansgaden i Kristiania har sit navn.

Scan 65 from Storelvedalen — Scan 65 · Page 45

Page 45

G A ARDEN E I STORELVEDALEN. 45 samlet besætning som i 1665 (plus 64 sauer og 40 gjeder). I 1790-aarene er der fremdeles 4 opsiddere paa Strand (Ole Larsen, Ole Knudsen, Knud Halvorsen og Nils Nilsen). Ole Larsen var fra Ophuus og blev gift med Maren Haagensdatter, søster af Haagen, Anders og Jo Hovde. Tarald Svendsen var ogsaa bruger paa Strand en gang og overdrog gaarden til sin søn Peder Taraldsen for 700 rigsdaler. Ole Larsen døde i 1815, og i 1819 overdrog hans enke gaarden til svigersønnen Ole Olsen Evenstad og hustru Anne Olsdatter for 1 200 speciedaler. Ole Olsen Evenstad Strand døde i 1833, og enken sad nogle aar i uskiftet bo, indtil hun i 1845 overdrog gaarden til sin svigerson Botolf Halvorsen Trønnes og hustru Marthea Olsdatter for en kjøbesum af 1 800 speciedaler. Gammelstu Strand, 300 maal jordvei med sæter, eies nu af Tollef og Ragnhild Trønnes paa Hun dorp i Gudbrandsdalen. Nystu Strand eies af Adorf Strand og Lillestu Strand af Johan E. Strand. Sveen eller Søndre Strand eies af Nils N. Strand, der overtog eien dommen i 1899 for 150000 kroner. Brynildstuen er en parcel under Nystu Strand. Rusten og Bækken, de sydligste gaarde i Storelvedalen paa østsiden af Glom men, er ogsaa undafdelt fra Strand. Paa alle Strand gaardene findes Østerdalsstuer, og stuen paa Sveen bærer aarstallet 1706. Rønningen er undadelt fra Sætre, men hører nu til Strand. Ophuus. Ophuus (huset oppe ved elven i forhold til det nedenforliggende Strand) bestod en gang af en helbols og to halvbols gaarde, der nu er delt i flere brug. I 1665 var Johan Gaardmand eier af en part (3 ! /2 mark smør) i Ophuus, og der var da to opsiddere eller bygsel mænd, Svend og Halvor, med en samlet skyld af 2 huder og 3 skind. Gaardene kunde føde 48 storfæ og 4 heste og havde fiskeret i Hovdsjøerne. I 1670 udstedte Johan Gaardmand et brev til Tarald Svendsen Ophuus an gaaende et jordstykke paa den østre side af Glommen ved elven Neta, der hørte under Kroken, men som Tarald Svendsen vilde lægge under Ophuus. I 1723 eies Ophuus af Ole Halvorsen og Hans Larsen med samlet skyld 2 huder 10 skind. Hovedgaarden, Svendstu eller Nordre Ophuus, eies nu af fru Anne Trønnes (enke efter Halvor M. Trønnes), der overtog gaarden i 1906 for en kjøbesum af 35000 kroner; det egentlige Nordre Ophuus eller Taraldstuen ligger paa vestsiden af Glom men overfor jernbanestationen. De to halvgaarde bestod af Søndre- og Gammelstu Ophuus. Søndre Ophuus eies nu af Knud Ophuus, der har overtaget gaarden af sin far Ole Ophuus (70 aar gammel). Gammelstu Ophuus er delt. En del af jordveien hører til Søndre Ophuus, og resten er udparcelleret i smaa brug, medens skogen eies af statsraad Johan Thorne. I 1520 skreves det Ophuz og i 1593 Ophuuz. Paa søndre Ophuus findes et par gamle lysestager, der ifølge sagnet skal være fra en svensk kirke, og et ølkrus af valbirk med udskaarne løvefigurer fra 1802. Taraldstuen (skydsstation) tilhører Dortinus Baggroen, en brodersøn af fru Anne Evenstad. Den gamle John Baggroen er nu 78 aar gammel og lever paa gaarden. I nærheden ligger Midtstuen med smaabarnskolen og handelsmand Kværnmoens gaard Nordvang. Kr. Kværnmoen, f. i Solør, har drevet handel i Storelvedalen i 26 aar. Ca. 1 000 maal skog, Ingeborg Ophuus dødsbos eiendomme, blev 1907 solgt til G. Hel gesen, Brumunddalen, for 40 000 kroner -f- omkostnin ger. Det kan tilføies, at Svendstu Ophuus i 1820 aattes af Nils Olsen fra Furuseth, en bekjendt skytter, der var med i krigen i 1814, og som skjød en svenske paa 1 000 alens afstand. Mans bøsse findes paa Furuseth. Hans søn Ole solgte gaarden til C. C. Bruun, der igjen maatte levere den fra sig paa odel til Martinus Trønnes, der var gift med datteren Oline Ophuus. Glommen har havt et andet løb ved Ophuus end nu. En holme kaldes Kongsøien fra den tid, da kongeveien gik derover. Paa Ophuus var det i gamle dage to brødre, som skulde skifte en skogteig imellem sig. De blev forligte om at skifte saaledes, at den ene skulde ha skogteigen og den anden „fuglevona" (jagtretten). Kroken (Krokr). Det fortælles, at den første opsidder paa Kroken var fra Elverum, og mens han holdt paa med at bygge, kom der en gaaende, som sa: „Skal du bygge her du da, kroken?" „Ja det skal jeg", svarte manden, „og nu skal det ogsaa faa hede Kroken." Saaledes fik gaarden sit navn. Andre derimod mener, at navnet kommer af mandsnavnet Krokr eller ogsaa af den krog, krumning, som Glommen gjør udenfor gaarden. Hvorom alting er, saa er Kroken temmelig gammel, og efter den sorte død var den i lange tider en øde gaard. I 1649 hed brugeren Anders, og i 1665 hed han Halvor. Gaarden havde da 18 storfæ og 3 heste med 5 tønder udsæd, dyregilder paa Kjølen og sommer bod ved Storhovdsjøen og skog til husnøte med V 2 hud i skyld. I 1691 udsteder Margareta Jespersdatter skjøde til Halvor Halvorsen og hans arvinger paa 3 skind i Kroken og samtidig skjøde paa resten af gaarden (9 skind) til Ole Haagensen og hans arvinger. l I 1715 overdrager Ole Haagensen gaarden til sønnen Haagen 1 Margareta Jespersdatter var dansk af fødsel og oprindelig gift med Lange Simonsen, en handelsmand i Kjøbenhavn. Siden blev hun gift med Johan Gaardmand (der ogsaa var gift før, antagelig med Maren Dop, f 1659) og efter hans død med justitiarius i over hofretten, Christian Lund, f 1691. Johan Gaardmand blev begravet ved gamle Akers kirke 2. april 1673, og en af hans gaarde (Kirke gaden 14 i Kristiania) er fremdeles i behold. Margareta Jespersdatter, der i meget ligner den store godsbesidderske Gørvel Fadersdatter (Daae: Hist. tidsskr. 1895), levede, som de udstedte skjøder viser, 1691 (Personalhist. tidsskrift 1889)

Scan 66 from Storelvedalen — Scan 66 · Page 46

Page 46

IVAR SÆTER: STORELVEDALEN. 46 Olsen, der igjen skjøder til sin søn Ole Haagensen i 1737. Ved den tid havde Kroken 4 heste, 16 nød, 20 sauer og 16 gjeder. Nævnte Haagen Olsen var en nærig og paatrængende fyr, der var sine naboer til stor fortræd. Han fik oprettet en kontrakt angaaende fisket i Søkundsjøen, og kontrakten var saa streng, at hvis ét punkt overtraadtes, var fiskeretten tabt for stedse for overtræderen. Han fik ogsaa istand en raadele kontrakt mellem Furuseth og Kroken i 1724 med grænser, der fremdeles gjælder, og deri blev det be stemt, at for overtrædelser skulde der bødes 15 rigs daler til kirken. I 1781 hed eieren af Kroken Peder Helgesen; men ellers har eiernes navne vekslet med Haagen og Ole. I 1794 opretter hans enke Walborg Nilsdatter fra Alme i Aamot føde raadskontrakt med sine sønner Ole og Helge. Efter den sidste Haa gen Olsens død sad enken Kari Olsdatter fra Furuseth med gaar den et aars tid, hvor efter hendes arvinger solgte den til Herman Atneosen for 20 000 speciedaler (og 6 000 speciedaler til Nils Graffi Aamot forodels retten). Herman Atne osen var gift med Anne Furuseth, søster til Ole Furuseth. De boede paa Seljordet, til de over tog Kroken gaard. I deres tid blev gaarden bygget som den nu er med den vakre hovedbygning og med haven. Atneosen fik ogsaa istand et teglverk, der var i drift i flere aar med mange mand i arbeide. Den brændte sten blev betalt med op til 13 speciedaler pr. tusen. Lertaget ved Kroken er det eneste lertag i Storelvedalen. Herman og Anne Atneosen havde tre børn: en søn, Haaken (Kristiania), og to døtre. Anne blev gift med Berger Messelt og Helga med Ole Øvergaard. Atneosen havde Kroken i omtrent 20 aar. Da hans hustru døde, solgte han gaarden til cand. theol. Asbjørn Olafsen, f. 1863, og hans svoger Helge Furuseth. Olafsen, søn af kirkesanger og storthingsmand Olafsen og bror til sogneprest Olafsen i Ullensvang, havde gaarden i aarene 1891—98, hvorpaa han solgte den til grosserer Arthur Mathiesen, som nu lader gaarden bestyre ved Johan Berger fra Eidsvold (gift med Olava Bolstad), der forresten bestyrer alle Mathiesens eiendomme i Øster dalen. Olafsen fik istand tømmerrenden paa Kroken ('A mil lang fra Ørrettjerndalen til Glommen), den forste tømmerrende i dalen, hvorigjennem der samlet er fiødet omkring 10 000 tylvter tømmer. Mathiesen har oprettet sagbrug med vandkraft, nærmest til eget brug. Furuseth (Furusetr). Naar man er ude paa reiser, og man hører, du er fra Østerdalen, saa spørges der straks: „Da er du vel kjendt paa Furuseth?" Dette karakteriserer, hvilket ry gaarden har. Furuseth ligger paa vestsiden af dalen omtrent midtveis mellem Rasten og Ophuus i nær heden af almandveien ved Kværnbækkens udlob i Glommen. Navnet, der udtales Forset, skreves i 1616 Fuhrr- seth, i 1667 Furresedt og i skjøde af 1691 Furesæt og i 1723 Fuuruset. Skrivemaa- den nu veksler mel- lem Furuseth og Furu- set. Eieren seiv skri- ver det rigtignok Furu- seth; men den oprin- delige endelse er set eller setr, og gaar- dens egentlige navn er derfor Furusetr. Ifølge professor Rygh var setr, der i de fleste gaardsnavne betyder bosted eller rettere et sted, hvor man sidder, saavelsom sætr i betydning af som meropholdssted i fjeld eller udmark, meget almindelige bostedsnavne i gamle dage og stammer helt fra vikinge tiden eller ogsaa fra nomadetiden. Furuseth vil saaledes sige sædet i Furuskogen og passer godt, da gaarden fremdeles er en af Østerdalens største skoggaarde. Hvor gammel den er, er der ingen som ved: men at den blev til i tiderne før den sorte dod er hævet over al tvil. Gamle Ole Furuseth fandt i sin ungdom en grav paa gaarden med rester af ben, der blev opbevaret en tid, men siden foræret bort. Gravstenen ligger i grund muren under den gamle hovedbygning. Ifølge konge brevet til Johan Gaardmand hed brugeren af Furuseth i 1649 Seming. Ved matrikuleringen i 1665 hed bru geren Halfuer, og gaarden stod fremdeles i 1 hud skyld. 1 Udsæden var da 5 1 2 tonde og gaardens besæt- 1 Halvornavnet var vist svært almindelig i gamle dase. Brugerne paa Kroken, Furuseth og Evenstad hed alle HalFFuer 0. s. v. Ellers er Haakon (skrevet Haagen og udtales Haakaa) et meget brugt navn i Storelvedalen. Furuseth (fra ostsiden).

Scan 67 from Storelvedalen — Scan 67 · Page 47

Page 47

GAARDENE I STORELVEDALEN. 47 ning 17 storfæ og 3 heste. Af herligheder forresten nævnes skog og braatland, kværn og sommerbod ved Søkun sæter. I 1691 udstedes efterfølgende odelsskjøde paa Furuseth: Margareta Jespersdatter sal Afgangne hr. Ettatsraad Christian Lund kjendes og giør herved for alle vitter ligt, det jeg med min frie villie og velberaad hue hafver solt og afhændt, og nu ved dette aabne bref sælger og afhænder for mig, mine børn og arfvinger til Peder Axelsøn og hans arvinge een voris odelsgaard liggende udi Aggerhuus ampt i Aamots præstegiæld udi Øster dalen nemlig Furesæt, skyldende aarligen en hud og et skind liggende paa den Østre side af elfven. Hvilken forskrefne gaard med bøxel, bygning og herlighed med al dends rette tilliggende, det være sig af ager, eng, skauf, mark, fiskevand og fægang, sæter boder med engeslette og andet til fields og fjære af hvad navn det er eller være kand intet undtagen som nu tilligger og af ældre tid tilligget hafver. Forbn. Peder Axelsøn og hans arfvinger skal hafve, nyde, følge og beholde, for et fuldkommen kiøb til evindelig Odel og eyendom af mig mine børn og arvinger eftersom jeg derfor af bemeldte Peder Axelsøn hafver annammet og Oppebaaret fyldigt og fuldværd efter nøye og for tening som udi vores kiøb kom. Derfor tilforpligter jeg mig mine børn og arfvinger, at fri hiemble og tilstaar hannem og hans arfvinger samme gaard med al herlighed som før er meldt for alle og hver mands tiltale som derpaa kand hafve med rette at tale med i nogen maade. Skulle det hende sig, som dog ikke er at formode, at forbemeldte gaard eller noget dends rette tilliggende blef af bemeldte Peder Axelsøn eller hans arvinger afvunden ved nogen retter gang for vores vandhiemmels brøst skyld da tilpligter jeg mine børn eller arfvinger at erstatte hannem det med ligesaameget gods igien af herlighed og andet eller fuld vær derfor i penger og det inden sex uger der næst efter saa hands og hands arvinger af mig, mine børn og arvinger i alle maader skal være og blifve skadesløs. Til Vitterlighed underskrifver med mig begge mine ældste sønner. Datum Christiania aar et tusinde sex hundrede halv femsindstyve og et = den syttende oktober. Margareta L. S. 1 Christian Lund. Segl. H. Garman. J. J. Garman. Segl. Segl. Efter Peder Axelsøn, der antagelig var fra Axelstuen, kom Ole Knudsen, der var gift med hans datter Berit, som eier af gaarden 1731 1747. I 1723 var Furuseth enken efter Peder Axelsøn Ragnhild Halvorsdatter med børn tilhørig, og gaardens besætning var da 2 heste, 16 nød og 20 sauer med 1 hud og 18 skind i skyld. Skogen var særskilt takseret til 2 skind. Efter Ole Knudsen korn Ole Nilsen fra Evenstad, der var gift med hans datter Guri. Han havde gaarden i flere aar 1 Forkortet af Loco sigilli (istedetfor segl). Helge Furuseth (1900). og flyttede den i 1750 over fra østsiden til den vestre side af elven, hvor den nu er. Siden kommer eierne af Furuseth i følgende orden: Ole Olsen, gift med datteren Kirsti Olsdatter, 1780 —, Ole Olsen nr. 2 1815 —, gift med Anne Larsdatter Vestgaard, Helge Olsen (fra Enighed eller Huset) f 1836, Ole Helgesen, der overtog gaarden 1863, f 1886, og Helge Olsen, der overtog gaarden i 1890. Helge Olsen fra Huset fik skjøde paa Furuseth i 1827. Hans far Ole var fra Romedal, og hans søster blev gift i Trøen paa Møkleby. Hos Kraft staar Furuseth anført med 1 opsidder, 1 sag og 10 5 /6 lispund skyld. Som vi ser, har gaarden aldrig været delt. Ole Olsen nr. 2 havde brødrene Nils Olsen (Ophuus) og bordskriver Halvor Olsen. Af døtre (alle framifraa som jenter og koner) blev Anne hjemme (gift med Helge fra Huset), Kari blev gift med Haagen Olsen Kroken, Guri med Nils Strand (Sveen) og Kirsti med Tollev Melgaarden i Aamot, „Østerdalens rigeste mand". Kirsti Olsdatter fra Furuseth er saaledes bedstemor til Jens Hals og Tollev Deset i Aamot. Jens Hals er gift med Marie Dahl, der er født paa Møkleby i Stor elvedalen. Følgende optegnelser med skjønskrift fra en gammel bog paa Furuseth kan her være paa sin plads: Anno 1765, den 2den December blev Vores ælste Daatter Guri Olsdaatter Fød til Værden her paa Gaar den Furuset, og døde den 31te Januari 1766. Ao. 1767, den 25de Martii blev vores ælste Søn Halvor Fød her paa Gaarden Furuset, og døde den 16de Aprili Samme Aar.

Scan 68 from Storelvedalen — Scan 68 · Page 48

Page 48

IVAR SÆTER: STORELVEDALEN. 48 Anno 1768, den 9de Maji blev vores Anden Søn Halvor Olsen Fød, og døde den 31te Ditto samme Aar. Anno 1769, den 21de Julii, blev vores anden Daatter Guri Olsdaatter Fød, og Døde i Marti Maaned 1777 af Blodsoet. 1771, den 15de November blev Trede Daatter Kari Olsdaatter Fød, og Døde i Marti Maaned 1773 ligesaa af Blodsoet. 1774 den ste January blev vores 3de Søn Ole Olsen Fød. 1776 den 31te Augustii blev vores 4de Søn Halvor Olsen Fød. 1778, den Iste Septem ber, blev vores Tvillinger Guri og Kari Olsdøttre Fød, og Døde i Børnekopperne, den 6te og 16de Marti 1779. 1780, den 22deJunii blev vores ste Søn Niels Olsen Fød. 1782 den 30te Juli blev vores 6te Søn Peder Olsen Fød. Anno 1783 den 23de September blev wores Søn Ole Olsen Fød her paa Gaarden Furuset, Døde den 25de Ditto Samme Aar. - Anno 1784 den 12te De cember, blev wores6te Daat ter Guri Olsdaatter Fød her paa gaarden Furuset og døde den 13de Ditto samme Aar. Anno 1788. Døde vores Søn Peder Olsen. Anno 1793 den ste April blev vores ældste datter Kiersti Fød til Verden Herpaa Gaarden Furuset. Anno 1794, den 4de December, blev vores 2den Datter Guri Olsdatter Fød Her paa gaarden Furuset. Anno 1796 den 14de De- cember blev vores 3die Daatter Anne Fød til Værden. Anno 1797 den 21de September blev vores 4de Daatter Kari Olsdatter Fød til denne Syndige værden. Bordskriver Halvor Olsen havde 3 sønner (rektor Olsen, sogneprest Olsen og Carl Olsen, der var medi ciner og døde i ung alder). Af disse er rektor Olsen den mest bekjendte, og professor Ludvig Daae siger i sin nekrolog over ham bl. a. følgende: „Han ned stammede paa fædrene side fra østerdalske bønder. Hans far, Halvor Olsen, en oplyst og agtet mand fra gaar den Furuseth i Storelvedalen, forlod sin hjembygd og bosatte sig i Kristiania som bordskriver og tomteformand. I egteskab med kjøbmandsdatteren Anne Kathrine Biltzing f 1853 havde han 3 sønner, af hvilke Frederik af alder var den mellemste. Bordskriver Halvor Olsen beboede en liden gaard i Elvegaden, hvor Frederik Messell Olsen blev født 5. oktober 1814. Forældrene levede i be skedne kaar, men lod dog sine sønnerstudere, ligesom de ogsaa havde flere studerende i logi, f. eks. Henrik Wergeland." I 1849 blev Frederik Olsen udnævnt til rektor ved Drammens lærde skole, hvor han virkede til sin død 1863. Han var i flere aar ordfører i Drammen og mødte som byens repræsentant paa storthinget i 1854 og 1862—63. Hans portræt, målet af Arboe, blev afsløret i Latinskolens festsal i Drammen 1866; samme aar reistes ogsaa en minde støtte paa hans grav paa Strømsø kirkegaard. Ved denne anledning skriver Jørgen Moe et digt til hans ære, hvori det heder: Denne simple støtte Skal nu navnet flytte Fremad aar for aar. Vidne at hans bane Yiet var den fane, Som for lyset slaar. Jørgen Moe skildrer ham som en slank mand ra gende op over alle med et lyst ansigt og et tænksomt alvor ide blåa øine. 1 So renskriver O. Rolfsen har skildret ham i Morgenbla det 1902, nr. 674, paa en meget sympathisk maade. Rektor Olsen var ugift og førte et stille ungkarsliv. I en fortrolig kreds var han bekjendt for sit sprudlende humør. Til hans begra velse sendte storthinget en deputation (lagthingspræsident N. Vogt, statsraad Birch- Reichenwald, rektor Holmboe, sogneprest B. Essendrop, assessor Saxlund, foged Holmboe og gaardbrugerne Veset og Sandstad). Gaarden Furuseth, hvortil hører de største myr strækninger i Storelvedalen, Stormyren og Storflyen nemlig paa omkring 3000 maal, og hvor det meste af den myrmalm fandtes, der blev tilvirket i Neta jern værk, har en særdeles vakker hovedbygning og et smukt stabbur, der samtidig opførtes i 1878 efter teg ning af arkitekt Due. Stabburet har den gamle stab bursstil med drageornamenter og hovedbygningen den gamle Østerdalsstues oprindelige form. Fra svalgangen 1 Jørgen Moe: Samlede skrifter (og Drammens Tidende 30. mai 1863 samt Universitets- og skoleannaler 2. Række 1). Stabburet paa Furuseth.

Scan 69 from Storelvedalen — Scan 69 · Page 49

Page 49

GAARDENE I STORELVEDALEN. 49 kommer man ind i forstuen med døre til storstuen, spisestuen, kontoret og kjøkkenet med den indenfor liggende folkestue foruden anretningsrum og madbod. I anden etage findes soveværelser og baderum. Stuerne er udstyret stilfuldt med træskjærerarbeider af dalens folk. Storstuen er sjelden vakker med peis og ovn af klæbersten. En gammel stor stue paa gaarden benyttes af tjenerskabet, og i denne var det, at kong Karl Johan spiste, da han paa sin kroningstur i 1818 reiste gjennem Østerdalen. Et billede af ham fra den tid opbevares endnu paa gaarden. Furuseth findes af bildet i „Ny 111. Tidende" 1886 s. 308 som mønster paa en norsk bondegaard. Forfatteren, direktør Jørgen Gjerdrum (f 1875), beskriver i Dagbladet for 1872 no. 206 en baadfart nedover Glom men og omtaler spe cielt Furuseth, hvor % , „han fandt gjæstevenlig modtagelse hos en af Østerdalens storættede bønder." Det var alt saa hos Ole Helgesen Furuseth, der blandt andet var en bekjendt understøtter af evnerig ungdom, der vilde ud danne sig i en eller anden retning. Han var født 3. oktober 1828 og døde 11. juli 1886. I 1864 blev han gift med Juliane Tande fra Tretten, anneks til Øjer i Gudbrandsdalen, der er født 31. december 1836, og som siden 1890-aarene har boet paa sin gaard Nordstu Koppang (i de senere aar sam men med sønnen Ola, der har været i Amerika, og døtrene Aslaug og Rikka, hvoraf den første nu er gift med Severin Myrbakken ved Moelven fabrik, og den anden med Asbjørn Olafsen). Den nuværende eier af Furuseth gaard Helge Olsen er født 29. september 1869. Han overtog gaarden af moren i 1890 for en sum af 200 000 kroner. I 1895 blev han gift med Anne, født af forældrene Marthe og Johannes Grinaker i Furnes, men opfostret hos sin tante fru Anne Evenstad. Et ord siger, at Annenavnet er saa gammelt paa Furuseth, at det kan ikke nytte for nogen at være husfrue der, hvis hun ikke heder Anne. Evenstad (Eyvindrstadr). Dette gods har sit navn efter den første bosidder paa steelet, Eyvind, der skulde være liden af vekst, 7 Storelvedalen. og hans brudgomsdragt hang i lange tider som en raritet. Der er ellers ingen tvil om, at gaarden er gammel, skjønt den siges at være den yngste gaard i Storelvedalen. I 1619 holdtes der „skjøns- og besigti gelsesforretning over Efenstad ødegaard", uden at vi ved noget nærmere derom. I kongebrevet af 1649 til Johan Gaardmand hed brugeren Olluff, og gaarden var da skyldsat til 1 hud. I 1662 udsteder Johan Gaardmand et bygselbrev paa eiendommen, og i 1665 hed brugeren Halvor. Skylden var da 1 hud 2 skind med „20 storfæ, 3 heste og 8 tønder udsæd med herligheder forresten som saugtømmerskog, braate land, fæhus, kværn og sommerbod i Søkunsæter." I 1691 udsteder Mar- gareta Jespersdatter odelsskjøde paa Even- stad til Halvor Olsen -f- 1715 og arvinger med „skouf, mark, riskevand, fægang, sæ- terboder med engslaat- ter og andet til fjelds og fjære, af hvad nafn det er eller være kan." Samme aar faar Haa- gen Taraldsen skjøde paa en i 1680 bygslet del af Evenstad; men de to dele slaaes atter sam- men, da Halvor Olsen Evenstad og hustru Ragnhild Gietvoldsdat- ter som børnløse folk overlader sin hovedlod i gaarden til deres bror- og søstersøn bemeldte Haagen Taraldsen. I 1723 var Evenstad Ole Haagensen tilhørig, og gaardens skyld og besætning var omtrent som i 1665. Ole Haagen sen havde gaarden til omkring 1750. Efter ham kom mer eierne Ole Olsen f. 1738 f 1806, Ole Olsen (Eidsvoldsmanden) f. 1766 f 1833, Ole Olsen f. 1798 f 1859, Ole Olsen f 1891 og fru Anna Evenstad. Gaarden har samlet gaat i arv fra far til søn i flere led, og dens egentlige storhed blev grundlagt af far til Eidsvoldsmanden (beskikket til lensmand i 1767). Han var ogsaa sikkert en af sin tids merkeligste mænd. Saaledes skrev han en afhandling om myr malm, som i 1782 blev prisbelønnet med guldmedalje af Det kongelige landhusholdningsselskab i Kjøben havn. Han omtaler ialt 8 forskjellige slags malme og beskriver deres tilvirkning (røstning) tilligemed blæsterovnenes indredning. Afhandlingen blev trykt som bog med tvende kobberstik til uddeling blandt Evenstad (fra vestsiden).

Scan 70 from Storelvedalen — Scan 70 · Page 50

Page 50

IVAR SÆTER: STORELVEDALEN. 50 almuen i Norge, ligesom den ogsaa blev oversat til tysk „und mit Anmerkungen begleitet" af Johs. Blu menhof. I sin Tryssilbeskrivelse af 1784 siger pastor Smith angaaende tilvirkning af myrmalm dersteds: „Kun skade, at vi have ingen Ole Evenstad i vort sogn." Han forfattede endvidere „Beskrivelse over myse og myssmørost", der blev trykt i Landhushold ningsselskabets skrifter, ligesom han ellers førte en udstrakt korrespondance med mange fremragende mænd. tidsskrift 1877) siger Bernt Anker: „Hvilken lyk salighed at arbeide med mænd som Iver Kjølen og Ole Evenstad i Østerdalen. Hvilket bevis paa na tionens naturlige storhed. Maatte Eders lysende eks empler opmuntre Eders lige til at træde i de værdigste fodspor." Hans søn Ole Olsen Evenstad mødte paa rigsfor samlingen paa Eidsvold i 1814 som repræsentant for Hedemarkens amt (sammen med amtmand Bendeke Faksimile af Christian Lunds bygselbrev 1680. Kommandørkaptein Hans Chr. Sneedorff skriver i 1790 til sin ven, den lærde Peter Suhm, følgende om Ole Evenstad: „Den behageligste aften, jeg har fordrevet i Norge, var hos en bonde i Østerdalen, Ole Evenstad. Jeg havde brev med til ham fra generalkrigskommissær Ancher, hvis tømmermerker han er. Han staar i stor agt omkring i egnen og har vundet guldmedalje for et prisskrift om myrejern. Hans simple veltalenhed, hans anstand, hans opførsel mod os og hans egen familie indeholdt de übedrageligste tegn paa en retskaffen mand. Og han har ikke været paa noget universitet, har ikke reist og tæller ingen ahner." Ole Evenstad, der døde 1806, 68 aar gammel, var gift med Gjertrud Helgesdatter Sørstu Stai. I en gravskrift (Historisk og sorenskriver Kjønig). Hans votum ved kongevalget lød saaledes: Jeg vælger Norges regent, prins Chri stian Frederik, til nu straks at blive Norges konge." Ole Evenstad mødte endvidere som første repræsentant for Hedemarkens amt paa storthinget 1824 og var da medlem af komiteen for berg- og skogvæsen. Han arbeidede ivrig for kjøbstad paa Oplandene og frem satte forslag angaaende skattespørgsmaal, elgjagt og skyds- og veivæsen. Hans bror Helge f 1834 var gift paa Melhagen i Aamot, Tollev var kobbersmed (f. 1772 f i 1840-aarene), og hans bror Ole var gift paa Strand. Ole Evenstad blev ogsaa valgt til storthings mand i 1833; men paa grund af sygdom med paafølgende død kom han ikke til at møde paa

Scan 71 from Storelvedalen — Scan 71 · Page 51

Page 51

GAARDENE I STORELVEDALEN. 51 thinget. 1 Dødsfaldet avertertes i „Norsk Rigstidende" for 3. marts 1833 saaledes: „At min dyrebare, almeenagtede Fader Ole Evenstad, Lensmand i Store-Elvedalen, i en Alder af 66V2 Aar og efter 7 Dages Sygdom endte sin virksomme jordiske Løbebane ved en rolig Overgang til det Bedre den 20de d. M., er det min tunge Lod, under den dybeste Sorg, herved at melde for den salig Afdødes Venner og Bekjendte, som han i forskjellige Kredse af Borger samfundet havde erhvervet sig. Velsignet være hans Minde! Gaarden Evenstad i Store-Elvedalen den 25de Februar 1833. Ole Evenstad." Eidsvoldsmanden Ole Evenstad erholdt medalje for borgerdaad. I 1795 blev han gift med Kari Olsdatter Sørstu Stai, der var født 1761 f 1829. Han blev be gravet 4. marts ved hovedsognets kirke, og hans støtte bærer følgende indskrift: „Minde over Lensmand O. Evenstad fød den 23. September 1766 død den 20. Februar 1833 Hvor sød er ei Hvilen i Graven for den som elsket og agtet og savnet dør hen." I bakken mellem kirken og Kirkestuen (herreds lokalet) blev der den 17. mai 1902 afsløret en 8 alen høi bautasten af rød granit med hans portræt i medaljon til erindring om ham og veteranerne fra 1814. Ole Olsen (Eidsvoldsmandens eneste barn og arving og den sidste lensmand paa Evenstad) var født 3. marts 1798 og gift med Ragnhild Eriksdatter Sørstu Stai f. 1796 f 1848. 2 Han var som sine forfædre meget benyttet i kommunens tjeneste og var bl. a. medlem i bestyrelsen for Foldals verk. Ellers en dygtig mand med en bestemt karakter. Hans søn Ole blev født 1827 og sønnen Tollev i 1834 (begge f 1859). Den sidste Ole Olsen Evenstad, født af forældrene Ole og Anne Evenstad, var sønnesøns søn af Eidsvolds manden af samme navn. Evner som karakter gjorde 1 Det siges ellers merkelig nok, at det ikke var Eidsvoldsmanden, men hans bror Ole Olsen Evenstad paa Strand, der blev valgt til storthinget i 1833. Og som en kuriositet siges det endvidere, at han blev syg, fordi han blev valgt og kom saaledes ikke til at møde paa storthinget. 2 Det var likesom vis takst, gammelt attende hvilke gaarde skulde gifte sammen barna sine. Mellem Sørstu Stai og Evenstad var det samgifte. Og saa var det skikken at gifte bort døtrene, eftersorn de var gamle til. En gang kom en af Evenstadgutterne og fridde i Sørstu. Det var flere døtre der den gang. Gutten og datter nr. 3 var forelskede i hinanden; men forældrene leverede nr. 1. Og saa blev hun kone paa Evenstad. ham ogsaa skikket for hans stilling som Evenstad gubbernes arvtager. Efter at være konfirmeret 1875, og efter at have gaaet paa skole i Kristiania og gjen nemgaaet Aas landbrugsskole, opholdt han sig en tid i Tyskland, i Berlin og Munchen, hvor han studerte forstvæsen. I forbindelse hermed gjorde han en reise til Rom og Paris og England og vendte derefter hjem igjen rig paa kundskaber og indtryk og fuld af iver efter at tåge fat hjemme paa gaarden og i bygden. Fra først af var mange, for ikke at sige alle, imod, at han blev sendt ud paa skole, da den mening endnu var almindelig, at nåar man var rig, saa behøvede man ikke at læse noget, og moren maatte døie mange ukvemsord i den anledning. Da han imidlertid kom tilbage, viste det sig, at skolen bar gode frugter og havde udviklet ham tii en sjelden dygtig, praktisk mand. Levende interesseret som han var i gaardsbrug og især i skogvæsen, blev det hans kjæreste syssel at hjælpe og veilede andre med raad og daad. I kort tid fik han derfor udrettet utrolig meget til gaardens og bygdens bedste. Han gik bestandig med skogfrø og kongler i lommerne, som han strøede ud, og ivrede for at faa skyde elg ogsaa udenfor jagttiden, da elgen allerede da ruinerte skogen. Noget af det første, han fik istand, var sagverket ved Rasten, hvor han i den anledning kjøbte baade jord og skog. Rasten jernbanestation, hvis trafik den dag i dag bæres af gaardene Evenstad, Furuseth og Møkleby, var ogsaa hans verk. Ordfører i Storelvedalen og for mand i direktionen for Foldals verk m. m. var han overlæsset med arbeide, og arbeidet var hans lyst. Men da slaar døden ned over den gamle gaard. Eneste søn og arving til det store gods var han forlovet med frøken Marit Øvergaard fra Koppang, datter til den be kjendte Ole Øvergaard. Hun dør imidlertid 1889, og herved var ogsaa den unge Ole Evenstads skjæbne beseglet. Sorgen over at miste sin vordende brud lammede ham aldeles. Han havde ingen glæde ved arbeidet mer, skjønt han arbeidede som før. Under amtsthingets forhandlinger paa Hamar 1891 blev han syg af influenza, der gik over til lungebetændelse, som endte hans liv 33 aar gammel. Stor var sorgen over hans tidlige bortgang ikke bare i hjemmet og fødebygden, men ogsaa i videre kredse udover det hele land, da hans død bogstavelig talt var et tab for Østerdalen. Som repræsentant for det gamle Østerdalsaristokrati vilde han utvilsomt være kommen til at spille en frem ragende rolle ogsaa i vort politiske liv. Alle, der kom i berøring med ham, enten de var fattige eller rige, fik et uudsletteligt indtryk af hans fine sympathiske personlighed. Hans minde den sidste Ole Evenstads minde vil derfor leve i Elvedalen fra slægt til slægt

Scan 72 from Storelvedalen — Scan 72 · Page 52

Page 52

IVAR SÆTER: STORELVEDALEN. 52 som et af dalens kjæreste navne. En laurbærkrans af sølv med følgende inskription blev lagt paa hans baare: „I taknemmelig erindring nedlagt paa ordfører O. Even stads baare fra Storelvedalens kommune den 24. juni 1891". Anne Evenstad, den nuværende eier af Evenstad, er født den 28. december 1830 paa Kjølhammeren ved Atneosen af forældrene Ole Olsen og Sigrid Olsdatter. Som ung kom hun til Evenstad og blev forlovet med odelsarvingen, den unge Ole Evenstad. Der blev løst kongebrev med tilladelse til at holde brylluppet hjemme paa gaarden. Men forinden gjør brudgommen en tur til Kristiania, og nu er det, at den tragiske skjæbne slaar ned. Paa hjemveien fra byen faar Ole Evenstad børe, at hans bror Tollev er død, og straks han er kommet hjem, dør han ogsaa seiv. De to brø dre følges ad til jorden og lægges i den samme grav ved hovedsognets kirke under hele bygdens sorgfulde deltagelse. Tollev døde den 12. og Ole den 24. januar 1859. Tirsdag den 1. februar blev brødrene førte til jorden. Om begravelsen har en af deltagerne (Anders Sætre, far til Halvor Sætre) efterladt sig nogle notiser, hvori det blandt andet heder: „Begravelsen var ogsaa meget storartet. Presten holdt en rørende tale saavel hjemme paa Evenstad som i kirken; begge steder var mørke formedelst at glassene (vinduerne) var betrukne med sort, og i kirken brændte lamper, henved 100 stykker. En ualmindelig menneskemængde var frem mødt ved kirken som tilskuere, og i begravelsen var der 200 til middag og 64 heste til kirken. Tollevs gaard, Søndre Stai, var ogsaa pyntet med grantrær som en gade gjennem hele gaarden og med buer af gran med et T paa en plade og det hele betegnende sorg." Ikke længe efter døde ogsaa lensmanden af sorg over tabet af sine sønner. Da han ingen livsarvinger efterlod sig (hans nærmeste slægtning var hans tante paa Sundet), testamenterte han det halve af eiendommen til Anne og den anden halvpart til hendes barn, sønnen Ole. En stund efter giftede Anne sig med Erik Nordstu Messelt, der imidlertid døde i 1867. Sønnen, i hvem den gamle Evenstadslægt syntes at skulle leve op igjen, døde ogsaa som før nævnt i 1891, og slægtens saga er endt, om end gaarden fremdeles bestaar som et monu ment over Evenstadfolket. Efter sønnens død tilfaldt hans halvpart af godset moren, der nu blev dobbelt rig, men ogsaa sikkert nok dobbelt ulykkelig. Som en husholderisk forvalter af den store formue har hun dog i aarenes løb udrettet meget godt. Flere af sine slægtninge har hun hjulpet til at kjøbe gaarde, og til Nansenfondet har hun ydet ti tusen kroner. Allerede i 1859 oprettede hun legatet „01e og Anne Evenstads minde" med tyve tusen kroner, hvoraf renterne hvert aar uddeles til trængende og til fremme af folkeoplys ningen i Storelvedalen, ligesom hun har ydet bidrag til andre foretagender af betydning som f. eks. skogsagen; anskaffelse af orgel i hovedkirken var hun alene om. Hendes sidste store gave til Storelvedalens kommune er Evenstad kapel med kirkestue (opført efter tegning af arkitekt Nordan) beliggende straks nordenfor Rasten jernbanestation paa østsiden af Glommen med skogen i baggrunden. I kapellet, der er udstyret med orgel og klæberstensovne og har siddepladse for 100 mennesker, skjønt det rummer flere, holdes gudstjeneste som regel andenhver maaned (6—B gange om aaret). Kapellet blev indviet 1903. I denne anledning blev der overrakt hende en adresse af følgende indhold: Det er en vakker gave, du har skjænket os, en gave, der viser megen kjærlighed og forstaaelse. Maatte saa gåven blive til gavn og velsignelse for vor bygd. Vi ved, at dette er dit ønske, og dette er ogsaa vort. Saa vil vi da herved frembære for dig vor hjerteligste tak for kapellet, og vi beder dig modtage denne adresse som et udtryk for vor taknemmelighed. Rasten den 22. juli 1904. (Underskrifter.) I en anden adresse, der ligeledes overraktes hende i anledning af kapellets indvielse, heder det: For huset De nu her har reist En kirke til Guds ære af slægter De i fremtid vist vil mindes med tak og ære. I koret hænger et smukt billede af giverinden, målet færdig i 1907 af Marie Hauge, ligesom hendes billede ogsaa hænger i Kirkestuen (herredslokalet) sammen med billederne af de andre legatstiftere til minde for efter slægten. Som den sidste bærer af det gamle hæder værdige Evenstadnavn og som en paaskjønnelse for, hvad hun paa egne og paa Evenstadslægtens vegne har udrettet i stat som i kommune, er hun derfor tildelt borgerdaads medaljen i sølv for fremme af almennyttige formaal. Den overraktes hende ved stiftamtmand Grams person lige nærvær paa Evenstad i oktober maaned 1907. Evenstad siges at have været sæter under Messelt en gang. Messelt eier fremdeles plads og skog paa østsiden af elven. Som thingsted og lensmandsgaard med arre stanthus var Evenstad i lang tid bygdens centrum, og de fleste dokumenter er udstedte der, ligesom der heller ikke findes saa mange dokumenter opbevaret paa nogen gaard i Storelvedalen som paa Evenstad. I 1795 sees Ole Evenstad at have aflagt regnskab paa en kobber leverance for 600 rigsdaler til fru Karen sal. Kristian Anchers. I 1779 fritoges Halvor Olsen Evenstad for

Scan 73 from Storelvedalen — Scan 73 · Page 53

Page 53

GA ARDE NE I STORELVEDALEN. 53 militærtjeneste mod at han tjente 10 aar som lensmands kar, ligesom Nils Olsen Evenstad samme aar fik fripas, efter at han da havde tjent som lensmandskar siden 1769. I 1795 faar Ole Evenstad og Kari Olsdatter Stai kongebrev til at lade sig vie hjemme uden foregaaende lysning fra prædikestolen, uanseet at de var søskende børn. Af gamle merkelige ting, der er igjen paa gaar den (det meste er bortsolgt ved auktion) kan nævnes to vægskjolde af drevet messing med aarstallet 1515 og Christian ll's billede i relief samt en primstav med aarstallet 1618 og flere sabler, deriblandt en med aars tallet 1765. Endvidere kan vi nævne en billedbibel og en sjelden smuk pude med en broderet hest paa den ene side og aarstallet 1750. I 1843 reiste maleren Tidemand i Østerdalen (sammen med N. R. Østgaard); han opholdt sig flere dage paa thing stedet Evenstad, og i følge med sorenskri veren og en del andre reiste han op til Mes seltsæteren, hvor han tegnede og tog skisser. Blandt hans efterladte arbeider i Nationalgal leriet findes der skis ser af følgende fra Elve dalen: Nils Messelt, Haagen Koppang, Ber ger Messelt 77 aar, Halvor B. Trønnes, Ole Evenstadsveen (stevnevidne), Anne Serine Messelt (mor til fru Simen Landeth), Marthe Messelt, Tolline Messelt og Ole Olsen Messelt (bjørnejægeren, der i 1856 ogsaa blev målet af C. Lorck). I 1863 var Tidemand antagelig igjen i Storelve dalen, da der fra dette aarstal findes tegninger efter ham af Nils H. Atneosen, Ole Olsen Messelt, Ole Bakken (og en mand uden navn). Der lever endnu smukke traditioner om det gode stel, den orden og den brugsmethode, der herskede paa Evenstad gjennem lange tider fra far til søn. Evenstadgubberne gik som regel seiv med i arbeidet, og 15 17 karer var almindelig i skaargangen om som meren. Om høsten, nåar vinna var færdig, blev der kjørt gjødsel udover agrene, og med 4—6 heste blev loa kjørt ind i laaven, hvor to mand var i dagligt arbeide hele vinteren igjennem med at tærske. Udpaa vaar parten begyndte man i vedskaalen og huggede veden for næste aar. Derefter kom vaaronna med omkring 20 tønders udsæd samt gjerding og husreparation o. s. v. I fjøset stod der som regel 40 melkekjør foruden kalve, sauer og grise. Som før nævnt blev der drevet meget med kobber- og jerntilvirkning paa Evenstad, og Evenstadkobberet var bekjendt over hele Østerdalen. Der findes endnu en mængde kjedler, fade og vas saaer af massivt kobber, der er forarbeidet paa Even stad. Den gamle kobbersmedje blev først revet i 1858 og alt verktøiet solgt paa auktion, og en plads kaldes den dag idag Kobbersmedløkken. Da lensmand Even stad døde, var det meningen at flytte gaarden (i lighed med Messelt- og Møklebygaardene). Husene blev der for revet; men Anne Evenstad lod husene bygge op igjen paa de gamle ster Tersli), og fjøset, laaven og de øvrige huse samt haven er ogsaa sat istand af den nuværende eierinde. Som en passende af slutning paa Evenstad- gaardens historie kan følgende brev fra den portugisiske minister anføres ordlydende: Til Læhnsman Ole Even- stad. Jeg har faaet Deres Brev af 12 November, og jeg har strax underrettet mig om Deres Sags Tilstand i Commerce Collegiet; derfor har jeg den fornøyelse at melde Dem, at samme har nyelig bestemt; at Fogden er bleven befalet at undersøge forommelte Ole Knudsen Sætre i Farvekonsten, og om han fandt ham dygtig i samme, da at forunde ham den Friehed at farve for Bønderne, dog undtagen i det Sogn, hvor Fabriquen Enighed kaldet, findes. Jeg haaber, at De vil blive fornøyet med denne Afgiørelse, og at De vil finde den overeenstemmende med Billighed, Grunde, og den almindelige Retfærdighed, som bestyrer Deres milde Regiering. Den forener (om jeg ikke tåger feyl) for delen, i at opmuntre Fabriquen med den at agte den afgiorte Friehed som enhver bør have i at udøve sine Konstgaver. De har altformegen Skiønsomhed og oplyst Forstand, for at jeg skulle have den mindste Tvivl i at forekomme Dem, at det har giort Collegiet meget ondt, ved at høre, at Fabriquen var bortforpagtet, hvilket synes modstri dende Verkets Hensigt. Man har forsikret mig at denne Collegiets Bevilling bliver idag afsendt med Posten. Evenstad kapel. tomter. Den statelige 'hovedbygning er op ført 1866 (af bygme-

Scan 74 from Storelvedalen — Scan 74 · Page 54

Page 54

54 IVAR SÆTER: STORELVEDALEN. Jeg var meget glad ved at bekomme Deres kiære Tidender, og jeg vil altid være det ved at finde mig i stand til at giøre Dem Tieneste, eftersom det viise Collegium har i denne Sag giort alt. Jeg ønsker at De, og Kiære Familie maae bestandig befinde sig vel, og at den Lykke og Fred som syntes mig at beboe Deres Huus, aldrig maae vige fra samme. Jeg forbliver Deres forbundne Tiener Le Chevalier de Sonra Env. Extd. et Min. Plen. de Portugal. Kiøbenhavn d. 7 December 1793. Møkleby (Myklibyr). Navnet kommer af det gammelnorske mikill eller mykill og betyder den store bebyggelse (Storgaarden). Endelsen by i gaardsnavne skriver sig fra en nyere tid end baade setr og stadr, men har dog alligevel en meget høi alder. I 1520 skreves gaarden Møcklebye. i 1578 Myckelby og Møckleby og i 1667 Nøchleby. Hedemarkingerne udtaler m som n og siger fremdeles Nøgleby. De smaa Møklebysjøer kalder de saaledes „Smaanøglerne". I 1723 skrives det igjen Møckelbye og skrives nu baade Møkleby og Mykleby. I 1665 havde Møkleby 4 brugere (Knud, Axel, Erik og Tollef) med samlet skyld 4 huder og 80 storfæ og 8 heste med 20 tønder udsæd samt 2 kværne og en sag samt sagtømmerskog, rødningsland, fiskeri og sommerbod i Soechen sæter. Det er maaske efter denne Knud og denne Axel eller efter nogen før af dette navn gaardene Knuds og Akselstuen har sine navne. I 1723 havde Møkleby 5 opsiddere (Nils Torgalsen, enken Anne Helgesdatter, Tollef Halstensen, Anders Semmingsen og Simen Pedersen). De tre første eied og brugte enhver med bøxel 1 hud 9 heste, 51 nød foruden smaafæet og de to sidste eied og brugte med bøxel enhver 6 skind 4 beste og 18 nød foruden smaafæ. Om forholdet paa Møkleby og Messelt i gamle dage faar vi et klart og tillige kuriøst billede af efterfølgende skrivelse: „Eftersom mine landbønder Messelts besiddere klager, at Møchleby's besiddere bortfører imod deris villie det møg som de hafuer udført paa deris jorder, Kveer i en og anden maade giør dem indpas udi det som de af alders tid hafuer nydt, haft og brugt. Saa vil jeg derfore hafue mine landbønder paa Møchle bye alvorligen formanet at de icke gifver aarsag til nogen splidt, trætte og u-enighed men lader Messelts besid dere nyde med rolighed og uden fortræd deris tillig gende jorder, engslaatter, fægang og fiskevand, luter og lunder etc. Saasom de det af gammel tid her hafuer haft, nydt og brugt; saafremt Møchlebyes besid dere icke ville at jeg dem derfor skal lade tiltale og straffe som vedbør. Hvorefter de dennem kand vide at rette og føie har skade at tåge derfor. Kristiania 22de Jan. Anno 1679. Ch. Lund. Ved denne tid (1687) var Møkleby thingsted. For omkring 100 aar tilbage havde gaarden (gaardene) 5 opsiddere med en sag og en samlet skyld af 2 skip pund (39 daler). Ved denne tid skriver en reisende ud lænding følgende om Møkleby: Paa stationen Møglebuy besaa vi den anseeligt bebyggede gaard, hvis store rummelige huse talte tydeligt nok om eiermandens store velstand. Han var seiv forresten død for ikke længe siden; men enken sad igjen med den ældste søn, der havde overtaget gaarden, tilligemed de øvrige børn. Kvægbestanden bestod af 24 kjør, 16 ungnød, 5 heste og 60 sauer, og aarligaars var udsæden omkring 16—17 tønder korn. Til denne gaard hører 5 husmænd (Håusler), hvis dagløn veksler efter aarstiden fra 6—12 skilling med kost. Afgiften for hus og jord bliver be talt ved 14 dages arbeide i høstiiden. Lønnen for en dreng er ialmindelighed 9 10 speciedaler med klæder. Dette stemmer godt med, hvad der fortælles, at man som regel havde 30 nød eller „vandler" paa Sørstu moen, og at det har været en gjild og herlig gaard, der har tilhørt Møklebyfolket i lange tider. Datter til Haagen Halstensen, Anbjørg, gift med lensmand Næss, solgte imidlertid eiendommen for nogle aar tilbage, og nu er den ude af slægten. Gaarden har havt Barfrø og har ellers nogen af de ældste huse, som findes der i dalen (fra 1600 tallet). Skogen eies nu af grosserer Hans Kiær, Fredrikstad, og gaarden med sæter og hjemskog af Simen Rusten. Akselstuen er en af bygdens større gaarde, en fuld bols gaard med 30—40 vandler og er nu ogsaa ved kjøb og arv tillagt 2 3 af Nystu Møkleby. Jakob og Ragnhild Dieseth kjøbte Gaarden for 4 000 speciedaler. Engebret Dieseth kjøbte Akselstuen af sin mor Ragn hild (datter til Ole Torgalsen Møkleby), men solgte gaarden til sin bror Olaf og reiste til Amerika. Olaf Dieseth (gift med Pernille Messelt, datter af Berger Messelt) var den sidste af slægten, der var eier af Akselstuen. En anden bror, Tollef, (uddannet til arki tekt) døde i ung alder; søsteren Beate (gift med en dansk dyrlæge Kristensen) bor nu som enke i Dan mark, og søsteren Ingeborg er gift med kirkesanger O. Øyen. Nu eies Akselstuen af grosserer Kiær & co. Rogner og Rognestad (af elven Rogna eller trænavnet rogn) er gaarde af nyere dato. Til Møklebygaardene hører de bedste og største havnegange i Storelvedalen med Børtne som den bedste hestehavn (med havn for 200 heste) og et fjeldterræn, der særlig egner sig for rypejagter, paa omkring 1000 maal. Møkleby og Messelt

Scan 75 from Storelvedalen — Scan 75 · Page 55

Page 55

GAARDENE I STORELVEDALEN. 55 har ogsaa den bedste jordvei i bygden, og i ældre tider havde Møklebymændene altid korn at sælge. Tollev Knuds havde saaledes bestandig en fuld kornbinge. Hele Møkleby eies nu af udenbygdsboende (med und tagelse af 7 smaa parceller). Mellem Akselstuen og Nordstu Messelt gaar der en bæk, som danner grænse mellem jordene. Et lidet jordstykke nordenfor bækken hører Akselstu til. At dette kom under Akselstu, skal have gaaet slig til. I Nordstu Messelt var der engang en sint hund. Denne hunden bed manden i Akselstu. Akselstumanden truede da med sagsanlæg. Og for at undgaa det, gav manden i Nordstu ham det nævnte jordstykke. Nicolai Møkleby f. 1848 var dyrlæge i Østerdalen. Haagen Dahl fra Knuds paa Møkleby. bror af fru Hals i Aamot, er sagfører i Kristianssund, og Nils Møkleby f. 1871 døde som student 1892. Paa Deset skal der findes mange målerier afMøkleby familien (flere af Clara Grimsgaard). Messelt. Messelt skulde op rindelig, d. v. s. efter den sone død, været sæter under en gaard i Aamot. Stedet kald tes ogsaa Midsætther i 1520, og ingen ved, hvorledes navnet Mes selt opstod, der alle rede var i brug i 1593. Senere skreves det Mizildt i 1604 og Mel zell; ogsaa Moizeth i 1616. I 1667 og 1723 skreves det Messelt som nu. Nogle mener, at navnet skriver sig fra elven Imsa og holt (Imsarholt), der ved sammentrækning og lydforandring blev til Messelt. Det siges ellers, at Evenstadslægten og Messeltslægten var af samme folk, og at denne slægtsforbindelse kan føres tilbage til omkring 1500-tallet. Der har ogsaa paaviselig været fællesskab mellem Evenstad og Messelt saavel i gamle som i nyere tider. Der har saavidt vi ved bestandig været tre brug paa Messelt, hvad der frem deles er: Nordstu, Sørstu og Persstu Messelt. I 1665 havde Messelt 3 brugere (Peder, Tollef og Berger) med 3V2 hud 4 skind i skyld. Gaardene havde „gilder paa Østkjølen og i Eldaadalen, fiskeri i fjeldet og som merbod ved Søkon sæter." Udsæden var 20 tønder og besætningen 76 storfæ og 7 heste. I 1684 udsteder landherre Chr. Lund bygsel paa 9 skind i Messelt til Sevardt Bergersen „som hans af gangne værfader Tollef Erichsen tilforne brugte og enken Ingier Olsdatter hannem nu godvilligen hafuer opladt." I 1691 den 17de oktober udstedes følgende odels skjøde paa Messelt: Margareta Jespers Daatter Sal. Afgangne Hr Estatz Raad Christian Lunds Kjendes og gjør hermed for alle vitterligt. At jeg med min frie Villie og Velberaad Hu haver solt og afhændt, og nu ved dette Aabne brev, sælger og af hænder fra mig, mine børn, og arvinger til Sevardt Bergersen og Hans Arvinger En Hud, og fem Skind, udi en min Odels Gaard liggende udi Aggershuus Ampt i Amodts præstegjæld udi Østerdalen, nemlig Meselt, Hvilken huds og fem skinds skyld med bøxel, bygning, og herlighed efter dets anpart, Det med ai anden dens rettigheder tilliggende, Det være sig af Ager, Eng,Skauf,Mark,fiske vand og fægang, Sæter bolig med enge slaat ter, og andet till fjelds og fjære af hvad nafn det er eller være kan, intet undtagen, som nu tilliger, og af Alders tid tilligget haver, for bemeldte Sevardt Ber gersen og hans Arvin ger, skal hafe, nyde, følge og beholde for et fuldkommen Kjøb til Evindelig Odel og Eiendom, af mig mine børn og Arvinger, Ef tersom jeg derforr af bem. Sevardt Berger sen herfor annammet og oppebaaret fyldest og fuld værd, efter nøye og forening, som udi vores Kjøb 0.5.v." I 1723 har Messelt fremdeles tre opsiddere 1) Ole Taraldsen eier og bruger 1 hud 5 skind med bøxel, 3 heste, 20 nød og 30 sauer og skog til 2 J /2 skind, 2) Gjetvold Pedersen og 3) Berger Bergersen eier og bruger enhver BV2 skind med bøxel, 4 heste, 28 nød og 34 sauer med skog til 21/2 skind). Hos Kraft staar Messelt anført med 2 sage og 1 skippund BV3 lispund skyld. Nordstu Messelt eies nu af den 16-aarige Berger Bergersen (overtagelsessummen i 1906 var 135 000 kroner). Persstuen eller Mellem Messelt eies af Bergers bror Herman Bergersen (for 35 000 kroner i 1906). Over det ene vindu i den gamle, vakre stue paa Nordstu Messelt staar følgende inskription: „ Efter at den forrige tomt, huse, ager og eng af Froskilden natten imellem den 26. 27de mai 1827 var tilintetgjort og ruineret blev denne stue i den paafølgende sommer flyttet til dette sted. End sees gjennem gruset med skræk naturens magt over menneskets verk." Den Nordstu Messelt.

Scan 76 from Storelvedalen — Scan 76 · Page 56

Page 56

IVAR SÆTER: STORELVEDALEN. 56 nuværende Berger er den 10de ved navn Bergersen og den 9de Berger, som har havt gaarden i ret ned stigende linie. I den gamle familiebibel fra 1589, der findes paa gaarden, staar deres navne saaledes: 1) Ber ger Bergersen (antages født i det 16de aarhundrede). 2) Berger Bergersen skiftede mellem sine 7 børn i 1731. 3) Berger Bergersen blev født 1737 og havde ogsaa 7 børn. 5) Berger Bergersen blev født 1766 og havde 10 børn. 6) Berger Bergersen blev født 1793 og havde 3 børn. 7) Berger Bergersen blev født 1821 (gift med Helene Olsdatter Melhagen fra Aamot f. 1835 og havde 6 børn). 8) Berger Bergersen født 1862 f 1903 (gift med Anne Atneosen fra Kroken f 1904). 9) Berger Bergersen født 1892. Det kan tilføies at Persstu- og Sørstu Messelt blev flyttet til sit nuværende sted efter flommen i 1858. Følgende opgave over brugerne af Sørstu Messelt og Messeltslægten er leveret af Johan O. Mortvedt i Kristiania: 1) Sevat Bergersen Messelt løskjøbte som nævnt gaar den 1691 af Johan Gaardmands arvinger (overens komsten vistnok sluttet 1689). 2) Ole Sevatsen Messelt. Hustru Iste ægteskab Goro Helgesdatter. Skifte efter hende 2den dec. 1713. Ole Sevatsen vedblev at bruge hele gaarden til 29de nov. 1732, da hans ældste søn Sevat Olsen fik del i den, uden at denne dog brugte den før 24de oct. 1735, da Ole Sevatsen i forening med sin 2den hustru Ingeborg Halvorsdatter overlod ham hele gaarden. 3) A. Sevat Olsen Messelt født ca. 1710 død børnløs 1749 var gift med Anne Larsdatter Koppang. B. Ole Olsen M. f. 1713 tog gaarden paa odel efter odelssag mod sin broder Sevat Olsens enke Anne Larsdatter. Fik skjøde paa gaarden 4de dec. 1750. Gift med Marit Joensdatter Trønnes. Hun og hendes broder Joen Joensen, der i mange aar boede paa Messelt (f. ca. 1738 død 1802 med testamente af samme aar), var børn af Joen Helgesen Trønnes, der døde 1741. De havde følgende søskende: Berger, Joen, Ole, Knud, Helge, Dorthe og Ingeborg. Sevald Olsen formynder for Joen Joensen 1741. Ingeborg Joensdatter Trønnes var gift med en Joen Olsen Messelt. Ole Olsen Messelt død 1769 eller 70. Marit Joensdatter død 1783. C. Ragnhild Olsdatter M. gift med Tollef Hal stensen Koppang var enke i 1749. D. Ingeborg Olsdatter M. gift med Embret Embret sen bosat paa Stai. Han var død før 1751. E. Ingrid Olsdatter M. gift med Hans Haldorsen, husmand under Messelt. F. Sigrid Olsdatter gift med Ole Larsen Koppang. I 2det ægteskab med Ingeborg Halvorsdatter (død efter 1751) vistnok fra Vestgaard. G. Goro Olsdatter M. f. 1718 død 1752. H Haldor Olsen M. f. 1721 eller 22 død 1757. I. Berger Olsen M. f. 1723 død 1751 eller 52. Ole Olsens og Marit Joensdatters børn. 4) A. Ole Olsen M. født 19 juni 1749 død 26de mai 1827 overtog gaarden 1775 var gift med Berthe Helgesen Stai f. 1752 død 26de mai 1812; gifte i 1773. B. Goro Olsdatter f. 1751 gift med Peder Enge bretsen Thorsgaard, der fik gaarden Thorsgaard i Ringebu i Gudbrandsdalen 1758. C. Ingeborg Olsdatter gift med Halvor Helgesen Stai. D. Johanne Olsdatter f. 1761 gift med Haagen Olsen Skramstad i Aamodt. E. Marit Olsdatter f. 1764 gift med Tarald Tarald- søn Messelt. Ole Olsens og Berthe Helgesdatters børn. 5) A. Ole Olsen M. (Bjørnejægeren) f. 21de mai 1776 f 2den sept. 1869, overtog gaarden 1813, gift med Sigrid Torgalsdatter Knuds-Mykleby født 1787 død 20de marts 1872; gifte i 1806. B. Helge Olsen M. havde pladsen Moen under Messelt til 1816. C Sevald Olsen M., furer, havde pladsen Moen efter 1816 død ca. 1835; hans enke Birgitte Olsen ægtede siden furer Helstad, der efter proces maatte fravige pladsen. D. Marte Olsdatter M. gift med Gunder Olsen Negaard. Ole Olsens og Sigrid Torgalsdatters børn. A Ole Olsen M. f. 1807 død 28 april samme aar. B Ole , „ - 2den feb. 1809 druknede i Imsa 1827. C. Berthe Olsdatter f. 27de mai 1811 død 21de oct. 1853. 6) D. Nils Olsen M. f. 27de sept. 1812 død 13 aug. 1872, overtog gaarden 15de juni 1846, var gift med Thea Helgesdatter Stai (Gammelstu) f. 26de jan. 1826 død Ude mai 1863 og begravet 21de mai. E. Anne Sirene Olsdatter M. f. 15de sept. 1815 og gift med Halvor Helgesen Stai (Gammelstu). F. Torgald Olsen M. f. 26de dec. 1816 død i slutten af 60 aarene eller i 1870. G Andreas Olsen M. født 2den jan. 1820 død 1899 Havde pladsen Messeltbakken under Messelt uden afgift. Gift med Berthe ? søster af Haaken Vestgaard (Lijordseggen) og Berger Stai (Imsvang). H Marte Olsdatter f. 3de oct. 1821 død 1889 gift med Haaken Vestgaard (Lijordseggen). Børn. I. Tolline Olsdatter M. f. 26de feb. 1823 gift med guldsmed Jensen udvandret til Amerika, død der, børnløs. . J. Helene Olsdatter f. 15de aug. 1824 død vistnok samme aar. Nils Olsen M. og Thea Helgesdatters børn. A. Sigrid Olsdatter f. 13de sept. død 18de nov. 1848. B. Ole Nilsen M. f. Bde nov. død 9de dec. 1849. B. Berthe Sirene Nilsdatter f. 27de oct. 1851 død 187 L t OZA A A 1) C Oline Helga Nilsdatter f. 18de nov. 1854 død 24de feb. 1901 gift 1871 med Joh. O. Mortvedt

Scan 77 from Storelvedalen — Scan 77 · Page 57

Page 57

GAARDENE I STORELVEDALEN. 57 f. i Kristiania 23de juli 1850. Overtog gaarden 1871 og solgte den til Nils Stang og Harald Stang Fredrikshald i 1889. D. Olava Olsdatter M. f. 10de mai 1857 død 10de mai samme aar. Joh. O. Mortvedts og hustrus børn. Nils Mortvedt f. 2den aug. 1872. Thorolf „ - 23de oct. 1875. Helga „ - 23de feb. 1878 død 19de mai 1893. Signe „ - Iste juni 1882 død 16de aug. 1884. Dagny „ - 30te oct. 1884. 1775 omtales en Marit Sevaldsdatter som enke efter Tollef Andersen. Hun skulde have børnene Berthe Tollefsdatter og Tollef Tollefsen Trønnes (muligens en datter afSevalOlsenMesselt og Anne Larsdatter Koppang). indlagt i varden. (Senere er varden omgivet af 4 hugne granitstene). Torsdag morgen kl. 9 drog de kongelige til Rena, efter at de havde været inde paa Kroken hos hr. Atneosen, der var festkomiteens ordfører." Stai (Staflr') Stai har antagelig sin oprindelse af staér med dativ formen stadir og betyder bosted eller ogsaa et sted, der stikker frem (stø eller elvebakke). I 1520 skreves det ogsaa Staff, i 1525 Stadh og Stad og i 1578 Stade gardt. Stai er gammelt bebygget, hvilket ogsaa bevises af følgende erklæring fra aaret 1525: Søndre Stai (efter tegning af H. Gran). I 1873 holdtes der store festligheder paa Messelt i anledning af kong Oscar ll's reise gjennem Østerdalen fra kroningen i Trondhjem (der overvares af én stor elvedøl, Tollef Trønnes). De kongeliges ophold i Storelvedalen beskrives saa ledes (Morgenbladet 3. august 1873): „Reisen fortsattes måndag 28. juli fra Rendalen over Koppang, hvor udsigten fra Koppangshammeren toges i øiesyn af Deres Majestæter, med ankomst til Messelt kl. 5. Kl. 6 J /2 indtoges en storartet festmiddag, arran geret af bygden, paa over 150 personer. Om aftenen var der arrangeret stort bal paa en i nærheden af Messelt liggende eng, der var festlig oplyst ved kulørte lamper, og hvor fyrverkeri afbrændtes. Tirsdag kl. 12 reiste de kongelige til Messeltsæteren (jagtvillaen Jæ gersly), der eiedes af generalmajor Wergeland, brugs eier Griiner og politimester Michelet. Onsdag foretoges en udflugt til hest op til Eldaahøgden med den præg tige udsigt til jotunheimen og Rondane. H. M. Kongen lod her en varde af sten opføre til minde om besøget og deltog seiv i arbeidet. En flaske hvori en seddel med kongens, dronningens og prinsernes navne blev 8 Storelvedalen, Fire lagrettemænd i Østerdalen bevidne, at de hørte Gudbrand Stad (i Storelvedalen) paa sin hustrues vegne og Giermund Sjølid erkjende, at søskendene vare vel forligte om jordeskiftet undtagen Olaf Stad, der var brøstholden og derfor erholdt 2 skind i Egge i Tyldalen. Ffor alle the dannemænd ssom tette breff (ssee eller høre) bekennes vy effter skriffne ssom ssaa hethe Olaff Ssemingsson Karl Deissetter Anders Weken Biørn Hooll ssworne lagrettes men y Østerdalen anno domini MDXXV warom vy paa Stadhe sancty Johanis tydh ssagkom jaa oe handerbandh theyres, aff eine halffwe Gudbrand Stad paa ssine husttrues vegne en aff andre halffwe Germund y Ssiolyd atth the ware ssaatthe oe alssathe om all bythe oe skiiffthe om iorde parthe ssysskenom ssyn y mellom ffor vthen Oleff Stadhe [er icke?] wel met hollen og bøtthen ssom vy fforde ssyskene kunne thet sselffwe beffinne och ssandh var. Thaa vnthe vy hannom ij (2) skin y Egge liggendes y Østerdalom y (Tolldallom ifrelst och hemholth ffor hver [iom] manne utthen gars och innen y wathe oe tørre y w[eide] stadom ssom dher till legge oe leghet haffuer ffraa fforne oe nogie [un] dhen oss oe vore eruinghom oe os und [her] Gwdbrand Stad oe Oleff 1 Anfallet af gaardsnavne med endelsen stadir skal være om kring 2500 i vort land (deraf i Hedemarkens amt omkring 150) og med endelsen setr omkring 900.

Scan 78 from Storelvedalen — Scan 78 · Page 58

Page 58

IVAR SÆTER: STORELVEDALEN. 58 oe theris eruinghom till ewerdelige eyge. Ffore ly skilordhom oe ssanninghen thaa henghom wy ffor skriffne lagrettis men wor inzigleigle nedhen ffore tette breff ssom skriffuet [war i] Tølldallen ar oe dag stadh oe stund ssom ffore ssigher. Ovenstaaende brev (erklæring) blev fremlagt ved gaardsbesigtigelsen 30. august 1667. I 1604 omtales Stai som en fuldgaard, og i 1616 skreves navnet Staie. I 1665 havde Stai to brugere (Halvor Baardsøn og Halvor Olsøn) med to huder, 2 skind og 2 graaskind i skyld. Udsæden var 12 tønder. Besætningen var 54 storfæ og 6 heste med kvern og fiskeret i Netsjøen. I 1723 havde Stai 4 op opsiddere (Halvor Pedersen, Ole Helgesen, Jakob Olsen og Helge Larsen), der dels var selveiere og dels brugere af parter, Aamots prestebol tilhørig, med bøxel. Gaardenes samlede besætning var da 9 heste, 60 storfæ og 40 sauer. I 1723 er Stai (Gammelstu, Sørstu og Lillehammeren med Prestoen) skyldsat til 1 skippund 13/4l 3 /4 lispund (28 2 /s daler) med 4 sage. I 1739 blev 2 h kalvskind i Prestoen (beliggende udenfor Svea) som beneficeret prestegods af sogneprest Kr. Hals overdraget „danne mand Helge Olsen Stai som hans far tilforn havde brugt. Anno 1769 lod Halvor Pedersen, Helge Halvor sen og Ole Helgesen alle opsiddere paa gaarden Stay, ved prokurator A. Knud Olsen irettelægge en skriftlig stævning til et tingsvidnes erhvervelse om at engen Prestoen som til Aamods præstebold er beneficeret er en separat eng, som ej have deel udi deres beboende gaard." Oprindelig laa Staigaardene paa østsiden af Glommen (paa Gammelgardsjordet nordenfor bækken Kværnkorn) og kaldtes i dagligtale Gammelstu, Udstu (Urstu), Ny stu og Sørstu. Gammelstu og Sørstu blev flyttet over til vestsiden antagelig omkring 1730-aarene. Stai var thingsted ved denne tid, og Ole Stai var lensmand (1731). I 1737 holdtes der skifte efter Ole Helgesen og Ragnhild Embredsdatter til Sørstu Stai, og i 1762 begyndte der skifte (færdigt i 1766) efter Helge Olsen og Giertrud Helgesdatter. I 1768 overtog Ole Helgesen forsytningen af sin søster „med tobak, varmt hus og hæderlig begravelse". I fjøsmuren staar der indridset paa en sten: „Dette Hus er bygt af mig O. H. S. Staij 1788", og paa muren i Gammelstuen, den første stue i Storelvedalen med spærretag, staar aarstallet 1794. Efter Ole Helgesen var Jakob Helgesen bruger af gaarden og efter ham hans svoger, Erik Tollevsen, der var fra Deset i Aamot og giftet ind paa Stai. Ole Helgesen levede i 1802. Erik Tollevsen havde gaarden i 1816. Efter ham kom hans søn Ole Eriksen f 1848. Han var gift med Dorthe Stai, der maatte overlade gaarden paa odel til lensmand Ole Evenstad, som var gift med Ragnhild Eriksdatter fra Stai og overlod eiendommen til sin søn Tollev -f- 1859. I 1863 kjøbte sagfører P. Trønnes gaarden af sin svoger Erik Bergersen Messelt (paa Evenstad), der havde kjøbt gaarden af lensmand Evenstad. Sagfører Peder Trønnes er født den Iste juli 1829 paa gaarden Nystu Trønnes af forældrene Halvor Botolfsen Trønnes og hustru Kari Halvorsdatter Trøn nes, født Atneosen. 14V2 aar gammel kom han til Kristiania og dimiteredes fra Nissens skole i 1849 og blev juridisk kandidat 1857, hvorefter han var soren skriverfuldmægtig en tid og siden praktiserende sagfører. I 1860 blev han gift med Anne Bergersdatter Messelt og kjøbte i 1863 (som nævnt, af sin svoger Erik Ber gersen Messelt paa Evenstad) gaarden Sørstu Stai, som han straks tilflyttede. Omtrent samtidig med at han En sølje af sølv og en brudesko med sølvspænde. overtog gaarden, som han for største delen har bygget fra nyt af, kom han ogsaa ind det kommunale liv og var en tid ordfører m. m. Ved matrikul-skyldens om regulering i 60 aarene var han formand i herredskom missionen, ligesom han ogsaa en tid sammen med Ole Evenstad var medlem af direktionen for Foldals verk. Hans hustru døde nytaarsdag 1887, og siden har sag fører P. Trønnes levet et stille tilbagetrukket liv med sit eneste barn, datteren Anne Trønnes. Den her gjengivne sølje og brudesko til Siri Tollevsdatter Stai (1762) findes paa Sørstugjelten. Et skab har aarstallet 1765. End videre findes et ølkrus med følgende inskription: Gifvet af S. T.John Collert [Collett] Kjøbmand i Christiania den Bde Martij 1805 til Erick Tollefsen og Sigri Ols Datter for bestandig at forblive paa Staije. Aarstallet 1713 staar under bunden paa kruset. Et andet sølvkrus (fra Trønnes) findes ogsaa paa gaarden med aarstallet 1694. En Ola Stai var bøssesmed (deraf navnet Bøssesmedmoen). I 1805 er Ole Helgesen Stai en tur til Danmark (forsynet med pas af justitsraad Johan Bull). En af landets ældste dyrlæger, veterinær kaptein Helge Helgesen Stai, f 1? /2 1908, var født i 1830 paa gaarden Stai. I 1850-aarene modtog han offentligt stipendium til uddannelse i Kjøbenhavn som dyrlæge mod at tåge ansættelse i armeens dyrlægekorps. Efter at have fungeret som dyrlæge ved Totenske eskadron fik han i 1867 ansættelse som dyrlæge ved Totenske og Vardalske eskadron med bopæl paa Toten. Det kan tilføies, at han var fra Gammelstu Stai og en onkel af Simen Landeths hustru Oline Stai. Veterinærmajor H. Stai er hans søn.

Scan 79 from Storelvedalen — Scan 79 · Page 59

Page 59

GA ARDEN E I STORELVEDALEN. 59 Den anden Stai-gaard (nuværende Gammelstu Stai, der bestod af Gammelstu og Udstu, som blev slaaet sammen til et brug med bibehold af navnet Gam melstu) havde i 1713 Jakob Olsen til eier. Den Ilte november nævnte aar holdtes der nemlig skifte efter Jakob Olsens første afdøde hustru Aase Halvorsdatter, hvorved der tilfaldt ham 2 kalvskind og x lt graaskind og hans umyndige søn Ole Jakobsen A ji kalvskind og to ugifte døtre, Ragnild og Else, 2 h kalvskind hver samt Peder Embretsen Skramstad (i Aamot) paa sin hustrus Karen Jakobsdatters vegne ligesaa 2 h kalvskind. Den Iste august 1731 udsteder Jakob Olsen med sin anden hustru Anbiør Helgesdatter skjøde paa endel af gaarden, 3 4 /7 kalv- skind, med bøxel og herlighed til sønnen Halvor Jakobsen og hans hustru Berte Hal stensdatter, hvorimod de to gamle, Jakob Olsen og Anbiør Hel gesdatter, forbeholder sig føderaad og visse rettigheder samt ret til at drive gaardsbruget, saalænge de finder for godt. I 1752 den 20. marts bortskjøder Hal vor Jakobsen til An biør Halvorsdatter og hendes mand Helge Halvorsen halvdelen af gaarden, som han modtog af faren i 1731, nemlig 2 kalvskind og Vl2 graaskind skyld med bøxel og herlighed til odel og eie. Jakob Olsen afgaar ved døden 1737. Den 10. septem ber 1756 skifter Halvor Jakobsen og hans hustru med sine døtre, hvoraf Anbiør er gift med Helge Halvorsen (skiløber ved kaptein Blix's kompagni), Anne med Em bret Knudsen Koppang og Ragnild, 16 aar. Den Iste og 2den oktober næstefter samme aar hold tes derpaa auktion paa Stai eller Jedslen (Gjelten) over Halvor Jakobsens og hustru Berte Halstensdatters løs øre, der bestod af 3 heste, 29 storkreaturer og 35 sover (sauer) foruden tin-, kobber-, messing- og jerntøi, senge, bænke og linklæder, adskillige husmøbler, glasboutellier og træbokskab item gaards- og kjøreredskaber som kjærrer og slæder og endvidere kværn-, smide- og fiskeredskaber og kornvarer m. m. Auktionen, der holdtes efter foregaaende taksations- og registrerings forretning, blev berammet og ogsaa afholdt af Semming Taraldsen Trønnes paa monsieur Tørris Mortensen Qvislers vegne, der staar anført som „auctionsdirekteur hr. Justitsraaad Brounmans committerede Fuldmægtig". Af det her meddelte lille uddrag af auktionslisterne aabnes der os et klart indblik i datidens priser og tak ster ved skifter og lignende forretninger. (Se næste s.) Det kan tilføies, at taksten paa sauerne (soverne) varierte mellem 1 mark og 12 skilling (3 mark pr. par) og 1 mark og 16 skilling pr. par. Betalingen ved auktionen varierte mellem 1 rdr. 1 mark og 2 skilling og 2 mark og 18 skilling pr. par. De fleste sauer solgtes kontant ligesom det meste af det øvrige auk tionsgods. Ikke mindre end 10 kjør solgtes kontant (med navne Rene, Sætergaas, Jordros, Helgeroes, Bing- roes, Ebelgaas o. s.v.). Bottel Halvorsen Trøn nes har de fleste tilslag af de navngivne salg ved auktionen. Ellers sees Staimændene seiv, Helge Halvorsen og Halvor Jacobsen, at være flittige kjøbere. 26 tylvter tømmer var ved samme anledning takseret til 2 rigsdaler pr. tylvt. Summen af de ved auktionen solgte effekter udgjorde 546 rdr. og 2 skilling. Hele boets status blev op gjort med 873 rdr. 2 mark og 16 skilling i formue og 284 rdr. 1 mark og 12 skilling i gjæld. Til deling blev altsaa til— båge 589 rdr. 1 mark og 4 skilling. Efter at salær til lensmanden og Semming Taraldsen Trønnes var betalt o.s. v., blev arvingernes udbytte udbetalt med 145 rdr. 3 mark og 9 skilling til hver af døtrene Anbiør og Anne og 155 rdr. 3 mark og 9 skilling til hver af døtrene Aase og Ragnild. Den 20de marts aaret efter (1757) udsteder Halvor Jakobsen skjøde paa halvdelen af gaarden med føde raad og udløsning til datteren Anbiør og hendes mand, Helge Halvorsen, der bruger gaarden til 1781. Efter ham kom hans søn, Halvor Helgesen, til 1811 og derefter hans søn, Helge Halvorsen, f 1848, og efter ham hans søn igjen Halvor Helgesen, der døde i 1876, i hvilket aar gaarden blev tilskjødet hans svigerson Simen Landeth. En bror af den sidste Helge Halvor sen, Halvor, kjørte sig ihjel under tømmerkjøring oppe i Imslien i 1830-aarene. Læsset ligger urørt den dag idag. Gammelstu Stai.

Scan 80 from Storelvedalen — Scan 80 · Page 60

Page 60

IVAR SÆTER: STORELVEDALEN. 60 Kong David spillende paa harpe fra den gamle kirke i Storelvedalen, tjener nu til pryd for stabburet hos Simen Landeth). Sorterne. Taxation. Åuction. De kiøbende. Rdr. mrk. skil. Rdr. mrk. skil. 1 sort Fole 1 aar gl. 14 „ „ 31 „ 1 Peder Vestgaard. pang. 1 „ Favergaas ... 4 2 „ 8 „ 3 kontant. 1 „ Buesale .... 3 2 „ 734 Embret Knudsen Backen. 1 „ Sætergaas ... 3 3 „ 6 3 „ Tollef Andersen Kop- pang. 1 „ Helgeroes ... 3 2 „ 6 1 20 kontant. 1 „ Lokroes .. , . 4 „ „ 7 „ 8 Ole Olsen Sætre. 1 „ Johrone .. . . 4 „ „ 9 „ 4 Embret Embretsen Bøssesmed. 1 „ Julboed 3 2 „ 7 „ 10 Bottel Halvorsen Trønnes. 1 „ Buedroble . . . 3 „ „ 4 1 8 Ole Knudsen Furuset. 3 Tintallerkener . . . „ 2 „ „ 3 „ Bottel Halvorsen Trønnes. 1 Kobberkiedel væg- tig 1 Vog 13 „ „ 13 „ „ Embret Andersen Koppang 1 Brændevins Kjedel med behørig Reed skab vægtig 2V2 Bismerpund .... 12 „ „ 14 „ „ do. 1 mindre do. vægtig 1 Bismerpund. . . 5 2 „ 3 2 10 Helge Halvorsen Staij 1 Bryggerpande . . . 10 „ „ 9 2 „ Halvor Jacobsen. 2 Smørtallerkener. . „ „ 8 „ „ 8 kontant. 1 Glasboutellie . . . „ „ 4 „ „ 9 kontant. 1 Brygge holk med 2 Bøtter, 2 Ringer og 1 Trægt .... 1 3 „ 2 „ 9 Peder G. Vestgaard. 1 Kiærre 5 2 „ 8 2 10 Bottel Halvorsen Trønnes. 1 Kløvsadel „ 2 8 „ 3 16 kontant. Rdr. mrk. skil. Rdr. mrk. skil 1 Bagsæle „ 1 „ „ 1 12 kontant. 1 Lædergrime .... „ „ 12 „ 1 12 do. 1 Reb ~ 1 16 „ 223 do. 1 Smiedebelg ....22,, 3 „ „ Halsten Sjølie. 1 Smide stæd (ambolt) 2 2,, 3 „ 6 Lars Pedersen Scram- stad. 1 liden Kobbertang . „ ~ 6 „ „ 10 kontant. 1 GernersHuuspostil 11,, 12 4 Helge Halvorsen Staij. 2 Tønder Blandkorn 4 ~ „ 5 3 „ do. Simen Landeth, Storelvedalens største indenbygds skogeier, er født paa gaarden Landet den 28. oktober 1848 af forældrene Anders og Goro Landet. Hans bedstefar paa farsiden, Simen Olsen Brænd, hvis far var kommen fra nedre Sjølie i Rendalen, og efter hvem han er opkaldt, var udkommanderet nordenfjelds i 1788. I en række aar har Simen Landeth været medlem af herredsstyret, forligelseskommissær og for- mand i direktionen for Storelvedalens sparebank m. m. I den senere tid har han ogsaa været medlem af direktionen for Oplandske kreditbank og ordfører i repræsentantskabet for Hamar privatbank samt i flere aar direktør for Store Elfdalens aktiebolag i Sverige, der raader over store skogeiendomme. Den 23. marts 1875 blev Simen Landeth gift med Oline Halvorsdatter Stai, der er født paa gaarden Stai af forældrene Halvor og Anne Stai den 25. juli 1855. De har børnene Anne (gift med landbrugskandidat Moum paa Lillehammer), Halvor (tømmermerker), Anders og Goro. Paa sin hovedgaard Stai, som han for det meste har bygget fra nyt af, har Simen Lan- deth bl. a. samlet flere gamle rariteter (f. eks. målerier fra den gamle kirke i Storelvedalen, flere rosemalede jernbeslagne kister med aarstallene 1752, 1766 og 1787 samt en sollkop med aarstallet 1641), der altsammen viser, med hvilken interesse og pietet han omfatter det gamle. Der er derfor heller ikke mange, som er saa kjendt i Østerdalen som Simen Landeth, og ingen kjen- der Østerdalen bedre, end han gjør. Han staar i vor tid som en urtypisk repræsentant for de gamle ægte østerdøler. Den tredje Staigaard, Lillehammeren, blev i 1784 tilskjødet Halvor Pedersen, og i 1802 fik hans søn Peder Halvorsen skjøde paa en part af gaarden. Den anden part, der udgjorde l U af den hele eiendom og omfatter 1) Seljordet, hvor lensmanden nu bor, 2) Nyvei- hammeren, dr. Frosts eiendom og 3) Stenmoen, land- handler T. J. Lunds eiendom, blev solgt til tre brødre Andreas, Ole og Ingebret. I 1832 solgte Peder Halvor- sens søn Halvor Pedersen resten ( 3 /4) af eiendommen til Helge Halvorsen og Ole Eriksen Stai. Helge Halvorsen solgte igjen sin part til Haagen Grøtting. Per Halvor- 1 sort gielk 8 „ „ 14 „ „ 16 „ „ do. 1 sortgielk 15 „ „ 8 „ „ 12 „ „ Helge Halvorsen Stai. Iko Livros ~...42,, 9 „10 Knud Embretsen Kop-

Scan 81 from Storelvedalen — Scan 81 · Page 61

Page 61

GA ARDENE l STORELVEDALEN 61 sen var gift med Sigrid Sjølie fra Rendalen (søster til Halsten Tjerne, far til Tjernegutten). Ved delings kontrakt af 1844 opløser Ole Eriksen Stai og Haagen Gjermundsen Grøtting som eiere af gaarden Lille hammer Stai sit fællesskab, idet „de er komne til erfaring om fællesskabets mange skadelige følger og har derfor i medhold af loven om udskiftningsvæsenet ladet dele og udskifte huse og jordeiendomme paa begge sider af Glommen samt Sætertrøen paa Gaala sæter tilligemed skogen dertil dels fra den ældre tid afdelt og ved en senere deling af resten af Stais skog efter kart og kontrakt af 1825 er tilfaldet gaarden Lille hammer, hvoraf enhver er eier af en halv part, nem elfuebrud", som det heder, havde ellers fiske i Galaa kjærnene med sommerbod i Negaards sæter. I 1723 havde Negaard 4 opsiddere: Geitvard Pedersen, Se tning Gundersen, Jon Olsen og Arne Helgesen, som hver tilsammen eier og bruger 1 hud 3 kalveskind 2 graaskind. Desforuden bruges I l h kalveskind Aamots prestebol med bøxel tilhørig 6 heste, 56 nød og 64 sauer. Gaarden (eller 4 gaarde i tallet) skal være flyttet 3 gange. For det første laa husene ude paa Negaardsenget, siden paa Tomteøien og endelig, hvor den egentlige Negaard nu ligger. I den tid gaardene laa ude paa Tomteøien havde man kaalhave i elvebakken, hvor et jordstykke den dag idag kaldes Kaalsengbakken. Gaar- Negaard (efter tegning af H. Gran). lig Ole E. Stai efter skjøde fra Halvor Pedersen i 1837 og Haagen G. Grøtting efter skjøde fra Helge Halvorsen i 1843." Emil Herstad har saaledes sin eiendom efter Haagen Gjermundsen og Haaken Stai sin efter Ole Eriksen. Emil Herstad er gift med enken efter Hans Ilsaas (bror til P. T. Ilsaas paa Høistad) Ingeborg Trønnes f. 1844. Hendes eneste barn af første egteskab, Marthe Ilsaas, bor i Kristiania. Negaard (Nedrigardr). Negaard (antagelig i modsætning til de ovenforliggende Vestgaarde) udtales i almindelighed Negal og siges op rindelig tilhørt Koppangsgaarden, men er i tidens løb delt i flere gaarde. Negaard, der ogsaa omtales i Stifts bogen 1577, omtales allerede i 1520. Den skrives da Nedgaard og i 1578 Nedgardt. Nu skrives gaarden og grænden Negaard, men familienavnet skrives Neegaard. I 1665 havde Negaard to brugere Svend og Gunder med 1 hud 4'/3 skind 2 graaskind skyld med 18 storfæ, 8 heste og kværn. Gaarden, der „ligger mægtig i dene kaldtes da Storstu (Svestad), Veltstu (Landet), Nordstu (Brænna) og Sørstu (Negaard). Landet og Svestad blev derpaa flyttet over paa østsiden af Glom men og Brænna høit op i lien ovenfor kirken. For omkring 100 aar siden havde bruget fremdeles 4 op siddere, der tilsammen eiede ! / 4 Atnedalen og 3 sage til en skyld af 13»/i2 lispund (2472 daler). Ole Nee gaard (f. «/io 1826 f 9 / 7 1907) fik i 1851 gaarden Negaard af sin far Arne Olsen (f. 12 /i 2 1802 f 1859 og gift med Marit Olsdatter Trønnes f. 28 / 3 1804 f 1882). I 1886 overdrog Ole Neegaard eiendommen til sønnen Andreas, der havde den til 1895, da han overlod den til sin svoger, Th. M. Ruud, som nu er eier af Negaard. Ole Neegaard var gift med Anne Trønnes f. 2 /i2 1821 f 28/ 2 1895. Th. M. Ruud er født i Enebak den 25. november 1857. Efter at han havde været paa sorenskriverkontor i Nordre Østerdalen i 6 aar, blev han i 1880 gift med Hanna Olsdatter Neegaard og var siden et par aar gaard bruger i Stange paa Hedemarken. I 1885 flyttede han

Scan 82 from Storelvedalen — Scan 82 · Page 62

Page 62

IVAR SÆTER: STORELVEDALEN. 62 til Storelvedalen og byggede Svea, hvor han boede i 10 aar, til 1895, da han kjøbte Negaard. Ved spare bankens oprettelse blev han dens kasserer, og samtidig kom han ind i det kommunale liv og i arbeiderbevæ gelsen. Allerede i 1889 reiste han spørgsmaalet om ekspropriation af ledig dyrkbar jord til arbeiderbrug, et af de vigtigste arbeiderspørgsmaal, ligesom han ogsaa var den første, der reiste krav paa anlæg af vei paa østre side af Glommen fra Landet til Bakken, hvilken vei blev anlagt ved hjælp af private bidrag og et beløb paa kr. 1 000 af herredskassen. I 1891 fore slog han indkjøb af gaarden Brænden for kommunens regning eller andre eiendomme, og dette forslag blev enstemmig vedtaget af arbeiderforeningerne som valg program ved kommunevalget nævnte aar. I 1897 stif tedes paa Ruuds initiativ Storelvedalens gjensidige brandforsikringsselskab for løsøre med et garantifond af Storelvedalens kommune paa kr. 50000. Selskabet, der nu har et opsparet fond paa kr. 9 000, har ikke havt noget tab, siden det begyndte sin virksomhed. Med henvisning til, hvad der blev gjennemført i Ruuds ordførertid kan det med tryghed siges, at ingen har udrettet saa meget for Storelvedalen som Th. M. Ruud (Negaard). En af hans døtre, Margit Ruud, studerer medicin. Brænd eller Brænna (antagelig af braatebrænding) blev kjøbt af Ole Simensen fra Sjølie i Rendalen om kring aaret 1740. De mest bekjendte af Brændfolkene er legatstifteren Halvor Simensen Brænd og hans bror, krigeren Ola Brænd. Halvor Brænd, født 1797, var et mekanisk og teknisk geni, der syslede med opfindelser og tanker over uløste problemer. Saaledes har han efter ladt sig en merkelig regnebog (zipherbog), hvoraf der findes to eksemplarer (paa Landet og Negaard), samt en kalender og en tabel over drægtighedstiden for de forskjellige husdyr. Desuden drev han med uhr mageri og handel (han bar seiv varer som naaler, hegter og diverse smaasager fra Kristiania). Han var den første, der brugte parafinlampe i Storelvedalen, og lavede ogsaa vin (saftvin), som han mente dalen kunde tjene penge paa. Hans søn, Simen Halvorsen, døde før ham, og gaarden gik over til en dattersøn (søn af doktor Paus nemlig). Doktor Paus havde ogsaa Brænd en tid. Den nuværende eier, Engebret Brænd fra Sollien, kjøbte gaarden af doktor Paus's dødsbo i 1890-aarene. Engebret Brænd, f. 2 /& 1843, valgtes ind i Solliens her redsstyre i 1874 og var ordfører fra 1882 til 1898. Bor nu paa Brænd, som han overtog U U 1897. Landet blev kjøbt (og dyrket) af Ingvald Olsen Rug sveen fra Undset i Rendalen omkring aaret 1740. Brugernes navne har vekslet mellem Ole og Ingvald (og Anders). I 1799 var dog Erik Ingvaldsen bruger, i 1810 Ole Ingvaldsen og i 1823 Ingvald Olsen. An ders Simensen Brænd (bror til Halvor og Ola Brænd) blev gift med Goro Olsdatter Landet, og efter ham kom Ingvald Andersen, far til den nuværende eier, Anders Landet, og bror af Simen Landeth paa Stai. Anders og Goro Landet havde børnene Karen (gift med Simen T. Negaard), Ole, Anbjørg, Marthe (gift med C. C. Bruun), Ingvald, Simen og Goro. Alle er nu døde undtagen Simen Landeth. Anders Landet er gift med Gurine Messelt. I 1757 var Ole Landet konstitueret lensmand i Storelvedalen. I den gamle Høistue paa Landet pleiede presterne at overnatte i den tid, de var bosatte i Aamot, nåar de besøgte Storelvedalen. Svestad kommer vel af at svide, d. v. s. et afbrændt sted, i lighed med Brænd. Gaarden siges være af for holdsvis ny dato, skjønt meget taler for det modsatte. Der fandtes en mængde gamle dokumenter paa Svestad engang, og i et af disse nævnes Ole Svestad som kon gelig lændermand. Søn efter far har havt gaarden i umindelige tider, og i sin tid bestemte Ole Gundersen Svestad grænserne mellem Koppang, Trønnes og Vest gaard. Den sidste Gunder Svestad solgte gaarden i 1880- aarene til Torvald Sjølie fra Aamot, hvis enke, Petra Sjølie, solgte eiendommen i 1905 til grosserer Arthur Mathiesen. Det meste af tømmeret til den nuværende hovedkirke blev hugget i Svestadskogen, hvor stedet den dag i dag kaldes Kirketømmermoen. Ingeborg fra Svestad blev i landherre Rosenkrants' tid gift paa Sjølie, og da han ogsaa vilde kjøbe (eller underlægge sig) hen des gaard Øvre Sjølie, svarte hun: „Jeg vil seiv sidde i høisædet paa Sjølie istedenfor at være landherre nede paa Moss." Hun reddede gaarden; men det fortælles, at hun ogsaa kostede en okse paa skriveren for at vinde processen. Vesterhiem paa vestsiden af elven hører under Svestad. Der bor overformynderen, Ole Sve stad, sammen med sin mor, den 88-aarige Karen Svestad. Svestad gaard med lidt skog eies nu af John Brænd. Blandt de gamle merkelige ting, der fandtes paa Svestad. kan nævnes en „mærraskræmme'\ et apparat af træpinder og spaaner, der ved at sættes i bevægelse af vinden frembragte en forskræk kelig lyd, som især hestene var bange for. Svea eller Sveen kaldes en eiendom paa østsiden af Glommen straks nordenfor gaarden Landet. Th. M. Ruud kjøbte den som nævnt og byggede de nuværende huse. Maleren H. Gran har boet der en tid. Længere oppe ved elven paa den samme side ligger Gunhilds stuen og Gustu med Gustumoen. Gustu med navn efter mandsnavnet Gauter (Gautes stue) var engang en stor gaard 1 . Men den sidste eier af Gustu, der hed Anders, var saa trættekjær, at han pleiede at sige: „Jeg skal 1 En af de gamle forhistoriske østerdalsheroer hed Gaute. Kanske han har boet der. Langt tilbage siges det, at de sværeste heste i Elvedalen fandtes paa Gustu.

Scan 83 from Storelvedalen — Scan 83 · Page 63

Page 63

GAARDENE I STORELVEDALEN 63 trætte, til jeg staar i bare skjorten." Dette lykkedes ham ogsaa, og han fik kun Gustumoen igjen, efter at gaarden var udstykket. En del af Gustu blev i 1896 kjøbt af Th. M. Ruud og udparcelleret til 3 arbeider brug. Gustumoen eies nu af baneformand Lars Løvlie og Gunhildsstuen af Martin Øien. Fagervik ved Hovedkirken har i en række aar været eiet af C. C. Bruun, der er født paa Kongsberg 1826, og som i 1855 kom til Storelvedalen med kongelig tilladelse til at drive landhandleri. Ved siden af begyndte han skogspekulation. Oprindelig eiede han Negaardshaugen, som han solgte til prestegaard, og bosatte sig i 70-aarene paa Fagervik. Ifølge en af gravør Bruun forfærdiget stamtavle nedstammer Bruun fra en bogtryk ker F. Bruun, der blev født i Amsterdam 1669. Slægten er vidtforgre net (saaledes ogsaa i slægt med storthings præsident Berner, bor germester Berner, Hef tyefamilien o. s. v.). C. C. Bruuns hustru, Marthe Andersdatter Landeth, døde i 1888. C. C. Bruun har op rettet to legater (ét for Sollien og ét for Storelvedalen) til al mennyttige formaal in den bygderne. Død 1907. Prestegaarden, Fram, Barnehjemmet, Herredslokalet og pladsen Fjøseggen foruden Flørenget hører oprin delig Negaards grund til, d. v. s. Prestegaarden og Fager vik er undadelt fra Landet og Fjøseggen fra Svestad. Prestegaarden føder 1 hest og 4—5 kjør med skog til gaardens behov. I 1769 var Flørenget et separat brug. Ole Johnsen, Ole Simensen, Ole Arnesen og Gunder Olsen Negaard lod nemlig nævnte aar ved prokura tor Knud Olsen irettelægge en skreven stævning af 25. juli sidstleden hvorved.de til „thinget har indkaldt generalforstanderen at anhøre vidner om, hvorledes Fløereengen er en separeret skyld fra deres gaard, hvoraf ei er svaret andet end jorddrottelig rettighed til Beneficiarius sognets prest samt at dertil er ingen skov." Flørenget siges at have sit navn efter Flørbækken ligesom Bjørk ningsfetteigen efter bækken Bjørkningen, der som professor Rygh gjør opmerksom paa efter al rimelighed er et bækkenavn af hankjønsform (ikke Bjørkinga altsaa). Famp er ogsaa et merkeligt stedsnavn og forekommer i navnene Fampen (sæteren), Famphøiderne (Fjeld) og Fampkjønna, uden at vi ved, hvad ordet egentlig betyder eller skriver sig Fra. Bogtrøen, hvis navn kommer af bugr (bøining) og trofi (indheg ning), stikker ud i Glaama straks søndenfor hovedkirken. Nu er omtrent hele nesset opdyrket. Bare lidt løvskog staar igjen. Men engang stod skogen tyk næsten over hele „Botrøa." De gamle for tæller, at i deres ungdom ledte de efter en bortkommen, bjeldeløs hest i 8 dage paa „Botrøn u uden at finde den. Paa „Botrøn" var det ogsaa, at han Anders Landet (bedstefar til den nuværende formodentlig) skjød sin første and. Han var ikke stor karen den gang han gik i kjole. Vestgaard (Vestrigaror). Navnet forudsætter en østre gaard (paa østsiden af Glommen). Vestgaard er ellers af bygdens ældste gaarde med Berger, antagelig efter mandsnavnet Birger eller Byrger, der var meget i brug i middelalderen. I 1665 havde Vest- gaard brugerne Haa- gen, Halffuer, Gjer- mund og Efuen med samlet skyld af3V2 hud 3 graaskind. Gaardene havde da ~136 store fæ, 11 heste og 2 kværne samt saugtøm- merskoug oe gilder- schaug, fiskeri oe som- merbod oe smaa eng- slaatter langs Glommen som de fleste aaringer offuerskylles ikke kand brugis, men udi tørre aaringer kand aufflis paa dem 12 læs høi." I 1723 har Vestgaard opsidderne Gjermund Pedersen (med 4 heste og 28 store nød og 36 sauer), Anders Nilsen, Ole Embretsen og Halvor Gjermund sen og Halvor Taraldsen. Ole Embretsen og Halvor Gjermundsen brugte hver 6 skind Aamots prestebol tilhørig med bøxel og desforuden 3 skind selveiende med bøxel med samlet besætning paa 5 heste, 28 nød og 32 sauer. Halvor Taraldsen (med Erik Sevaltsen) brugte hver skind Aamots prestebol fælgelig med bøxel, og kaptein Hals i Aamot eier ogsaa 1 V 2 graaskind i gaarden. Besætningen er ellers af samme størrelse som paa de førnævnte gaarde. Hertil kom ogsaa et par brug i Vestgaard tilhørende Jon Olsen og Arne Helge sen (Trønnes). „Aar 1769 måndagen den 4. december holdtes det almindelige høste sage ting paa gaarden Messelt udi Store-Elvedalen, hvor da Peder Halvorsen, Berger Hal vorsen, Tarald Halvorsen, Peder Gjermundsen, Halvor Andersen og Erik Sevatsen fra gaarden Westgaard ved prokurator Knud Olsen lod irettelægge stevning, hvor Nordstu Vestgaard.

Scan 84 from Storelvedalen — Scan 84 · Page 64

Page 64

IVAR SÆTER: STORELV ED ÅLEN. 64 ved til dette ting var varslet forster Kyhn, og pre sten hr. Christen Kiær, at anføre vidner om, hvorledes de af den brugende beneficerede jorde Præstengen og Ottersøen ere separede fra deres paaboende gaarde jor der og fra gammel tid har været brugt som engeboel under deres gaard uden at svare andet deraf end jord drottelig rettighed til presten." Det var almindelig at holde thing paa Vestgaard, før thingstedet blev henlagt til Evenstad. Der holdtes ihvert fald thing der i '7lB og session i 1765. I 1520 skreves det Westergaard, 1578 Westergardt og i 1604 Westgaard. For vel 100 aar tilbage havde gaarden (gaardene) en skyld af 1 skippund 18 lispund (34 daler), hvoraf ll 3 /4 lispund var beneficeret prestegods, 9 opsiddere og tvende sagbrug med skog (omkring 40 tu sen maal) i Atnedalen. En reisende skriver paa den tid følgende om Vestgaard: „Paa sta tionen Westgaard, hvor vi overnattede, befandt værtinden sig med sin mand i den mange mil langt bortliggende sæter. En slig sæter tur finder i alminde lighed sted hver uge, idet der maa skaffes melk til husholdningen. For den reisende, der ønsker at styrke sig med en drik melk, medfører dog denne tungvindte ordning, at der overalt kun er sur melk at bekomme." Tyskeren August Moritz skriver i „Tagebuch der Reisen in Norwegen" 1851 følgende om Storelvedalen: „ Klokken 6 om aftenen nærmede vi os over Mora skogen atter Glommen ved overfarten til Vestgaard. Denne dal (Østerdalen), der endnu kan dyrkes meget, og som kunde føde det tifoldige antal beboere, frem byder et rigt jagtfelt med fugle af alle slags, hare, ræv, rensdyr, elg, bjørn og ulv i mængdevis. Specielt er der meget elg, og man forsikrer os, at den gaar helt frem til husene. Her (paa Vestgaard) beværtede man os med elgkjød, bjørnekjød og pølse af bjørnekjød, af hvil ket elgen smagte bedst, da det andet var daarlig ril— lavet. Her kjøbte jeg ogsaa en elgkrone (gevirr) for 1 speciedaler og for et par mindre forlangte man 2 mark (18 silbergroschen). Siden reiste vi videre gjen nem den af fugle vrimlende dal over Mykleby og Op hus og ankom kl. 12 om natten til Sorknes." Ved veien til Vestgaard-gammelsæteren skal der i Skjærbækdalen være en sten med aarstallet 1180? I 1581 nævnes en Haagen Vestgaard (sammen med Halvor Ophuus og Bersvend Møkleby) i en tolvmandsdom an gaaende en skogopgangsforretning med rendølerne. Ved isgangen i 1683 fik alle Vestgaardseierne sin jord ødelagt, og folk reddede sig kun ved at flygte ud gjennem vin duerne, og i 1711 gik en herjende ildebrand over Vest gaard. At Vestgaard er gammelt bebygget er der mange tegn paa som skabe, kopper og stuer med aarstal fra 16—1700 tallet. Paa Nordstu Vestgaard har mange berømte mænd overnattet paa sine reiser gjennem da len _ saaledes kong Carl Johan og i den nyere tid Bjørnstjerne Bjørnson. Et massivt sølvkrus findes endnu paa gaar den med kongens bil lede og med følgende inskription: Gifvet af Carl Johan Sverrig og Norges Kronprinds til Bonden Anders Halvorsen Westgaard den 25.septemberl815 Den gamle kirke stod paa Nordstu Vestgaards grund. En lampet (lyse krone) af messing fra den gamle kirke med aarstallet 1764 og bog staverneA.N.S.(Anders Nilsen) findes opbevaret paa gaarden. Ovnen paa Vest gaard er den ældste ovn i bygden (fra Hakedals verk med kongebillede og krone i relief paa forsiden). Paa væggen over døren i gaardens ældste stue staar Anno 1745, og den gamle kasse af en klokke staar igjen an tagelig fra samme tid. Det skulde være den første klokke i dalen, og folk kom om søndagene lange veie for at høre den slaa. Gaardens bruger i 1815 hed altsaa Anders Halvorsen. Siden har det været Halvor Andersen, Botolf og Haakon (og Botolf). Botolf Vest gaard var medlem af herredsstyret fra 1861 —lBB9 (gift med Anne N. Koppang), og Haakon Vestgaard var med lem af herredsstyret fra 1891 1903. Historikeren O. A. Øverlands farmor er fra Vestgaard. Majorbækken dan ner grænseskillet mellem Negaards og Vestgaards grund. Sørstu Vestgaard, hvor der ogsaa har været herberge, har i lange tider været i familien. Eiernes navne har vekslet med Peder Gjermundsen og Gjermund Peder sen (alle meget benyttet i kommunens tjeneste). Søndre Vestgaard.

Scan 85 from Storelvedalen — Scan 85 · Page 65

Page 65

GAARDENE I STORELVEDALEN. 65 De to gaarde Lijordseggen (eller Livolseggen) og Kirkemo hørte oprindelig med til Vestgaard. Lijords eggen eies nu af Halvor Lijordseggen (Negaard). Halvor Negaard overtog Lijordseggen for 4 aar siden efter faren Ole Arnesen Negaard, der for 16 aar tilbage kjøbte eiendommen af sin bror og Simen Landeth m. fl. Før ham eiedes gaarden af Halvor Haagensen, der i sin tid overtog den efter sin far Haagen Halvorsen. Den væ sentligste del af skogen tilhører Simen Landeth. Kirkemo eies nu af Andreas Olsen Neegaard, der for 4 aar siden kjøbte den af Simen Landeth, der frem deles eier skogen. Før eiedes gaarden af Olaf Enge bretsen, der havde arvet gaarden efter sin far. Til Vestgaard hører ogsaa Nordre og Søn dre Storstu. I 1896 kjøbte Th. Ruud, Hal vor H. Storstu (Ber ger) og Haakon Vest gaard Søndre Storstu efter Ole Eriksen, der i sin tid havde kjøbt gaarden af faren, Erik Storstu. De solgte straks (1897) jordveien med sæter og nogle skogteige til lærer Th. Myrvang. I 1882 blev Myrvang gift med Ida Berger Vestgaard. I sit egteskab har de havt flere børn, hvoraf As laug er lærerinde. Siden for Løiten kreds). Karenus Eriksen Vestgaard er født paa Storstu Ve 1850. Han har været medlem af herredsstyret og skolestyrets formand siden 1895. Nordre Storstu tilhører Simen Landeth, der omkring 1870 kjøbte eiendommen sammen med S. Wiese, Ing vald Landet og dr. Paus. Den tidligere eier var Haa gen Halvorsen Storstu. Berg eller Berger, den gaard, kongebrevet som før nævnt af 1318 er udstedt paa, blev i 1886 af eieren, Peder Berger, solgt til Halvor Storstu, der i 1906 igjen solgte eiendommen til Iver Elseth fra Solør. Nævnte Peder var søn til Thrue Berger (f. is/ 10 1828 f 10 / 2 1888), der som odelsarving var gift med Andreas Berger fra Ringsaker (f. 29/ 4 i 8 22 f s/ 6 1875). Thrues mor, Berte Taraldsdatter, var fra Kirkemo og var gift to gange: 1) med Peder Arnesen og 2) med Tarald Olsen. Før Peder Arnesen havde hans far, Arne Pedersen, gaarden. I 1799 udstedte Halvor Halvorsen Møller ved 9 Storelvedalen Storstu og Berger med sundstedet, hvor Kongeveien fører over Glommen (Koppangssundet). Kongsberg sølvverk som odelsarving til gaarden Berger skjøde til Arne Helgesen og hans arvinger for en løsningssum af 3 640 rigsdaler. Gaarden havde da 9 kalvskind skyld (deraf 6 beneficeret Aamot prestegaard). Den sidste eier Halvor H. Storstu har været ordfører i fattigkommissionen 1889—96 foruden medlem af her redsstyret og direktør i sparebanken m. m. Det fortælles, at en mand paa Berger fik sin kone fra Sverige. Hun var saa liden, at hun maatte stige op paa en stol for at se ud, da vinduerne var saa høit oppe paa væggen. De flyttede imid lertid, og da havde de et skrin med sølvpenge, der var saa tungt, at der maatte to mand til for at løfte det. Norengaardene hører ogsaa med til Vestgaard. Noren (med omlyd som Noren i Tolgen) er et almindeligt stedsnavn i Norge og betegner egentlig et sund eller indelukket sted med gaarde eller pladse. Professor Rygh mener imidlertid, at navnet Noren i Stor elvedalen kan komme af nord (Nordgaarden i forhold til den søn denforliggende Vest gaard). H. Noren (født 30 /6 1844 og gift med Marit Tryli, født 22 / n 1849) blev valgt som medlem af herredssty ret i 1881 var med lem af herredsstyret 20 aar i træk og her af 12 aar i formand- skabet og tildels som viceordfører. Har været benyttet meget i kommunens tjeneste i ligningskommissionen og fattigstyret og aastedsforligelseskommissær i en række aar. Hypothektakstmand i 20 aar og medlem af be styrelsen af Søndre Østerdalens landbrugsforening siden 1896; forøvrigt benyttet meget i komiteer og takster. Imellem Noren og Trønnes ligger Træmoen, en parcel af Træet Trønnes, som tilhører Simen Mikkelsen Trønnes. Trønnes (Trøn's). Trønnes har antagelig sit navn efter Tron (altsaa Trons eller Trons nes), skjønt enkelte mener, at det kommer af elven Trya, ved hvis udløb i Glommen gaardene ligger. Det skreves ogsaa Trynes og Tryjunes i 1520, men Throniz i 1600 og i 1723 Trønnes som nu. I Rendalen findes et fjeld med navnet Trønnes kampen. Ved matrikuleringen 1665 havde Trønnes tre brugere (Ole, Oluf og Tarald) med samlet skyld 2 huder, 3 skind, 4 graaskind og besætning 90 storfæ og 12 heste 1894 har Myrvang været storthingsmand (sidste valg

Scan 86 from Storelvedalen — Scan 86 · Page 66

Page 66

IVAR SÆTER: STORELVEDALEN. 66 med 20 tønder i udsæd samt dyr gilder, fiskeri og sommerboder. I 1723 havde Trønnes 5 opsiddere 1) Halvor Botolfsen (Nystu) eier og bruger 9Vs kalv skind og P/3 graaskind med bøxel og 2 /3, kongl. M. tilhørende, uden bøxel med besætning 3 heste, 20 nød og 20 sauer. 2) Halvor Olsen, 3) Ole Taraldsen, 4) Jon Helgesen og 5) Tollef Jonsen, hvoraf hver enkelt eier og bruger 4 2 /3 kalvskind 2 /a graaskind med Ve, kongl. M. tilhørende, med besætning 8 heste, 48 sauer og 60 nød til en samlet skyld af 1 hud 6 2 / s kalvskind, 2 2 /3 graaskind og 2 /s skullpenge (eller 1 hud 6 44 /45 skind). I den tid (1720—30) var Trønnes thingsted, og Jon Helgesen (f 1741) var bygdelensmand, der „stren gelig blev paalagt at faa almuen til at betale skatten og tiendeosten med god fuldvægt". I 1727 udstedes der følgende kongeskjøde paa Trønnes (publice ret paa Møkleby an ordnede thingstue den 29. november 1727): „Vi Friderick dend Fierde af Guds naade konge te Danmark og Norge, de Venders og gothers, hertug udj Sles vig, Holstein, Stormarn og Dijtmersken, greve udj Oldenburg og Del menhorst giøre alle vit terligt at som vi efter vores foregaaende, 7 allernaadigste Resolu tioner, saasom af 25 Avgustj og 21 November 1722, 30 October, 24 November og 4de December 1725, samt 2den og 20de februarij 1726, saa og efter de af vores geheime Raad og Stadtholder udj Norge Os Elskelig, højædle og Velbaarne Hr. Ditlev Wibe til Freyenfelt og Rosenthal, Ridder, den 28 Junij 1726 udstædte Pla cater og Auctions Conditioner, og den derpaa d. 20 Augustj nestefter paa gaarden Biørnebye i Hoffs Preste gield holdte Auction, saavel over vores beholdne som til Cavallerie Regimenterne og Officererne ved Infanteriet assignerede jorde gods udj Soløer, Øster og Oudahlens Fogderie og Aggershuus Stift udj vort Rige Norge be liggende, hvilcken Auctions forretning den 12te Septem ber nestafvigte Aar af Os special allernaadigst er bleven approberet, og hvorefter vi ved dette vort aabne brev til Halvor Bottelsen, Halvor Olsen, Ole Taraldsen, Jon Helgesen og Tollef Joensen, samt deres arvinger, imod Toe Rixdaler courant som de den 30te December nest efter til vores Casserer udj Norge Jens Kølle, efter hans derfore udgivne og i vores Rentecammer indleve rede Qvitterings formelding contant haver erlagt og betalt, hermed Selger Skiøder og afhender fra os og Vores Kongl. Arve Successorer udi Regieringen, een vores eijende andehl udj gaarden Trønnes og udj Aa modts Prestegield, Soløer, Øster og Oudahlens Fog derie beliggende, hvilken til Os efter Matrikulen og vores Conference Raad og Stiftbefalingsmand Os El skelig høijædle og Velbyrdig Welhelm de Tonsberg til Ulveland gaard Ridder, hans til Rentecammeret d. 17 Januarij 1727 indsendte Attest, skylder IV3 skilling penge uden bøxel, hvilken vores ejende Landskyld Een og Een tredie Dehl skilling penge uden bøxel herefter stedse skal følge bemelte Halvor Bottelsen, Halvor Olsen, Ole Taraldsen, Joen Helgesen og Tollef Joen sen, som høijstbydende og deres Arvinger, eller hvem samme gaardepart efter Vores allernaadigste Lov og For ordninger med rette besidder til ævindelig Oedel Arv og ejendomb, uden nogen Reluitionen eller igienløsnings Rett i alle optenkelige maa der. Saa at Kiøberne eller hvem denne gaar depart efter lovlig Ad komst eyendes vordde, skal nyde og beholde ald den herlighed og Rettighed, som dermed tilforne haver fuldt og gaarden veret tilhø rende, det vere sig Landskyld, Odels Rett, Ager og Eng, Qværn og Qværnevand, Skov og Mark, Fiskevand og Fægang, Sæter og Sæ terboeliger, Veide og Veidestæder, tilfields og udi fiære, Øde og Aabøygde, Vaat og tørt, inden og udengaardtz intet undtagen i nogen maader, mens det alt- sammen som foreskre- vet staar at følge med og under de P/3 Skilling udj gaar den Trønnes; thi vill vj allernaadigst hermed fri frelse kiende og fuldkommeligen tilstaa meerbemelte itzige Kiøbere Halvor Bottelsen, Halvor Olsen, Ole Tarald sen, Joen Helgesen og Tollef Joensen, samt deris Ar vinger foreskrevne Gaardepart med tilliggende Odels Rett og Herlighed, for hver Mands tiltale, som derpaa med Rette kunde have noget at sige, Dog Os og vore Kongl. Arve Successorer, alle Kongl. Regalier og Høy heder, samt Contributioner fra nestafvigte aar og frem deles, ordinaire og extra ordinaire, som enten allerede ere eller herefter vorder paabudne, ligesom af andet Odelsgodz, hvilcket af eyermendene eller Leylændinge beboes, aldeeles Reserveret og forbeholden. Viidere er Vores allernaadigste Villie og befaling efter vores foregaaende allernaadigste Resolutioners indhold, samt de paa Auctions stædet stipulerede Conditioner, at om en eller anden bonde maatte vere, som havde Odels rettighed paa denne gaard efter Loven den hannem da uforkrencket bliver Reserveret og i alle maader forbe holden, saasom vi eij samme med anden eller bedre Rett vil have forstanden end den Odel Os tilforn haver fuldt med Gaarden. Skulde der og ved denne Gaard Nystu Trønnes (Alderdomshjemmet).

Scan 87 from Storelvedalen — Scan 87 · Page 67

Page 67

GAARDENE I STORELVEDALEN. 67 Trønnes opdages Sølv eller Guid Ertz, da forbeholde vi Os Reluitionen dertil men ellers icke forbydendes for det øvrige alle og eenhver herimod eftersom fore skrevet staar at hindre eller i nogen maade forfang at giøre, under Vor Hyldest og Naade Givet paa Vort Slott Fredensborg d. 10 Maj Anno 1727. Under vor Kongl. Haand og Signet. Friderich R. (L. S.). C. Guldencrone. Bartholin. P. Rasmussen. /C. Flor. Ved gaardemandtallet i 1739 hed brugerne af Trøn nes Halvor Bottelsen (Botolfsen), Peder Nielsen, Tarald Olsen, Jon Helgesen og Ole Tollefsen (med 3 hus sauge og 5 qværne sammen). I 1756 holtes der et stort skifte paa Trønnes (Nystu) efter „enkemanden Bottolf Halvorsen og afdøde hustru, Anne Jonsdatter, mellem deres børn Halvor, Jon, Margrete og Siri." Hos Kraft staar Trønnes anført med en skyld af 1 skippund 14 lispund eller 31 daler med 5 opsiddere, som til sammen eiede 4 sage og l U part i Atnadalen eller omkring 40 tusen maal. Der er fremdeles 5 gaarde paa Trønnes (og 30 brugsnr. med gaardsnavnet Trøn nes): Gammelstu, Nystu, Sørstu og Nordstu Trønnes og Træet (Træet Trønnes, der daglig udtales Trea). Gammelstu Tronnes eies nu af Simen Landeth, og Nystu Trønnes blev i 1897 kjøbt af kommunen for 70—75000 kroner og indrettet til et Alderdomshjem, mens jordveien blev udparcelleret i cirka 24 smaabrug til arbeidere. Stuen paa Nystu Trønnes er den bedst bevarede af de gamle Østerdalsstuer med smukke skabe og med målerier i feiter paa væggen med aarstallet 1797. Blomsterurnen over døren er ogsaa særdeles smuk. I Eldhuset staar aarstallet 1776 (med et bibelvers). Den sidste eier af Nystu Trønnes, Halvor Botolfsen, f. 1843 7 1897, var gift med Karen Semmingsdatter Hanestad, f. 1852. Hun bor nu i Kristiania med dat teren, Magda Bergljot, f. 1889. Halvor Botolfsen Trønnes, f. °/3 1794 f 1/12 1875, var gift med Kari Halvorsdatter fra Atneosen, f. 20 /i2 1798 f is/io 1888. I sit egteskab havde de 13 børn. 1) Botolf Trønnes (Strand) 2 /n 1817 f 3 /i2 1886. 2) Halvor Trønnes (Høistad) 27 / e 1819 f l7 h. 1906. 3) Nils Trønnes (Videnskabsmanden.) 4 Ingeborg Tronnes 1823 f 1823. 5) Ole Trønnes 1824 f 1824. 6J Maninus Trønnes 1827 f 1881. 7) Peder Trønnes (Sagføreren). 8) Ingeborg Trønnes (som Vinje skrev om) 1831 f 1859. 9) Jakob Trønnes 1833 f 1888. 10) Karenus Trønnes (død som barn) 1836. 11) Karenus Trønnes f. 24 /4 1837. 12) Olaf Trønnes 1839 f 1901. 13) Hanna Trønnes (gift paa Sundet) 1842 Halvor B. Trønnes, den første ordfører i Storelve dalen, var sin tids betydeligste mand i bygden, og gik i spidsen som jordbruger (indførte saaledes ploge med dobbelt drag og labharv) og ivrede for oplysning og fremskridt paa alle omraader. Storelvedalens kommune overrakte ham ogsaa derfor en smuk erkjendtligheds gave (Beckers store verdenshistorie) ved hans og hu struens guldbryllup 8. oktober 1866. Samme dag erholdt han ogsaa medalje for borgerdaad, som amtmand Kyhn personlig overrakte jubilanten. I 1872 var han tilstede ved tusenaarsfesten og afsløringen af Harald Haar fagres støtte ved Haugesund som repræsentant for Hedemarkens amt. Men den mest berømte af den gamle Trønnesslægt er dog Niels Halvorsen Trønnes, søn af Halvor Botolfsen og Kari Halvorsdatter Trøn nes, som blev født paa gaarden Trønnes (Nystu) i Storelvedalen i juli 1821 og blev Skab i stuen paa Nystu Trønnes. det tilslut: „Han var en fordomsfri yngling, kjendt af faa. Men de, som kom i berørelse med ham, lærte snart at agte ham som en haabefuld videnskabsmand og at elske hans pletfrie sind og hans rene følelse for fedreland og ret." P. Andresen, lærer i Kristiania, skrev sammesteds et mindedigt om ham, og i Morgen bladet 1851 nr. 229 skrev pastor H. Brun, f 1899, ogsaa et digt til hans ære, af hvilket digt hidsættes nogle vers, da de har mer end almindelig betydning. Langt fra by i Østerdalen under volers vide hvælv, mellem dunkle graneskove paa en brink ved Glommens elv, der i bondens gaard med ære fødtes han, hvis navn vi bære skal i folkekjærlig hu. Fuglen i de dybe skove, susende i vemod mild, sang for vuggen hans deroppe her han gik med ungdoms ild: bly og våer og dyb og stille brændende for, hvad han vilde trodsed bold han veir og vind. student med laud 1840. Han be gyndte at studere lovkyndighed, men hendroges stadig mere til studiet af de germanske oldsprog og blev 1851 ansat som assistent i Rigsarkivet. Blandt de af hans sprogarbeider, som var længere fremskredne, var ogsaa en bear beidelse af „Sagn og eventyr fra Valders", og for at lægge den sidste haand paa dette skrift, fore tog han sommeren 1851 en fod tur til Valders, hvorunder han døde hos Waagaard paa gaarden Hougsrud i Hedalen 22. juni nævnte aar (og blev begravet paa Hedalens kirkegaard). I en nekrolog over ham i Christiania posten for 1851 nr. 1007 heder

Scan 88 from Storelvedalen — Scan 88 · Page 68

Page 68

68 IVAR SÆTER: STORELVEDALEN Folketungers runestave speided han fra hver en egn, hvor vort nordens stammeslægter såtte vidt sig mindetegn; midt i travle granskerfliden blev afskaaret levetiden af den skjulte visdomshaand. Østerdalens grønne brinke mellem fjeld og skov og elv, hjemmet der han gjæste vilde, did han kommer mer ei seiv. Fredens sol, som sidst ham kyste og til andet hjem ham lyste, straaler blidt i dalen her. Trønnes offentliggjorde i Norsk Tidsskrift for viden skab og literatur 1847 en afhandling af et større arbeide om udledelse af nogle norske steds- ___________ og folkenavne i sydøsterdølske, solør ske og odølske dialekter. I nævnte tidsskrift 1850 skrev han ogsaa en w Norsk bibliografi, ligesom han ydede sproglig bistand ved udgivelsen af A. E. Vangs: Gamla reglo og rispo ifraa Valders. Han var forresten en flink latiner og havde store historiske kund skaber. Ved sin død efterlod han sig et større m i filologisk arbeide; men manuskriptet er wkm desværre kommet bort. Paa hans grav paa Hedalens kirkegaard har venner reist ham en granitstøtte med følgende , . . Nils H. Trønnes (efter tegning af inskr, P tlon: løitnant Bloch). Nils Trønnes født i Storelvedalen død i Hedalen 1852 paa en videnskabelig vandring. Hans dybe og utrættelige granskeraand havde vakt haab om en for fædrelandet betydningsfuld virksomhed. Hans tidlige bortgang efterlod hos slægt og venner et smerteligt savn og et dyrebart minde. Foruden Nils Trønnes og Sagføreren har ellers følgende med Trønnesnavnet en høiere (akademisk) uddannelse: Herman Trøn nes f. 1865 (doktor i Kristiania). Ingeborg Oline Trønnes f. 1872 (gift med Larsen i Skien). Karen Mathilde Trønnes f. 1871 (gift med redaktør Velde i Fredriksstad). Halvor Karenus Trønnes f. 1874 (udvandret til Amerika). Nils L. Trønnes f. 1876 (doktor i Amerika). Tollev Trønnes fra Tryli f. 1875 (f som stud. med.). Berger Trønnes f. 1886 (søn af Andreas Botolfsen Trønnes og hustru Beate Messelt, der i 1883 kjøbte gaarden Svennerud paa Helgøen). Hans Trønnes f. 1875 er ingeniør. Sørstu Trønnes er gammelt bebygget. Paa gaarden findes en stue med aarstallet 1618 (den ældste stue i Storelvedalen) og en primstav fra 1609. Omkring 1820-aarene blev gaarden solgt af eieren Ole Taraldsen til Peder Gudbrandsen fra Ringebu i Gudbrandsdalen. Hans søn Gudbrand Pedersen overtog eiendommen efter ham 14. oktbr. 1846. Han var født 29. juli 1821 og blev 8. oktbr. 1861 gift med Sigrid Taraldsdatter Trønnes, (Gammelstu), f. 15. januar 1841 -f februar 1878. Gudbrand Trønnes, f 20. april 1897, var bruger til 1. juli 1889, da han overdrog gaarden til sønnen Peder G. Trøn nes, som nu er bruger. Denne er medlem af herredssty ret og overformynder samt formand i skograadet m. m. Træet eller Trea (antagelig den tredje gaard paa Trønnes) eies nu af Andr. H. Kiær & co. Paa gaarden findes et interessant skab med aarstallet 1788 og en klokke fra 1747. Gaardens forrige eier, organist Tollef Noren, fik gaarden med sin hustru Andrea Trønnes, enke efter Tollef Trønnes, som i sin Tid var ordfører. Gammelstu Trønnes er nu übeboet. Det interes santeste paa den gamle gaard er Barfrøstuerne. Op rindelig var der tre, hvoraf den ene som før nævnt er paa Bygdø, medens to staar igjen paa gaarden. Omkring 1830 overdrog den daværende eier HalvorTollevsen,f. 1769, der havde arvet efter faren, eiendommen til Tarald Pedersen, som i 1860-aarene igjen overdrog den til sin ældste søn Halvor Taraldsen. Som eier af Fonaas i Rendalen skjænkede han i sin tid den bekjendte Fonaasspænde til universitetet. Omkring 1880 blev gaarden solgt til et selskab, og ikke længe efter blev Simen Landeth eier af Gammelstu Trønnes. Tarald og Margrete Trønnes havde børnene Halvor f, Gjermund (Atnedalen), Per f, Gede vard (Kristiania,, Sigrid f, Tarald f, Ingeborg Stai), Tollef og Hanna (Kristiania) og Martinus f. Gaarden Nordre Trønnes (Nordstu- moen) laa oprindelig i nærheden af de andre Trønnes gaarde; men i 1792 blev den flyttet did, hvor den nu er, af Ole Jonsen, den nuværende eierindes bedstefar, der var gift med Sigrid Olsdatter Brænd, en søster af faren til den bekjendte Ola Brænd, som udmerkede sig i krigen i 1814. Denne Ole Jonsen skulde efter datidens forhold være en særdeles dygtig mand, hvem mange tog paa raad. Han døde i 50-aarere og hans hustru omkring 1860. Efter ham fik sønnen Jon Olsen gaarden. Han blev født 10. december 1801 f 8. december 1882 og var gift med Ingeborg Gjermundsdatter Westgaard, f. 22. oktober 1809 f 22. juli 1870. De havde kun ét barn, datteren Sigrid, der fødtes 18. december 1850 og blev gift 9. september 1871 med grosserer Tarald Trønnes (Gammelstuen). Han blev født 23. januar 1843 og døde allerede i 1891, efterat han i 1880 havde sat gaarden i dens nuværende stand med den vakre hovedbygning (efter tegning af arkitekt Thomassen), med haven og dammen. Fru Sigrid Trønnes, der havde arvet gaarden efter sin far, arvede ogsaa efter sin mand, da de ingen born har. Det eneste, som er

Scan 89 from Storelvedalen — Scan 89 · Page 69

Page 69

GA AR DEN E I STORELVEDALEN. 69 igjen af den gamle gaard, er Barfrøstuen. Skogen blev særlig fredet og opelsket af den gamle Jon Nord stumoen, der mindes som en bramfri stille mand, som kun befattede sig med sit gaardsbrug. Da Nordstumoen alle dage har været, hvad man kalder en normalgaard, tør vi gaa ud fra, at eierne af denne gaard ikke har higet efter at tillægge sig mere og heller ikke har villet skille sig af med noget, men stellet trofast med sit gjennem tiderne. Sæteren eller fjeldstuen Tryvang er et meget smukt sommeropholdssted, og udsigten fra Ulv berget oppe i lien nordenfor gaarden er særdeles vakker. Fru Sigrid Trønnes har foruden de to legater til sygepleien og kirkesangen bekostet plantning paa kirkegaarden og i aare- nes løb øvet en ud strakt godgjørenhed og tillige været virksom i missionens tjeneste. For en del aar siden gjorde Fruen en større udenlandsreise. Fra et gammelt pa pir paa Nordstumoen skal vi tilsidst med dele 10 navne, der med sikkerhed anta ges at gjælde børnene til Ole Trønnes, bed stefar til den sidste Ole Johnsen: 1) Dordi OlsDaatter Tro nes Fød til Werden Anno 1745 den 22de September. 2) Knud Olssen Trones Fød til Werden Anno 1748 den 18de Marti. 3) Joen Olssen Trønes Fød til Werden Anno 1751 den 21de November. 4) Olle Olssen Trønes Fød til Werden Anno 1755 den 7de Juli. - 5) Hans Olssen Trønes Fød til Werden Anno 1758 den 31te Januari. 6) Ingebor OlsDaatter Trønes Fød til Werden Anno 1761 den 31te Mai. 7) Tolew Olssen Trønes Fød til Werden Anno 1763 den 17de September. 8) Anbiør OlsDaatter Trønes Fød til Werden Anno 1766 den 4de Januari. 9) Maret OlsDaatter Trønes Fød til Werden Anno 1768 den 17de Juli. 10) Knud Olssen Trønes Fød til Werden Anno 1771 den 30te Julius. Af et papir, som blev fremlagt ved skiftet paa Stai 1756, viser det sig, at Ole Halvorsen Trønnes og Ole Knudsen Trønnes samt Bottel Halvorsen Trønnes sam men med Ole Liøset og Halvor Jakobsen Stai havde prioritet i gaarden Kiødstad i Løiten for 480 daler kontant, som de havde laant Peder Jensen Kiødstad i 1749. Kiødstad gaard skyldte da 1 skippund og 5 lis pund tunge med bøxel. Gjælden med 5 pet. renter blev terminvis betalt i aarene 1751 1757 til Ole Trøn nes, der har kvitteret for modtagelsen. Bottel Halvorsen Trønnes sees endvidere i 1752 at have laant 500 rigs daler til Knud Hansen Vaalødegaard i Stange, der der for såtte sin eiendes odelsgaard i pant til Bottel Halvor sen, indtil pengene var ham tilbagebetalte. Koppang (Kaupangr). Navnet Kaupangr med genitiv Kaupangrs eller Kau pangs blev i gamle dage brugt paa steder, hvor man drev handel enten bestandig eller til visse tider. Nav- net forekommer flere i steds i vort land i lighed med Kjøbing i Danmark. Naar Kop pang i Storelvedalen blev et sligt handels sted er der ingen be retning om, ligesaalidt som nåar det ophørte. Hamarkaupangr blom strede omkring aaret 1150, og usandsynligt er det ikke, at der ogsaa da om ikke før blev et Kaupangr, d. v. s. en handelsplads, i Eystridalir. Omkring 1250 eksisterede ial fald Koppang som et be kjendt markedsstevne, og at det først ophørte ved den sorte død er der ogsaa al rimelighed for. I 1520 blev det skrevet Kou pang, i 1578 Kopanngh og i 1604 Coppangh. I 1665 staar følgende nævnt som brugere paa Kop pang: Oluf, Knud, Andreas, Tarald, Anders, Toluf, Simon, Ole oe Olle med 3 huder samlet skyld. Til gaardene hørte „gilderskog oe setter med engslaat langs Glommen med føde til 18 heste, 159 store fæ, 30 tønder i udsæd og 3 kværne" m. m. I 1660 og i 1704 klager bønderne paa Koppang over flom paa grund af opdæmning i Fæmundsjøen. I 1723 havde Kop pang ogsaa 9 brugere med opsidderne Tollef Olsen, Hans Olsen, Ole Pedersen, Simen Knudsen, Tollef Simensen, Ole Taraldsen, Halsten Andersen og Anders Engebretsen med over 100 nød og 14 heste foruden smaafæet. 2 skind i Koppang var Aamot prestebol tilhørig med bøxel. Ved gaardemandtal af 1739 havde Koppang ligeledes 9 brugere med „to hussauge og 9 flomqverne". Hos Kraft anføres det, at Koppang Nordstumoen (Trønnes).

Scan 90 from Storelvedalen — Scan 90 · Page 70

Page 70

70 IVAR SÆTER: STORELVEDALEN. en gang var ét stort gods med 300 mennesker og 50 daler skyld med 10 brugere og to sagverk. Det siges ogsaa at Negaard og Vestgaard skal være undadelte fra Koppang; men begge disse meddelelser faar staa ved sit eget værd. Sikkert er det imidlertid, at alle Kop panggaardene fra først af laa ude paa Koppangsøien, hvor der som karter fra 1865 udviser var saa mange smaa parceller, at man ofte tog feil af hinandens slaatter. Jøransholmen, Torstensholmen og Langholmen er navne fra hine tider. Trætøien nordenfor Koppang har sit navn af, at der har været trætte om den en gang i tiden (om Slaatten eller eiendomsretten). Med undtagelse af Nordstu Koppang og Øvergaard er der nu ikke en eneste gaard paa Koppang, som ikke er frasolgt det meste af skogen. I 1890-aarene hold tes der en stor ud skiftning paa Koppang (ledet af udskifmings formand Johan Høye fra Rendalen). Udskift ningen omfattede sæ terbrug med skog- og havnerettigheder og er den største udskiftning, som har fundet sted i Østerdalen. De største brug paa Koppang er Øver gaard (EfrigarAr), Sun- det, Bakken, Nystumoen, Nordstu og Gammelstu (Bø). Af disse er Øvergaard (egentlig to gaarde) størst med op til 50 storkreaturer i sine velmagtsdage. Ifølge et paa Øvergaard opbevaret familiealbum (ud arbeidet af dyrlæge Tarald Øvergaard i 1893) hed den første eier af gaarden Tarald Olsen, der var født 1712. Gaarden, som oprindelig hed Øverby, blev flyttet op fra Koppangsøien i 1737, under Tarald Olsens efter mand Ole Taraldsen; men den har da sikkert været i ætten i længere tid. I den saakaldte Vinterstue (Rette stue) findes følgende inskription over høisædet: „Anno 1737 Ilte april blev denne gaard flyttet fra Koppangs øien til Øvergaard af den forstandige mand Ole Tarald sen og Siri Halstensdatter. Ligesaa er denne stue op bygget anno 1741." I 1746 er Ole Taraldsen bygde lensmand, der gjennem sognepresten faar paabud fra Hans Excellence generalmajor stiftamtmand von Rappe og Hans Høiærværdighed biskop Dorph om at tåge forholdsregler „mod tjenestetyendets og ungdommens udskeielser ved dans og drik og dobbel". Hans ældste søn Tarald Olsen overtog gaarden ved skjøde af 1749. Efter ham kom sønnen Ole Taraldsen (eneste søn født 1752). Han blev gift med Marit Nilsdatter Knuds Møkleby 1776 og kjøbte Eldhusstuen paa Koppang. Hans ældste søn Tarald solgte odelsretten til sin bror Simen, der var født 2. januar 1786, og som overtog gaarden i 1819 mod en løsningssum a f 5000 speciedaler (Tarald fik forlods 1000 speciedaler for sin odelsret). Simen Olsen Øvergaard tjente fra 1805 i 10 aar som skolelærer for at aftjene sin værnepligt. Han var gift med Ingeborg Olsdatter ira Sjølie i Rendalen og døde som ordfører i Storelvedalen 1841. Øvergaards brug om- fattede i 1827 følgende eiendomme: Øvergaard med Eldhusstuen,Træt øierne, Holmen (ma geskiftet bort med Ole Bakken), 14 /5 kalvskind i Imsgaarden (i Imsda len), tvende skogteige i Andraadsbjerget (med pladsen Pansbakken) og I J2 part i Nimands sameien. Den sidste Ole Øver gaard blev født 29. april 1828 af forældre ne Simen Olsen Øver gaard og hustru Inge borg Olsdatter Sjølie fra Rendalen. Ifølge et af moren udstedt skjøde, dat. 12. juli 1849, overtog Ole gaarden Øvergaard med alle herligheder og tilliggelser mod føderaad og en kjøbesum af 7000 spd. (kr. 28 000). I 1858 den 25. oktbr. blev han gift med Marit Lovise Bålstad fra Rendalen (vielsen holdtes ifølge kongebrev i brudens hjem paa Bålstad). I sit egteskab har de havt 10 barn (6 sønner og 4 døtre), hvoraf Svein, den ældste, overtog gaarden i 1890 for 150 tusen kroner med føderaad. Ole og Thoralf er i Amerika. Simen er død, og Halfstein eier Gammelstu Koppang. Signe er gift med overretssagfører Buraas og Oline med Peter Sjølie. Ingeborg er gift med dr. Mohr i Stavanger, og Marit (Ole Evenstads forlovede) døde i 1889. Ole Øvergaard døde 20. marts 1895. Marit Øver gaard lever fremdeles paa den store, vakre gaard med de mange minder og slægtstraditioner. Sundet (udtales Sunne med dativ Sunna) siges at være den sidste gaard, der blev flyttet op fra Kop Øvergaard (Koppang).

Scan 91 from Storelvedalen — Scan 91 · Page 71

Page 71

GÅ ARDEN E I STORELVEDALEN. 71 pangsøien. Ifølge indskriften over døren inde i stuen fandt dette sted i 1757. Der staar nemlig: „Engebret Andersen og Hustruen Margrete Andersdatter Koppang flyttede gaarden til Sundet aar 1757 i april maaned Og denne Stue Blev opbygget aar 1759. Men er af A. E. (Andersen Engebret) bekostet med en nye reparation aar 1803 og mahlet 1805." Eiendommen Sundet (samt det væsentlige af Gammelstu Koppang skog) eies nu af et selskab, hvor aktieindehaverne er Halfstein Øver gaard (Bø) og hans søster fru Signe Buraas i Kristi ania. Hanna Trønnes, som Vinje skriver saa smukt om i sine „Ferdaminni", blev gift med Haagen Olsen Sundet, bror af Ole Løken og søn af gamle Ole Sun det, der igjen var søn af underofficeren Haagen An dersen Koppang, som i sin tid var en meget benyttet mand i kommunens tjeneste. Han var gift med Kari Olsdatter Evenstad, søster af Eidsvoldsmanden. Hanna og Ole Sundet havde flere børn, hvoraf den ældste søn, Ole, reiste til Australien og en anden søn, Halvor f. 1873, er ingeniør i Drammen. Nystumoen Koppang eies nu af Gedine Koppang, f. Vestgaard den 15. december 1858. Hun var gift med Nils T. Koppang f. 27. mai 1863 f 3. august 1899. Han var søn til Tollef N. Koppang. Paa Nystumoen findes en stue med aarstallet 1707. Den ene af de to Lillestugaarde eies af Marit Hal stensdatter Sjølie fra Rendalen, f. 27. oktober 1843; enke efter Simen S. Øvergaard, f. 27. januar 1836 f 11. januar 1877. Engebret O. Lillestu var eier af den anden Lillestugaard. Han var født 14. februar 1824 f 19. april 1902. Han var gift med Oline Lars datter Lillestu, f. 11. april 1823. Paa Lillestu staar et stabbur med aarstallet 1633, og inde i stuen staar skre vet paa væggen: „Anno 1752 blev gaarden flyttet til dette sted og målet 1796." Høistad hed fra først af Petermoen og er egentlig bebygget af Halvor H. Trønnes. Han var tømmer merker for Thorvald Meyer og kjøbte Furuholmen skog. Hans datter og eneste barn Karen er gift med P. Tol lefsen Ilsaas fra Rena. De eied Høistad gaard i nogle aar; nu eies den af Sigurd G. Trønnes Ole Banken (f. i Solør 1860) har i en række af aar drevet som skoghandler i Storelvedalen. For nærvæ rende er han eier af Nystumoen og Høistad skog m. m. Nordstu Koppang var oprindelig en gaard, der blev delt, idet Svend Olsen Øvergaard og Ole Lombnes fra Rendalen kjøbte hver sin del. Gaarden blev atter samlet af dr. Paus, der først kjøbte den ene og siden den anden part. I 1875 gik eiendommen over til Alexander Hagen, af hvis bo Juliane Furuseth kjøbte den ene del i 1887 og Herman Atneosen den anden del. I 1889 kjøbte fru Furuseth ogsaa den anden del, og siden har hun havt eiendommen, som hun nu har forpagtet til sin svigersøn, Olafsen. Alexander Hagen drev i sin tid landhandleri og stor skydsstation paa Nordstu Kop pang. Koppangshammeren, der nu eies af Simen Myr vang, var for en tid tilbage handelssted og et godt søgt logi for færdesfolk. Anne Koppangshammeren, f. Trøn nes 1830, enken efter Ole Koppangshammeren (f. 1820 f 1882), lever endnu og kan fortælle om de dage, da „sakristiet" (bagstuen) blev benyttet til soverum for færdesfolkene. Bagstuen har nemlig været sakristi i den gamle kirke paa Kirkemo. Gammelstu Koppang eiedes til 1880-aarene af Olaf S. Koppang, i hvis slægt den havde været i længere tid. I 1893—94 blev gaarden gjenløst ved odel af hans ældste søn Sigurd. I 1896 brændte gaardens største vaaningshus, og i 1898 kjøbte Svein Øvergaard eiendom men og paabegyndte opførelsen af nye bygninger, men solgte i 1901 jorden og lidt af skogen til sin bror Half stein Øvergaard, der fuldførte bygningen, saa gaarden nu er herskabsmæssig bebygget. Han har desuden forandret gaardens navn til Bø (efter forbogstaverne i sin hustrus og sit eget navn). Olaf Koppang, der nu har eiendommen Nysted (med hotel og butik), er født 28. september 1848 og var gift med Ingeborg Johanne Ottestad (f. 1. januar 1845 f 17. juli 1904). Af deres 5 børn er Sigurd hjemme hos sin far paa Nysted, og Haakon er gift med Aagot Ruud. Til Koppangsgrænden hører ogsaa de to gaarde Nor dre og Søndre Bakken, der oprindelig hed Spisberg og Myting. Spisberg eller Nordre Bakken har navnet efter Ole Engebretsen, der var født paa pladsen Spis berg i Ringebu i Gudbrandsdalen 1796, og som bosatte sig i Storelvedalen omkring 1820-aarene. Han var gift med Rønnaug Engebretsdatter, der ogsaa var fra Rin gebu, og havde med hende 8 børn, af hvilke der nu ikke lever flere end Anne Atneosen. Ole Engebretsen døde i 1872. Hans søn Edvard O. Bakken, f. 27. september 1828, overtog gaarden og var gift med Marit Hornseth fra Rendalen. De havde fire børn: Otto (gift med Anne Møkleby), Anne (gift med Haaken Øgle i Kristiania), Tollev (gift med Jakobine Hornseth), og Regine (gift med Ingemar Vestgaard i Amerika). Edvard O. Bakken døde 1867 bare 39 aar gammel. Han efter lod sig bl. a. en dagbog fra 1840 —50, der desværre er bortkommen. Gaarden eies nu af Otto Bakken. Søndre Bakken eller Myting eies af Th. Ruud (Ne gaard) og bruges af hans svigersøn Torgal Berger, der er gift med Ruuds ældste datter Aslaug. Han er søn af Halvor Storstu (sønnesøn af Haagen Storstu). Enken efter Iver Bakken, Ingeborg fra Træet paa Trønnes, lever fremdeles i Bakken.

Scan 92 from Storelvedalen — Scan 92 · Page 72

Page 72

IVAR SÆTER: STORELVEDALEN. 72 Tresen (Treseng). De tre gaarde (Tresen mellem, Tresen nordre og Tresen søndre straks nordenfor Koppang) har antagelig navnet efter elven Tresa, der her falder i Glommen i flere forgreninger (de tre oser eller tre osen). Stedet skreves Trøszeng i 1648. Nævnte aar supplicerer nemlig „allmuen aff Elffue dahlen offuer en deris grander samestedz wed naffn Halsteen Trøszeng (som forleden aar weret udi Dan march och supplicerit at hand aff fogeden war dreffuen fra sin gaard). 1) Att hand deris søffuer och creatur haffde forgiffuet, 2) Att hand war befunden udi tyffue rie end och imod handsz egen broder, 3) Att hand dennem gjorde stor fortrengszell paa deris jorder och fædrifft, idet hand sig en aldminding tilleignede, 4) Att hand tilholdte sig dend gaard Trøszeng, som hand for lenge siden, wed domb och rett war frakiendt . . . hurofor sambtliche allmue bad at hand for handsz uær lige bedriffter motte derifrå bøigden affschaffis, och paa et andet sted som fogden hannem haffde tilboden, och hand iche wilt ingaa henwiszis Att procederis med hannem effter lowen och ders zom forschriffne klagter befindis sandferdige och be viszlige, att dømmis och schiches hid udi jern". (Statsholderskabets exstraktprotokol 1642 —1650). I denne forbindelse kan ogsaa anføres en mordsag i Storelve dalen i 1653. (Uddrag af tingbogen for Østerdalen ved Th. M.). Anno 1653 den 20. februari ting holden paa Koppang overvæ rendes af fogden Jens Bang, lensmanden Peder Negaard og lagrette mændene A. Mykleby, Halvor Stai, Halvor Westgaard, Anders West gaard, Iver Mykleby, Torger Messelt, Tollef Messelt, Knut Mykleby, Alf Trønnes, Oluf Trønnes, Anders Koppang og Embret Koppang. H. m. foged bad for retten fremføre en misdæder Nils Gaute søn(?), født i Telemarken formedelst at han dagen næstefter Hellig tre kongers dag stak sin kvinde (hustru) ihjæl hos Knud Bakken, og berettis hun at have været ved barn. Bemeldte misdæder berettede, at da han og hans kvinde kom til Koppang og medens han og hans folk fik mad, tog hans kvinde midt udi maaltidet fjerdeparten af en kage og aad, siddendes paa bænken ved siden af sine kurve. Han begjærede da, at hun skulde give ham noget snustobak, men hun svarede, at hun havde ingen. Fangen sagde da, at han havde kjøbt en alen tobak paa Messelt og spurte, hvor den var bleven af, men hun svarte, at han havde drukket (snuset) den op gaardene imellem. Videre trætte havde de ikke sammen, men han krøb af bænken bort til hende og hjerte stak hende med en tollekniv, saa at hun laa død med mad i munden. Derpaa blev fremfordret efterskrevne vidner, som gjerningen havde seet, nemlig Knud Bakken, som gjerningen skede hos, og sundmanden(?) Peder Messelt. Almuen for retten erklærede, at, saavidt dem var bekjendt, havde misdæderen og hans kvinde altid levet fredelig og stille sammen, hvilket han og seiv bekjendte, at han aldrig tidligere havde skiftet et ondt ord med hende. Der afsagdes saadan dom: Efterdi saaledes befindes, at han uden given aarsag sin kvinde, som haver været frugtsommelig, haver myrdet, hvorved han grovt niddingsverk haver gjort, bør han derfor at lide under bøddelens haand, legemet at lægges paa 4 steile og hovedet at sætte paa en stage. Foranførte kan være af interesse som bidrag til be lysning af de retslige tilstande i gamle tider. Efter al sandsynlighed var der da tættere befolket oppe ved Tresen end nu. Det gamle førnævnte Frøbergstad laa jo straks nordenfor Tresen lige ved Glommen, og efter Frøsaalien midtlies oppe ved Frøsa (den brusende) kan endnu opvises tomter med rester af kværnhus o. s. v. I nærheden af Tresengaardene paa vestsiden af Glom men ligger pladsen Tandfetten, og omtrent en mils vei nordenfor ligger de to brug Nordre- og Søndre Bjøraa neset, hvoraf det første er undadelt fra Sundet og det andet fra Øvergaard. Bjøraaneset eksisterte i 1796, da Engebret H. Bjøraaneset leverte varer til fabriken Enighed. Amtmand J. Utheims mormor Margrete er født paa Nordre Treseng (Perstuen) i 1778. Hendes forældre var Semming Bergersen Messelt f. omkring 1740 og Thrude Pedersdatter Koppang. En af deres sønner Peder f. 1772 blev boende paa Nordre Treseng, som han ved skjøde af 28. december 1803 kjøbte af Peder Olsen (Nordstu) Koppang. Peder Semmingsen døde i 1839, medens hustruen Anne Larsdatter overlevede ham en tid. Deres sønner Semming og Lars delte farens gaard. (Semming døde ugift i 1854 og Lars døde gift, men børnløs i 1859). Semming Knudsen Treseng, f. 1824 -f- 1905 var gift to gange (første gang med Berte Nilsdatter Trønnes, med hvem han havde Tollef Treseng, Gjertrud og Karenus, der begge er døde, samt Gurine og Sigrid (de to sidste i Amerika), og anden gang med Anne Halvorsdatter Treseng, med hvem han havde lærer Severin Treseng samt Hanna Beate og Karen). Tollef Treseng, f. n /3 1849, tog gaarden paa odel i 1899, da faren Semming Treseng havde solgt den til sin søn af andet egteskab lærer Treseng. Botolf Gjer mundsen Vestgaard kjøbte MellemTreseng i 1856 f 1876. Han mindes som en mand med godt lune og fuld af pudsige indfald. Tresengaardene brændte 21. juli 1904. En ved navn Jahren fra Hedemarken) omtales som en lignende original med en eiendommelig maade at udtrykke sig paa. Jagten kaldte han for ..befægteri" og at reise „folkebesværmelse" o. s. v. Tiurspillet om vaaren beskrev han saaledes: ~Styrmanden drager i spidsen og alle de andre efter saa sætter den sig i en top, mens de andre driver bekamping paa bakken og bolsterer sig for at holde balancen." Atneosen. Denne ensomt beliggende gaard ved elven Atnas ud løb i Glommen (deraf navnet) findes omtalt første gang i 1670-aarene, skjønt den maa være ældre. I jorde bogen af 1689 staar gaarden opført med 4 skind i skyld med stiftamtmand Hans Nilsen til eier og Tarald Olsen som bruger. Ved matrikuleringen af 1723 havde gaar den „1 opsidder Kongelig Majestæt med bøxel tilhørig

Scan 93 from Storelvedalen — Scan 93 · Page 73

Page 73

GAARDENE I STORELVEDÅLEN. 73 2 skind og etatsraad Wernschiold 4 skind med bøxel til— hørig." Atneosen var da takseret til 6 skind med 2 heste, 14 nød og 18 sauer. I 1721 begynder paa Atneosen en stor takstforretning, der omfatter hele dalen, over den af flommen i 1717 forvoldte skade, som var lige stor som ved flommen i 1675. De fleste gaarde laa da alle „mæg tigt i elvebrud." I 1736 erholder Haagen Taraldsen kongelig tilladelse til at sidde i uskiftet bo (efter sin afgangne hustru Ingeborre Nilsdaatter), saalænge han i eenlig stand forbliver. Den ældste bruger, som er sporet paa Atneosen, er ellers Erik Embretsen Atten Aasen (Atneosen), som 14. juli 1677 var indstevnet for retten paa Møkleby af sin broder Hans Em- . bretsen, som gjorde krav paa at faa igjen sin første bygsel af Atne osen, nemlig 10 rigsda ler, og som fremlagde erhvervet bygselsedel, dat. Borregaard 18. nov. 1674 samt sedel fra landdrotten Chri sten Jensen lagmand i Fredriksstad dat. Borregaard 16. oktobris 1676. Han formente, at hans broder Erik paa grund af disse papirer „bør hanem sin første bygsel at igjengive eller og pladsen at tilvige". Erik paastod, at Hans «vrangvillig skulde have fragivet hans berretning og derefter erlanget bygselsedel" og frem lagde i retten den 13. oktbr. 1677 bygselbrev in origi nale, dat. Borregaard 10. april 1672, men erkjendte at restere til jorddrotten Christen Jensen „16 tylvter tøm mer, som han mod desligste skulde betale". Fogden Johan Steinkull begjærede sagen udsat, til han fik for høret sig hos høie excellence (Gyldenløve) ved hans hjemkomst fra krigen; thi eftersom bemeldte plads laa 3 stive mile og længere fra bygden, kunde det være en mulighed for, at den tilhørte kongl. may. ålmenning. Atneosen er i disse dokumenter betegnet som ryd ningsplads. Erik Embretsen Atneosen blev i 1675 tiltalt for at have stjaalet en kobberkjedel fra Haagen Atneosens sæter i Ringdalen (Ren dalen). Kjedlen veiede 1 bismerp. og 10 merker og „stod for retten hos hanem". Han bekjendte frivillig „at have opbrudt for bemeldte Haagen Atneosis' sæterbod, som der var en trælaas for, og at det var nød og trang, som havde tvunget ham dertil; thi han havde kvinde med sig. som da var fremmelig med barn. Han blev dømt til at betale otte ørtuger og 13 1. sølv til konningen inden 6 ugers forløb eller være fredløs. 10 Storelvedalen. 1709 hed brugeren paa Atneosen Nils. Nogle faa aar efter er Haagen Taraldsen fra Korperud i Aamot bruger af Atneosen (i 1718 gift med Ingeborre Nils datter, som uden tvivl er en datter af ovennævnte Nils). Haagen Taraldsen kjøber i 1744 Atneosen af Hafslund for 500 rigsdaler. Han og Ingeborre havde 5 børn: Nils, Tarald, Ole, Dorthe og Marte. Nils (Skytteren, f. 1723) overtog gaarden ifølge skjøde af 1753. Han var gift med Kari Semingsdatter Hanestad. Tarald kom til Messelt. Dorthe blev gift med Gunder Olsen Svestad, Marte med Haagen Semingsen Hanestad, Ole med Ingeborg Semingsdatter Hanestad (altsaa 3 par sø sken gifte). Ole og Ingeborg fik og byggede Atneosstuen i 1766. Nils Skytter (han havde paa engang 19 elgshuder opslaat paa en løe nordenfor Atna) og Kari havde ingen børn. Han døde af jagtanstrengelse ri meligvis i 1770. Enken blev allerede vel saa to aar efter gift med den tyve aar yngre Nils Ol sen Evenstad, en far bror af Eidsvoldsman den. Da dette egteskab ogsaa blev børnløst, ind tog Nils sin yngre bror Halvor Olsen Evenstad og hans hustru Marit Andersdatter Sundet, som var en brordatterdatter af Kari, til sytninger. Baade Nils og Halvor var dygtige karer. Halvor var især kjendt som kobbersmed. Han var valgmand i 1818 og blev af politiske grunde indviklet i proces med valg manden O. S. Aaset i Aamodt. Det er sagt, at disse ugreierne havde noget at gjøre med Halvor Hoels be vægelse. 1 Halvor Atneosen vandt processen med glans; men inden domsafsigelsen kom, døde han 1820. Hal vor og Marit havde 4 børn: 1. Nils g. m. Ingeborg Haagensdatter Hanestad. De overtog Atneosen efter Nils Olsen, som døde i 1829. 2. Kari g. m. Halvor Botolfsen Trønnes. 3. Maren. 4. Karen. Nils og Ingeborgs børn er Haagen og Marthe (mor til Olaf Koppang). I 1752 udstedtes følgende odelsskjøde paa Atneosen: Karen Werenskiold til Havslund Gaard Enkefrue af Salg: Genneral Hartvig Hvitfeldt Giør Vitterligt, at ieg som den Rette odelsberettigede til min Sig: Fader Con- 1 Professor dr. Yngvar Nielsen: Norges historie efter 1814. I. Atneosen.

Scan 94 from Storelvedalen — Scan 94 · Page 74

Page 74

IVAR SÆTER: STORELVEDALEN. 74 ferensraad Niels Werenskiold, 1 Eiende Jordegods i Saaløer og Østerdalen, hvoraf Endeel, min Svoger Hans Exellense Hr. Genneral Lieøtenant Hausmand med sin Slig. Frue arvelig Er tilfalden, og Siden af Hannem igiend bort Solgt; Hvoriblandt andet Er Gaar den Atneosen, i Aamodts Præstegield, Elvedalen An nex og Østerdalens Fogderie beliggende af 6 kalfe skinds skyld som af ermeldte min Svoger Er solgt for 500 rd. Hvilken Summa leg igiend til brugeren den agtbare dannemand Haagen Taralsen har givet tilby delse at indløse bemelte gaard, mens da vi nu om min odels Ret Er bleven acorderet, Har Haagen Taralsens Søn Niels Haagensen, mig derfor betalt 200 rd. Skri ver Toe Hundrede Rigsdaler Courant; Thi sælger, skiøder og afhender leg herved min odel og løsnings Ret til bemelte Niels Haagensen, over de sex skinds skyld udi gaarden Atneosen, Hvilket herefter skal følge og tilhøre ham og arvinger til et uigienkaldelig odel og Eiendom med lige ret og herlighed Som ieg det Seif kunde haft udi Eie, og til hans des meere betryggelse for videre Eller flere. Odels Pretendenter til attermælte 6 skinds skyld underskriver og leg Genneral Liøutant Mathias Wil helm Hvitfeldt, som rette Odels berettiget Efter min kiere moder dette odelsskiøde og herved fråskriver mig al den ret hertil og eftertiden maatte eller kunde have, mens bemelte 6 Kalfskinds, skal herefter upaaanket følge og tilhøre meerbemeldte Niels Haagensen og hans arvinger giørende sig dend Saa nøtiig og gavnlig Som best vides vil og kand og Hvorfor leg med min kiere moder skal til bekræftelse, under vore hender og Sig neter, Datum Hafslund Gaard den 6te september 1752 K. Hvidt M. V. Hvidtfelet. Werenckiold (L. S.) (L. S.) Læst og Protocoleret for Retten paa Store-Elveda lens Sogns Vaarting den 20de Matz 1753 samt udi skjøde og Pantebogen Folio 161 ord til andet indført texten. . , Aagaard. I 1755 oprettedes følgende kaarkontrakt (der kan tjene som prøve paa kaarkontrakter i det hele tåget): Som jeg underskrevne Haagen Taraldsen Atneosen af Store Elvedalen nu formedelst alderdom har frastaaet gaardbruget for min søn Niels Haagensen og derfor opladt midt boe for mine børn, saa haver jeg derved i henseende til mit ophold og forsyning paa alder dommen giort saadan aftale og beslutning med bemeldte min søn, som følgende derom imellem os oprettede Contract bemelder, nem lig: At jeg fremdeles for min øvrige Livs Tiid forbliver her paa gaarden og paa sønnens Brød at nyde god og forsvarlig under holdning, behøvende sømmelige klæder, tilbørlig opvartning og alt andet som i en eller anden maade for mig kan behøves til mit gode ophold foruden at sønnen, om jeg det forlanger aarligen skal 1 Werenskjold var søn af Verner Nilsen, der døde i 1695 som eier af Hafslunds gods, og hed egentlig Nils Vernerssøn, men blev adlet under navnet Werenskjold som amtmand over Smaalenene 1741. Hafslund gik derpaa over til hans svigerson general Hart vig Huitfeldt og senere til dennes enke, der i 1754 solgte godset til Kancelliraad Leuch Elieson, som siden solgte det til sin bror og denne igjen til Peter og Bernt Anker. levere mig 2 tønder Hedemarkens Byg og tre tylter 6 alen Furue Savtømmer, som hand og bekoster til vandraget fremdrevet, samt efter døden besørge mig saa sømmelig til Jorden bestæd som min stand udkræver, og nåar jeg da paa saadan maade hos sønnen med hustru eller arvinger nyder mit ophold og forsyning, uden at mig noget dertil skulle mangle og jeg saaledes hos dennem til min død forblive, har jeg lovet, ligesom jeg og nu herved lover og til siger fornævnte min søn med hustrue og arvinger efter min død at nyde og beholde uden anke og paatale af mine øvrige børn de faa effecter jeg mig haver forbeholden og aftaget, som bestaar af: 1 hest, 7 aar gammel, med sæle, grime og hesteklæde. 1 Færdning slæde 2de ohr Reb 1 Bagsæle, 1 Age Slæde, jernstengt, 2de Kiør, 4 Sauer, 2 Suder, 2 gieder, 2 kister, 1 skrin, 1 rifle, Børse, 1 bibel, 1 Postille, 2de fuldkomne senge, 2 høiender 1 Slædefeld, 1 kobberøse og 1 ridesadel med bidsel, tilligemed, hvis videre jeg kand blive eiende og ved døden mig efterladte. Men skulde det mod formodning saa ske, at jeg formedelst uhildig medfart, ei kunde finde mig fornøyet med at forblive med hos sønnen og hu strue paa dereis Brød, staar det mig frit for samme at qvittere, hvorimod de skal forbundne være at lade mig faa een aparte stue her paa gaarden til at boe udi, og dertil levere mig aarlig: For nøde i lys og brændeved samt følgende at leve med: F. 5 tønder Hedemarkens byg, 5 tønder blandkorn, af det, som falder her paa gaarden, 2 Tønder god Rug, og 8 Tylter 6 alen Furu Savtømmer som sønnen seiv bekoster til Vanddraget fremdrevet, samt desuden for mig føde og underholde ovenmeldte mine Qreature, hvoraf fal dende uld og Melk bliver til min benyttigelse, og i saa fald skal min Ringe efterladenskab ved min død komme samtlige mine børn til delings. Skulde det ellers i tiden hende sig, at jeg alldeles ikke skulde finde lyst til at forblive paa gaarden paa enten af for indførte Vilkaar, da haver jeg frihed til, nåar det mig saa maatte behage, at indgive mig til hvem af mine Børn, jeg helst vil, som mig kunde ville antage og forsyne, imot at den samme da beholder mine ved Døden efterladne effecter, nåar sønnen Niels Haagensen eller arvinger først deraf har nydt billig erkjendelse, for hvis be kostning paa mig anvendt vorder. Saaledes som foreskrevet staar og imellem mig Niels Haagensen og kjære Fader Tor Haagen Taraldsen aftalt og besluttet og Ligesom jeg lover for mig, hustrue og arvinger paa min side tilbørligen at iagttage og efterleve samme saa vorder denne contract tillige af mig underskrevet og har vi ellers paa begge sider formaaet 2de Vidner med os til Vitterlighed at underbekræfte. Atneosen den 22de Julij 1755. Haagen Taraldsen. Nils Haagensen. (L. s.) (L. S.) Til Vitterlighed Ole Haagensen Athneosen. Ole Jonsen Landet. Haand (L.S.) Signet. Haand (L.S.) signet. Læst og Protokoleret for Retten paa Store-Elvedalen Sogns høstting den 4de dec. 1755. Testor. Aagaard. I 1766 indgaar Nils Haagensen Atneosen kontrakt med sin bror Ole Haagensen og hustru Ingebor Se mingsdatter, at de skal faa nedsætte sig nordenfor gaarden ved Røesageren og der bygge sig saa mange huse, som de vil og kan, med ret til jord og sætervold og tømmer i Atneosens skog samt adgang til den under gaarden beliggende sag og kværn. I 1806 stadfæstede kongen et af Nils Olsen og hustru Kari Semingsdatter allerede i 1773 opsat testamente, hvorved de indsatte Halvor Olsen Evenstad og hustru Marit Andersdatter Koppang til sine retmæssige arvinger. Haagen Atne

Scan 95 from Storelvedalen — Scan 95 · Page 75

Page 75

GAARDENE I STORELVEDALEN. 75 osen, f. 13. juli 1830, og hustru (Anne Bakken fra Kop pang, f. 29. mai 1831) feirede sit guldbryllup i 1904 I 1896 kjøbte Arthur Mathiesen gaarden, som Haagen Atneosen overtog i 1864. Haagen og Anne Atneosen efterlader sig ingen børn. Til deres guldbryllup sendte Tollef Trønnes følgende digt: Til Guldbrudeparret Anne og Haagen Atneosen! Paa denne Høitidsdag jeg sender frem en Hilsen til det gamle gjestfri Hjem, hvor I med Sølv i Håar og Guid i Hjerte har tændt Guldbryllupsdagens skjønne kjærte. Hil jer idag, I Østerdalens gjæve! Det gamle evigunge Par skal leve. v• .■ ■ m/ n* Tollef Trønnes. Kristiania 30 /3 04. de tog i klinken til det værelse, hvor folkene laa, og fik høre et barn, som laa i vuggen og græd. Disse værelser med undtagelse af gangen og barfrøstuen, der vendte mod vest, findes endnu paa Atneosen og benyttes nu til hovedbygning for skydsstationen der. Ole Haagensen Hiren skal være afgaat ved døden, før han slåp ud igjen, og Seming Knudsen Midtsjøen, der vistnok ikke forbe dredes synderlig bag fængslets mure, blev siden under en forføl gelse for ran og tyveri skudt inde i en høiløe, da han paa op fordring ikke vilde komme ud." Som en kuriositet kan omtales, at en amerikaner i 1818 har tællet bogstaver, ord og vers i ovennævnte bibel (anmerket paa dens sidste blad) og er kommen til følgende resultat: 3566480 bog staver; 775 692 ord; 31 173 vers. Navnet Jehova forekommer 6855 gange og ordet og 46 227 gange. Det mindste kapitel er den 17de psalme. Han har arbeidet paa dette 8 timer daglig i samfulde 3 aar. Atnedalen. 1 be- er gammelt sikkerhed de derfor Negaards sæter paa Storfjeldsæteren (efter tegning af H. Gran). ver landhandleri og skydsstation. H. H. Atneosen har været medlem af ligningskommissionen, skole- og fattig styre og repræsentant i herredsstyret og viceordfører i aarene 1899 —1904 m. m. Han er uddannet som lærer og har ogsaa holdt skole i Storelvedalen. Blandt de mange interessante ting, som findes paa Atneosen, og som for det meste er samlet af Nils Skytter, der ogsaa staar målet med bøssen i haanden paa væggen i den gamle stue, maa især fremhæves den smukke billedbibel, ~prentet i Kiøbenhaffn aff Matz Vingaard anno" 1588, og et atlas, forfærdiget af artilleri kaptein O. Wangenstein i 1761. Af huse kan nævnes det gamle hus med merker efter pinderne i væggen fra den tid, da man rendte væven (før varper kom i brug) ved at lægge traaden paa pinder udenpaa en husvæg. Pigen, som rendte, fik som regel et par sko ekstra om aaret, fordi hun sled fodtøiet ved at gaa frem og tilbage. Forresten repræsenterer husene paa Atneosen forskjel lige kulturperioder: Peisestuen med kove og målerier og stabburet, der rimeligvis ogsaa har tjent i forsvarsøiemed, og de nyere huse paa gaarden. I 1807 fandt der et indbrud og tyveri sted paa Atneosen, hvorom lærer Anders Fosvold bl. a. har meddelt følgende: Dagen efter tyveriet den 14. oktober afgav baade Ole Haagensen og Seming Knudsen tilstaaelse, som blev bevidnet af Ole Solie og Jon Dalbakken. Som vi ser af akterne, fuldførte de baade ind bruddet og tyveriet; men til mord kom det dog heldigvis ikke. Men for retten skal de dog have tilstaaet, at dette var hensigten; men at de tabte modet til at fuldføre den grusomme gjerning, da har vi dog ikke. I 1698 begyndte en Arne at rydde i Skjærdingfjeldet, men maatte forlade stedet, og siden lod opsidderne paa Negaard og Vestgaard bygge sæter deroppe. Fra Atneosen fører der nu en noksaa god kjørevei op til Storfjeldsæteren. Paa Storfjeldsæteren, der ligger i Hirkjølens statsalmenning i Gudbrandsdalen, findes følgende sætre: Negaards-, Svea- og Preste gaardssæteren (eier Thorer Ruud) og Landets- og Andreasmoens sæter (eier Anders Landet) samt Johan Hansens sæter, der tidligere har været husmandssæter under gaarden Negaard. I matrikelen af 1723 staar Atnedalen anført som „almending med 17 brugere H. M. Kongen med bøxel tilbørlig taxeret 1 hud." Af disse menes 4 at være fra Negaard, 5 fra Trønnes, 5 fra Vestgaard, 1 fra Tryli, 1 fra Atneosen og 1 fra Gustu. I følge W. Lassen (i hans bog „Dr. Mats Jenssøn Medelfar's descententer af Navn Wibe og Lund") ind gav bønderne i Rendalen i 1728 en „Memorial", hvori de beklager sig over, at „hugstretten i Atnedalen var dem betaget". Denne Memorial blev af statholderen hr. Wibe besvaret derhen, at „ifald bemelte Atnedalen 1 Se C. Lasson: Solliens historie (i „Dovre", Rørøs, 1897). Gaarden Atneosen er nu forpagtet af H. H. Atne- Det er en almindelig mening, at det er ga osen, søskendbarn af Haagen Atneosen, der ogsaa dri- bygget i Atnedalen (Tryli); men nogen sikker fffft BT

Scan 96 from Storelvedalen — Scan 96 · Page 76

Page 76

76 IVAR SÆTER: STORELVEDALEN. er en Alminding, ved de høytærede herrer (i Rente kammeret) best, om derpaa burte have været udsted allernaadigst skiøde, siden Hs. Kong. Majt. ikke har villet seige nogen Alminding. Er Atnedalen ingen Al minding, men en Gaard for sig seiv, maa den frem deles være samme rettighed reserveret som af Arilds Tid tilforn med sæterboel og græsbet, med fornøden Huustømmer, Brændeved og Spaan samt fri Fiskerie. Vil nu da de Herrer nærmere overveye, at det er ikke Sæterboel og Græsbet o. s. v., som disse supplicanter besverger sig over, at dennem ved Atnedalens Kiøb er betaget, men de klage over, at formeenis den sedvan lige forhen hafte hugst udi Atnedalen som upaatvilelig er til saugtømmer, saa er det let at finde, at de dertil har ingen ret, enten Atnedalen er Al minding eller en gaard, som til en anden er solt". I 1734 paabydes der fogderne at holde opsyn med bøndernes hugst i Almenningen i Atnedalen. I 1758 den 21. juli afsiges der følgende kjendelse ved en kom missionsret paa Atne osen: Angaaende de i At nedahlen opmaalte og paankede 3de Gaards- pladse, neml.: Ledsageren, Sveen og Trøliekletten Dømt og Afsagt: Forordningen af 6te Mai 1754, dens 11 Articel til lader, at nåar nogen maatte have eller kunde formeene sig at have nogen Rettighed til den opmaalte Grund, bliver den sig anmeldende til saadan plads præfereret, samt derpaa fremfor Andre vedbørlig Rydnings Beviis meddelt, hvilket og ved senere fra det høie Rente kammer communicerede Resolutioner er ordineret at iagttages, derfor bliver Niels Haagensen Atneossen for 2de Oprnaalinger Trøliekletten og Ledsageren, og Inne brigt Soellien, Niels Atneossen, Gunder Olsen, Peder Jetvolsen, Olle Johnsen, Olle Arnesen Alle boende paa Gaarden Neegaard, Peder Halvorsen, Peder Jørmund sen, Sevald Erichsen, Anders Nielsen, Tarrald Halvor sen Alle boende paa Gaarden Vestgaard, Bottol Hal vorsen, Olle Knudsen, Helge Andersen, Tøllev Olsen og Olle Tarralsen, Alle boende paa Gaarden Trønnes kiendt at være De rette, til at Rydde og Bebygge for benævnte 3die opmaalte Plads Sveen, hvorhos De for pligtes til at efterkomme, hvor forbemeldte forordning Dennem som Byggende og Ryddende befaler, og sig derefter i alle Maader at forholde, da de og nyde hvis samme forordning Dennem allernaadigst forunde. Atneosen ut supra P. Willemssen. P. Hveding. Rigtig extraheret af Commissions Protokollen testerer P. Hveding. Skyldsætningsforretningen 1774 blev holdt paa gaar den Evenstad efter ansøgning af Engebret Nilsen Atne osen og fire andre rydningsmænd i Storelvedalen. Følgende gaarde eller pladse blev da skyldsatte: 1) Grøtdalen, der var ryddet for 20 aar tilbage af Peder Halvorsen efter tilla deise af landmaaler kaptein Basballe. Gaar den kunde føde 1 hest, 16 storkreaturer og 20 smaafæ og sattes i 2 x h kalvskind skyld. 2) Syren eller Sveen var ryddet af besid deren Anders Olsens far for 15 aar siden, ogsaa med tilladelse af kaptein Basballe, og sattes i 1 kalvskind skyld. 3) med opsidderen Enge bret Nilsen var ryddet af dennes far for 40 aar tilbage med tilladelse af kjøbmand Bugge i Kristiania. Paa gaarden, der sattes i 4 kalvskind skyld, kunde der fødes 2 heste, 16 storfæ og 20 smaafæ. 4) Tryliekletten eller Tryli, ogsaa skrevet Tryllie, med besidder Anders Johnsen, hvis svigerfar, Anders Pedersen, havde ryddet pladsen for 15 aar siden med tilladelse af Basballe, sattes i 3 skind og kunde føde 1 hest, 12 nød og 20 sauer. 5) Ledsageren eller Hirhalsen, der siden fik navnet Hiren efter elven, var ryddet for 15 aar tilbage af besidderen Jon Semmingsens sviger far, Nils Eriksen. Gaarden sattes i 3 kalvskinds skyld. Endvidere blev pladsen Hiren sat i skyld af 3 kalv skind, hvoraf der skulde svares jordbrugsrettighed fra 1775 aars begyndelse lige med andre gaarde i bygden. Senere blev der to brug til i Atnedalen: Malmbækken eller Fossa og Holbækken eller Stenbækken. Den 8. august 1776 udsteder kong Kristian VII skjøde paa den kongelige eiendom udi Atnedalens al minding af skyld 1 hud for den summa 8066 rigsdaler til Tarald Olsen Trønnes, Nils Olsen Atneosen, Peder Kapellet ved Atneosen (med Atneglopen i baggrunden).

Scan 97 from Storelvedalen — Scan 97 · Page 77

Page 77

GAARDENE I STORELVEDALEN. 77 Halvorsen, Erik Sevatsen, Tarald Halvorsen og Gier mund Pedersen Vestgaard, Ole Simensen, Ole Jonsen, Arne Olsen og Gunder Olsen Negaard paa det vilkaar, at 6 000 rigsdaler erlægges kontant og at de resterende 2066 rigsdaler blir staaende mod 4 pet. renter og at kjøberne vedligeholder de allerede i bemeldte almin ding opryddede pladse saasom Grøtdalen, Sveen, Tryllie og Hieren matriculerede for 1 hud I l h skind, og tvende andre pladse Malmbæchen og Holbøijnesset inden fire aars forløb at bebygge." Dette kongeskjøde blev frem lagt ved thinget i 1792, 1802 og 1814. I et mandtal over gaarde fra 1739 findes følgende om Elvedalen: Fulde gaarde: 1. Westgaard: Halvor Knudsen Halve gaarde: 5. Negaard: Peder Gietvoldsen j , /3 skind med bøxe] Aamodt t£ _ Ole Gundersen bø , beneficered . Joen Olsen 3 hus 4 e Arne Helgesen 6. Stai: „ e , er _f vorsen 2 skind med bøxel Aamodt prestebol Helge Olsen beneficeret. Halvor Jacobsen 2 hussauge, 2 querne. Ole Olsen n 7. Ophuus: Svend Taraldsen Hans Larsen 2 hussauge, 5 querne. Jens Siversen Ved kongelig resolution af 30. april 1877 blev det besluttet at opføre et kapel paa gaarden Atneosen i Storelvedalen, og i 1881 blev det nye kapel færdigt. Kapellet, der er bygget i langkirkeform med 100 sidde pladse, ligger 345 m. o. h. Det er Haagen og Anne Atneosen, som har bekostet kapellets opførelse samt kirkeklokkerne og de massive alterlysestager og døbe fadet. Den oprindelige klokke var støbt af fanejunker Rambech Knoff i Kvikne, men blev i 1898 ombyttet med en større klokke (støbt af O. Olsen & co. i Tøns berg). Altertavlen med billede af Jesus i Getsemane efter Hofman, målet af August Sætre, er en gave fra Haaken og Anne Øgle i Kristiania. Orglet, der er paa 4 stemmer, er bekostet af ungdomslaget «Haug tussa" og bygget af Brynhildsrud fra Moss i 1898 for kr. 1 500. Atneosen kapel afhjælper et længe følt savn og er til pryd for dalen som det ligger der ved Glom mens strøm med Atneglopen i baggrunden. Peder Giermundsen Halvor Torvaldsen Halvor Olsen skind med bøxel Aamodt Anders Nilsen prestebøl benificeret. Halvor Giermundsen 2 hussau 8 e > 6 Aomqverne. Sevald Eriksen 2. Koppang: Tollef Olsen Tollef Simensen Enken True Ole Larsen 2 skind med bøxel Aamodt prestebøl Anders Halstensen benifiecerede. Anders Embretsen 2 hussauge, 9 flomquerne. Joen Halstensen Knud Embretsen Ole Thorvaldsen 3. Møchelbye: Enken Ingeborg Giermund Embretsen Tollef Halstensen 1 hussaug, 5 querne. Ole Andersen Giermund Simensen 4. Strand: Nils Nilsen Embret Svendsen Peder Knudsen { hussaug, 4 flomquerne. Halvor Knudsen 8. Messelt: Sevald Olsen Niels Nielsen 1 hussaug, 1 quern. Berger Bergersen 9. Trønnes (se ogsaa under gaarden Trønnes): Halvor Bottolfsen Peder Nielsen Torvald Olsen 3 hussauge, 5 querne. Joen Helgesen Ole Tollefsen 10. Sættre: Halvor Olsen Anders Helgesen 1 hussaug, 2 querne. Ødegaarde: 11, Krogen: Ole Haagensen 1 saug, 1 quern. 12. Fuureset: Ole Knudsen 1 hussaug, 1 quern. 13. Evenstad: Ole Haagensen 1 hussaug, 1 quern. 14. Steenvigen: Peder Embretsen 1 flomquern. 15. Hofde: Iver Haagensen 1 quern. 16. Attenosen: Haagen Torvalsen i hussaug, 1 quern. 17. Almindings Atnedalen' Westgaard, Neegaard, Trøi ines og Attenosen opsiddere har deres slaatter derudi. hud med bøxel Hans Kgl. N ajs . tilhørende og bestaar udi et skogstøkke. 18. Storbechmoen: Westgaard, Neegaard, Trønnes og Attenosen opsiddere. Biørnebye dend 26 Au ?usti 1739. Christian Juell. Atneosen kapel.

Scan 98 from Storelvedalen — Scan 98 · Page 78

Page 78

IVAR SÆTER: STORFLVEDALEN. 78 Herredsstyre og ordførere. begyndelsen af forrige aarhundrede (omkring Gaardbruger Halvor B. Trønnes 1881—89 1820) fremkom de første udkast eller forslag Ole Evenstad 1889—91 til lov om det kommunale selvstyre, og i 1837 Kirkesanger Ole Øyen 1891—95 vedtog storthinget den saakaldte formandskabs- Gaardbruger Thorer Ruud (Negaard) . . 1895—1902 lov, der aabnede kommunerne adgang til at ordne med Lærer Th. Myrvang 1902—1905 sine indre anliggender. 1 „Ved denne lov opnaaede Sogneprest Carl Johan Ecktell 1905 Norge en lignende forgrundsstilling i hensyn til kom munalforfatning som den det opnaaede i 1814 med Den første sag, der blev behandlet i Storelvedalens hensyn til statsforfatning", siger J. E. Sars (i sin Norges herredsstyre, var angaaende bidrag „til reparation af trappe og tag paa tollhuuset i Elverum" samt andra- politiske historie 1815—1885). Den ældste forhand- trappe og tag paa tollhuuset i Elverum" samt andra lingsprotokol for herredsstyret i Stor- i ____ ia= _ =a==== § ende fra Erik Stai °§ Anders S. Nee elvedalen (en bog i folio med 288 tæt- gaard m. fl. om, at Marthe Andersdatter skrevne blade) omfatter tiden fra aaret Tremoen paa amtets bekostning maatte bli oplært til jordemoder og endelig et 1837 til 1875 og begynder saaledes: „Vi underskrevne Storelvedals Sogns par andragender om ret til udskjænk- Formænd og Repræsentanter gjøre vit- ning af brændevin. Protokollen for dette første møde i herredsstyret er terligt, at Aar 1837 den 13de November dette første møde i herredsstyret er vare vi efter foregaaende Indkaldelse undertegnet af H. B. Trønnes, O. Tor og Berammelse fra den udvalgte Ord- ' galsen, S. Øvergaard, Helge Stai, O. E. Bakken, H. Koppang, Berger Messelt fører Formand Halvor Botolfsen Trøn nes forsamlede i Storelvedalens Kirke- Kr. Arnesen Ophuus, H. Gjermundsen stue for at handle om Reglement for Møcklebye, N. Atneosen, H. Olsen Krogen, Niels Strand. Siden holder Formandskabets fremtidige Virksom- M Krogen, Niels Strand. Siden holder hed." Lignende reglementer vedtoges m I herredsstyret møder med kortere og i de fleste herredsstyrer og har holdt længere mellemrum for det meste i Kirkestuen, men undertiden ogsaa paa sig ned til vore dage. Det var ellers Kirkestuen, men undertiden ogsaa paa almindelig i disse formandskabernes Stai, Møkleby eller Kroken. Den gamle barneaar, at presten valgtes til ordfø rer, da der var mangel paa folk med theoretiske kundskaber. At man i Stor- elvedalen valgte en gaardbruger som ordfører viser bedst, hvilken dygtig mand Halvor B. Trønnes var Af de mange, der har fulgt efter ham paa ordfører pladsen, har vist heller ingen røgtet stillingen bedre end han (se foran under Trønnes). Følgende herrer har været herredsstyrets ordførere i den her anførte tid (skjønt meget ofte viceordførerne har forrettet i deres sted): Gaardbruger Halvor Botolfsen Trønnes . . . 1837 —39 Simen Olsen Øvergaard 1839—41 Ole Eriksen Stai (Sørstugjelten). . .. 1841—43 Ole Torgalsen Møkleby (Knuds) . .. 1843-45 Haivor Botolfsen Trønnes. blev revet og den nuværende kirkestue (Den første ordfører i Storeivedaien). (med herredslokale, sparebanklokale og klokkerbolig) opført i 1886. Der forelaa sjelden flere end 2 og 3 sager til behandling, og det hændte, at man heller ikke havde mer end en sag at afgjøre. I et møde den Bde oktober 1849 f. eks. fore- toges kun én sag: valg paa ordfører (kirkesanger Die- seth) og viceordfører (Anders Nilsen Ophuus, der i forbigaaende sagt var den sidste forvalter for korn- magasinet i Storeivedaien). Som et lidet eksempel paa, hvor patriarkalsk til— standen var, fortælles det, at fattigskatten engang var saa liden i Storeivedaien, at ligningsmændene seiv be- talte den for at slippe bryderiet med ligningen, og budgettet holdt sig nærsagt paa samme lave standpunkt Haagen Krogen 1845—47 lige til 70-aarene. I møde den 29. januar 1868 refere- Kirkesanger Jakob Dieseth (Akselstuen). .. 1847—59 Gaardbruger Botolf H. Trønnes (Strand) . . 1859 —61 Herman Atneosen (Kroken). . 1861 69, 75—79 Sagfører P. Trønnes 1869 73, 79 81 Gaardbruger Tollef T. Trønnes (Træet). . . . 1873 —75 rede ordføreren endel over aarets ligning indsendte klager, 15 i tallet, og af disse fandt man grund til at imødekomme en, nemlig fra Botolf H. Trønnes, saasom denne var opført med skat af en næring, han ikke længere har, stor 100 speciedaler som tømmermerker. 1 Dr. Yngvar Nielsen: Norges historie li. Fra hans ilignede skat 54 speciedaler 1 mark 9 skilling

Scan 99 from Storelvedalen — Scan 99 · Page 79

Page 79

HERREDSSTYRE OG ORDFØRERE. 79 drages for 100 speciedalers indtægt 2 speciedaler 4 mark 12 skilling (altsaa igjen 51 speciedaler 1 mark 21 skil ling, som B. H. Trønnes har at erlægge i skole- og fattigskat for 1868). I samme møde foretoges ogsaa decision af skole-, fattig- og kirkekasse-regnskaberne for aarene 1859—1862. Det fremgaar heraf, at alle nævnte kassers status var meget god. Skolekassen havde saaledes i 1859 500 speciedaler i udestaaende kapitaler og 338 specie daler 48 skilling i kassabeholdning. I 1862 blev kom munekassens indtægter opførte med 1164 speciedaler 2 mark og 5 skilling (iberegnet kassabeholdningen fra forrige aar) og udgifterne med 1055 speciedaler 1 mark 21 skilling (altsaa med kommunestyret ikke fandt at kunne gjøre nogen forandring. For jakob Dieseth (Akselstuen). at tilveiebringe dette beløb blev fattigkassens indtægter anslaaede saaledes 1. Renter af kassens udestaaende kapitaler 27speciedalermk.sk. 2. 01- og vinskat 100 „ „ 3. Bøder og mulkter 5 , 4. Ifølge fattiglovens § 51 120 „ „ 5. Restancer 180 6. Salg af varer (forarbeidet af fattige). .. 250 7. Ligning paa formue og næring 2715 2 17 Udligningsbeløbet blev bestemt udlignet saaledes, at 1000 speciedalers formue beskattes lige med 100 specie dalers indtægt. Enhver, der havde en indtægt af 10 speciedaler eller en formue af 60 speciedaler, blev skatlagt. Formandskabet indsendte 1868 andragende til H. M. Kongen om at fremsætte proposition for storthinget om jernbanens forlængelse fra Elverum til Vestgaard. I den anledning blev der tegnet 20 tusen speciedaler (10 tusen privat og 10 tusen i ligning paa matrikulskylden). Lige til 1873 havde ordførerne i Aamot og Stor- elvedalen ifølge loven kun „en halv stemme hver" ved amtsthinget antallet af formænd og repræsentanter i Storelvedalen til 20 (16 for hovedsognet og 4 for Strand kapelsogn). Fruerne Petra Sjølie (Svestad) og Alma Neegaard (gift med Andreas Neegaard) var de første kvinder i herredsstyret i Storelvedalen. I 1887 blev snedker Mathias Arnesen valgt ind i herredsstyret som arbeidernes specielle repræsentant og gjenvalgtes ved alle senere valg til 1901. Mathias senere valg til 1901. Mathias Arnesen har ellers været medlem af fattigstyret (1901 1908), medlem af bestyrelsen for Evenstads og Ne- gaards legater, medlem af skolestyret og tilsynsmand for Rigsforsikringen samt valgmand i 1894—1903 og deputeret ved 15 landsarbeidermøder. I 1895 blev Ole Gundersen Fjøseggen (Negaard) valgt ind i herredsstyret som ar beiderrepræsentant og er senere fra 1901 gjenvalgt som medlem af formandskabet. Ole Fjøseggen har været medlem af Storelveda lens arbeidersamfund (formand i 1894-1904), valgmand i 1903 og siden 1903 arbeids komiteformand for Ar beiderbrug- og bolig banken i Storelvedalen m. m. I 1895 blev Tollef Olsen Øvermo Herman Atneosen (Kroken). indvalgt i herredsstyret 1896 1898, 1901 1907. og gjenvalgtes for aarene Fra Iste januar 1904 blev han ansat som herreds kasserer og fungerer som værge inden fattigstyret m. m. Først i 1880-aarene begyndte herredsstyret at udfolde, hvad vi kan kalde en kommunerefor matorisk virksomhed, idet man før den tid kun holdt sig til det nødvendige administrationsarbeide. Sagen var, at i gamle dage var kravene baade færre og mindre, end de siden blev, og derfor havde herredsstyret selvfølgelig heller ikke nogen anden opgave end at holde kommunens finanser i orden (hvilket blev gjort vel saa godt som nu) og ellers besørge de løbende forretninger, der stod i forbindelse med amt eller de partement. I Ole Evenstads ordførertid blev restaurationen af Storelvedalens hovedkirke gjennemført m. m. I Ole Øyens ordførertid blev det i 1870—74 af et interessent selskab opførte festlokale Fram indkjøbt til skolebrug og skolerne i herredet omordnede i henhold til loven af 1889 om skoleordningen paa landet. Endvidere blev 109 speciedaler 8 skil lings overskud). I her- I redsstyremøde den 12. juli 1873 paa Furu- I seth foretoges næste I Sip **** * decision af kommune- mf /~A regnskaberne omfat- \ r **% tende tiden fra 1863 til y^jUS 1871. I herredsmøde den 23. oktober 1869 blev fattigbudgettet op- gk \ ført med 3397 specie- V% daler 2 mark 17 skil- mk ling, i hvilket beløb amtsformandskabets forhandlinger. I 1898 bestemte

Scan 100 from Storelvedalen — Scan 100 · Page 80

Page 80

IVAR SÆTER: STORELVEDALEN. 80 hovedveien fra Koppangssundet til Koppang jernbane station omlagt og kirkegaarden ved hovedkirken planeret og kartlagt m. m. Af større sager, der siden har været gjennemførte i herredsstyret, skal vi nævne følgende i Thorer Ruuds ordførertid. I 1895 indførtes frit skolemateriel for folkeskolens elever. Samme aar oprettedes huslaanefondet og et par aar senere jorddyrkningsfondet, hvoraf arbeiderne er holdt billige laan til erhvervelse af hus og jord. I aarene 1895—1901 erholdt 86 arbeidere hus og jord ved hjælp af disse fond. Med hensyn til fondenes virksomhed har herredskassereren (Tollef Øvermo) leveret følgende opgave: v Sagfører P. Trønnes (Stai). Storthinget fattede beslutning den 20de juli 1894 (cfr. en kgl. re solution af 30te august s. a.) om, at midler st : lles til raadighed for kommunerne for at udlaanes übemidlede til opførelse, erhvervelse eller betaling af egne boliger. Denne laanevirksomhed begyndte i Storelvedalen i aaret 1895, idet 3 laantagere erholdt tilsammen laan kr. 2 400.00 1899, „ 3 „ „ 1 200.00 „ 1900, „ 3 „ 1 900.00 „ 1902, „ 2 „ „ 770.00 1904, „ 1 „ „ 600.00 tilsammen kr. 30 970.00 53 laan Dette laan kaldet Storelvedalens Huslaanefond skulle laantagerne forrente med 4 % rente afdragsfrit i de to første aar. Laanet skal tilbagebetales i 50 halvaarlige terminer eller med 5 % af laane summen aarlig. Betalingstiden sattes til henholdsvis 15. juni og 15. december. Kommunen skulle til staten forrente disse midler med 3 3 A %. Aaret 1897 fik man ogsaa laan af staten til kommunen under navnet Storelvedalens Jordindkjøbsfond. I aaret 1897 erholdt 13 laantagere laan tilsammen kr. 8 750 00 19 „ „ 12 210.00 1898 1899 5 „ „ 3 800.00 1900 1 „ 1 200.00 1901 1 „ „ 400.00 39 laan kr. 26 360.00 For Jordindkjøbsfondets vedkommende skulle laantagerne forrente laanesummen med 4 % pro anno. Afdragene begyndte straks og med 4 % pro anno. Afdragene begyndte straks og skulle tilbagebetales i 80 halvaarlige terminer. Panteobligationer er udstedt baade for Huslaane- og Jordindkjøbs- fondet. Det var ualmindelig trang til disse laan inden kommunen, og herredsstyret indvilget som regel alle laaneandragender efter tur, saa langt midlerne strak til. Men midlerne, som fra statens side var begrænset med kr. 50 000.00, kunde ikke tilfredsstille alle an- søgninger om disse laan. Halvor B. Trønnes (Nystu). Efter foranstaaende opgaver over samlet udlaan viser det sig at være udlaant i begge fond tilsammen kr. 57 230.00 paa 10 aar fra og med 1895 til og med 1904. Ca. 80 å 90 laantagere fik paa denne maade anledning til at erhverve huse og jord, mange begge dele og andre enten huse eller jord. Det var i Storelvedalen fra aaret 1895 og udover, at jord- og husspørgsmaalet egentlig tog sin begyndelse. I aaret 1896 kjøbte Storelvedalens kommune de to første eiendomme Nystu Trønnes og Stenviken. Disse to eiendommes jordvei blev for en stor del udstykket til brug for arbeidere. Stenviken gaard blev delt i 4 parceller (62.5 maal ca. kr. 29.00 pr. maal til samlet værdi kr. 1 798.00). Af Nystu Trønnes' jordvei udstykkedes i 20 parceller (632.25 maal til ca. 13 kroner pr. maal). Selve gaarden Nystu Trønnes med en del jordeiendom blev ikke udstykket; men der oprettedes et alderdomshjem. Den 9. juni 1903 vedtog storthinget en lov om arbeiderbrug og boliglaan, som traadte i kraft 1903. Der blev ved denne ordning fra statens side adgang for übemidlede at erholde laan til erhvervelse af boliger og jord imod, at kommu nerne garanterte ligeoverfor staten. Storelvedalens herredsstyre vedtog 1903 beslutning om at garan tere for indtil kr. 100 000.00 iberegnet hus- og jordindkjøbsfondet, som udgjorde kr. 50 000 00. Tollev T. Trønnes (Træet). 1896, „16 „ „ 9 650.00 1897, „20 „ „ 11950.00 1898, „ 1 „ „ 400.00 „ 1901, „ 1 „ „ 800.00 „ 1903, „ 3 „ „ 1300.00

Scan 101 from Storelvedalen — Scan 101 · Page 81

Page 81

HERREDSSTYRE OG ORDFØRERE. 81 Aaret 1904 ankom det fra den norske arbeiderbrug- og boligbank til Storelvedalens herred 10 brugslaan tilsammen kr. 10 350.00 „ 1905 13 „ 12 050.00 3 boliglaan „ 2 750.00 „ 1906 8 brugslaan „ 8 550.00 „ 1907 11 „ 11 550.00 „ „ 3 boliglaan „ 3 800.00 48 laan til december 1907 kr. 49 050.00 Af disse laan er et større antal kun ombytning med laan i Hus- laane- og Jordindkjøbsfondet. Ved denne laaneindretning er det overgaaet fra bygsel til kjøb. For brugslaan (det vil sige med jord og huse) er rentefoden ansat til 3'/2 % afdragfrit i 5 første aar. For boliglaan 4 % —„ — 2 —„ — Brugslaan tilbagetales fra 42 aar eller i 84 halvaarlige terminen Boliglaan „ 28 —„— 56 —„— " Ole Evenstad. I 1896 indkjøbtes eiendommen Stenviken for kr. 3000.00. Jordveien udparcelleredes i 4 dele og bortsattes til arbeidere. Samme aar indkjøbtes den betydelige eiendom Nystu Trønnes for ca. 74000 kroner. Paa gaarden er op rettet alderdomshjem. Af gaardens jordvei blev der strax udparcelleret ca. 20 parceller (senere er der blevet flere). Skogen ca. 32000 maal er i kommu nens eie. Samme aar vedtoges ogsaa regler for forebyggelse og slukning af skogbrand i herredet. I henhold til disse regler blev der i 1898 oprettet et skogbrandsfond ved udligning paa de faste eiendomme. Af fondets midler er der opført vagthus paa Rognvola og Maansæterkletten med telefon. Fondets midler ud gjør nu ca. 8000 kroner. I 1897 blev Storelvedalens gjensidige brandforsikrings selskab stiftet paa initiativ af Thorer Ruud. Selskabet har som ogsaa før nævnt en kommunegaranti paa 11 Stor elvedalen. kr. 50000.00, en forsikringssum af kr. 412000.00 samt et opsparet præmiefond paa vel saa kr. 9000.00. Ole Svestad har været formand fra 1897—1898 og Haaken Vestgaard fra 1899—1902. Siden 903 har amtsskolebestyrer Kvisli, der nu ogsaa er viceord fører, indehavt formandshvervet. O. Øyen har væ ret medlem af bestyrelsen siden 1903 og Th. M. Ruud siden selskabets oprettelse. Halvor Noren er for stander og forretningsfører. I 1898 foretoges omlægning af hovedveien ved Vest gaard, hvortil der medgik ialt kr. 15 600.00 samt revision af folkeskolen og omordning af sløidunder visningen med udvidelse af smaaskoler m. m. Th. M. Ruud (Negaard). I 1899 besluttedes opført kjørebro over Glommen ved Stai, hvorved et gammelt stridsspørgsmaal inden bygden var bragt i orden. Med 13 mod 6 stemmer bevilgede herredsstyret det paa herredet faldende beløb ca. kr. 27000, der udgjorde V 6 af broens ko stende kr. 163200.00. Samme aar bevilgede amts thinget enstemmig sin andel med ca. kr. 27000.00. Privat var der tegnet kr. 17000.00, der skulde indgaa i det af herredet bevilgede beløb kr. 27000.00, altsaa vilde der paa herredet kun falde kr. 10000.00. Det private bidrag var tegnet under forudsætning af, at broarbeidet paabegyndtes inden 1. januar 1904 og er saaledes nu desværre bortfaldt. Herredets og amtets bevilgninger er vistnok fremdeles gjældende, nåar det privat tegnede beløb kr. 17000.00 indbetales i herredskassen. Samme aar vedtoges skogvedtægter for herredet. Kon gelig approbation blev desværre ikke givet, fordi vedtægterne indeholdt bestemmelse om, at 3 af skog- Ole Øyen.

Scan 102 from Storelvedalen — Scan 102 · Page 82

Page 82

82 IVAR SÆTER: STORELVEDALEN raadets 5 medlemmer skulde vælges af skogeierne, hvortil der ikke skulde være adgang efter loven. Vedtægterne blev derfor stillet i bero i paavente af en lovforandring, som endnu ikke er kommet istand. Samme aar foregik ogsaa kanalisering af Imsa med kjørebro over samme, hvortil der medgik ca. 200000 kroner. I Th. Myrvangs ordførertid blev gaarden Nordre Sætre indkjøbt til kommunens eiendom (og delvis udpar celleret til smaa- brug), og den pri vate vei fra Vest gaard til Sundfloen blev omlagt til bygdevei. I C. J. Ecktells ordfører tid er skogvedtæg ter for herredet vedtagne. Det kan tilføies, at der fortsættes med at forskaffes hus og jord til arbeidere paa samme gode og be tryggende vilkaar som før. Th. Myrvang. Kommunens regnskab for 1907 Aktiva : a. Kassebeholdning 31. decbr. 1906 kr. 18 845.56 b. Restancer „ 12 038.18 c. Magasinfondet „ 2 170.12 d. Skogbrandsfondet „ 6 672.00 Faste eiendomme m. v.: a. Kommunens huse kr. 120 000.00 b. Skolejord „ 1 500.00 c. Nystu Trønnes „ 135 000.00 d. Nordre Sætre „ 65 000.00 e. Stenviken „ 3 500.00 f. Huse anskaffet ved jordene „ 43 000.00 g. Bankens grundfond 12 000.00 h. Udlaan paa obligationer „ 1 562.00 i. Legatmidler „ 151433.46 j. Jernbaneaktier „ 19 000.00 kr. 591 741.32 Passiva : a. Laan i Storelvedalens sparebank kr. 6 840.00 b. Laan i Hypothekbanken „ 625.99 c. Obligationslaan af 1903 „ 100002.52 d. Laan i Arberderbrug- og boligbanken „ 42 975.00 e. Laan i oplysningsvæsenets fond „ 63 375.00 Af en gammel bog for kirkekassen kan man se, at de to lensmænd paa Evenstad har ført dette regnskab fra 1782 til 1810; saa kommer en anden (uvist hvem) fra 1810 til 1840, og for aarene 1840 til 1843 har flere kirke- værger ført regnskabet. Fra 1843 til 1851 er regnskabet ført af brødrene B. M. og M. Trønnes. Otter Persen (Pedersen) har været regnskabsfører fra 1851 til og med 1854, saa Jakob Trønnes fra 1854 til og med 1860 Edvard Bakken har været regnskabsfører 1860 til 1867 med 30 speciedaler aaret i løn. Kirkesan ger O. Øyen har ført regnskabet 1868 til og med 1870. Olaf Kop pang fra 1870 til og med 1873; saa igjen O. Øyen aarene 1874 til og med 1877. Lærer Ole Haugen førte derpaa kommu nens regnskaber fra 1877 til 1904; derefter Tollef Øvermo, der fremdeles fortsætter som kommunens regn skabsfører (herreds kasserer). Til skolevæsenet kr. 15 600.00 Til fattigvæsenet „ 16 000.00 a. Veivogter Gundersen kr. 500.00 b. Lindholdt , 500.00 c. Negaard „ 75.00 d. Sommer- og vinterarbeider iO. Lindholdts roder . „ 850.00 e. Do. i Gundersens rode , 650.00 f. Do i Negaards rode „ 150 00 g. Do. paa rideveien „ 180.00 h. Atna sund „ 22.50 i. Redskaber til veiv. & arb „ 30.00 j. Ombygning af stikrenden ved Kroken „ 100.00 k. Løftning af Veien ved Søkkunda bro „ 900.00 Grinbækken , 100.00 m. Uforudseede udgifter , 42.00 kr. 4 100.00 2. Lønninger a. Til sognepresten kr. 2 792.04 b. Kirkesangeren i hovedsognet „ 1 027.40 c. Do. for 6 reiser til Atneosen „ 30.00 d. Do. i Strand „ 265.56 e. Organisten „ 500.00 f. Lægen „ 500.00 g. Jordmoderen i Storelvedalens distrikt „ 40.00 kr. 39 745.86 kr. 213818.51 Carl Johan Ecktell. Saadant budgetforslag vedtoges: Til herredets øvrige behov: 1. Til veivæsenet 1. Reparation af rekværk ved Vestgaard og nyt ved h. Do. i Strand distrikt „ 40.00

Scan 103

Simen Landeth. Haakon Vestgaard. E. Brænd. Taral Messelt. SPA REBANKDIREKTØRER.

Scan 104

No OCR text was available for this scan.

Scan 105 from Storelvedalen — Scan 105 · Page 83

Page 83

FORLIGELSES- OG AASTEDSKOMMISSÆRER. 83 i. Herredskassereren kr. 900.00 j. Feieren „ 200.00 k. Amtsdyrlægen „ 400.00 1. Bibliotekarene „ 105.00 m. Lensmanden „ 82.99 n. Revisorerne „ 240.00 o. Ordføreren sekretærhjælp „ 200.00 p. Ligningskommissionens decision „ 160.00 q. Provstens expenser „ 20.00 r. Rigsforsikringens tilsynsmand „ 60.00 s. Formanden i arbeidskomiteen for arbeiderbrug- og boiigbanken , „ 100.00 t. O. Nilsens pension „ 200.00 kr. 7 762.99 3. Skydsvæsenet kr. 2 770.00 4. Kirker og kirkegaarde „ 1 500.00 5. Brandkontingent og gaardsskat „ i 200.00 6. Renter og afdrag af kommunens laan „ 1 300.00 7. Heredets andel i amtsskatten „ 5 604.12 8. Alderdomshjemmets drift ~10 500.00 9. Amtsskolen „ 1 040.00 10. Tinghold „ 50.00 11. Stai central pr. rigstelefon „ 100.00 12. Hedemarkens amts husflidskomire „ 60.00 13. Herredslokaler „ 120.00 14. Sygepleien „ 575.00 15. Folkebogsamlingen „ 75.00 16. Lærernes vikarkasse k r . 25.00 17. Søndre Østerdalens landbrugsforening „ 300.00 18. Do. skogselskab „ 300.00 19. Skograadet n 1300.00 20. Tilfældige udgifter n 2 055.86 kr. 84 037.97 Derfrå gaar som indtægt: 1. Hundeskat kr. 900.00 2. 01- og Vinafgift n 650.00 3. Handelsskat ); 450.00 4. Dividende af jernbaneaktier 800.00 5. Indtægt af bygsel " 480.00 480.00 6. Stats- og amtsbidrag n 150.00 7. Indbetaling af tiende n 106.48 8. Statsbidrag til skydsvæsenet n i 846.66 9. Amtsbidrag til do. 461.67 10. Indtægt af skogen „ 3 500.00 11. Jagtretten paa n. Sætre „ 75.00 12. Veipligt i Atnedalen >} 98.16 13. Renter og andre tilfældige indtægter „ 1500.00 14. C. C. Bruuns andel i kirkens assurance „ 20.00 kr. 11 037 97 73 000 kr. er altsaa det beløb, der udfordres til dækkelse af kommunens udgifter i 1908. Beløbet foreslaaes udlignet paa formue og indtægt i henhold til de i herredstyret under 30 / n 91, 20 h 93, 22 A 96 og 28 /io 99 vedtagne skatteregler, efterat eiendomsskatten, der foreslaaes sat til kr. 6.00 pr. skyldmark, er fratrukket. Forligelses- og aastedskommissærer. 1. Ordinære forligelseskommissærer (lov af 1824): Lensmand Ole O. Evenstad til sin død .. .. . . 1833 Ole Torgalsen Møklebye 1829—1836 Lensmand Ole Olsen Evenstad 1833—1838 Gaardbruger Halvor B. Trønnes 1836—1861 Ole E. Stai 1838—1846 Kirkesanger Jakob Dieseth 1846—1861 Lensmand J. Aars 1861 1868 (da han flyttede) Gaardbruger Peder Gjermundsen Vestgaard 1861 1870 Herman O. Atneosen 1868—1884 og 1887—1890 Engebret O. Lillestue 1870—1873 Ole S. Øvergaard 1873—1880 Botolf E. Vestgaard 1880—1887 Gaardbruger H. B. Trønnes 1884—1894 Kirkesanger O. Øyen . . 1890—1893 og 1897—1903 Bankkasserer Th. Ruud 1893—1903 Gaardbruger S. Landeth 1894—1897 Lensmand J. Wæringsaasen 1903 Lærer Joh. Haave .. 1903 2. Aastedskommissærer (ifølge lov af 1880): Ole A. Neegaard 1880—1884 Alexander Hagen 1884—1887 Simen Landeth 1887—1894 Halvor Noren 1894—1900 (og igjen fra 1903 ) Halvor Sætre 1900—1903 Sparebank og sparebankdirektører. torelvedalens sparebank er oprettet efter plan, stadfestet ved høieste resolution af 29. septem ber 1885; dens nuværende plan er approberet 7. august 1894. Bankens grundfond udgjør et af Storelvedalens kommune ydet bidrag stort kr. 12000.00 I tilfælde af sparebankens ophævelse skal dens fond, efterat dens samtlige forpligtelser er afgjorte, falde til— båge til Storelvedalens kommune. Bankens direktion, bestaaende af sagfører P. Trønnes, gaardbrugerne O. Øver- gaard og H. B. Trønnes, havde sit første møde 2. ok- tober 1886. I dette møde ansattes Th. M. Ruud som kasserer. Banken begyndte imidlertid sin virksomhed først den 11. februar 1889 under direktørerne H. B. Trønnes, Halvor H. Storstue og Chr. Mortensen. Som formand i sparebankens direktion har sagfører P. Trønnes forrettet fra 1886—1888, H. B. Trønnes fra 1889—1894

Scan 106 from Storelvedalen — Scan 106 · Page 84

Page 84

84 IVAR SÆTER: STORELVEDALEN. og Halvor H. Storstue fra 1895—1896 og 1904—1906. Siden 1897 har S. Landeth været direktionens formand. De øvrige medlemmer af direktionen har været gaard brugerne Taral Messelt 1890—1898, Haakon Westgaard 1896—1903, Halvor Noren 1895—1904 og E. Brænd fra 1904. Forstanderskabets nuværende ordfører er lærer Joh. Haave. Tilsynskomiteen bestaar af sagfører Sæm. Hagen, P. G. Trønnes og Olaf Stai. Revisorer er O. Øyen og O. Svestad. Th. M. Ruud har forrettet som kasserer og bogholder siden bankens oprettelse. I sparebankens Iste driftsaar 1889 ■ — udgjorde forvaltningskapitalen kr. 30262.68, hvoraf 59 indskydere havde tilgode kr. 14302.56. Bankens formue udgjorde kr. 3699.82, hvoraf kr. 3600.00 var indbetaling paa bankens grundfond, medens resten kr. 99.82 er for tjeneste eller overskud for regnskabsaaret. Siden er banken gaaet jevnt fremad saaledes, at dens forvaltnings kapital efter regnskabet for 1906 udgjør kr. 364555.21, hvoraf indskud kr. 324422.50, fordelt paa 430 indsky dere. Bankens formue er nu kr. 40132.71, hvoraf grundfond kr. 12000.00 og opsparet fond kr. 28132.71. Overskud eller fortjeneste i 1906 var kr. 6423,48. Banken har til dato ikke havt et eneste øre i tab paa sine udlaan. I direktionsmøde 5 /io 1887 besluttede direktionen (P. Trønnes, H. B. Trønnes og Ole Evenstad) enstemmig at henstille til forstan derskabet at bestemme, at „det udstaar med at begynde med sparebankens virksomhed indtil videre. Man fandt nemlig, at tiderne nu er saa daarlige og de økonomiske forhold i flere retninger saa usikre og forviklede, at det for direktionen stiller sig tvilsomt, hvorvidt den sandsynligvis übetydelige omsætning vil kunne bære administrationsudgifterne." Den 8 /n 1888 holdt direktionen atter møde og besluttede, at banken skulde begynde sin virksomhed fra nytaar 1889, idet for standerskabet i møde 29 / n 1887 enstemmig nedvoterede direktionens forslag om udsættelse. Direktionens medlemmer i 1888 var H. B. Trønnes, lensmand Chr. Mortensen og Halvor H. Storstue. Hovedkirken og presterne. ed reformationens indførelse i Norge 1537 blev den oprindelige kirkeordning forstyrret, og der kom istand en ny, vilkaarlig sogne inddeling, hvorved de to bispedømmer Hamar og Oslo blev slaaet sammen til ét stift, Oslo stift, med omkring 100 prestegjeld fra Tønset til Bohuslen. Før havde man havt (foruden domkirkerne som en orden for sig) fylkes-, herreds- og hægendiskirker med tilsvarende prester. Fylkes- og herredskirkerne var hovedkirker med prestegaard, medens hægendiskirkerne kun var hjælpekirker med begravelsesplads, svarende til vore smaa afsidesliggende kapellen Da der nu vitter lig fandtes kirke i Storelvedalen med prestegaard, saa er det ganske sikkert, at dalen i den katholske tid har havt en hovedkirke og udgjort et eget sogn (parochia) med sin egen prest. Nede paa Hamar, Hamarkaupangr, udfoldede der sig et blomstrende kirke- og kulturliv i det 12. og 13. aarhundrede, hvilket ogsaa utvilsomt af satte sine frugter opover Østerdalen. Hvert spor heraf er imidlertid saa at sige slettet ud paa grund af den sorte død og reformationen. Den sorte død og reformationen reducerte staten til et chaos, „som Noriges rige ikke til denne tid haver forvundet", heder det i et skrift fra 1773 om Norges beneficerede gods. Ved den nye sogneinddeling blev Aamot hovedsogn med Rendalen og Storelvedalen som annekser. Biskop Jens Nilssøn skriver herom i sin Visitatsbog (udgivet af dr. Yngvar Nielsen) af 1580: „Aamod hoffuid kirke, med sine annexer, Elfuedal Øtther, ligger 6 mile fra hoffuid kirken, Ytthre Rindal, ligger 10 mile fra Aamod, oe Øttre Rindal, ligger 12 mile derfrå; oe holdis tieniste i dem alle." Og presten Ramus anfører ogsaa i sin Norges beskrivelse af 1715 Aamodts hovedkirke med Elvedalen og Rendalen som annekser. Den ældste kirke bog for Aamot med Elvedalen begynder 1733 og gaar til 1779. Storelvedalen blev først i 1873 skilt fra Aamot og igjen et eget sogn med egen prest og prestegaard som i de gamle tider. Elfardals kirkja var navnet paa Storelvedalens gamle kirke. Den ældste kirke med præstegardr havde sin plads paa Koppangsøien, og siden blev den flyttet til Kirkemo, hvor der fremdeles kan paavises levninger efter gravene. Den gamle kirkegaard er nu udlagt til ager; men i fjøskjælderne paa Vestgaard findes ind murede gravstene med aarstal og navne. Hos Simen Landeth paa Stai findes nogle malede figurer (de fire profeter Esaias, Jeremias, Esekiel og Daniel samt kong David), der skriver sig fra den gamle kirke, og som minder om gamle tiders kirkeudsmykning. Bagstuen i den gamle stue paa Koppangshammeren har været sakristi i kirken paa Kirkemo; paa nævnte gaard findes ogsaa en kirkestol („indgangsstol"), ligesom udskjærin gerne over indgangen til den nuværende hovedkirke (to udskaarne løver fra Kristian VTs tid med mono gram i kongens krone) og de særdeles fine ældre ud skjæringer over altertavlen altsammen er levninger fra gammelkirkerne. Efter reformationen havde kirken ingen tienderet, d. v. s. ingen ret til at oppebære tiende som hovedkirkerne, men kunde som annekskirke kræve landskyld af IV2 hud, og i Vestgaard var IP/4 lispund af skylden beneficeret prestegods. Elvedalens anneks kunde ifølge Stiftsbogen 1577 hæve landskyld af føl-

Scan 107

No OCR text was available for this scan.

Scan 108

No OCR text was available for this scan.

Scan 109 from Storelvedalen — Scan 109 · Page 85

Page 85

HOVEDKIRKEN OG PRESTER NE. 85 gende gaarde: Hagen i yttre Rindall 1 hud. Kleffue stadt 1 kalfehud. Langengen 1 album. Gaarde 2 album. Staffseng i Løitenn (1 stoke pend. itt aar anditt aar 1 sold korn). Kirken havde ellers følgende ornamenter: „Klocker 4 smaa og store foruden 2 houdklocker samt enn kalk och disk aff messingh och en gammell messe hagell och messerk m. m." I 1739 blev Prestenget P/2 kalvskind af sognepresten K. Hals overdraget Peder Halvorsen Stai i fæste tilligemed det presten beneficerede gods i Vestgaard. Et gammelt papir an gaaende Kirken er følgende regning funden i Stor elvedalens kirke: En for tegnelse paa kirkens Regenskab som Efuen Møkellby og Alf Trynes Hafuer bekostett for Anno 1638 1639 1640 For dett første Holtt Vi denem som brede Kiirken mett Huer sin Dreng Udj 8 dage mett mad og drike Nog lod Vi En tyne tiere till Kirken At brede af Vor Egen. Nog Hafuer Vj Udlagtt till Her Jacob Udj Vin Hoiing af Vore Egene penger 3 Rix 2 ort till stiis skrifuere af Vores Egen penger. til Vitterligehed og Udj sandhed som forskrifuet staar be Krifter Vi mett tvende vores grander til Vines byrd under diris bomerker, som er Suend Nedergaard og Tollef Vestergaard Anno 1641. I 1724 indgaar Gietvold Messelt kontrakt med Otto Møller i Trondhjem, hvorved Møller forpligter sig til at levere en klokke (til kirken) i Elvedalen paa 1 skip pund tyngde, hvortil Messelt skal skaffe ham 9 voger malm (eller penge op til 90 rigsdaler). Klokken blev leveret og betalt. Der er ogsaa i kirken fundet en liste fra aarene 1738, 1739, 1740, 1741, 1742 over kirkeskat. Den nævnte klokke blev dog erstattet af andre; men begge de nu i brug værende klokker med den malm fulde klang skriver sig ogsaa fra den gamle kirkes tid. Paa den lille klokke staar følgende inskription: Soli Deo gloria me fecit Johan Martin Reiffensten Store Elvedalens Kloke I Aamoedts Annex 1763. Den større klokke (Storklokken) bærer følgende indskrift: Sancte Michaelis Kirke udi Store Elvedalens annex I Aamots prestegjeld i Østerdalen Er denne Klokke bekostet af samtlige Storelvedalens almue aar 1768. Mefecit Michael Carl Troschell Kønig Hof Klocken Gieser in Copenhagen Med Klokkers Klang Til graven trang Maa vi herud. Hjælp os da, o Gud Vor Sjæl maa biive Jesu brud Soli Deo Gloria. Den gamle kirke paa Kirkemo blev i 1809 saa brøst fældig, at den blev revet og en ny kirke opført (færdig 1811 og indviet 1819). Denne kirke (den nuværende altsaa) blev opført med bidrag af stiftet og sognet. Enhver af stiftets hovedkirker ydede nemlig to og hver annekskirke en rigsdaler til dens fuldførelse (en otte kantet tømmerbygning). I 1889—90 blev den restaureret (tilbygget indgang og sakristi o. s. v. ved arkitekt H. Backer), saa den nu har form af en langkirke med 400 siddepladse og aaben gang langs væggene. Udgiften ved restaurationen blev hovedsagelig dækket af de penge som var igjen efter kornmagasinet (magasinfondet). Kir ken har en smuk altertavle (gave fra Dorthe Stai, opstan delsen i copi efter Tidemand af C. Bruun) og et smukt orgel til kr. 6000 (gave fra fru Anne Evenstad). Kirken, der nu ligger paa den vestre side af Glommen mellem Koppang og Stai under 61° 30' 31" nordlig bredde og 0° 19' 41" øst for Kristiania meridian 271 m. over havet, tænktes fra først af sat paa haugen mellem Gammelstu- og Sørstu Stai. Den har en smuk belig genhed med en vakker udsigt, især mod nord, med prestegaarden, Kirkestuen (herredslokalet) og Fram i nærheden. Kirkegaarden er smykket med mange til dels kostbare monumenter og støtter deriblandt over legatstifterne Halvor Simensen Negaard f. 1797 f 1878 og søn Simen H. Negaard f. 1840 f 1877 samt Anders B. Syren f 1887 (reist i taknemmelighed af Stor elvedalens kommune). Evenstad med flere familier har sit eget gravsted med stakit omkring og med støtter. Evenstadfolkene har støtter deriblandt en liden sten støtte fra 1715 over lensmand Evenstad (og hustru f 1745). Følgende prester og kapellaner har virket i Stor elvedalen: Katholske prester; Sira* Oluf Eriksen (1510). Amund Rikardsen (1537). Lutherske prester: Amund Rikardsen 1537-1540 Ole (Oluf) 1540—1550 Peder Gjordsen 1550—f 1579 Kjeld Jensen 1580—f 1591 Jakob Svante 1592—1622 Jakob Pedersen Riise 1622—f 1646 Jens Bondeson 1646—f 1685 Ole Jensen Hornemann .... 1685—f 1728 Knud Hals 1728—f 1741 Kristen Kiær 1741 1786 Andreas Wulfsberg 1786—1822 En titel som det engelske sir og det franske sire o. s. v.

Scan 110 from Storelvedalen — Scan 110 · Page 86

Page 86

IVAR SÆTER: STORELVEDALEN. 86 Julius Fr. Paludan 1822—1828 Andreas Wulfsberg Dircks. .. 1828—1846 Johan Reinhardt 1846—1858 Ole Severin Olsen 1858—1870 Abraham V. Støren, f. 1829 . . 1871 (vikar) Peter N. Schult, f. 1830 .... 1872 ( ) Frederik J. Gjør 1873—1878 Camillo Bøckmann 1878—1887 Gustav Dietrichson 1887—1897 Carl Johan Ecktell 1897- Residerende kapellaner: Søren (Søfren) Mogensen (1643)1 frg Danmark . Hans Mogensen Simon Poulsen (boende i Rendalen 1671). Søren Storm 1689. Ole Dop (omkring 1690) Laurits Svante. Erik Olsen Værdal 1695—1733. Erik Olsen Værdal var gift med Anne Ca thrine Sommerschield. De havde en søn Ole, der blev født 30. juli 1702 paa Bjøntegaard i Rendalen og ansattes som sogneprest i Eid, hvor han døde 1769 efterladende sig flere børn. Kristen Kiær 1733—1741. Personelle kapellaner: Johannes (eller Hans, Lauritzen (1627). Lars Jakobsen Rise (1643). Johannes Theisted (1658). Ole Michelsen Dopp (1713). Johannes (Hans) Winther (1736—1742). Herman Pohlmann (1758—1769). Anton Brinkman (1778 ). Andreas Wulfsberg (1779 ). Peter M. Lorentz (1808- ). Strøm Grøtting (hjælpeprest) 1811 1815. (Far til den som forfatter bekjendte Andreas Grøt ting f 1870.) Lorentz Stibolt (senere prest til Tolgen) 1818—21. Hvad vi forresten ved om de gamle (katholske) pre ster indskrænker sig kun til navnene. Man tog kirke husene i brug, efter at man havde plyndret dem for alle kostbarheder, og presterne gik mange steder over til den nye lære. Det var ialfald tilfælde i Elvedalen, hvor Amund Rikardsen fortsatte i kaldet, uden at vi ved noget om, hvorledes han eller menigheden stillede sig til den nye lære. Men mangt og meget taler dog for, at overgangstiden heller ikke i Elvedalen løb af uden modstand. I lange tider hang folket fast ved det gamle, og kun ved magt lykkedes det at holde den nye kirkeordning oppe. Om hr. Oluf (Peder Gjordsens formand i kaldet) fortælles det, at „han løb med madsæk med andre drenge i fiskevand", og at han i 1550 „maatte drage" til Tønset, hvor han døde 1575. Om Peder Gjordsen berettes det: „Han slogs og drogs med bønderne og stak Birger Nordset (vistnok fra Rendalen), da han ei vidste andet, end de vilde dræbt ham". Paa bafaling af statholderen Paul Huitfeldt lod han sammen med Laurids Sorkenes og Erich Skramstadt samt lensmand Norseth og lagrettesmand Peer Illevold fra Rendalen optage fortegnelse over landskyld, ornamenter og inven tar, der tilhørte Aamot hovedkirke med Annekskir kerne i Rendalen og Storelvedalen (indført i Stiftsbogen). Kjeld Jensen blev anklaget af et par bønder (hvorfor vi des ikke); men da provsten, Nils Krabbe i Løiten, under søgte sagen, viste det sig, at de havde løiet og maatte betale et bjørneskind i bod. Han blev ogsaa siden engang anklaget, uden at der paaførtes ham noget. Han har sikkert som saa mange af den tids prester været en kranglevoren herre. Jakob Svantesen, der kom i embedet efter Kjeld, omtales som en myndig mand med en haard udtale. Han var født i Stargard i Pommern og blev ordineret til prest af mag. Jens Nilsson i Oslo. Han var nok mer end almindelig dygtig, da kongen specielt interesserede sig for ham, skjønt han var fattig (ja i stor armod). Han ivrede meget mod trolddom og var den „ første prest, som bragte almuen til lydighed". lanledning krigen med Sverige blev der 1611 paalagt geistligheden en særskat „hver provst og sogneprest taxeret til 8 rigsdaler, den rige hielpendis den fattige". Hr. Svante til Aamot sees at have betalt sine 8 daler. Om hans eftermand i kaldet Jakob Riise faar vi en del oplysninger i biskop eller superintendent Nils Glostrups Visitatsbog (udg. ved Ludvig Daae og H. J. Huitfeldt-Kaas). Efterat biskopen (superintendenten) har meddelt, at han i be gyndelsen af februar maaned 1619 har tilendebragt sin visitats over Hedemarken og Østerdalen (med und tagelse af Tønset) og befundet alt i god orden, skriver han følgende: Wdi Amud ankomme di bønder y Ellffvedaallen oeh Rindallen, hvillke ieg effter predicken lod for mig fordre wdi prestegaarden och dennem tillspurde, om di naaged haffde sig offuer deris Sogne prest art besverge: hortill di alle samptlige svarede, sig icke att wiide hannem naaged anded end gaatt våar att beschyllde; att be gierede hand enten paa en anden sted, efterdi Reyserne falltt han nem meged besverlige og sin Alderdom, maatte bliffve befordred eller med en Capellan forsyned, loffvendis derhos sig gierne att willde forhiellpe h. Jacob naaged till hiellp, till att lønne och wn derhollde hannem med. 2. Waar her en mand aff Ellffvedaallen, som klaagede offuer Her Jacob, att hand icke willde berette hans qvinde, horudoffuer hun døde: Mens der saagen bleff forhørtt, haffde bonden sellffver schylld, effterdi inter alia qvinden leffde der effter itt fierdings Aar, och der midler tiid offte scheede predicken j Ellffvedaallen, och

Scan 111

M , 4»' flr /? Ole S. Olsen. Frederik J. E. Gjør. Camillo Rantzau Bøckman. Gustav J. F. Dietrichson. SOGNEPRÆSTER I STORELVEDALEN.

Scan 112

No OCR text was available for this scan.

Scan 113 from Storelvedalen — Scan 113 · Page 87

Page 87

HOVEDKIRKEN OG PRESTERNE. 87 dog icke willde anmode her Jacob om Sacramentens wddeelelsze til sin hustru. 3. Anlangende den saag med den Karll, Her Jacob haffuer fortenchtt, att hand hans gaard schullde haffve affbrentt, waar ieg paa opreysen aff hans broder begierendis att schulle komme till mig paa Amudtt med sin broder: Men der ded icke scheede, bestielte ieg paa wdreyszen, att hand schulde komme til mig paa EllrrVerum, hvilked icke helder bleft effterkommed, saa ieg derfor inted y den Saag kunde forrette. Biskop Glostrup holdt visitats i Aamot (med Rendalen og Stor elvedalen) ogsaa i aarene 1628 og 1635, ved hvilke anledninger han antegner i sin bog, at ungdommen havde gjort gode fremskridt i sin kristendomskundskab (forklaringen af Kathekismen). Rasmus til Tønset var ogsaa nærværende i 1628, da biskopen ikke kunde reise did paa grund af snefaldet i februar maaned, og han beret tede, at alt stod vel til i hans sogn. I 1632 fik biskopen (Nils Glostrup) brev fra kongen angaaende presten Jacob Rise i Aamot som „under danigst haver ladet andrage, hvorledes han af begge sine annexer (Storelvedalen og Rendalen) ikkun skulle have den halve tiende aarligen, endog i samme annexer bedre korn skal bekommes end i hovedsognet, hvor udover han nødes til at kjøbe korn til sit huus's op hold: da beder vi eder naadigst og ville, at I den sag flittig forfarer, parterne imellem forhører og siden derom anordner den deel (korn altsaa), christeligt og rime ligt er". Aaret efter er samme sag oppe igjen, og almuen fik paabud „om at tilføre presten hans tiende som andet steds i Norge sedvanligt". I 1638 udstedte kongen en forordning angaaende den saakaldte kapellanskat med paabud om „at lade ansætte nogle kapellaner udi Østerdalen til Guds ære og tjeneste og blev der deputeret til enhver kapellans underholdning 40 eller 50 rigsdaler aarligen (som til stilles dem af statholderen paa Akershus) og skulde nævnte kapellaner i de længst afsidesliggende annexer residere". Nogle aar efter (1641) „bevilges naadigst hver kapellan udi Østerdalen, som af almuens god villige contribution underholdes, 70 eller 80 rigsdaler aarligen, eftersom deres umage og besværing befindes være". Anno 1643 blev Søren (Søffren) Mogensen forige Cappellan udi Østerdahlen kaldet og befordret at betiene cappellans pladtz i Tønszberg i Niels Kloeds sted, der havde forbrutit sit kald. Samme aar androg han om at befordres til Røleff kald i Numedal „for sin och sin hustrues och smaa børns store fattigdom och elendighed før nogen anden motte befordres". Anno 1646 (i august) andrager slotskapellanen paa Akershus om at befordres til „Amodz kald udi Østerdallen, effterdi itzige prest sammestedtz det for alderdomb och schrøbelighedz schyld godvil ligen opsagt; och eftersom samme prest ad vitam et præbende naadigst wahr bleffuen forundt formedelst kaldets eenighedz skyld". Samme aar (i november) takker borgermester Ahrend Hanszen „for befordring till det præbende efter her Jacob paa Amod, efter haffuende expectantz, och efterdi for me prest ved døeden wahr aff gangen, och hvercken hustrue eller børn sig effterladt, mensz udarffninger och uden riget boende, att hannem derfor dette aarsz rettighed motte aff naade forundis". Anno 1647 supplicerit angaaende „Salig her Jacob forrige prest paa Aamodt, hans broder Thomas Pederszen at haffde bekommet svar paa hans forige supplication, at hansz paafordrende arffs be schaffenhed och rett wahr remitterit till fogden at erklære sig omb; huoreffter fogden med hannem omb hansz brodersz effterladte haffde clareret; foruden det præbende och thiendes indkombst, som hand och formeent hansz salig broder det sidste aar haffde fortient, bad derfor at nyde noget derfore". Sidtzell Anderszdaatter affgangne her Jacob paa Amodz udi Øster dahlen søsterdaatter, androg 1647 at where opkommen till Norge at fordre hvisz arff hun efter hannem kunde vere berettiget, mensz effterdi der var gjort affkald med handz broder, saa hun for hendes mor søsters part, intet kunde bekomme, och aff fogden bekommet till svar, derpaa at stefne, det hund ikke havde forstand eller middell till; bad derfor om befordring at hinder uden lang forholl rettergang eller ophold, motte vederfahris hvisz rett wahr —" Den næste prest i Aamot, Jens Bondesøn (Bunde son), var ogsaa fra Danmark og var født 1605. Han var gift to gange: 1) med Anne Olsdatter (fra Kri stiania) og 2) med Maren Eriksdatter, der ogsaa havde været gift før (med bondemand Nils Eriksen Bolstad i Aamot). Ifølge arkivar E. A. Thomle (Personalhist. tidsskr. 1890) og Holger Hornemann i hans bog om slægten af samme navn blev Bondesøns søn Ole (Oluf) af første egteskab prest i kaldet efter faren under navn af Ole Horneman, hvis efterkommere ogsaa kom til at bære familienavnet Aamodt efter prestegjeldet. Han var født 1645 og blev (1672) gift med Anna Nilsdatter, datter af Maren Eriksdatter af første egteskab. Ole Jensen Horneman, der døde 83 aar gammel, havde 9 børn, af hvilke Anna blev gift med hans eftermand i kaldet Knud (Knudsen) Hals, søn af kaptein Knud Hals og hustru Siri Aaset f 1723. Kaptein Hals, der døde 1725, blev allerede i 1681 af sin svigerfader tilskjødet endel af Aaset med bygsel og herlighed foruden andre eiendomme i Aamot. Ifølge bureauchef W. Lassen var sønnen Knud (Knud sen) Hals født paa gaarden Aaset i Aamot antagelig i 1687, da han ved sin begravelse i Aamot 5 /s 1741 op gives at være 53 aar 7 maaneder og 3 uger gammel. I 1715 blev han ordineret til personel kapellan i Lesje, og i 1728 blev han sogneprest i Aamot efter sin sviger far, hvis kald han havde havt ventebrev paa i flere aar. Hans hustru, der var født antagelig 1682, døde 1742 (60 aar gammel). De efterlod sig tre børn. Hans bror Jens Hals var gift med en anden datter af Ole Horne mann Gjertrud Sofie. (Om den store familie Hals se ellers W. Lassen: Familien Hals). Hans Winther, personel kapellan hos Knud Hals, f. paa Jylland 1711, blev i 1739 gift med K. Hals's datter Anna og blev siden sogneprest til Vaaler i Smaalenene (tog afsked 1790). Christian Kiær blev født 1703 i Aasted af bondefol kene Christian Thomassen og hustru Benedicta Laurits datter. Han deponerede fra Aalborg skole 1724. 2de aar

Scan 114 from Storelvedalen — Scan 114 · Page 88

Page 88

88 IVAR SÆTER: STORELVEDALEN. senere tog han eksamen philosophicum og 1731 theo logicum. Den 6 januar 1733 blev han residerende capellan til Rendalen, dertil ordineret 6. oktober s. aar og indsat den 21. søndag efter Trinitatis. Aar 1741 blev han sogneprest til Aamodt, i hvilket embede han døde 1786, da 83 aar gammel og efter at have været religionslærer i 53 aar (Jubellærer altsaa). Ligesom han var den første sogneprest efter kaldets deling 1731, saa ledes blev han ogsaa den første provst i Østerdalen 1760. Hans kone hed Elen Jensdatter Færøe og døde før ham. Datteren blev gift med Herman Johan Pal mann, sogneprest til Krogstad. Deres børn blev: Marie Kiær gift med stadsauditøren Søren Berg, Johanna Munthe Kiær gift med Johannes Pohlmann, sogneprest til Krogstad, og Berthe Kiær ugift 1777. Af presterne i Storelvedalen har dog ingen hver ken i gammel eller ny tid indlagt sig større fortje neste af bygden end Andreas Wulfsberg (Se „Enig hedsfabriken"). Navnet Wulfsberg har god klang i Norge (siger Joh. K. Bergwitz i forordet til sin bog om slægten Wulfsberg), da flere kjendte mænd har tilhørt denne familie, der er af udenlandsk, dansk eller tysk oprin delse. Andreas Wulfsberg var født g h 1747 og døbt 13 /5 i Laurentius kirke i Tønsberg. I 1764 blev han student og cand. theol, i 1768. I 1777 blev han per sonel kapelan i Aamot og 1786 sogneprest sammesteds. Han tog afsked i/s 1822 og døde 10 /io 1828. Han var gift med Dorothea Elisabeth Bøckmann fra Sandefjord (født 1754 f i Aamot 1827). De efterlod sig ingen børn). Pastor Wulfsberg var paa Svestad for at skilte et par folk en gang og bandt hesten ude paa Bogtrøen. Ved skilsmisser i hine dage pleiede mand og kone at holde et haandklæde imellem sig, som presten skar over. Da Wulfsberg kom tilbage, laa hesten i elven. Den havde nemlig gaat baglængs, til den havde væltet udover landtorven. Julius Frederik Paludan f. 1787 blev kandidat i 1810 og derpaa konstitueret i Larvik og 1822 ordineret til prest i Aamot og Storelvedalen. Siden blev han prest til Tønset 1828—1837 og senere prest til Nes paa Hedemarken. Andreas Wulfsberg Dircks, søn af sogneprest til Tøn set Andreas Fuglsang Dircks og hustru Abigael Wulfs berg (datter af sorenskriver Wulfsberg), var født 1801 og døde 1870. Han blev theologisk kandidat i 1828 og blev efter sit ophold i Storelvedalen sogneprest i Spydeberg. Han var gift med Karen Jarmann. Ellers fortælles det, at han var uddannet som officer og var meget krigersk af sig. Han blev saaledes en gang uven med en kaptein (Brynie), og de blev enige om at duellere. Presten mødte til tid og sted; men kapteinen blev borte. Johan Henrik Reinhardt, der kom efter Dircks, var født 1803 og tog embedseksamen i 1829. Han døde 1872. Det berettes om ham, at han var meget afholdt, men slem til at ture, hvilket nærsagt maatte være en selvfølge i hine tider, da presterne om høsten reiste omkring ofte med sine fruer for at hilse paa sine sognebørn og faa ost og smør og slagt (tiende som i gamle dage). Den næste prest Ole Severin Olsen af Furusethslægten var født i Kristiania 5. april 1811 ■f som sogneprest i Drøbak 18. august 1873. Theo logisk kandidat 1835 udnævntes han straks til kapellan i Eidsvold og 1856 til kapellan i Rakkestad, men befor dredes 1858 til sogneprest i Aamot og Storelvedalen, hvorfra han flyttede 1870. Hans tale ved afsløringen af løitnant Hauchs mindestøtte paa Spydeberg kirke gaard 1853 blev udgivet som særskilt skrift uden for fatterens vidende og straks efter undertrykt. Olsen var gift med Anne Glatvedt f 1886. Alle de her foran nævnte prester var bosatte i Aamot. Den første i Stor elvedalen bosiddende prest, efter at Storelvedalen blev eget sogn, er F. Gjør, f. i Søvde 1839 og cand. theol. 1862. Blev pers.kap. i Hetland 1864, stiftskapel i Hamar stift 1869 og sogneprest i Storelvedalen 1873 og ved Jakobs menighed i Kristiania 1895, efterat han havde været kaldskapel. sammesteds fra 1877. Gift i 1872 med forfatterinden Bolette Margrete Nissen, f. 1835, der ved siden af sin stilling som prestekone ogsaa har udfoldet forfattervirksomhed under navnet «Margrethe". (Se Urd 1904). Camillo Rantzau Bøckman, f. i Kristi ania 5. mai 1842 og cand. theol, i 1868, blev 1870 pers.kapellan i Ulvik og 1874 stiftskapellan i Bergen stift. I 1878 blev han udnævnt til sogneprest i Stor elvedalen, i 1887 til Bø i Telemarken og i 1904 til Hole. I 1871 blev han gift med Susanne Vedeler. Gustav Johan Fredrik Dietrichson, f. i Wisconsin, Ame rika, 8. april 1855, blev cand. theol. 1872. Siden var han pers.kap. i Vestre Toten og stiftskap. i Hamar stift, til han blev sogneprest i Storelvedalen 1887 og i 1897 sogneprest i Bodø. I 1873 blev han gift med Fredrikke Johanne Olava Bruun, f. 29. mai 1849. Carl Johan Ecktell, f. i Vestre-Aker 31. december 1858, blev cand. theol, i 1887 og udnævntes til sogneprest i Stor elvedalen i 1897, efter at han havde været kapellan dels til Vor Frelsers og dels til Johannes menighed i Kristiania og stiftskapel. i Kristianssands stift. 1889 blev han gift med Aagot Wilhelmine Olsen, f. 9. decem ber 1867.

Scan 115

Ole Paus. Hans G. N. Buck. Kristian Kahrs. Theodor Gløersen. Søren S. Frost. Amtsdyrlæge G. Matthiesen. LÆGER I STORELVEDALEN.

Scan 116

No OCR text was available for this scan.

Scan 117 from Storelvedalen — Scan 117 · Page 89

Page 89

LÆGER OG JORDEMØDRE LENSMÆND OG SAGFØRERE. 89 Læger og jordemødre. første læge, der tog fast bopæl i Storelve en dalen, var 1. Ole Paus, f. 1830, cand. med. 1855. Han nedsatte sig som praktiserende læge med bo- pæl paa gaarden Brænden, fraflyttede oct. 1859 og ned satte sig paa Gjøvik, men tilflyttede atter Storelvedalen juni 1861, hvorefter han praktiserede der indtil 1875 fra 1866 som distriktslæge i Rendalens distrikt med bopæl paa Koppang (Nordstu). Han flyttede da til Kri stiania, hvor han boede til 1879, da han udnævntes til distriktslæge i Gloppen, fra hvilket embede han tog afsked 1883. Senere boede han dels paa sønnens eiendomsgaard Brænden, dels paa egen gaard ved Sande fjord, hvor han døde 1897. Gift 1859 med Marthe Negaard, datter af gaardbruger Halvor S. Negaard (Brænden) og hustru Marie Andersdat. Trønnes. Hun var født 1841 og døde 1874. 2. Kristian Kahrs, f. 1833, -j- som overlæge ved Bergens sygehus 1893. Han var praktiserende læge med bopæl paa Knuds Mokleby fra vaaren 1860 til vaaren 1861. Gift 1861 med Toline Melhagen fra Aamot, datter af gaardbruger Ole M. og hustru Goro Tollefsdat. 3. Hans G. N. Buck, f. 1848 nu distriktslæge i Levanger distrikt. Han boede paa Lillehammeren Stai fra aug. 1875 til octob. 1876 som læge ved det paa gaaende jernbaneanlæg og fungerede samtidig som fat tiglæge. Ugift. 4. Theodor Gløersen, f. 1847 cand. med. 1874 f som distriktslæge i Søndfjord 1905. Han fungerede som kommunelæge med bopæl paa Lillehammeren Stai fra høsten 1876 til sommeren 1883, da han flyttede til Maals elvedalen som distriktslæge. Gift med Anne Mari Sætren. 5. Søren S. Frost, f. 1853 i Vegø af forældrene sogne prest Anton Frost og hustru Sara Marie f. Steen, blev cand. med. 1879. Fra 1879 var han kommunelæge i Nordre Odalen, til han ansattes som kommunelæge i Storelvedalen sommeren 1883, hvor han siden har boet først paa Lillehammeren Stai og fra 1889 paa Nyvei hammeren, som han da kjøbte. Dr. Frost blev den 18. december 1907 udnævnt til distriktslæge i Ren dalens lægedistrikt, der omfatter herrederne Rendalen, Sollien, Storelvedalen og Aamot. I 1890-aarene modtog doktoren en større erkjendtlighedsgave fra Storelvedalen. Dr. Frost, der ogsaa er medlem af herredsstyret i Stor elvedalen, overtog distriktslægeembedet den 15. februar iaar (1908) med vedvarende bopæl paa Stai. Af læger før Paus (med fast bopæl i Aamot og Elverum) kan vi nævne dr. Frelsen og dr. Ucherman, Lars Miiller og dr. Chr. Munthe. Længere tilbage i tiden klarte man sig med hjemmedoktorer og de saakaldte „kursmede". Af disse kan navnene anføres paa en Simen (langt til bage), Brynjulf Gustumoen, Ole Taraldsen Messelt og Lars Koppangshammeren. Af ansatte dyrlæger kan næv nes Christensen, Helgesen, Garseg, Trøgstad og Schack (dansk) og nu den i 1901 ansatte amtsdyrlæge G. C. Matthiesen fra Bergen med bopæl paa Stai. I forbindelse med lægerne kan ogsaa nævnes jorde mødre, der har virket i Storelvedalen. Karen Sirnens datter Vestgaard, der (som omtalt under „Enigheds fabriken") i 1785 blev sendt til Kjøbenhavn for at lære jordemodervidenskaben, som det heder, er antagelig den første uddannede jordemor i Storelvedalen og for modentlig den samme, der er kjendt under navnet Gammeljordmoren, som boede i Jordmorstuen oppe ved Hovedkirken. Ifølge meddelelse fra Ole Sundet (Løkken) sluttede hun at praktisere 1835. I 1838 an sattes Marthe Andersdatter Trønnes (Tremoen) til jord mor, og det berettes, at hun personlig mødte op i her redsstyret med sine attester og skudsmaal. Siden har Sigrid Høistad og Sigrid Møkleby virket som jordemødre og i de senere tider Marthe Bjørnstad (lærer Bjørn stads mor f 1907), Ingebjørg Oma og Berit Lindjordet. Lensmænd og sagførere. 1. Lensmænd: eder Negaard 1653. Halvor Evenstad 1703. Berger Bergersen Messelt 1707. Jon Helgesen Trønnes 1728. Tarald Olsen Trønnes 1730. Ole §§§å2 Helgesen Stai 1731. Ole Taralsen Øvergaard 1746. Ole Andersen Møkleby 1753. Semming Taraldsen Trønnes 1756. Ole Olsen Messelt 1757. Tollev Olsen (antagelig fra Evenstad) 1766. Ole Olsen Evenstad 1767 f 1806. Ole Olsen Evenstad (Eidsvoldsmanden) 1806- f 1833. Ole Olsen Evenstad 1833—f 1859. Jakob Aars, c. j., 1858-1868. Oluf Næss (gift med Anbjørg Møkleby) 12 Storelvedalen 1868—1874. Hans Chr. Mortensen 1874—1890. Caspar Bendix Plesner Holm, c. j., 1890—1895 (nu byfoged i Kristianssund). Johan Wæringsaasen 1895 Af konstituerede lensmænd kan vi nævne Halvor Jonsen Landet 1757, fanejunker O. Negaard 1874 1875 og Thorer Ruud (Negaard) 1890. Herredet udgjør nu sammen med Sollien herred Storelvedalen lensmandsdistrikt og thinglag. 2. Sagførere: P. Trønnes (Stai). Sæming Hagen (f. i Rendalen 1870; c. j. i 1894; etablerede sig paa Koppang i 1897).

Scan 118 from Storelvedalen — Scan 118 · Page 90

Page 90

IVAR SÆTER: STORELVEDALEN. 90 Skoler og lærere. aa kommuner har gjennemgaat en udvikling paa skolens omraade som Storelvedalen. I den nærmeste tid efter reformationen var der ikke tale om nogen folkeundervisning. I kirke ordinancen af 1539 heder det rigtignok, at „ungdommen maa oplæres (optugtes) i bogen og gode konster, og at børnelærdom maa være udi alle huse"; men der blev aldrig gjort noget alvorligt med hensyn til folkeoplys ningen før 200 aar senere, i 1739 nemlig, da der blev indført skolehold med omgang paa forskjellige gaarde, hvilken ordning i sine hovedtræk stod ved magt lige til 1860, skjønt ogsaa loven af 1827 sigtede paa faste skoler (ialfald en fast i hvert prestegjeld). Hvorledes skoleforholdene til en begyndelse forresten var i Stor elvedalen faar vi temmelig god greie paa af canceliraad Fr. W. Otte i hans „ Reise durch Norwegen", hvoraf følgende angaaende skolevæsenet her anføres: „I dette prestegjæld er der ansat en lærer, som underviser ungdommen paa 60 gaarde ved ugentlig at flytte fra gaard til gaard. Af distriktets skolekasse oppe bærer han derfor 20 speciedaler i aarlig løn og kan desuden tjene noget ved at undervise de velhavende gaardbrugeres børn i regning og skrivning. Til skole kassen maa enhver gaardeier bidrage efter evne; men bidraget overstiger dog sjelden 3 mark. Enhver tjeneste karl maa ogsaa bidrage 8 skilling og enhver tjeneste jente 4 skilling til skolekassen. Har man penge til overs i kassen, benyttes disse til indkjøb af nødven dige skolebøger. Den aarlige undervisning varer fra Iste oktober til 15de mai. At læse og lidt regning og skrivning ved siden af religion er undervisningsfagene. Aaret før konfirmationen gaar skoleungdommen tre dage ugentlig til forberedelse hos presten i den for manges vedkommende flere mile langt bortliggende prestegaard". Følgende skoleregnskab viser skoleudgifterne omkring 1820-aarene: Store Elvedalens skolekasseregnskab. 1819. Beholdning fra f. a. 2—lll Revisors løn ... ~—5O Af konfirmanterne . 2 60 Kirkesangeren Ole Aarsløn ikke betalt. Halvorsen . . 8— „ Af folketallet ... 21— „ Skoleholder Ole A. 26-51 Ber § er 18 ~" Pr. saldo som Skoleholder Anders mangler, og som N. Sundet .. . 18 » forskudsvisaflens- 44 —50 mand Evenstad er betalt .... 17—119 Ballancen 44 50 Renter til 26de januari d: a: 7 spd. 1 s. 61. 1820. Renter af Ole Houm 20 —„ Revisors løn. ... „ 50 Af konfirmanterne . 1 —l6 Tilbagebetalt L: E: fra f. a.: Konfisquert og ved Forskud 17—119 auction bortsolgt brændevin. . . . 43 —58 KirkesangerOle Hal- Folketallet ikke op- vorsen 10— „ tåget og altsaa Skoleholder Otter Nielsen 18— intet indkommet. 46—49 64 ~ 74 Beholdning .... 17—25 63—74 Renter til 26de januar d: a: 77 —18. 1821 Beholdning fra f. a. 17—25 Revisors løn. . . . ~ 50 Af konfirmanterne . 6 8 KirkesangerOle Hal- Paa Renter af Ole vorsen 8— Houm indkommet 5 „ Skoleholder Anders Af folketallet . . . 19—12 Nielsen 20— Skoleholder Otter 47—45 Nielsen 18— 46- 50 115 Kontant i kassen 147- 45 Renter til 26de januar d: a: 8 spd. Der fandtes omkring midten af forrige aarhundrede ikke en eneste videregaaende skole i hele Østerdalen (bare et par saakaldte „klokkerskoler") og yderst faa faste skoler. Da skoleloven af 1860 traadte i kraft, var der i hele Storelvedalen kun tre omgangsskole lærere, og den almindelige skoletid var B—l 4 dage paa hver gaard med en løn af 60 speciedaler (kr. 240) aaret med kost og ophold. Af skolemateriel fandtes der ikke andet end nogle eksemplarer af Berlins naturlære, Knud sens læsebog og Nytestamentet, der ogsaa blev benyttet til udenadlæsning. I 1863 holdtes det første lærermøde i Storelvedalen. De fleste af provstiets lærere mødte op (ogsaa 4 fra Aalen) foruden en mængde af sognets folk og af til reisende. Forhandlingerne dreiede sig om skolen og lærernes stilling (foruden om anvendelsen af det legat, som fru Anne Evenstad da havde skjænket til oplys ningens fremme). Siden er skolen gaat frem med hur tige skridt. Nu er der 14 faste skoler i Storelvedalen udstyrede med tidsmæssigt skolemateriel i enhver henseende. Af disse er skolen paa Fram og Koppang stor skoler den første oprettet i 1890, idet Norens kreds

Scan 119

Oluf Næss f. Caspar Bendix Plesner Holm. Ole Olsen Evenstad f 1859. Hans Chr. Mortensen. Johan Wæringsaasen. LENSMÆND I STORELV ED ALEN.

Scan 120

No OCR text was available for this scan.

Scan 121 from Storelvedalen — Scan 121 · Page 91

Page 91

SKOLER OG LÆRERE. 91 blev slaaet sammen med Nordre Stai. Paa Koppang Beretning var der høiere almenskole med Haave som lærer. Den c , . „ ,__, <f _ ~ ~ , , lo , , om Storelvedalens folkeskole for femaaret 1901 —1905. blev nedlagt og storskole oprettet. 18 lærere og lærer inder virker nu i Storelvedalen foruden amtsskolens *• Skolestyret lærere. Frøken Anne Trønnes, Anne Beate Dieseth, bestaar af 16 medlemmer, heraf er 2 selvskrevne, fruerne Guline Sundet, Petra Sjølie (Svestad) og Re- sognepresten og ordføreren, samt lærernes repræsentant. gine Vestgaard var de første kvindemedlemmer af skole- I femaaret har agronom K. Vestgaard været formand styret i Storelvedalen. og lærernes repræsentant Joh. Haave næstformand. 11. Lærerpersonale og lønninger. «3 ■a s Navn Uddannelse Ole Øyen (kirkesanger). . 1840 Ole Haugen J 1833 Johan Haave 1842 Thore E. Myrvang .... 1858 Anders Fosvold ..... 1863 Severin S. Treseng. . . . 1860 L. E. Wold (kirkesanger) 1854 Gustav Larsen 1856 Oskar Bjørnstad 1875 Erik Ufengen 1877 Sløidlærer E. Blaker . . . 1875 Lærerinde i haandgj. . . Anna Vestgaard 1882 Marte S. Negaard .... 1864 Asker 1860 Klæbu 1861 Klæbu 1863 Hamar 1877 Hamar 1887 Hamar 1882 Hamar 1874 Hamar 1874 Hamar 1895 Asker 1897 Lillehammer og Hamar 1899 Middelskole Hamar, industriskole Kristiania 1904 Lavere lærerpr. Elverum 1882 Lærerindepr. Iste gr. Kr.a 1879 2den grad Elverum 1884 Høiere lærerpr. Elverum 1901 Høiere lærerpr. Elverum 1896 L. lpr. Hamar og Elverum 1901 Kr. Kr Kr. Kr. 1856 18601 Fast 30 | 26,50 500 300 1595 1853 1864; Fast 30 26,50 500 120 1415 1863 1873 Fast; 32 26,50 500 200 1548 1877 1877! Fast 30 26,50 : 500 120 1465 50 1888 1891 !Ops. 34 24,00 ; 375 100 1281 1882 1882 i Fast 32 Va 26,50 ! 500 100 1460 J 1874 1874 Fast 30 26,50 500 i 120 1415 1876 1876 Fast 30 , 26,50 500 120 1415 1896 1896 Ops. : 30 j 22,00 250 1100,1010 1899 1899 Ops. 30 j 22,00 125! 100 885 1899 1899 Ops. 30 | 22,00 , 125 ; 100 : 885 1905 1905 Ops. 30 j 20,00 600 Ingen 1883 1883 Fast 30 ; 17,00 300 810 Bolig Ingen Do. Lidt jord Do. Have kr. i afsv. Ingen Bolig Lidt jord Do. Do. Do. Do. Do. Ingen Do. Have Do. Do. Ingen Ingen Ingen Do. Bolig Mathea Solberg 11860 1881 1881 Fast 30 17,00 300 810 Do. 1888 1888 Fast | 30 I 17,00 300 810 Do. Naar ansat « Aarlig løn C3 I . °"8 « I M I Ir igllg i» ei Z.% ~ | - Bolig Jordvei 3o S*3 *, g. <.B. e-8 g J - ' I- * ' M i < : M i Mathea Solberg . 1860 Lærerindepr Iste gr. Kr.a 1879 1881 1881 3 ast 30 17,00 300 810 Do. Do. Ellen J. Strand-Haugen . . 1862 2den grad Elverum 1884 1888 1888 Fast i 30 i 17,00 300 810 Do. Do. Signe Åkre i 1877 Høiere lærerpr. Elverum 1901 1901 1901 Ops. 30 15,00 450 1 Do. Do. Lina Haagensen 187fi Høiere lærerpr. Elverum 1896 1896 1901 Fast 36 16,00 150 686 Do. Do. 1882 L. lpr. Hamar og Elverum 190 l 1904 1904 Ops. 36 15,00 540 Do. Do. Anmerkninger: Lærerinde Maren Borsheim fratraadte høsten 1901, Mina Trønnes ved udgangen af 1901 og Sigrid Bugge i sommeren 1904. III og IV. Elevantal, skoleforsømmelser og klasseinddeling. 1901 1902 1903 1904 1905 Q & M u oe E Md' o tn E Kredse Elevanta Undervisnir beretiigec 73 a u _ JZ o 2 <u M eo s =2 « """ T3 B < > Undervisnir berettigec Antal dag skulde have skolen s O M C < 2 c eu LU Undervisnir berettiged Antal dag skulde have skolen 5 C < c tu .5 -a c <u w M C Æ 3 a u c — x; "o M o WJ — "a c < Elevanta L/ndervisnir berettigec Antal dag skulde have skolen f- v cg B ■a c < Opadgaaende klasser Atneosen . . 53 52 3144 260 48 48 3078 294 51 50 3028 272 45 44 2908 200 50 50 2960 179 1 kl . i I afd. 12 uger 2 - II do. 12 „ Koppang . . 162 167 14580 971 160 163 14400 687 156458 14040 714 157 158 14130 805 158 158 14220 1217 3 - I do. 15 » (2 .Zrf 4 - II do. 15 „ leler) Fram .... 121 129 10890 1025 123 131 11070 631 122 13040980 762 134 140 12060 861 131 133 11070J1143 3 - 4 - I do. II do. 15 (2paral- 15:; ,e,er) Stai .... 39 40 2756 183 40 41 2824 233, 38 38 2414 169 38 39 2778 138 38 38 2580 133 1 - I do. 12 „ i 2 ■ II do. 12 „ Mykleby . . 40 40 2056 100 49 49 3608 1891 46 46 3520 203 47 47 4246 283 51 51 4022 250! 2 - I do. 15 „ 2" II do. 15 „ Søkunna . . 66 67 5760 144 63 65 5670 225 70 70 6300 298 73 77 6570 241 68 69 6120 249 2 - I do. 15 „ 2 - II do. 15 „ Strand-Ophus 44 44 4050 132 37 37 3006 216 38; 38 3280 221 38 38 3280 170 86 36 2880 182 2 - 2 - i j lkI I do. . II do. 12 „ (paral- 15 „ leler » 15 „ Sætre-Hovde. 50 50 3830 252 46 46 3236 192 55 55 3952 244 48 48 3270 291 37 37 2930 161 1 I do. 12 „ 2 - II do. 15 „ 575 589 47066 3067 566 580 46892 2667 576 585 47514 2883 580 59 L 49242 2989 569 572 46782 3514 De stør re f Drsømr neise r sk ylde s smi somr ne s ygd )mme. For øvrigt s kyldes de a llerfleste forsømmelser gyldige grunde.

Scan 122 from Storelvedalen — Scan 122 · Page 92

Page 92

IVAR SÆTER: STORELVEDALEN. 92 V. Undervisningen. Siden sidste femaarsberetning ingen nævneværdig for andring foretaget. VI. Skolebygninger. I femaaret er opført: Smaaskolelokale med lærerindebolig ved Mykleby. Smaaskole og sløidlokale med beboelsesrum ved Stai skole. Lokalerne er lyse og rummelige. Ved Koppang skole er opført bryggerhus. VII. Undervisningsmateriel og bogsamlinger. Til samtlige 8 storskoler i kommunen er der i fem aaret anskaffet et sæt fysikalske apparater til en pris af velsaa kr. 100 pr. sæt, samt en samling af Lødøens fiskemodeller til kr. 75. Fiskemodellerne sendes paa omgang mellem skolerne. IX. Almindelige bemerkninger. Skolens gjerning omfattes med interesse i alle kredse. Sundhedstilstanden har i femaaret været god. med und tagelse af at enkelte kredse har været hjemsøgt af skarlagensfeber. Skolemulkt og legemlig straf har ikke været anvendt. Elevernes opforsel har været meget rosværdig. Med bidrag af Hedemarkens amts husflids komite og legaterne hersteds har skolappekurser for større gutter været afholdt i samtlige storskolekredse. Afholdelse af saadanne kurser har man fundet at være meget heldig og fortjene den bedste anbefaling. Med hensyn til „frir skolemateriel og ordningen med samme oplyses: Cirka 8 dage for hvert skoleaars be gyndelse rekvireres af skolestyret hos boghandleren det for hvert aar fornødne materiel efter opgave fra ved kommende lærere. Sagerne leveres fragtfrit til „gros priser" til hver enkelt skoles nærmeste jernbanestation hvor lærerne fordeler disse mellem skolernes elever. Brugte bøger fra smittede huse brændes. Ramponerede og udslidte bøger ombyttes med nye. Idet forovrigt henvises til foranstaaende ekstrakt, vil det fremgaa, at udgifterne for hvert undervisningsberettiget barn pr. aar beløber sig til cirka kr. 1,54. Med denne ordning hersker der inden bygden almindelig tilfredshed. Storelvedalen skolestyre 10—3 —1907. IC Vestgaard. Skoleplan for Storelvedalens folkeskoler blev ved taget i skolestyremøde den 12. november 1898 af: K. Vestgaard, Th! M. Ruud, C.J. Ecktell, Ole G. Negaard, M. Øien, Kr. Kværnmoen, John Lie, Regine Vestgaard, Anne Trønnes, Karenus O. Myreng, H. H. Atneosen og Helge Trønnes. Samtidig blev skolerne i herredet inddelt i folgende storskolekredse: a. Atneosen kreds udgjør Atnedalen fra og med Roen, nordover, samt fra Atneosen til og med Friland og Viengen paa begge sider af Glommen, sydover. b. Koppangs kreds gaar fra Nystu-Ulvmoen Trønnes til Tandfetten, vestsiden, og fra Frøsa vogterbolig til Gustumoen, østsiden. c. Fram kreds gaar fra søndre Ulvmoen Tronnes til Stai sund, vestsiden, og fra Bæk til Stai jernbane station, østsiden. d. Søndre Stai kreds gaar fra Bagroen til Fraaskilla bro, vestsiden, og fra Stai vogterbolig til Imsa vog terbolig, østsiden. e. Mykleby kreds gaar fra Fraaskilla bro til Rønnin gen, vestsiden, og fra Larns vogterbolig til Even stad, østsiden. f. Søkunna kreds gaar fra Magnhildstuen til Davaen med Eggen eller Kroken, vestsiden, og Løkken til Krokeggen, østsiden. Med hensyn til Dogsamlingerne h snvises til forrige femaarsberetning. VIII Uddrag af folkeskolens regnskab. A. Ud gift. 1901 1902 1903 1904 1905 a, Lønninger. 13 163,50 12 866,50 12 956,50 13 100,50 13 484,50 b. Undervis- ningsmidler 220,00 220,00 75,00 c. Læse-, lærebøger og skrive- sager . . 1 000,00 1 000,00 1 000,00 800,00 800,00 d. Admini- stration. . 200,00 200,00 200,00 200,00 200,00 e. Opførelse og vedlige- hold af skolehuse. 500,00 1 700,00 3 200,00 1 100,00 2 500,00 f. Lys og brænde. . 1 490,00 1 490,00 1 490,00 1 500,00 1 500,00 R- Renhold og opildning . 531,00 533,00 700,00 775,00 775,00 h. Forskjel- lige udgifter 192,50 1 236,17 2 211,34 832,83 875,50 Tilsammen 17 077,00 19 025,67 20 977,84 18 228,33 20 210,00 B. Indtægt. 1901 1902 1903 1904 1905 a. Bidrag af statskassen 3 752,00 3 984,00 3 936,17 3 935,00 4 000,00 b. Bidrag af amtsskole- kassen 250,00 566,67 733,33 33.33 500,00 c. Sollien og kredsene 75,00 75,00 808,34 60,00 560,00 d. Kommu- nens tilskud 13 000,00 14 400,00 15 500,00 14 500,00 15 150,00 Tilsammen 17 077,00 19 025,67 20 977,84 18 528,33 20 210,00

Scan 123

O. Haugen. Joh. Haave. L. E. Wold. G. Larsen. Sevr. Treseng, syt. j Anders Fosvold. Oskar Bjørnstad. Erik Utengen. Erik Blaker. K. Kvisli. Martea Solberg. Marthe Berger f. Negaard Ellen Haugen Lina Haagensen. Signe Åkre Inga Berger. Anna Vestgaard. Aslaug Myrvang. LÆRERE OG LÆRERINDER I STOREL VED ALEN

Scan 124

No OCR text was available for this scan.

Scan 125 from Storelvedalen — Scan 125 · Page 93

Page 93

SKOLER OG LÆRERE. 93 g. Strand—Ophus kreds gaar fra Rugsven eller Davaen med Eggen til Brynhildstuen, vestsiden, og fra Engebretstuen til Midtbækken, østsiden. h. Sætre —Hovde kreds gaar fra Uhrmagerstuen til Hovdebroen, vestsiden, og fra Bækken til Aamots grændse, østsiden. Smaaskolekredsene: Iste kreds: samme grænse som Atneosen kreds for II afdeling. 2den og 3die kreds indbefatter Koppang skolekreds for II afdeling, østsiden. 4de kreds gaar fra Tandfetten til Smedbakken, vest siden. ste kreds gaar fra Bergebakstuen til Havnen, vest siden. 6te kreds gaar fra Stai sund til Grefsengdalen, vest siden, og fra Stai jernbanestation til Bæk, østsiden. 7de kreds: samme grænse som søndre Stai kreds for II afdeling. Bde kreds: samme grænse som Mykleby kreds for II afdeling. 9de kreds gaar fra Magnhildstuen til og med Smed stuen, vestsiden, og fra Løkken til og med Grinddalen, østsiden. 10de kreds gaar fra Smedstuen til Sagerud, vestsiden, og fra Furusetnabben til Snedkerstuen, østsiden. 11 te kreds gaar fra Løvenget til Stenvikenget, vest siden, og fra Syren til Bækken, østsiden. 12te kreds gaar fra Hovdestuen til Hovdebroen, vest siden. 77. Klasseinddeling, skoletid og lærerposter. Atneosen kreds: 2 opadgaaende klasser i II afde ling og 1 klasse i I afdeling. 1 lærer med 36 ugers lovbefalet skole, 24 uger i II afdeling og 12 uger i I afdeling. Koppang kreds: 4 opadgaaende klasser i II afdeling, 3 klasser i I afdeling, hvoraf 2 paralelle Iste klasser og 1 2den klasse. 1 førstelærer med 30 ugers lovbefalet og 2 ugers frivillig skole i II afdeling. 1 andenlærer med 30 ugers lovbefalet skole i II afdeling. 1 lærerinde med 30 ugers lovbefalet skole i I afdeling. En Iste klasse med 15 uger i Bakken og en 2den klasse med 15 uger skole i Koppang skolehus. 1 lærerinde med 30 ugers lov befalet skole. En smaaskoleklasse med 15 ugers skole i Ivarsmoen og 1 smaaskoleklasse paa Trønnes—Fram kreds med 15 ugers skole. Fram kreds: 4 opadgaaende klasser i II afdeling og 3 paralelle Iste klasser i I afdeling. 2 lærere med hver 30 uger lovbefalet skole i II afdeling. 1 lærer inde med 27 uger lovbefalet skole i I afdeling. I Øster aas 12 uger og Fram 15 uger. Søndre Stai kreds: 2 opadgaaende klasser i II af deling og 1 Iste klasse i I afdeling. 1 lærer med 36 uger lovbefalet skole 24 uger i II afdeling, 12 uger i I afdeling. Mykleby kreds: 2 opadgaaende klasser i II afde ling og 2 opadgaaende klasser i I afdeling. 1 lærer med 30 uger lovbefalet skole i II afdeling. 1 lærerinde med 30 uger lovbefalet skole i I afdeling. Søkunna kreds: 2 opadgaaende klasser i II afdeling og 2 opadgaaende klasser i I afdeling. 1 lærer med 30 uger lovbefalet skole i II afdeling. 1 lærerinde med Folkeskolen paa Koppang. 36 uger lovbefalet skole i I afdeling. Heraf paa Søkunna 24 uger og ved Sætre —Hovde smaaskole 12 uger. Strand—Ophus kreds: 2 opadgaaende klasser i II afdeling og 2 paralelle i I afdeling. 1 lærer med 30 uger lovbefalet skole i II afdeling. 1 lærerinde med 30 uger lovbefalet skole i I afdeling. Heraf paa Strand 15 uger og ved Ophus smaaskole 15 uger. Sætre—Hovde kreds: 2 opadgaaende klasser i II afdeling og 1 klasse i I afdeling. 1 lærer med 30 uger lovbefalet skole i II afdeling. Af gamle skoleholdere, der i kortere eller længere tid har virket i Storelvedalen, kan nævnes: Jon Jon sen Messelt 1778. Sjur Klokkerstuen og Sivert Jensen (omkring 1816). Jens Fonaas (antagelig fra Rendalen). Andreas Kristiansen (Grisemaleren). Anders Ophuus. Ole Jordmorstuen (antagelig søn til Karen Simensdatter Vestgaard eller Gammeljordmoren, som i 1785 blev sendt til Kjøbenhavn for at lære jordmoderkunsten). Tarald Tollevsen (Koppangshammeren). Andreas Øst hagen (Træfod). Ole Halvorsen. Tollev Trønnes (Træet). Sevald Messelt 1817. Ole Berger. Erik Madsen (Stai).

Scan 126 from Storelvedalen — Scan 126 · Page 94

Page 94

IVAR SÆTER: STORELVEDALEN. 94 Anders Sundet 1818. Otter Nilsen og Anders Nilsen 1820. Anders Sveen. Gunder Taraldsen Negaard. Mar tinius Negaard. Otter Person (Pedersen) f 1876. Der fortælles mange pudsige historier om disse gamle skole mestre. Ole Jordmorstuen blev spurgt, hvad torden var, og han, som var „saa klog og lærd", svarte: „Ja, torden, ser De, det er underjordiske kanaler, som støder gradvis sammen". Samme Ole skrev ogsaa en gang en original gravskrift over en mand fra Skole mesterstuen paa Koppang, der druknede i Glommen. Den begyndte saaledes: „Herunder hviler den i våndet druknede; men dog var han født." Den første fast ansatte lærer i Storelvedalen med seminaruddannelse var Jakob Tollefsen Dieseth fra Aa mot f. 1816 og uddannet ved Asker seminarium. I 1838 blev han kirkesanger og i 1846 bruger af Aksel stuen. I aarene 1854 og 1857 samt paa det overor dentlige storthing i 1858 var han storthingsrepræsentant for Hedemarkens amt. I 1856 fik han ved sin ind flydelse tømmerpriserne forhøiet, for hvilket han som erkjendtlighedsgave fra en del af bygdens gaardbrugere blev overrakt en kaffekande af sølv. Som ordfører o. s. v. var han meget benyttet i kommunens tjeneste til sin død i 1861. Af lærere, der har virket i Storelvedalen en længere tid, men som enten er døde, fråflyttet bygden eller gaaet over i andre livsstillinger, skal nævnes: Kirke sanger Herman Otto Atneosen f. 1834, ansat 1858, slutted som lærer 1868. Ole Halle f. 1833, ansat 1862, død ugift 1872. H. H. Atneosen f. 1848, ansat 1868, slutted 1874 (gift med Thea Berger Vestgaard). Johan nes Hjelmstad f. 1856, ansat 1878, fråflyttet 1889. Bal- stad (nu i Kristiania; gift med Anne Olava Neegaard). Ole Johansen Halle var meget afholdt som lærer, hvilket ogsaa skaffede sig udtryk efter hans død, da forældre og elever i Koppang skolekreds, hvor han havde virket, reiste ham en mindestøtte paa hans grav paa Storelvedalens kirkegaard. Som Øyen og andre lærere i gamle dage holdt han søndagsskole og tekst læsning og arbeidede udelukkende som lærer uden at befatte sig med, hvad der laa udenfor skolens opgave som f. eks. Johan Haave i vore dage, der udelukkende ofrer skolen al sin interesse og sin betydelige arbeidskraft. For tiden virker i skolens tjeneste i Storelvedalen følgende lærere og lærerinder: Ansat i Storelvedalen Deres børn er John (f i Amerika), Ragna (kjøkkenlærerinde ved Hedemar kens amtsskole), Arne (gaardbruger i Storelvedalen), Olaf (snedker), Lars (f som underofficer), Valdemar (arbeider paa Kap), Einar (i Amerika) og Anna (hjemme). Ansat i Storelvedalen Lærer Joh. Haave f. 1842 (Koppang; gift med Dorthea Høie fra Rendalen) 1873 Thore Myrvang f. 1858 1877 M Kirkesanger L. E. Wold f. 1854 (Strand; gift med Oline Ophuus) 1874 Lærer G. Larsen f. 1856 (gift med Dor- thea Halvorsen) 1876 Sevr. Treseng f. 1860 (Stai; gift med Sigrid Olsen) 1882 Anders Fosvold f. 1863 (gift med Ingeborg Bratbost fra Kvikne).. 1891 Oskar Bjørnstad f. 1875 (gift med Anne Rusten) 1896 Erik Utengen f. 1877 (gift med Karen Nordseth) 1899 Sløidlærer E. Blaker f. 1875 (gift m. Astrid Jensen) 1899 Lærerinde Frk. Mathea Solberg f. 1860 . . 1881 Marthe S. Negaard f. 1864. . 1883 Fru Ellen Haugen f. 1862.. .. 1888 Frk. Lina Haagensen f. 1876 . . 1901 „ Signe Åkre f. 1877 1901 \ l Inga Berger f. 1882 .. .. 1904 Haandgjernings-lærerinde Anna Vestgaard f. 1882 1905 De første smaabarnlærerinder i Storelvedalen var: Berthe Hansdatter Rusten og Kirsti Amundsdatter Mykleby, begge ansat 1877 og begge udvandret til Amerika. 10. november 1906 feirede kirkesanger Øyen sit 50- aarsjubilæum som lærer. I Storelvedalen har han nu virket i 48 aar og som kirkesanger i 38. (Se „Norsk Skoletidende" 1906). Født i Hodalen i Tolgen begyndte han at holde skole, da han var 16 aar gammel. Øyen har været meget benyttet i kommunens tjeneste som ordfører, viceordfører, ordfører i fattigkommissionen og medlem af skolestyret og medlem af Storelvedalens formandskab i 18 aar m. m. Han er gift med Ingeborg Jakobsdatter Dieseth fra Akselstuen. Hendes morfar var Ole Torgalsen Møkleby (ordføreren). Ole og Inge borg Øyen har havt 10 børn: 1. Ragnvald Jakob f. 2. febr. 1868. Kommune- og jernbanelæge i Tolgen. Død 20. septbr. 1903. 2. Einar f. 10. septbr. 1869 (f 4'/2 aar gammel). 3. Dortinius f. 12. august 1871 (f nogle dage gammel). 4. Dagny Emilie f. 4. januar 1874. Gaaet paa Sagatun høiskole samt gjennemgaaet husholdningsskole. Gift. 5. Tora f. 24. juli 1876. Har tåget den høiere lærerprøve og er lærerinde i Bamle. Gift. 6. Toralf f. 2. juli 1878. Tog artium med præ ceteris gaaet krigsskolen, er premierløitnant og konstitueret kvartermester. Gift. Kirkesanger Lærer 0. O. So Øyen f. 1840. . . . 1860 Haugen f. 1833 (gift fie Bjerke f 1904 . m. Anne 1864

Scan 127 from Storelvedalen — Scan 127 · Page 95

Page 95

AMTSSKOLE OG BOGSAMLINGER. 95 7. Ragnhild f. 28. mai 1880. Gjennemgaaet den kvindelige haand gjerningsskole i Kristiania og er lærerinde ved Biri amtsskole. 8. Ingeborg Olava f. 22. mai 1882. Tåget middelskoleeksamen og den lavere lærerprøve; er guvernante. 9. Estrid Marie f. 5. januar 1886. Gjennemgaaet amtsskolen og fru Rachlews husholdningsskole. 10. Arna Bjarnhild f. 2. mai 1893 I 60-aarene stiftede O. Øyen m. fl. den første sang forening i bygden, tilligemed hornmusikforening. Siden da har man drevet med musik og sangøvelser og præsteret janitscharmusik sogar med et personale paa 16 —l7 mand og orkester med strygere og blæsere m. m. paa 12 —l6 mand. Foruden fanejunker Negaard, der hele tiden har været med i musiken, har de bæ rende og ledende kræfter paa sangens og musikens omraade været lærer S. Treseng og Olaf Koppang. Treseng er ogsaa en dygtig træskjærer. Med hensyn til sang og musik kan det siges, hvad der ogsaa før er sagt, at der neppe findes bygd med Amtsskole og Amtsskolen. JK 1891 blev Hedemarkens amtsskole for første gang henlagt til Storelvedalen. Under sin to aarige virksomhed her fremkom skolens be- lisbUi styrer Asbjørn Knutsen med tanken om opret telsen af en fast amtsskole for Østerdalen, og at den burde henlægges til Storelvedalen. Tanken vandt sam stemmig tilslutning i bygden, og at den saa fort blev realiseret, skyldes kanske særlig ordføreren kirkesanger O. Øyen og skolestyrets formand pastor Dietrichson. Den 16. april 1892 fattede herredsstyret enstemmig følgende beslutning: „Til en fast amtsskole bevilges yderligere kr. 800 aarlig af Storelvedalens herredskasse. I tilfælde af, at der oprettes et skolekjøkken i forbin delse med den faste amtsskole, bevilges endvidere kr. 300 aarlig som bidrag hertil". De første aar blev dog dette beløb refunderet med kr. 700 af Evenstads og kr. 400 af Negaards legat. Amtsskolestyret anbefalte enstemmig andragendet fra Storelvedalen, og skolen blev besluttet. Amtets landhusholdningsselskab bevilgede kr. 500 til inventar til kjøkkenet. Saavidt vides, var dette den første amtsskole i landet, der gjordes fast. lalfald var det den første ungdomsskole, der optog ordnet kjøkken undervisning for jenterne. Skolen begyndte sit første kursus 1. oktober 1893 med O. A. Opshaug som bestyrer og J. A. Renolen som andenlærer. De virkede ved skolen til 1900, da de forflyttedes som bestyrere af de nye skoler i Rings aker og Aasnes. Siden 1900 har Knut Kvisli været saa mange musikalske folk som i Storelvedalen. Dette staar nok i forbindelse med eller maaske det er en følge af, at den gjennem generationer har været en dansebygd med god musik; men de gamle danse som polskdans og halling er for det meste afløste af nye moderne danse. Med hensyn til ungdomsbevægelsen i bygden kan noteres: Tre ungdomsforeninger har staaet i forbun det „Breidablik". Det ældste og eneste, som fremdeles drives i sin oprindelige bestemmelse: at adle ungdom men ved oplæsning. foredrag, diskussion o. s. v., er «Haugtussa" ungdomslag i Atneosen. „Andvake" paa Koppang maa vistnok henregnes til de hensovede. „Nordstjernen" paa Vestgaard og Trønnes er baade død og begraven; men et nyt er dog dannet. I sin glans tid har alle disse ungdomslag virket ikke saa Udet til at vække og fremme det gode og skjønne i ung dommen. bogsamlinger. skolens bestyrer med Ivar Prestkvern som andenlærer til 1903 og siden K. B. Kristensen. (Kvislis hustru, fru Petra Kvisli, udgav til jul en liden fortælling „ Bir git", som vakte opmerksomhed, specielt i maalkredse). Nu er som andenlærer ansat Nils P. Næs og bestyrer inde for kjøkkenet Bergljot Atneosen. Kirsti Lilleøien fra Os i Tolgen er lærerinde i haandarbeide. Skolen har i de 14 aar, den har virket, været søgt af 631 elever, 361 gutter og 270 jenter. Deraf var 225, 121 gutter og 104 jenter, fra Storelvedalen. Bogsamlinger. I forbindelse med skolerne maa vi omtale bygdens tvende bibliotheker, der begge i en aarrække har været bestyret af kirkesanger O. Øyen som bibliothekar (samt det i 1898 oprettede arbeiderakademi). I 1863 blev der stiftet et Sogneselskab, der i flere aar udøvede en i mange henseender gavnlig virksom hed blandt andet ved at oprette en privat forening til slukning af skogbrande (1864) og en industriskole for gutter, hvilken skole selskabet støttede med penge bidrag. Endvidere oprettede Sogneselskabet i 1863 et bibliothek, det første i prestegjeldet, som i aarenes løb fik en samling bøger paa omkring 400 bind, og disse blev i 1878 skjænket kommunen som grundlag for en offentlig folkebogsamling, der nu med bidrag af stat og kommune og legater raader over 12—1300 bind med underafdelinger ved Atna, Rasten og Strand. Desuden har bygden Bjørnstjerne Bjørnson og hu strus bogsamling (skjænket 11. september 1891 og øget aar om andet, saa den nu tæller ca. 1400 bind, hvori

Scan 128 from Storelvedalen — Scan 128 · Page 96

Page 96

IVAR SÆTER: STORELVEDALEN. 96 blandt mange betydelige og kostbare verker). Bogsam lingen faar hvert aar endel bøger fra Bjørnson og faar aarlig et bidrag af legaterne til indbinding og repara tioner. Af Bjørnsons gavebrev anføres her begyndelsen og slutningen: „Storelvedalen er den bygd i Norge, der jeg har nydt den største velvilje, hygge og hæder, og derfor har jeg bestemt mig til å ta de bøker, jeg kan undvære, samle til en boksamling for Storelvedalens læselystne folk, dog således, at bøkerne også kan lånes ut til de om liggende bygder. Foruten denne til morskab og lærdom av mere almen art, byder samlingen videns vej (histo risk, naturhistorisk og filosofisk) til åndelig frigjørelse,— den vort præsteredne og lægmands-skræmte folk trænger tungt til. Så længe jeg lever, skal jeg øke samlingen, så den tilsist blir et stærkt våben i bondens hand mot åndelig undertrykkelse." „Og hermed skjænker jeg på min kjære hustrus og egne vegne denne os tildels dyrebare boksamling til Storelvedalens folk. Måtte andre, der har bedre råd og flere bøker, de kan undvære, gjøre som vi har gjort, så grodde snart en annen ånd i de norske bygder. Hver gave av en god bok til denne vor samling modtages med tak. Aulestad på vor bryllupsdag den Ilte september 1891. Bjørnst. Bjørnson." Olaf Koppang, Haaken Vestgaard, Otto Bakken og kirkesanger O. Øyen var tilstede som udsendinger med en gave fra Storelve dalen ved Bjørnsons digterjubilæum paa Aulestad i 1883. Legater og legatstiftere. første legatstifter i Storelvedalen er sogne |lÉ|jß prest Knud Hals f 1741, som ifølge stift- amtmand O. v. Rappes skrivelse af 13. februar Uggi 1743 _ w legerede renten af 100 rigsdaler til presiegjeldets fattge, saaledes at 2 /a skulde tilfalde Aamot hovedsogn og l h Storelvedalen som anneks". Dernæst kommer Halvor Andersen Vestgaard, der kjøbte Vestgaard i 1820, og som døde 1853 uden livsarvinger, hvorfor han ved testamente af 7. juli 1853 „skjænkede 200 speciedaler til Storelvedalens kirke enten til ind kjøb af et orgel eller som et legat, hvoraf renterne bli ver at bruge til lønning for en organist". Knud Hals's legat udgjorde ved opgjøret 1906 kr. 359.20 og Halvor Vestgaards kr. 7089.99. Hertil kommer det i 1813 oprettede legat for Aamot af bordskriver Hans Halvor sen fra Strand paa 4000 rigsdaler, af hvis renter testa tors slægtninge i Storelvedalen ogsaa nyder godt. Siden følger de øvrige legatstiftelser i kronologisk orden. Ole og Anne Evenstads minde. Dette legat blev stiftet ved gavebrev af fru Anne Evenstad 16. marts 1859 og bekræftet ved konfirmeret fundats af 13. august 1873. Legatet, hvis grundfond var 5000 speciedaler, skal bestandig være en selvstæn dig stiftelse, hvis midler aldrig maa sammenblandes med nogen af kommunens kasser. Af kapitalens renter bestemtes 50 speciedaler aarlig at tillægges fondet, indtil dette er vokset til 10000 speciedaler, en sum, som da aldrig maa formindskes. Renterne anvendes til hjælp for værdige trængende og til almueoplysningens fremme i Storelvedalen. Legatets størrelse ved opgjør 1906 var kr. 42 097.41. Halvor og Simen Negaards minde. Ved gavebrev dateret Brænden-Negaard 14. marts 1877, konfirmeret 3. juni næstefter, skjænkede Halvor Simensen Negaard Storelvedalens kommune 16 000 kroner under navn af Halvor Negaards minde til op rettelse af et legat. Beløbet blev overdraget samme aar 27. august, men saaledes at legatets navn blev ændret. Af renterne skal 200 kroner tillægges kapi talen indtil denne er steget til 40000 kroner, mens resten af renterne og, nåar sidstnævnte beløb er naaet, samtlige renter anvendes inden Storelvedalens herred dels til almennyttige øiemeds fremme og dels til afhjæl pelse af nød. Legatets størrelse 1906 var kr. 31 846.61. Anne Sætres legat. Ved testamente dateret Sætre 27. november 1879, konfirmeret 29. april 1892, skjænkede Anne Olsdatter Sætre 8000 kroner med visse nærmere bestemmelser. Af renterne skal endel tillægges kapitalen, indtil denne har naaet 48 000 kroner. Fra denne tid uddeles den halve rente i portioner paa ikke under 40 kroner aarlig til trængende i Storelvedalen, der ikke nyder under støttene af fattigvæsenet. Endvidere anvendes */5 af renterne til beklædning af fattige børn og endelig den resterende Va del af renten til en haandgjerningsskole eller anden undervisning eller skolegang for fattige børn i Storelvedalen. Legatets størrelse 1906 var kr. 21 272.39. Dorthe Stais legat. Foruden at have anvendt 1600 kroner til indkjøb af altertavlen i bygdens hovedkirke skjænkede Dorthe

Scan 129

Halvor Andersen Vestgaard Anne Atneosen Anne Evenstad. Halvor Simensen Neegaard. Haagen Atneosen. C. C. Bruun. LEGATSTIFTERE I STORELVEDALEN Anne Sætre. Hanna Stai Marthe Bruun. Simen Halvorsen Neegaard

Scan 130

No OCR text was available for this scan.

Scan 131 from Storelvedalen — Scan 131 · Page 97

Page 97

LEGATER OG LEGATSTIFTERE. 97 Bergersdatter Stai ved testamente, dateret Gaalasæteren 20. august 1883, konfirmere! 22. mai 1888, 6400 kroner til oprettelse af et legat med hendes navn. Af renterne skal mindst l h tillægges kapitalen, men resten dels til falde ældre trængende af tjenerklassen, som ved lang og tro tjeneste har gjort sig fortjent til en paaskjøn nelse, dels anvendes som bidrag til hjælpeløse børns opdragelse, i begge tilfælde med fortrinsret af legat stifterindens og hendes ægtefælles familie. Legatets størrelse 1906 var kr. 10 015.55. Anders Botolfsen Syren Trønnes's legat. Som grundlag for et legat med dette navn skjænkede Anders Trønnes ved testamente, dateret 28. juli 1886, konfirmeret 20. januar 1893, sin efterladte beholdne formue til Storelvedalens kommune med tilføiede be stemmelser, hvoriblandt at kapitalens aarlige renter an vendes paa bedst mulig maade eller som for andre legatmidler i Storelvedalen bestemt. Af renterne bliver mindst halvdelen at tillægge kapitalen, indtil denne har naaet 10 000 kroner. Resten kan uddeles til trængende af Storelvedalen, som ikke nyder understøttelse af fat tigvæsenet, eller til hjælp for fattige børns oplærelse til nyttig virksomhed med fortrinsret under lige vilkaar for testators familie. Legatet udgjorde ved opgjøret 1906 med renter kr. 2435.32. Tarald T. Trønnes og hustrues legater. Grosserer Tarald Trønnes og hans hustru fru Sigrid Trønnes stiftede 1891 tvende legater, der begge blev overleveret Storelvedalens herredsstyre den 9. septem ber 1896 og fik bekræftede statuter af 8. februar 1904. Det ene legat, hvis grundfond udgjør 15 000 kroner, anvendes til „uddannelse af og lønsbidrag til diakonis ser, der skal virke i Storelvedalens hovedsogn". Det andet legat, hvis grundfond udgjør 10 000 kroner, an vendes til „aflønning af sangkor og om muligt ved de store høitider til anden kirkemusik i Storelvedalens hovedkirke". Legaternes størrelse var ved opgjøret 1906 henholdsvis kr. 20 000.10 og kr. 10 759.46 (sam men kr. 30 759.56). Hanna Stais legat. Dette legat blev stiftet ved gavebrev 24. mai 1901 af Simen Landeth og hans hustru efter Hanna Halvors datter Gammelstu Stai f 1900. Grundfondet udgjør kr. 5000.00, af hvis renter 150 kroner aarlig anvendes til Barnehjemmet og de øvrige renter lillægges grund kapitalen, til et vist beløb er naaet. I 1906 var legatets størrelse kr. 5557.43. Haagen og Anne Atneosens legat. Paa sin guldbryllupsdag i 1904 skjænkede Haagen og Anne Atneosen kr. 2200.00 til et legat for det af dem opførte Atneosen kapel, der kostede omkring 15 tusen kroner. Christian og Marthe Bruuns legater. Den i 1907 afdøde Chr. C. Bruun, Fagervik, har for uden gåver til forskjellige personer saavel udenfor som blandt familien ved sit testamente oprettet følgende legater: 1. Christian og Marthe Bruuns legat for Storelve dalen med kapital 10 000 kr. Renter af legatkapitalen, der øges med de aarlige renter til 20 000 kr., skal uddeles til hæderlige, brave og uformuende personer, bosatte og fødte i Storelve dalen, der ikke har nydt fattigunderstøttelse, særlig saadanne personer, der lider af livsfarlige og smerte fulde sygdomme, for at anvendes til lægehjelp, opera tion eller lignende. 2. Christian og Marthe Bruuns legat for Sollien med kapital 4500 kr., der ved rentetillæg skal vokse til 10 000 kr., hvorefter de aarlige renter skal tildeles værdige, begavede tvende unge mænd eller kvinder, der er født i Sollien, til erhvervelse af nyttige kundskaber". (Afdøde har derhos i sit testamente bestemt, at der dagen før hans begravelse uddeles 200 kr. til værdige trængende i Storelvedalen.) De fleste af legaterne bestyres i overensstemmelse med de for umyndiges midler gjældende regler. De her gjengivne billeder af legatstifterne er efter målerier i Kirkestuen (Herredslokalet), med undtagelse af C. C. Bruun og hustru, hvoraf målerier ogsaa er besluttet anbragt sammesteds. Alderdomshjemmet, Diakonissevirksomheden og Barnehjemmet. hørende særlig ældre personer, der ikke seiv kan sørge for sit underhold, alt efter fattigkommissionens og over bestyrelsens bestemmelse. Der skal være en mandlig og en kvindelig afdeling, dog bør ægtefæller eller for ældre og børn ikke uden nødvendighed skilles. Lige ledes kan andre, nåar anledning dertil gives, mod beta ling modtages til forpleining ved henvendelse til over bestyrelsen, der nærmere bestemmer vilkaarene. Plan for Storelvedalens kommunale alderdomshjen paa gaarden Nystu Trønnes. (Vedtaget 12. april 1898.) § I. Alderdomshjemmets bestemmelser er at modtage til besørgelse og beskjæftigelse i Storelvedalen hjemme- 13 Storelvedalen.

Scan 132 from Storelvedalen — Scan 132 · Page 98

Page 98

IVAR SÆTER: STORELVEDALEN. 98 § 2. Alderdomshjemmets overbestyrelse dannes af 6 af herredsstyret for 3 aar ad gangen valgte medlemmer, der aarlig vælger sin formand. Af de valgte udtræder to hvert aar. De to første aar afgjøres dette ved lod trækning. Siden udtræder regelmæssig de, der har fun gere t længst. Ligeledes vælges hvert aar 3 suppleanten § 3. Overbestyrelsen holder møde saa ofte det tiltrænges mindst 1 —en gang hver maaned. Mindre sager kan foreløbig afgjøres af overbestyrelsens formand. Overbestyrelsen har i sin almindelighed at fremme og vaage over alt, som kan tjene til alderdomshjemmets heldige drift. Desuden har den følgende specielle pligter: a) Den indgiver indstilling til herredsstyret om valg af bestyrer og bestyrerinde, der ansættes med 3 maaneders gjensidig opsigelsesfrist. Lønnen fast sættes af herredsstyret efter forslag af overbesty relsen. b) At meddele de fornødne instrukser samt efter samraad med bestyreren at udfærdige arbeidsregler, ordensregler og spisereglement. Disse trykkes og opslaaes paa bekvemme steder i alderdomshjemmet. c) At antage de faste tjenere og bestemme deres løn. d) At bistaa bestyreren ved indkjøb af materialier, redskaber, besætning, anskaffelse af inventar, repara- tioner af huse m. m., samt ved salg af produkter og forøvrigt ved alt, som hører under alderdoms hjemmets økonomi. e) Forfatte schemaer for regnskabsførselen og her under paase at gaardsbruget faar særskilt regnskab, at der føres nøiagtig inventarliste og en særskilt liste over materialier til husflid og sløidarbeider, samt over udbyttet af disse arbeider. f) Ved formanden at føre forhandlingsprotokol og ved bestyreren dagbog og kopibog, om dette findes fornødent. Bestyreren kan benyttes som over bestyrelsens sekretær. g) I betimelig tid hvert aar at indgive beretning til herredsstyret om alderdomshjemmets virksomhed og gaardens drift, samt i tilfælde forslag til bevilg- ning eller anvendelse af overskud. § 4. Alderdomshjemmets og gaardens drift ledes af en bestyrer, der som lemmernes nærmeste foresatte og overhoved til enhver tid har at paase disses aandelige og legemlige tarv, samt bestemme deres arbeide. Han forestaar alderdomshjemmets økonomi og virksomhed saavidt mulig ved personlig ledelse og deltagelse med overbestyrelsens bistand og efter dennes instruks, hvorved iagttages, at hans handlefrihed ikke utilbørlig indskrænkes. § 5. Til bestyrerens hjælp ansættes en bestyrerinde, der forestaar husholdningen og det kvindelige stel, samt forøvrigt bistaar ham ved beskjæftigelse af kvindelige lemmer og sygepleien. Hun meddeles, om fornødiges, særskilt instruks af overbestyrelsen og handler forøvrigt efter bestyrerens anvisning. § 6. Alle lemmer kan med passende og bestemte hvile tider beskjæftiges med arbeide, seiv om dette paa grund af alder, svagelighed eller andre aarsager bliver uden værd. Ved valget af arbeide har bestyreren, saavidt omstændighederne tillader, at tåge hensyn til lemmer nes kræfter og eiendommeligheder. Overbestyrelsen og bestyreren maa anstrænge sig for at finde midler og udveie til at udvikle husflid og sløid virksomhed inden alderdomshjemmet. § 7. Kostholdet bør være godt, maden vel tillavet, portio nerne fuldt tilstrækkelige og maaltiderne indtages til bestemte tider. Berusende drikke maa ikke nydes inden alderdoms hjemmet uden efter lægens anordning som medicin. I sygdomstilfælde kan spisereglementet fraviges efter lægens anordning. En passende godtgjørelse for ud ført arbeide kan tilstaaes og tilladt anvendt til lemmer nes bedste allerede under opholdet i alderdomshjemmet. § 8. For renslighed saavel i madstel som klæder, senge og værelser maa omhyggelig sørges. Hertil maa lem merne seiv tilholdes og i tilfælde tvinges at bidrage. §9. Lemmerne er pligtig til at vise bestyreren og alder domshjemmets øvrige betjening høflighed og lydighed. Ethvert brud herpaa anmeldes til overbestyrelsen. Be tjeningen er paa sin side pligtig til at behandle lem merne paa en human og omsorgsfuld maade. § 10. Overbestyrelsen sørger for, at et af alderdomshjem mets rum faar en saadan indredning og forsynes med saadant inventar, at det kan være tjenligt til sygerum ogsaa i vanskeligere sygdomstilfælder, ligesom fattige syge eller andre, der forpleies udenfor alderdoms hjemmet, nåar det findes hensigtsmæssigt, kan indtages

Scan 133 from Storelvedalen — Scan 133 · Page 99

Page 99

ALDERDOMSHJEMMET, DIAKONISSEVIRKSOMHEDEN OG BARNEHJEMMET. 99 paa dette ved henvendelse til overbestyrelsen, der nær- mere bestemmer vilkaarene. Overbestyrelsen paaser ligeledes, at den syges røgt og pleie er forsvarlig og -g efter kommunelægens anordning. 1 §n - Til hjælp ved sygepleien skal bestyrerinden saa w meget som mulig anvende de kvindelige lemmer. I tilfælde af, at alderdomshjemmet optager smaa børn, bør disse ogsaa saa meget som mulig overlades -Js i de kvindelige lemmers varetægt. & § 12. Alle alderdomshjemmets betjente skal være forsigtige med ild og lys og paase, at lemmerne ogsaa udøver forsigtighed og ikke bruger disse ting i utrængsmaal. Sengestederne maa ikke uden nødvendighed tillades benyttede om dagen. § 13. Med klager har lemmerne at henvende sig til besty reren eller, om klagen angaar denne, til overbestyrelsen. § 14. Bestyrer og bestyrerinde bør beflitte sig paa at vaage over de dem betroede underordnede og lemmer med retfærdig strenghed, men med omhu for deres legem lige og aandelige vel og vogte sig for brutalitet. De bør seiv føre et retskaffent liv og opmuntre lemmerne til det samme. Navnlig bør lemmerne opmuntres til husandagt, til at søge kirken og villig imødekommes, ? nåar de ellers ønsker aandelig bistand. Ved bibellæs ninger, som sognepresten eller andre maatte afholde i alderdomshjemmets forsamlingsværelse, bør alle friske lemmer være tilstede. ln § 15. Bestyreren fører alderdomshjemmets regnskaber paa anordnet maade og saaledes, at kassebeholdningen til til enhver tid let kan sees. Regnskabet aflægges inden udgangen af januar maaned og indsendes gjennem over . bestyrelsen til herredsstyret, som bestemmer om revi sion m. v. Herredsstyrets ordfører kan foretage særskilt inspek tion, saa ofte han finder det paakrævet og kan forlange sig meddelt alle nødvendige oplysninger. § 16. Forandringer af planen foretages af herredsstyret med 2 /3 pluralitet. Paa samme maade fattes beslutning om alderdomshjemmets ophævelse. Forandringer i det for bestyreren og øvrige betjente givne instrukser kunne foretages af overbestyrelsen. Alderdomshjemmets første bestyrere var Halvor O. Trønnes og frøken Løkke. Nu bestyres det af Grinder, en slægtning af den bekjendte storthingsmand Valstad f 1879, og hans hustru fru Grinder. Anfallet er for tiden omkring 40 personer. Storelvedalens hovedsogns diakonisse virksomhed. Denne diakonnissevirksomhed er sat igang i henhold et af grosserer Tarald Taraldsen Trønnes og hustru fru Sigrid Trønnes skjænket legat stort kr. 15 000.00, hvis renter ifølge givernes bestemmelse skal anvendes til uddannelse af og lønsbidrag til diakonisse i Stor elvedalens hovedsogn. I herredsstyremøde 19. decem ber 1896 blev der vedtaget regler for virksomheden; men disse blev forandrede og følgende nye regler ved tagne af Storelvedalens herredstyre i møde den 2den mai 1902: § 1- Denne virksomhed er sat igang som kommunal institution ifølge herredsstyrets beslutning i møde den 13. august 1901 og 8. februar 1902. § 2. Der ansættes - - foreløbig to - - fast aflønnede dia konisser eller sygepleiersker. Dissse skal være fuldt uddannede sygepleiersker, helst uddannede ved dia konisseanstalten, idet de har gjennemgaaet dennes kur sus for menighedsdiakonisser. § 3. Disse sygepleiersker, der skal arbeide i diakonisse gjerningens aand, skal yde pleie og hjælp til syge fortrinsvis til fattige og uformuende i overensstem melse med for deres virksomhed udarbeidede instruks. § 4. Den ene anvises bopæl i nærheden af hovedkirken med sin virksomhed til hovedsognet; - - den anden anvises bopæl paa eller i nærheden af Rasten med sin virksomhed i annekssognet og den søndre del af hovedsognet. § 5. De ansættes med en fast aarlig løn, der bestemmes af bestyrelsen, samt bolig, møbleret værelse. Under sypepleien skal der ydes kost paa stedet, samt skyds fra og til hjemmet, hvis vedkommende dertil har evne. Hvis forholdene nødvendiggjor skydsudlæg ved pleie af fattige syge, skal dette godtgjøres af offentlige midler. Gjensidig opsigelsesfrist er 3 maaneder.

Scan 134 from Storelvedalen — Scan 134 · Page 100

Page 100

IVAR SÆTER: STORELVEDALEN. 100 §6. Der bør søges sikret diakonisserne eller sygepleier skerne en pension, om de skulde blive arbeidsudygtige paa grund af sygdom eller alder; ved afsætning af legatmidler eller paa anden maade. § 7. Udgifterne ved diakonissernes aflønning og mulige uddannelse bæres af herredskassen og for den ude lukkende i hovedsognet virkende af renter af det af hr. grosserer Tarald Trønnes og hustru oprettede legat til uddannelse af og lønsbidrag til diakonisser for hovedsognet. § 8. Bestyrelsen for denne virksomhed skal (ifølge oven nævnte herredstyrelses-beslutninger) beståa af: 1) 3 medlemmer valgte for aar af herredsstyret; 2) 1 medlem, valgt for 3 aar af kvindeforeningen for indremissionsarbeidet; 3) Stedets sogneprest og kommunelæge som selv skrevne medlemmer. § 9. Bestyrelsen vælger inden sin midte formand og vice formand; deres funktionstid er 1 aar, efter hvilken tid formanden kan frasige sig valg. Bestyrelsen er ikke beslutningsdygtig, hvis ikke mindst 4 medlemmer er tilstede. Bestyrelsesmøde sammenkaldes af formanden mindst hvert kvartal. § 10. Bestyrelsen ansætter diakonisserne eller sygepleierskerne og bestem mer deres løn, antager for gjerningen skikkede kvinder og sørger for deres uddannelse, hvis det fornødiges, anviser sygepleierne deres virksomhedsfelt ved for manden, leder i det hele virksomheden og paaser, at diakonis serne eller sygepleierskerne udfører sin gjerning samvittighedsfuldt i overensstemmelse med den for udarbeidede og antagne instruks; afgiver hvert aar inden februar maaneds udløb ind beretning til herredsstyret angaaende virksomheden, samt regnskab over offentlige midler, der maatte blive stillet den til disposition. Instruks for Storelvedalens kommunale diakonisser og sygepleiersker. (Vedtagen af herredsstyret den 2. mai 1902.) § 1. Diakonissen eller sygepleiersken oppebærer fast aar lig løn for sit arbeide. Det er hende forbudt at mod tage privat betaling for sin egen person. § 2. Hun har at tilse og pleie syge, der ønsker hendes bistand. Hvor pleien skal ydes, bestemmes af besty relsens formand efter konference med lægen. Forresten har hun at tilse fattige og yde dem hjælp og belærelse. § 3. Hun er i sin virksomhed stadig underkastet besty relsens kontrol, og har hun at rette sig efter de be stemmelser, som hun af bestyrelsen gjennem dens formand til enhver tid modtager. Hun maa i al sin færd vise venlighed, kjærlighed og varsomhed og lade enhver faa indtryk af, at hendes hjælp ikke er paa nødet. § 4. Hun har i alt, hvad der angaar sygepleien, nøie at efterkomme den behandlende læges forskrifter. Hun maa ikke paa egen haand befatte sig med at give raad til eller behandle syge. Hun kan derimod selvfølgelig yde øieblikkelig hjælp inden lægens ankomst. § 5. Hun maa ikke til nogen uvedkommende omtale, hvad hun under udøvelsen af sin gjerning ser eller hører i den syges hjem aldrig give sig af med sladder. § 6. Hun har at føre dagbog, hvori indføres det af hende udførte arbeide. Hun har ogsaa at føre bog over gåver eller ydelser, der bliver hende betroet til uddeling blandt fattige eller übemidlede syge med anførsel af deres anvendelse. Disse bøger fremlægges paa forlangende for besty styrelsen eller dens formand. § 7- Hendes arbeidsdag er fra kl. 8 morgen til kl. 8 aften med en passende hviletid. Efter nattjeneste skal hun have mindst 6 timers hvile; efter nattjeneste to nætter efter hinanden skal hun have den paafølgende dag fri. Mere end to nætter i træk, er det hende ikke tilladt at vaage. Søndage bør hun mest mulig være fri. Hun har ret til en aarlig ferie paa mindst 4 uger. Tiden for denne bestemmes af bestyrelsens formand efter konferance med lægen. Naar hun forlader hjem met skal hun efterlade besked, hvor hun er at finde. § 8. Hendes løn kan forlanges udbetalt pr. maaned for skudsvis. De for hendes gjerning nødvendige rekvisita (for sygepleien) skal leveres hende for offentlige midler.

Scan 135 from Storelvedalen — Scan 135 · Page 101

Page 101

KOMMUNIKATIONSMIDLER. 101 § 9. Hvis hun skulde møde upassende eller hensynsløs behandling under sin gjerning, er hun berettiget til at forlade sygepleien paa dette sted, men hun maa da straks underrette bestyrelsens formand derom. § 10. Hvis hun grovelig forsynder sig mod de i denne instruks givne paabud, kan bestyrelsen uden varsel af skedige hende fra tjenesten. Barnehjemmet Den første tanke paa at oprette barnehjem i Stor elvedalen fremkom i 1880-aarene. I den af fru sogne prest Bøckman for kvindeforeningen ført regnskabsbog staar der den 4. januar 1882 anmerket følgende: „Den første gave til et barnehjem i Storelvedalen er af skole kommissionen kr. 26.00." I 1887 var barnehjemsfon det vokset til 1600 kroner. Arbeidet blev fortsat under sogneprest Dietrichson, og i 1894 skjænkede herreds styret kvindeforeningen den store af reistømmer opførte pakhusbygning ved Fram „til hjælp for opførelse af et barne- eller alderdomshjem". Det følgende aar begyndte byggearbeidet. Til byggekomité valgtes fanejunker O. Negaard, lærer Treseng og skogbetjent Erik G. Ne gaard. Ved gavebrev fra doktor Paus af 29. mai 1895 fik hjemmet tomt af gaarden Brænden. Under sogne prest Ecktells ledelse skred arbeidet frem, og barne hjemmet begyndte sin virksomhed i 1903. Hjemmet, der vedligeholdes, som det er opført ved frivillige bidrag, bestyres ved et forstanderskab og skal benyttes til kjærlig og kristelig forpleining af hjælpeløse børn, som maatte overdrages det til forsørgelse enten af fattigvæsenet eller af private. Antallet af børn var i 1906 17 gutter og piger tilsammen med et budget i 1905 paa kr. 3 477.59. Forstanderskabet bestaar nu af dr. Frost (formand), fru Sigrid Trønnes, frøken Anne Trønnes, frøken Gedine Svestad og lærer Treseng (kasserer). en almindelige færdselsvei mellem Oslo og Ni | daros gik i gamle dage gjennem Rendalen eller i rettere efter Kjølen mellem Storelvedalen og Rendalen. Den gik op ved Nesvangen i Aamot og kom ned igjen ved Åkre, hvorfra den gik dalfares til Fonaas for paany at gaa tilfjelds. Der findes endnu spor efter klopper og siier over Tøraasen og andre steder. Biskop Jens Nilsson reiste gjennem Rendalen, da han i 1580 holdt visitats paa Tønset; kong Christian IV derimod drog gjennem Elvedalen, da han sommeren 1635 besøgte sit kjære kobberverk i Kvikne. l General løitnant Gyldenløve drog ogsaa gjennem Elvedalen paa sin inspektionsreise i Norge 1695. Veiene i hine tider var naturligvis yderst elendige (de er jo mange steds bare saa som saa den dag idag), og i 1636 udkom der en kongelig forordning om at for bedre de alfare veie. „Udi Norge ere alle Bønder plictige paa enhver Adelsmands Pasz at skiutze saa at icke gierne af nogen Lei- 1 Dr. Yngvar Nielsen i Histo risk tidsskr. 1905. Kommunikationsmidler. Stai jernbanestation med meieribygningen og dr. Frosfs eiendom Nyveihammeren paa vestsiden af Glommen. gis Hæste derigiennem Landet synderligen nåar de med rictige Pasz-Bord effter udfare Balckens 15 cap. ere afferdigte", siger en gammel forfatter (Arennt Bernt sen), og denne skydspligt var almuen til stort besvær ned gjennem tiderne, saa det var en stor lettelse at fritages derfor. I 1665 blev der udnævnt veimestre, uden at det blev synderlig bedre, iallefald ikke i Øster dalen, skjønt denne dal bestandig kunde rose sig af kongernes landsfaderlige omsorg, specielt siden kobber verkerne begyndte (i Kvikne 1632 og paa Røros 1644). I 1772 klager almuen i Storelvedalen over den nye rodeinddeling af 1768, som var iverksat af oberstløit nant og generalveimester von Krogh, og „ønskes de gamle og fra Arilds tid hævdlige roder tilbage ef ter vores eiendomme, som vi stedse har været og er fornøiede med". Veien i bygden var da inddelt i 13 roder. Hovedveien mellem Kristiania og Trondhjem ligger nu paa vestsiden af Glommen lige fra græn sen af Aamot til Koppang sundet. Den gaar mange steder saa lavt ude ved

Scan 136 from Storelvedalen — Scan 136 · Page 102

Page 102

IVAR SÆTER: STORELVEDALEN. 102 Jernbanebroen over Glommen ved Stenviken. elven, at lange strækninger staar under vand i flom tiden, især mellem Hovedkirken og Møkleby. Den samlede længde af herredets hovedveie er 79.6 km. Fra Koppang til Buruen (og videre langs Storsjøen til Aasheim i Rendalen) blev der i 1879—81 lagt en fin chaussé, der er 21.3 km. lang og har kostet 153410 kroner, hvoraf staten betalte kr. 102 273 og distriktet kr. 51 136. Den besværlige vei over Mora (960 m. o. h.) er nu en saga blot og allerede bevokset med græs. Af andre veie (biveie) kan vi nævne veien fra Vestgaard til kapellet oppe ved Atneosen. Den er 30 km. lang og kan ogsaa befares med vogn. Ligeledes gaar der kjørevei fra Messelt til Messeltsæteren og langs Imsa til Gaalasætrene. Fra Ophuus fører en god ridevei over til Løset ved sydenden af Storsjøen. Af nye veie kan nævnes veien fra Ophuus til Strand og fra Koppangsundet til Sundfloen. Hertil kommer ho vedveien fra Atna til Sollien (anlagt 1893—96) med gode biveie til Storfjeldet, Skjærdingfjeldet, Hirsjøen og Tryli bekostet af eierne til sæterbrug. Om vinteren holdes der aabne vinterveie paa Atna og Glommen. I gamle dage var det ellers svært til trafik med skyds gjennem Østerdalen. Den nye bro over elven Imsa. I 1821 blev der approberet et nyt skydsregulativ for gaardene Furuseth, Krogen, Ophuus, Strand, Stenviken, Hovde og Sætre, der tilsammen holdt 36 til skyds tjenlige heste. Strækningen nordenfor (Møkleby—Vest gaard) holdt 40 til skyds tjenlige heste. Kroken var da skydsstation. I 1869 erholdt stationerne Møkleby, Ophuus og Vestgaard sammen 890 speciedaler i til skud for skydsholdet. Af større broer kan vi nævne Hovdebro, Søkunda bro, Imsabro og Hirabro for ikke at tale om jernbane broen ved Stenviken 132 meter. Imsa bro er en jern bro med 46 meters spænd. Ved jernbanestationerne eller overfartsstederne over Glommen er der færger (ved Atneosen, Sundfloen, Koppang, Stai, Rasten og Ophuus). Færgen over Koppangsundet blev oprettet 1801 og er den ældste. En udlænding skriver straks efter følgende om overfarten: „Her såtte vi over elven i en færge, som 7 bønder eier i fællesskab. En hus mand eller pladsmand besørger med hustru og børn overfarten, der ikke er uden fare i den sterke strøm." Koppangsundet har været et særdeles sterkt trafikeret overfartssted, da al trafik mellem Kristiania og Trond hjem her maatte passere over Glommen, indtil jern banen blev anlagt. Ole Engebretsen Spisberg (Kop pangsbakken), bedstefar til nuværende Otto Bakken, fik i sin tid kongelig bevilling paa færgemandsbestillingen. Dokumentet, udstedt 7. mai 1851 og undertegnet af statsraaderne Løvenskiold, Vogt, Stang og Bretteville, anfører sundmandens rettigheder og pligter. Betalingen for overfarten er ansat i følgende takster: For en per son 2 skilling, for en hest 4, for en ko eller stud over et aar 4, for et føl eller en kalv under et aar 2 skil ling. For en gjed eller et faar betaltes 1 skilling og for en reisevogn 12 skilling, for en kariol 4 skilling og for en firehjulet arbeidsvogn med eller uden læs, hest og mand 16 skilling. For en arbeidskjærre med læs eller uden hest og mand 8 skilling og for et vognlæs 6 og et slædelæs 3 skilling (nåar hest og mand ikke er med). Denne takst gjaldt imidlertid bare den mel lemste gren af sundet. For oversætningen over de øvrige tvende grene erlægges det halve af, hvad der for den mellemste gren var bestemt. Opsidderne paa gaardene Koppang havde fri overfart med heste og red skaber, nåar de maatte over elven for at udføre det dem paahvilende veiarbeide. Sundmanden havde ellers at anskaffe og vedligeholde alle baade og færger, der var nødvendige for transporten samt sørge for duelige folk. Om natten maatte alle overfartsmidler laases fast, for at ikke rømningsmænd eller andre skulde benytte sig af dem, mens færgefolkene sov. Med bevillingen fulgte ogsaa ret til i henhold til reskript af 6. febr.

Scan 137 from Storelvedalen — Scan 137 · Page 103

Page 103

KOMMUNIKA TIONSMIDLER. 103 1801 at lade to værnepligtige mandskaber udtjene sin værnepligt ved at gjøre tjeneste som sundmænd. Ole E. Bakken var forresten den sidste, der havde denne ret (i lighed med lensmændene), og mange var de, som fik tjene hos ham istedenfor at reise ud og excercere. Hans sønner Edvard Bakken og E. O. Lillestu Koppang slåp saaledes militærtjenesten ved at være færgekarer; men det var et strengt arbeide, og Edvard Bakken tog saa at sige sin død af det. Hoteller og skydsstationer. Aina: Hotel Fjeldvang, Emilie Bruun. Skydsstation hos H. H. Atneosen. Koppang: Jernbanehotellet (Ole Banken). Hotel Kop pang (Olaf Koppang). Skydsstation hos Olaf Kop pang. Hansens hotel. (Fru Hansen har en søn, der er løitnant. Faderen, der er død for mange aar siden, var landhandler og hotelvært. Han var fra Smaalenene og først handelsbetjent hos Flak stad paa Rena og senere landhandler paa Koppang.) Stai: Skydsstationen hos L. O. Bruun (nu G. Svestad) midt overfor jernbanestationen paa vestsiden af elven. Ophuus: Skydsstation hos Dortinus Baggroen midt over elven for jernbanestationen. Rasten: Skydsstation hos Ole Grinaker. Jernbanen gaar gjennem Storelvedalen paa østsiden af Glommen (fra Stenviken af) med følgende stationer: Stenviken, Ophuus, Rasten, Stai (med en 57.4 m. lang tunnel i nær heden), Koppang og Atna. Dertil kommer lastepladsene med sidespor Hovda, Sætre, Kroken, Neta, Rokka, Tresa og Vieholmen foruden stoppestedet Bjøraaneset. Hovda sydligst i herredet ligger 200 km. og Atna den nordligste station 272 km. fra Kristiania 387 m. o. h. Koppang ligger 247 km. fra Kristiania 353 m. o. h. og Stai 263 m. o. h. Den 20. oktbr. 1871 blev banen forlænget fra Grund set til Aamot og den 14. november 1875 til Koppang. 1. oktober 1877 blev den hele bane Hamar— Tron dhjem aabnet for almindelig trafik af Hans Majestæt kong Oscar II under navn af Rørosbanen. Der var da stor glæde og stor stas i Storelvedalen. Angaaende den ting, at jernbanen blev lagt paa østsiden (og ikke paa vestsiden) af Glommen kan anføres, hvad en forfatter oplyser (i „Aftenbl." 1873, nr. 6 og 7), at „den vestlige bred har en matri kulskyld af omtrent 217 skylddaler og et indvaanertal af ca. 1566 (med Sollien og Atnedalen med en befolkning paa 386 individer og en matrikulskyld af 40 daler), mens den østre side har en matri kulskyld af 108 daler og en befolkning paa 782 mennesker. Efter disse tal har vestsiden uomtvistelig større krav paa jernbanen end østsiden; men bag østsiden ligger Renaelvens dalføre med en matri kulskyld af 610 daler og et indvaanerantal paa omtrent 3650 men nesker. Østsidens krav fremtræder altsaa med 718 skylddaler og Koppang jernbanestation. 4432 individer (mod vestsidens med 275 skylddaler og 1952 indi vider). I forbindelse hermed kan ogsaa nævnes, at opsidderne i Sjøligrænden med Sanden, Strand og Holmslien ved Storsjøens og Løseths og Dieseths grænd har tegnet sig for 1000 speciedaler som bidrag til vei over Kjølen til Glommen ved Stenviken under for udsætning af, at jernbanen lægges paa østre side af elven. Nævnte grænder har en folkemængde paa 750 individer og en skyld paa 146 daler." Stationsmestre : Atna: Edv. Grøtting. Koppang: N. Bentsen 1877—1905. R. Sanner 1 1905 Ophuus: S. Bevolden. Rasten: L. Jensen 1883 1894, 1902 M. Østby 1894- 1902. Stai: H. Isachsen 1877—1879. N. Hernæs 1879-1900. P. Berg 1900- Sienviken: O. Nilsen. 1 En datter af stationsmestei Sanner tog examen artium i 1906. Atna jernbanestation.

Scan 138 from Storelvedalen — Scan 138 · Page 104

Page 104

IVAR SÆTER: STORELVEDALEN. 104 Post, telegraf og telefon. I gamle dage var det lige besværligt som kostbart at sende et brev. Et lidet brev kostede 10 skilling, og paa længere strækninger som fra Bergen til Trond hjem eller fra Trondhjem til Finmarken kostede det 16 og 24 skilling, d. v. s. efter at der i 1647 var op rettet et offentligt postvæsen i Norge. I 1720 fik post førerne horn og portoen nedsattes, og der indførtes mange forbedringer, idet staten samtidig overtog post væsenet, der før havde været bortprivilegeret til privat folk. Østerdalen blev imidlertid stedmoderlig behandlet som før, idet ruten Kristiania— Trondhjem blev lagt gjennem Gudbrandsdalen. Man greiede sig som man bedst kunde, da der i hine tider ikke var hverken avis forsendelser eller stor korrespondance. Efterat det østerdalske skiløberkorps blev oprettet, brugte man underofficererne som postbud, og de maatte ofte besørge breve paa strækninger af 10 mil uden nogen betaling. I 1797 lod pastor Wulfsberg i Aamot trykke et „Pro memoria" i det af fogden i Solør, professor Thaarup, udgivne magasin, og heri fremfører han de sterke og berettigede krav, Østerdalen havde paa at faa en ordentlig postbefordring. Allerede ved sin tiltræ delse af kaldet (1777) havde han begyndt at virke for tanken, og han fremsender nu et vel udarbeidet forslag, der gik ud paa, „at lade udtage af det unge mandskab lavvoksede, forkrøblede, enøiede eller paa andre maader gebrækkelige mænd, som ikke kunde bruges i skiløber korpset, men vel nok til at bære posten". Postkarlen skulde afgaa fra Elverum hver tirsdag kl. 9 og inden aften være i Aamot prestegaard. Onsdag skulde han derpaa fortsætte til lensmanden paa Evenstad i Stor elvedalen og torsdag derifrå til prestegaarden i Øvre Rendalen. Fredag skulde saa turen gaa til Tønset og lørdag til Tolgen for samme aften at være paa Røros. Næste uge samme vei tilbage. Som man ser, var for dringerne meget beskedne; men desuagtet gik forslaget ikke igjennem, seiv om det blev støttet baade af bisp og amtmand. Først i 1818 lykkedes det for provst Aschenberg, der mødte paa storthinget fra Røros, og som tillige var postekspeditør paa bergstaden, at faa udvirket postrute gjennem Østerdalen med kjørende post. Postens komme var en begivenhed i de dage. Der findes nu følgende postanstalter i Storelvedalen: Stenviken, Ophuus, Rasten, Stai, Koppang og Atna (med offentlig gaaende budpost mellem Stai og Trøn nes og Stai og Møkleby efter initiativ af daværende ord fører Ruud og lensmand Wæringsaasen). Med hensyn til telefon og telegraf er Storelvedalen nu godt udrustet, idet der foruden den almindelige jern banetelegraf ogsaa er oprettet rigstelefon og to private telefonselskaber (Storelvedalens og Nordre Storelveda lens telefonselskab) med centralstationer henholdsvis paa Stai og Vestgaard. Telefonselskabet Storelvedalen blev stiftet 1889 med aktier paa 100 kroner og 40 kro ner aarlig i abonnement. Ved Stai central er der op til 400 samtaler om dagen (eller omkring 140 tusen samtaler om aaret). Brandstationerne paaßognvola og Maansæterkletten har telefon; telefon er ogsaa lagt til Furusethsæteren, Storfjeldsæteren, Skjærdingfjeldsæteren og Hirsjøen. Klædedragten. ed hensyn til klædedragten findes der ikke ! længere nogen nationaldragt i Storelve ! dalen. Eidsvoldsmanden Ole Evenstad i foreslog for storelvedølerne at enes om en bestemt dragt baade for kvindernes og mændenes vedkommende og at lade disse dragter hænge op i kirken som en model, der ikke maatte forandres; men Evenstad fik ikke sine sambygdinger med paa dette. I gamle dage brugte ellers mandfolkene hvide eller røde sitrøier med lange skjøder, knæbukser og gråa strømper. Bukserne var ofte af feldtberedt, semsket skind af elg (elgslærbukser), og det fortælles, at den sidste, der brugte en slig elgslærsbukse i Storelvedalen, hed Anders Korjebinder. Der brugtes ogsaa semsket bukkeskind. Paa hodet havde man til hverdagsbrug enten toplue eller den endnu brugelige smeklue (skjold lue) og ved høitidelige anledninger lodne høie floshaite med smale bremmer. Skoene havde messingspænder (stassko spænder af sølv), og næversko var ogsaa brugt en gang. De første mudder var sauskindsmudder, der afløstes af hundskindspelse og siden af pelse af ulve skind og af tulupper med sobelskind o. s. v. Skogs folk maatte ruste sig paa sin egen maade. Saaledes brugte disse livrem med et slags laas og med taske, hvori de gjemte flint, knusk, ildjern og brændsten eller svovl. I tasken havde man desuden naal og traad og syring foruden bæktraad (buslev). Paa remmen hang endvidere en slire med rum for tollekniv, madkniv og syl. Hvad kvindedragten angaar siges det, at den ældste kvindedragt i Storelvedalen var en dragt med rødt liv (lig hardangerdragtens liv), hvid lintrøie med udsyede

Scan 139 from Storelvedalen — Scan 139 · Page 105

Page 105

KLÆDEDRAGTEN 105 En Mandsperson fra Storelvedalen med sin Pige. (Eine Mans person mit seinem Madchen aus dem Kirchspiel Storelvedal in Norwegen). Dette billede er gjengivet efter „Norske Nationaldrag ter" (stukne omkring 1812 af den schweitsiske måler Johan Senn f 1830 og bekostet udgivne af kunst- og videnskabsunderstøtteren geheimeraad Johan v. Biilov til Sanderum gaard paa Fyen f 1828). hals- og armlinninger og delvis skulderstykker med rynkede, fodfri, grønne skjørt. Dog tør man ikke paa staa, at denne dragt var stedegen bare for Storelve dalen, men var maaske fælles for flere Østerdalsbygder. I begyndelsen af forrige aarhundrede brugtes de saa kaldte skjødliv med eller uden ærmer af kulørt (rød, grøn eller flerfarvet), mønstret ulddamask til stasbrug (til hverdagsbrug verken). Til disse liv uden ærmer brugtes hvid, fin udsyet linskjorte. Serken var delt i to dele (overdel og nederdel). Skjørterne var enten grønne, røde, storrudede eller sone med storrudede eller stribede forklæder altsammen naturligvis spun det, vævet og farvet hjemme. Paa hovedet brugtes baade til denne dragt og ogsaa tidligere den kjendte „høilue" eller „rynkelue". Til stas brugtes „hellik" (høllik) til luen, d. v. s. en længde af blondestof med bestemt facon, som passede efter hovedet og under luen stod lidt frem for ansigtet og faldt i folder eller tunger ved ørene. Dette skulde være baade fint og meget klædelig, paastaar de gamle; med denne „hellik" brugte de aldrig hovedtørklæde inde'. Med fodtøi var 1 Naar kvinderne (konerne) i gamle dage havde hodepine eller var i daarligt humør, bandt de et tørklæde om hodet, som de kaldte „skalltørklæ", og saalænge de brugte dette, var de gode koner ikke at spøge med, siges det. 14 Storelvedalen. de meget nøie, da kjolerne altid kun rak til ankelen. De ældste slags sko, man husker, bar benævnelsen „pampusser" d. e. galocheagtige, lave sko senere brugtes mere udringede sko, lignende vore dansesko og ofte med spænder af sølv eller messing. Men saa blev der omtrent ved 1840-aarene adskillig forandring i klædedragten; skjødlivene aflagdes mer og mer og af løstes af de mere moderne livkjoler eller ogsaa kaldet brystfoldkjoler. Slige livkjoler af sort verken med hvide klare forklær og høi lue med „skru" var ogsaa konfirmationsdragt, og den var rigtig fin og pen. Hel likken blev afløst af skruet, som er en stiv, hvid, klar blondepip tilsyet høiluen. Disse livkjoler var baghæg tede og foran glatte kun med to brystfolder uden halslinning armene trange, og skjørtet, som altsaa var tilsyet livet, var temmelig rigt rynket rundt og havde ankellængde. Kulørt silketørklæde lagt i en snip og med en knude og to hængende snipper brugtes altid som kast. Omtrent ved denne tid kom den første kvinde lige skrædder til bygden; tidligere var alle skræddere mænd, der sad rundt i gaardene og syede til kvinder som mænd —nu kom altsaa den første kvindelige Fru Olafsen f. Furuseth i gammeldags dragt.

Scan 140 from Storelvedalen — Scan 140 · Page 106

Page 106

IVAR SÆTER: STORELVEDALEN. 106 Hjørdis Ruud (Negaard) i gammel nationaldragt. skrædder (madam Hoel fra Kristiania) og holdt sy kursus omkring i gaardene, og med denne Hile begyn delse kom der efterhaanden snart nyt ind og desværre aflagdes det gamle sogar vanskabningen krinolinen gjorde et lidet hopspring ind i bygden, men kom heldigvis lige hurtig ud igjen. Allerede i 50-60-aarene begyndte de større gaardbruge res koner at faa følge med en tur til Kri stiania, og fra disse turer bragte de jo ofte adskillig stas med. Der fortælles, at de ofte fik silkekjoletøier og fine kjøbschawl af trælastgrossererne.hvis tømmermerkere deres mænd var. Og saa havde de jo Grund setmarkedet, hvor de fik kjøbt alt mulig sølv, guid, fine skind besætninger og nyde- Fru Anne Furuseth med sine børn i den nye nationaldragt. lige franske schawl. Nogen bestemt brudedragt var der neppe. De brugte tidens facon paa kjolen, men naturligvis af finere tøi end vanlig og med søljer og stas de, som var eier af sligt. Brudekrone eiede bygden, og den leiede de, som havde raad til det. Kronen var af sølv og blev opbevaret i Aamots preste gaard. Bruden, som leiede kronen (enten den store eller Hile, som man havde raad til), brugte altid ud slaaet håar ellers var haarfac,onen meget enkel, ialfald saalænge høiluen brugtes det var bare at vandkjæmme haaret ret op, knyte paa strygbaand og tulle resten op under luen. Senere gjorde en kelte forsøg paa noget andet; men det blev sterkt kritiseret. Saaledes fortælles det, at en gammel kone paa Nystu Trønnes gjorde følgende bemerkning om damerne paa Koppang: „Nei paa Koppang er det naa ligesom basen. Der kløver jenterne haaret sit og gaar med sunde hosuhæler". Paa Koppang var man nemlig i den tid mere paa moden end andre steder i bygden, og det hænger kanske i den dag idag. * * Da nationalfølelsen i 1905 vaagnede paa alle om raader, begyndte en del kvinder i Elvedalen at tænke paa om det ikke lod sig gjøre at indføre den gamle Østerdalsdragt, ialfald som festdragt inden bygden; men man var desværre nødt til at opgive tanken, da man ikke fandt nogen bestemt form at holde sig til. Saa valgte man den udvei at sy en dragt efter hallingdragtens mønster, og der fin des nu flere kvin der, der bruger hal lingdragter i Storelve dalen ved festlige an ledninger. Naturligvis er man paa det rene med, at denne dragt kun kan tjene som model, til man kan opnaa at faa en baa de praktisk og smuk kvindedragt for Øster dalen.

Scan 141 from Storelvedalen — Scan 141 · Page 107

Page 107

PRØVE PAA MA AL FØRET. 107 Prøver paa maalføret. vlwjfølge Ivar Aasen og Hans Ross hører maalet i Østerdalen med til den østnorske hovedgruppe. Den svenske paavirkning er ellers fremtrædende filbggg langs hele Glommenvasdraget fra Aamot til Røros, og i det nordlige er det trønderske sprogelement sær deles merkbart. Ved Tønset (eller Lille Elvedalen) ophører den trønderske indflydelse, og en anden gjør sig gjældende længere syd i dalen, nemlig den hede markiske. „Landsmaalet, der væsentlig er grundet paa bergenske (vestlandske) bygdemaal, staar i sin helhed de østlandske dialekter temmelig fjernt," siger professor Johan Storm. Hvad dialekten i Storelvedalen angaar, saa har den som enhver dialekt sit eget eiendomme lige præg. I gamle dage var der forskjel paa udtalen nordenfor og søndenfor Søkunda; men denne forskjel er nu forsvunden. Brugen af tillægget da rna (ogsaa bare rna), der skyldes hedemarkisk indflydelse, som f. eks. dæ æ nok saa dæ da ma, holder ogsaa paa at for svinde. Eiendommelig for Storelvedalen er, at der siges au for og (ogsaa f. eks. jeau), dau for dag, slau for slag, sau for sag o. s. v., og at man udtaler a som æ eller e. Man siger ikke karer, men kærer, ikke kalv, men kælv, ikke halv, men hælv (med tyk 1.) o. s. v. Det tykke 1 forekommer meget ofte og lyder næsten som r som f. eks. galen eller garen (gaarden) og Hailvol (af Halvorer) o. s. v. Nd assimileres til (in)n som Lainne (gaarden Landet) og Suinne (Sundet) o. s. v. Rn blir ogsaa til (in)n som haainn (horn), kaainn (korn) og kvæinn (kvern) o. s. v. Dialektens karakter viser sig bedst i tonelaget. Tone laget er enten enkelt (enstavelses tonelag almindelig betegnet ved' akut) eller sammensat (tostavelses tonelag betegnet ved\ gravis). Mange ord med to sta velser har enkelt tonelag; det er især oprindelige en stavelsesord som aåker, vatten, tommer o. s. v. og med tilføiet bestemt artikel som huse, hu'sa; rota, rø'ten (i modsætning til adjektivet retten (raadden). Dialekten adskiller vistnok de fleste ord med ens skrivemaade ved forskjelligt tonelag som f. eks. saua (så'va = sagen) med (svækket g.lyd) og vi saua (vi saua vø igaar). I enkelte derimod gjøres ingen forskjel. Saaledes ud tales egennavnet Jæger og fællesnavnet jæger begge med enkelt tonelag (jæger). Ligeledes udtales grænsen (best. form af grænse) med enkelt tonelag ligedan som egennavnet Grænsen. Dette kan vistnok forklares deraf, at ordet opfattes som et oprindelig entalsord „græns" (jfr. det svenske grans), tiltrods for at det i nominativ i bestemt form heder græ'nsa. Det er især egennavne, som udtales med enkelt tonelag. Saaledes siges der almindelig Olaf for o'lav. Anners, Haakon (med ud tale Haakaa), Tora, A'ners, Hakkon for Ariders, Haakon, Sigurd, Tora og Thea o. s. v. I betoningen af flerstavelsesord følger dialekten al mindelig de trønderske dialekter som f. eks. sko'måker, udtalt med nøiagtig samme betoning som det tyske Schumacher, medens det i det sydlige Norge heder skomdker. Prøve paa maalføret i Storelvedalen (efter profes sor Amund Helland). Kjærringrim. Far min har je naa ailler sitt, aa mor mi minnes je bære saa vidt. Tri vekur paa sekste aare je var, da mor mi paa kjærkjegaløm døm bar. De var itte mange mé i den fæla - ho mor var in enslin stakkar i væla. De var itte mange ve' grava som gret, de var bære je de, saa vidt je vet. Gu' bære in stakkar søm blir aitt ålene å lyt fara omkring aa aille mainn tene! Je voks opp i slit aa fattidom, i veien var je naa hør je kom. Saa vart je vaksen, aa da var je gla, de var itte mye søm vainte da je var vaksa jinte aa vakker aa fin, hain Ola Persen vart guten min. Aa de lyt je seia: naa var de i ti, søm je var saa gla aa saa løkkeli. De bæsste je visste her paa jola, de var aa vara jinta hass Ola. Saa vart vi da jifte. Aa jøye mei, hør lite i menneskje vet føre se. Hain Ola drakk, aa litt om seinna varfn den værste i hele græinna. Førtenesta jik aa helse hass mé; je miste mi glee, jeg misste min fre. Det er ingen i hele væla, søm vet, hør mye je sørde, hør mye je gret. Gu' bære me. Je har steillt me ille, her gaar je naa søm utvaske fille. Framtia mi er svart søm i naitt, aa ongdomstia kjæm ailler aitt. Enkelte for Storelvedalen eiendommelige ord og mundheld: Antrert = daarligt humør (deran). Murpe = furte eller surmule. Ærjefuill eller ærjemeintelen = arrig; sint. Ailler saa længe sea = aldrig saa længe siden. Naa taa hørje = noget af hvert. Ho e mæssøm i hørsainne = hun

Scan 142 from Storelvedalen — Scan 142 · Page 108

Page 108

IVAR SÆTER: STORELVEDALEN. 108 er noget af hvert. Snuskveinn = en, som stikker næsen op i alt. De gaar ti mei som tjuk-mjølk ti in kaitonge = jeg oprøres i det inderste. Skølje = drik til grisene. Kørs i mei før teilstainn (bruges, nåar noget er rigtig galt). Førsait = for galt. Fultæske = et fult kvind folk. Fløsse = vaskefille (ho æ i fløsse). Omolen = umulig. Øffham = udnavn; klængenavn. Sjåa aat, saa du faar siitta = se til at faa sidde. Kaasse == røre (paa tyinnkæku). Haainntikke = tosset jente. Hoinnbok = tosset mandfolk. Fjaase = du æ i fjaase (bare fjåsen). Kallvaskjølle = kold vandkilde. Jifs = plages. Krim fuill = forkjølet (pinnpakke fuill i krime). Paschle aat dei = til pas for dig. Nyte sei =at kunne røre sig (hainn n'yt sei iitte). Slønge = skynde sig (je faar slønge mei paa sætra = gjøre mig en snartur til sæters). Veichla, vetla = tulla; lillemor. Veichlen, vetlen, veichlen miinn = lillegutten min. Fa' miinn = vennen min (kjælenavn til børn). Motskaft = modbydelig = gørlei = afskyelig, ekkel, lei; neutrum gørlægt. lite = ikke. Ja leilla = javist ja. Lone = bagevje. Skokusjøt = tvilsomt. Omailleshed == svineri. Griau = tidlig oppe. Knærve = spise meget. Jæløs = ustyrlig. Bænksam = tjenestevillig. Gaiddette == tvær, furten; illsvien = utryg. Oma ! cleshet = faafænghed, umulighed. Bustete = grætten, tvær. = kvæles af varme, ogsaa brugt om fisk, som bliver blød. Kvømne = kvæles (je kvømner). Strøpe = kvæle (je strø per mei). Aikje aitt = la være igjen. Ainsmi/Zla = ogsaa übeleiligt. VoZe = hvorfor; aa ér e' vole de, a'? Mimners = uden, medmindre, hvis ikke. A/ZZme/Z = altid. AZZZmeuzne = altid. Maate = passe, maater du sa kZea? Nyte = passe, kain du nyte dessa? Dau(v)oZa = dødsbudskab. Paa vona = paa maa-faa. Onan = utryg. KøraZZ = træt, søvnig. Tur = ud af, dæiZte, daitt, døZZ/e (tur) = falde (ud af). Kåmmå, kjæm, kom, komme = kommen. Snerte sig = skynde sig (je saag snærten taa a'), dobbelt tonelag snærte (subst.) = fliser til at gjøre op ild, varme med. Fuill = vel, je lyt fuill det! Ratt (jimne) = gjerne, du gjør ratt det! (Ham kjæm) kut(e)nes = pr. part. af kute kute kute. M6kje'pi = fylde paa, hælde op i. Barn (ent), baan. Bon (bonom) = børn. Staa op i grudden = staa tidlig op. Gnid, (grudda) = daggry. Aat kuen(ené), kua, kjyr, aat kjom. He sten = åt rujsta (enkelt tonelag). Hest = åt hestøm (flert.) hcstøme (sammensat). KZen = syg, daarlig. Oliken = daarligen. Ma = nåar, tidskj. Ma = adv. (ham gjør nok det, ma;) ser du. Aare = peis (med sammensat tonelag). Ainslensen, ainslesen = ander ledes. (På) mæssøm = ligesom, paa „lissom". Vækæs = sprette op, om fisk. Hørtløs = doven. RaasjøZ = selvraadig. Åvætæ = besvime. Slærv = sladder. Myr ber = multer. Æple = poteter. Typbér = tyttebær. Mesgre = klodse. KaaZ = kjød, flesk, erter; spa = suppe paa ferskt kjød & gryn, kogt sammen. Rot = kaalrabi. Våk = aarvaagen. Bi bir vart vørte = bli. Skomt = tusmørkt. FordueZ, dueZ, øft, æftas voZ, kvæZZvoZ. HaavaaZZla = tiden mellem vaaron og slaaton (antagelig af Haavollerne i væven). Tør-hælæ = tørfuru. Hælæsve = furuved. Sjaan = giftetanker (har du faat sjaan?). jngt = stille; lydt (saa lyden høres). Mar dæ bir = nåar det blir. Hælæuen og hæle = taale kulde. Hæpæ = herme efter en (for at rette paa feil). Væmne = stof; slag (godt væmne = godt tøi). Nøle = trug. Vavrete = tullet i snak. Blækæ = blake en vei og blinke trær. Meslaid = tufset per son. Sjæpa = snakker om at gjøre noget, uden at det blir. Amper = irritabel. HæZdr (bruges i reb). Herme rim = høres utrolig. Saa omoli som aa tak ner sjusjæn = noget rent umulig. Det er to koinn det =to for skjellige ting. Faa fisk siger man om en rakstkulle, som ikke greier at brede høiet, saa fort som slaatte karen slaar. Naar barna ikke vil spise suppe, skræmmer man dem med, at „suppresten kjæm". (Oprindelsen ukjendt.) Baakaa kæku = båge ovnsbrød. Søkjøitt = faarekjød. Rø = rød. Snø = snau, f. eks. snau i hovedet. Fram folen = en som har let for at tåge sig frem i verden. Gutjafs = gutunge. Tingel = staldvekke. Vøskie og vøskaal = vedskie og vedskaal. Sintpyril = en sint gut eller mand. Flesse = flire, le. Kav til = like til, f. eks.: Kav til Trøns (Trønnes). Baka eller bæka = bruge et klædesplag, til det blir rigtig svart. Skur mister = skolemester. Skura skolen. Dokt'n = doktoren. Sæt'n = sæteren. Kingervaav = ed derkop. Med hensyn til stedord kan det bemerkes, at dø bruges i tiltale, 2den person flertal som nominativ, 3die person flertal (dø faar kommaa iinn da, dø) og døm (døm har nok gjort hør (hjaa) døm kuinne). Ne og na, te og ta, se og sa bruges som paapegende stedord, ne, te, se for det nærmere liggende, na, ta og sa for det fjernere. Den übestemte artikel en og et heder in (hankjon), i (hunkjøn) og itt (intetkjøn). Den nedenfor anførte prolog gjengives baade som prøve paa maalføret i Storelvedalen og til ære for vete ranerne i 1814 (skrevet for 17de mai-festen paa Fram 1907 til indtægt for Eidsvoldsmonumentet, hvorved der kom ind netto 1000 kroner).

Scan 143 from Storelvedalen — Scan 143 · Page 109

Page 109

PRØVER PAA MAALFØRET. 109 1814. Ola Brænd. (Prolog af Oskar Bjørnstad) De(re) rei im gut søm ham var gæl'n fraa Omot og noløver Storædal'n. Smaasten sprute og skomtappa vallt. Hesten vart baade brøten og haUlt. De var saammaa kveilen paa Evenstad de banke paa glæsæ i kammersa. De banke baade længe og væl da spør im gubbe: „Hør er de paa fæl?" „Det er brev fraa general Hegermann svensken nærmer sei Nørjes la'nn. Det er gre ! tt aa vætæ hør ham tænkjer paa staa op hr. — læt bøstikka gaa." Gubben kom ut de var lænsmamn sjøl rigti im kjæmpe taa i'n østerdøl me større forstamn im kjæmper pla ha slik var de Henrik Wergeland sa. Ham veikjte drenga ham semnte døm ut me bø aat hør im storædølsgut. Da siste drengen rei (re) bortover jola sæitte gubben sei strile ve bola. „Reist er Norges gamle kongestol!" naa ramn døm før'n desse sterke ol „Enige aa tro til Dovre fa'll" Aa ja ma'n saag paa Rognvola — der ho laag saa brei og trygg og blåa tykte ham, at rope dumdre ovanfraa. Gud signe døm søm faar bo inat mange kjæm a'ller aat Storædal'n aHt. Mim de søm vart skreve paa lyt staa aa kæræ vaare stoler je paa. Oa Evenstadguta rei og rei utøver bygda paa hør im vei. De dumdre paa dørom de banke paa glæsæ, gampa skælv og guta pæsæ. Aa følke vakne i hør i græinn ved var døm paa Bræimn. Der var de 'n Ola, som skulde ivei Hain spraitt tur senga oa kleklde paa sei. Den fyste tanken søm gjønnøm'n for var den høs skar de naa bi me'n mor. Der komm'a a ! elt gjønnøm bakstudøra „Men i rene vær'n aa er de om aa gjøra?" ,Je har faat besked je ska møte paa Hinna ska hæfte bort følk au mrtt ti vimna. Mim du vet da, mor, det lyt bi i raa. Ha'n Nils borti Svea faar staa føre naa. Se militære har fælt ti 1 !! hast de er bæst je sir aat aa kjæm ivei trast. Du mor du faar sta aa lægge ti ørsa saa faar je fimn fram sækken og børsa." „Du Ola de er naa fæli ailler kri?" „Nei da mor mim du vet, de kam bi. Men kom hau mor, rna du gaar paa bua aa tak me dei imn a'tt na digre lua. Klokka fire stom Ola med sækken paa saa var de aa seia far væl og gaa. „Ja, naa faar du lævæ saa væl da mor kom hau aa semn im par beksømskor." „Aa Ola, Ola hør ska je naa tenkje - her srtt je aitt je stakkars enkje me im tongbrukt gal aa mange smaa bon aa saa ska je miste mim ældste saan. Du vet de Ola du er tyngst aa miste ho bynte aa graate ho gret, saa ho riste. Sku l lle du fæ ! lle i kria Ola saa kam døm au kjøre mei aat jola." „Graat ikte mor de lyt væræ søm de er Hadde je døm bære paa galom her aMle di svenska, søm paa mei skufle je snart kaammaa imnat aat dei." Saa vart de kri aam Ola vart me ham tok nok sine aa væl saa de Si eia børse fæk'n au ha før den tykt'n Ola gjik saa bra. Hør gong de sma'll saa fløt de blo og imgaang stufte de tismer to. Obersten sa —: Me humdre søm ham gjik je mrtt gjønnøm Sveriges lamn. Saa fek'n me to trll aa la aat sei Ham Ola gjik føre aa gjole vei. Og spelte døm sommetir retrætmars varn'n Ola sist, ma døm gjik te^lbars. Ham Ola Bræmn ifraa Storædal'n bar storædølsnamne ut i væl'n me større ære naam har gjort aa dæffør skar'n ime glømmes saa fort. Ola Evenstad Ola Bræ'nn Olakærer fraa hør si græmn Fraa Sætre og Sollin trll Negal og Stai mt hurra før døm aa 17de mai!

Scan 144 from Storelvedalen — Scan 144 · Page 110

Page 110

IVAR SÆTER: STORELVEDALEN. 110 Veteraner fra krigsaarene. Ole O. Evenstad (Eidsvoldsmanden). Ole Simensen Brænd Negaard (Mesterskytten). Halvor Andersen Vestgaard. Halvor Olsen Noren. (Fik pension af staten; de sidste aarene kr. 100.00). Gjermund Noren. Haagen Olsen Sundet. (Sergeant). Ole Simensen Koppang. Simen Olsen Øvergaard. (Far til Ole Øvergaard). John Engebretsen Lillestu. Lars Engebretsen Lillestu. Peder Olsen Braaten (Skiløberen). Svend Eriksen Trønnes. Halvor H. Klokkerstuen. Ole Alfsen Vestgaard. Hans Fisker. Haagen Vestgaard eller Døv-Haagen (Fik pension de sidste aarene kr. 100.00). Halvor Taraldsen Vestgaard. Tarald Gunhildstuen. Haagen Haagensen Hovde. Anders Haagensen Hovde. Peder Pedersen Stai (Lillehammeren). Engebret Skrædderstuen. Gunnar Havn. Engebret Nilsstuen. Engebret Engebretstuen. Engebret Kløften. Ole Olsen Messelt. Halvor Halvorsen Treseng. Gjermund Nilsen Treseng, f. 1796 f 17 /3 1875. Helge Gundersen. Nils Semingsen Atneosen. Karl Olsen Atneosen (Pension de sidste aar). Per Bæk (Strand). Nils Svendstu (Ophuus). Haagen Gulbrandsen (15 aar). Svend Nordstu Koppang (Syverin Hammerstads bed stefar). Ole Eldhusstuen. Fire brødre fra Fetten ved Stai (Per, Jon, Seming og Andreas). De fleste var ude i 1814; men mange af dem var ogsaa ude de foregaaende ufredsaar fra 1800—1814. Den norske arme blev oprettet 1628, og Østerdalen hørte da til Det Akershusiske regiment. I 1657 op rettedes Oplandske infanteriregiment med rød kjole til uniform. I 1710 udstedte fogden Christian Juell paa bud til bondelensmanden Peder Pedersen om fri skyds befordring for Jens Hop, der er paa reise i Øster dalen for at hverve artilleriheste. I 1717 klagede skatte bønderne i Storelvedalen over de udredsler, der er forbundne med anskaffelse af tolderist- og dragonheste efter den paasatte takst. 1747 blev Den sønden fjeldske skiløberbataljon oprettet paa 3 kompagnier, der væsentlig bestod af folk fra Østerdalen og Solør. 1788 blev Bergkorpset paa Røros oprettet og holdt sig til 1817. I 1810 gik Oplandske nationalregiment over til „gevorbent", med 800 mand gevorbne og 2 nationale bataljonen Ved hærforandringen af 1818 blev Øster dalske jægerkorps oprettet. Allerede langt tilbage har storelvedøler været med i feider og i krige, og mange har udmerket sig, saa deres navn lever den dag i dag med helteglansen over sig. Peder Pedersen Stai var saaledes med i krigen 1808; i et brev til sine forældre fortæller han, at han såtte over ved Svinesund med en patroulje paa 50 jægere og 100 skarpskyttere. De lurte sig i den mørke nat ind paa en svensk vagt og tog 20 mand og en officer tilfange, besatte de svenske poster og førte fangerne til Svinesund for at sende dem videre til Kristiania. Samme dags eftermiddag rykkede imid lertid svenskerne frem, og de norske maatte retirere over paa den anden side. Der opstod en heftig ild fra begge sider; der blev saaret et par mand, og en skyds hest fik en kugle i bogen. Svenskerne mistede dog mange Folk ved denne skjærmydsel. Efter Krigen i 1808—09 holdtes der endog krigsfanger i Storelvedalen. En af dem syntes saa godt om fangenskabet, at han slog sig til ro for stedse paa Vestgaard og gik under navn af Svenske-Hans. I 1803 laa Anders Haagensen Hovde (skiløber ved Aamotske skiløberkompagni) i felt ude paa Eidsskogen, hvorfra han i juli maaned skriver til Ole Larsen Strand. Han fortæller, at det er slemt for fødevarer, at de eksercerer 10 timer daglig, og at de ogsaa har været i basketag med svenskerne. Hovdekarerne ser ud til at have været udkommanderet alle aarene fra 1801 til 1814. Haagen Haagensen Hovde var ihvertfald ude 1801 og laa da ved Kongsvinger. 1810 laa han ogsaa ude, hvilket kan sees af breve fra ham. I 1809 skriver han til Ole Larsen Strand et brev (dateret Tøns ber 11. april) af følgende indhold og form: „Jeg maa skrive nogen or til gode ven vorledes Jeg lever Jeg lever med god hilse og sundhed som er Gud at takke for ieg haver skrevet til dig 2 gange før men du haver ikke faad noget men ieg haver faadt et brev ifrå dig men det er saa vanskelig at faa breve til dig men Jeg haver en slem Exis ifrå kloken 6 om morgen ti! kloken 7 om aften saa ieg ikke haver større frihed en 3 timer men ieg tænker at komme til Skiløberne til pinsehelgen om ieg kan faa nyde hilsen for der er saa knap tid vi for lønning vær femte værdag brød og 1 mark 1 skilling for aas medagsspise for vi vær dag men det er ike stort

Scan 145 from Storelvedalen — Scan 145 · Page 111

Page 111

VE TER ANER ER A KRIGSAARENE. 111 at leve taa en dag faar vi øl og røgrød andre dagen faar vi grynsaa og lidet kiødt det er en pot grød en hal pot øl og tredi dagen for aas 3 siler en pot supe men det skal være ølsupe men det staar vel over der er blevne mange syge og 2 Døde en Jæger og en Ski løber mere nyt er her ike at melde En flittig hilsen til alle sammen aiø lev vel beder godt for aas at vi kan faa komme iem inden største hast". I et brev fra Nesbye (Nesteby) i Vinger dateret 30te april 1814 skriver ogsaa Haagen Haagensen Hovde: „Det er det samme nu som forhen jeg har været herude, al ting er urimelig dyrt og næsten ingen ting at bekomme. An ver Lønningsdag for vi 8 potter havre og 6 potter mæl 1 pægl Brændevin 1/2 allen Tobak 1/2 pæl Riisengryn aa femte vær Dag for vi stomp vægtig 8 å 9 marker. Hvad vil det blive at leve af nåar vi ikke skulle nyde noget h jem mefra. Jeg har vel tilskrevet min broder John Hovde om han vilde hjælpe mig med noget; men jeg ved ikke om jeg faar no get eller ikke. I dag blev en del Skiløbere kommanderet hjem li geledes af jægerne og skarpskytterne; men det ser meget ud til, at vi bliver liggende her i hele Sommer". Halvor Halvorsen Treseng f. 1795 blev fanget, og mistede sin bøsse, men fiygtede med svenskernes kugler pibende efter sig. (Han var bedstefar til „Heroldens" inde haver Haakon Treseng og ældste søn paa Nordstu Koppang; men han vilde ikke overtage gaarden, hvor imod han valgte Halvorstuen Treseng paa bygsel for sig og børn uden ydelser, som ved hans død 8 /5 1864 gik over til sønnen Halvor, der havde gaarden til sin død). De fire brødre fra Øvre Fetten har efter ladt sig et stort minde. Der var ialt 8 brødre, der gik under navnet Fetkarerne. Deres mor gav ikke bryst, siges det, og de blev opalede med vassuppe, men blev alligevel store, sterke, dygtige karer. Det fortælles, at krigskommissæren pleiede at sige til Jo Fetten: „DuJo, du Jo, du er sterk som en bjørn". Krigskommissæren, der boede paa Skinnarbøl, lod nemlig soldaterne, der iblandt Fetkarerne, hjælpe sig med aanna om sommeren. En af veteranerne fra 1814 Per Bæk havde ogsaa været ude i 1808—09. Han kom hjem med et par sølvepauletter, som han havde tåget fra en svenske, Afsløringen af bautaen i bakken ved Kirkestuen den 17de mai 1902 til minde om Eidsvoldsmanden Ole Olsen Evenstad og veteranerne fra 1814. fortæller gamle folk. Per var en nævenyttig kar. Især var han flink til at gjøre knivskafter. Og nu brugte han at gjøre holker af epauletterne. Per var ogsaa med 26. mai 1808 ved anfaldet paa grænsegaarden Jerpset, hvor lærdølerne dræbte og plyndrede løitnant Ulfsparre. Der staar ogsaa i histo rien, at kaptein Jurgensen havde med sig de Aamotske skiløbere, saa det er temmelig sikkert, at storelvedø lerne var med, og at endog sergeanten, der tog Ulf sparre, var fra Storelvedalen. Og da de plyndred løitnantens lig, passed nok Per Bæk paa at snappe epauletterne for at bruge til knivskaftene sine. Om en anden af veteranerne Nils Svendstuen Ophuus, fortælles: En af naboerne hans blev frastjaalet en klokke. Det var en gesel, som gjorde det. Naboen fik med sig Nils, og de såtte efter tyven. De naadde ham igjen paa Krokmoen. Først tog de klokken fra fan ten. Saa dængte de ham med bjørkris efterpaa med granris og tilsidst med fururis. Og saa fik han gaa. Halvor O. Noren, der døde 7de marts 1888 97V2 aar gam mel, var i 1814 med i slagene ved Pramhus Lier og Matrandsmoen under kaptein Lous og oberst løitnant Krebs. Det fortælles, at Lous, der var en meget korpulent herre, maatte lægges igjen paa veien, da det gjaldt at omringe svenskernes tros. Ved erob ringen af dette var Krebs saa hidsig, at han hug sin sabel i en krudttønde, der eksploderte og sendte oberst løitnanten høit op i luften, uden at han led anden skade, end at han blev sterkt forbrændt. Den mest bekjendte er dog Ola Brænd, mester skytten, som ikke engang stod under kommando, men fik være frikar for at „pille væk de svenske officerer". Han brugte ogsaa sin egen bøsse. Det fortælles, at han ved afskeden trøstede sin mor ved at sige: „Graat itte mor. Havde jeg bare svenskerne mine taadelt, skulde je snart være hemat". Han var ogsaa en fram ifraa skiløber og var ude alle ufredsaarene 1807—1814. Det siges, at han var den sidste, som tændte krigsvar den paa Tronkberget i 1812. Hans datter Marthe Bæk døde for omkring 8 aar siden.

Scan 146 from Storelvedalen — Scan 146 · Page 112

Page 112

IVAR SÆTER: STORELVEDALEN. 112 Grænsevagten 1905. Med hensyn til udkommanderingen og grænsevagten i det store merkeaar 1905 skal her leveres følgende opgave over Iste kompagni af Østerdalens landstorms bataljon under grænsevagttjeneste fra 14 /q— 2 /io 1905 (meddelt af fanejunker O. H. Negaard). Befal: Vpl. kaptein Oskar Tronbøl Kristiania. premierløitnant Olav Breen ... do. „ J/IVHUVII./1U.M... W~, —. ~~ Fastlønnet fanejunker O. H. Negaard. Stai Vpl. furer Ole J. Gjelten, Tolgen . . Kristiania. „ sergeant Oluf Løken, Elverum . do. „ do. Gunder Stensen, do. . Hamar. „ do. Martinus Eng, Engerdalen Kristiania. „ do. Lars Rasmussen Pryts, do. Tolgen do. do. Ole J. Myhre Ytre Rendalen. „ do. Karenus P. Nymoen . . Sollien. „ sanitetssergeant A. Viksmo, Tolgen Kristiania. do. Thoralf Grue Os Levanger. = 12 Af korporaler, spil og menige havde kom- 207 pagniet 207 219 fra følgende prestegjeld eller thinglag: Tolgen med Os og Vingelen 38 Kvikne med Indset 13 Tønset med Tyldalen 39 Lilleelvedalen med Foldalen 32 Rendalen med Engerdalen og Drevsjø . 41 Sollien 8 Sorelvedalen 36 207 Kompagniets hovedstyrke var placeret ved Brækken kapel. 1 peloton under prl. Breens kommando i Stuedal. 1 Trop under sergeant Nymoens kommando ved Færagen. Navnefortegnelse over de fra Stor elvedalen deltagende personer. Fanejunker O. H. Negaard. Vpl. korporal Asbjørn Olafsen. Halsten S. Øvergaard Lillestu. Ole S. Øvergaard do. „ Karenus Olsen Stai. „ hornblæser Haagen Hermansen Atneosen. Anders Pedersen (banevogter ved Frøsa). Haagen Martinusen. Ole Emortsen Storbakken. Peder Nilsen Skjæret. Adolf Nilsen Strand. Torgal Sørensen Dahl. Iver Larsen Bjørkningsfetten. Ole Larsen Nysveen. Karenus Taralsen Jensbakken. Knud Olsen, Vestad. John Frantzsen. Martinus Kristensen Eggen. Karenus Johnsen. Jakob Enoksen Strandengen. Dorthin Olsen Negaard. John Martinsen. Edvard Andersen (banevogter paa Strand). Helge Olsen Furuseth. Johannes Andreassen Sørstumoen Karenus Eriksen Solbakken. Olaf Johnsen Ulvmoen. Simen Pedersen. Ole Sevrinsen Myrberget. Nils Svendsen Strand. Knud Olsen Ophuus. Bertel Olsen Rydje. Haagen Ottersen Krokeggen Anders Ingvaldsen Landet. Olaf Olsen Rasten. Lars Frantzsen Ophuus. Tollef Olsen Øvremoen. Fanejunker O. H. Negaard er født 9. april 1838 i Sollien af forældrene Halvor Olsen Sørstu Tronnes og hustru Dordi Simensdatter fra Foldalen (begge døde i 1855 med 3 dages mellemrum). I 1861 trak han første gang i uniformen og har siden været i tjenesten. I 1864 blev han skjønt bare menig soldat af kaptein Graff (far til amtmand Graff) ophøiet til sergeant, og i 1867 blev han kommandersergeant, i 1886 fanejunker og 1896 kompagnikommandør ved østerdalens land stormsbataljon. Den 10. november 1862 blev han gift med Thea Sevaldsdatter Vestgaard (og har i sit ægte skab havt 10 børn, hvoraf 9 lever og 4 er gifte). I cirka 30 aar har han været kommunerevisor og i de sidste 10 aar medhjælper ved hovedsognets kirke. Siden det første skytterlag blev dannet i bygden i 1860, har han været medlem baade under Centralforeningen og Folke væbningssamlagene og tillige været med i bestyrelsen, ogsaa som formand. Som minde om dette sit arbeide har han en række medaljer og præmier. Medaljer og præmier har han ogsaa vundet under vaabenøvelserne. Storelvedølerne er ellers flinke skyttere og skiløbere, og de interesserer sig meget for sport og idræt. Sigurd

Scan 147 from Storelvedalen — Scan 147 · Page 113

Page 113

SAGN OG HISTORIER M. M. 113 Trønnes har i de senere aar gjort sig særlig bemer ket som sportsmand (skiløber). Af de til Amerika emigrerte storelvedøler har vel neppe nogen gjort det bedre end bondegutten Ole Halvorsen Negaard, der beklæder en høi stilling ved postvæsenet i St. Paul i Minnesota. Han er søn af Halvor Olsen Sveen og Marte Taraldsdatter Gunhildstuen og udvandrede om kring 1870 sammen med sine forældre. Storelvedøler paa grænsevagt 1905. 1. Torgal S. Møkleby. 2. Adorf N. Strand. 3. Ole S. Myrberget 4. Dorthin O Negaard. 5 Martinus K. Vestgaard. 6. Helge O. Furuseth. 7. Jakob E. Strandengen. 8. Simen Pedersen Stai. 9. Karenus E. Negaard. 10. Haagen M. Furuseth. 11. Haagen O. Krokeggen. 12. Halsten S. Øvergaard. 13. Anders 1. Landet. 14. Haagen H. Atneosen. 15. Asbjørn Olafsen. 16. Ole E. Storbakken. 17. Iver L. Stai. 18. John F. Ophuus. 19. Ole L. Nysveen. 20. Peder N. Vestgaard. 21. Knud O. Ophuus. 22. Edvard A. Strand. 23. Bertel O. Koppang. 24. Knud O. Smed (Vestad). Sagn og historier m. m. torelvedølerne har i gamle dage været meget overtroiske; men i de senere tider har man sluttet med at tro paa huldrer og underjords- folk, og derfor faar man heller ikke se noget. Der Andes imidlertid en og anden i live endnu, som har erfaret uforklarlige ting, men som nødig vil for tælle, da de er bange for at gjøres nar af. Den gamle hestegjæter Svend Nilsen paa Strand (han har været hestegjæter for Strand, Ophuus og Furuseth i 37 aar) tjente i sin ungdom paa Øgle i Aamot. Tidlig en mor gen ved 3-tiden (han skulde ud for at kjøre og gik i stalden for at tåge ud hesten) fik han se en kat komme ifrå drengestuen. Gnistespruten stod af katten, saa det lyste over hele gaardspladsen. Svend blev saa forskrækket, at han holdt paa at tåge flugten; men han 15 Storelv edalen. fattede sig dog, da han syntes, det var skam for en voksen kar at være ræd for en kat. Mjauende for svandt katten under laaven, der knagede og bragede, som om den ramlede ned. Synet var saa meget merke ligere, som der ikke fandtes kat paa gaarden og heller ikke paa nogen af de andre gaarde i nærheden. Det var i den tid mere almindelig at holde hund end kat, og Svend er sikker paa, at det var en troldkat, han saa. En anden gang laa Svend oppe paa kjølen i sæteren til Nystu Strand for at lunne tømmer. De var to sammen, og kameraten reiste hjem om kvelden for at hente nogle kjættinger eller tømmerlækjer. Svend, han la sig og sovnede. Men pludselig vaagner han ved, at der kommer nogen, og han hører tydelig, hvorledes der

Scan 148 from Storelvedalen — Scan 148 · Page 114

Page 114

IVAR SÆTER: STORELVEDALEN. 114 kastes og skramles med lækjerne udenfor sætervæggen, og han tænker endog: „Du faar da pinedø ikke kaste lækjerne slig, gut." Han troede nemlig, at det var kameraten, som kom tilbage. Han venter en stund, uden at nogen kommer ind, og han synes, dette var pudsigt, skjønt han heller ikke tænker noget nærmere over det. Da han alligevel ikke faar sove, staar han op og tåger hestene for at begynde at lunne, idet han gik ud fra, at det snart vilde lysne af dagen. Han gjør ogsaa et par vendinger efter tømmer, uden at det blev lyst. Han havde ingen klokke og vidste aldeles ikke, hvad tid det var paa natten. Han såtte derfor hestene ind igjen og la sig paany. Det var den læng ste nat, han havde levet, syntes han, og „det gik lige som rundt for ham". Han havde endelig sovnet, da kameraten kom i graalysningen og vækkede ham ved at kaste tømmerlækjerne mod væggen saaledes som Svend havde hørt det før paa natten. Da blev han ræd og korsede sig, gjorde han Samme Svend Nilsen har forresten oplevet mange interessante ting, som er helt naturlige. Saaledes fan gede han en liden bjørnunge oppe i Imsdalen engang. Men ungen skriger, og straks kommer binnen og reiser sig paa to med gabende kjæft. Svend kaster ungen, og glad er han, da han ser binnen med ungen forsvinde inde i skogtykningen, brølende og knurrende. En gang oppe paa sæteren det var ogsaa i Imsdalen skræmte han livet af en gris. Der laa to grise og solede sig, klemt ind til skigarden i indheg ningen. Svend, der alle dage har været en spilop mager, listede sagte ind paa griserne og såtte med ét i et forfærdeligt hyl. Griserne sprat ende tilveirs, og den ene af dem styrtede død om paa flekken med blodspruten ud gjennem trynet. En gang var Svend ude for en stangvis vædde. Svend gik og slog ude ved en bæk og havde hængt jakken sin paa en kvist tæt ude ved bækken. Da vædden kom og fik øie paa jakken, tog den tilsprang og stangede til af alle kræfter, saa den gik lige paa hovedet i bækken og forsvandt enten under landtorven paa den anden side eller revet med af strømmen. Svend saa i hvertfald aldrig vædden mer hverken levende eller død. Underjordsfolk. Om de underjordiske paa sæteren fortæller P. Chr. Asbjørnsen følgende fra Storelvedalen (111. Nyhedsbl. 1853): Datteren paa paa en gaard [Nordstu Messelt] havde som det har været gammel skik og brug bedet lin omkring i gaardene til fæsterpigevæv, og den var det altid brug at fuldføre i sæteren, seiv om jenterne blev igjen, nåar de andre reiste hjem tilbygds om ho sten. Saaledes ogsaa her: Hun blev igjen for at væve, og de underjordiske kom og pyntede hende til brud med krone og den gildeste brudestas. Hun vidste ikke andet, end det var skyldfolket hendes, og at det var den rette brudgom, som sad ved siden af hende; men hun følte dog hele tiden en viss angst, hun ikke kunde forklare sig. Da hun var færdigpyntet, hørte hun en hest knegge ude paa sætervolden. „Aa gudskelov," sa hun med haanden mod brystet, „der hørte jeg Svarten hans far." Ved disse ord forsvandt hele brudefølget, og der var ikke andet tilbage af sta sen end den sølje (bringesølje), hun havde dækket over med haanden. Vogga som kom ind i kyrkja. Paa ein av Trønnes-gardarne i Elvedalen var det gammalt attende ein gut som gjekk upp paa sætri og skulde skjota hare ein vaarkveld. Der fekk han sjåa ei gjenta han tykte so mergeleg godt um. Han gjekk burt til henne, og daa dei hadde talast ved ei stund, spurde han kvar ho var ifraa, som kunde vera her no. „Je er her ifraa je," sa ho og 10, og saa tala ho um, ho var taa hulderfolket. Ho kjende honom vel ho, sa ho, hadde sett han ofte. Dei skildest den kvelden; men dagen etter drog gutten dit att, og ikkje berre den dagen, men baade jamt og samt gjekk han paa sætri utyver sumaren. Dei hadde vorte so glade i kvarandre baae tvo, saa sumaren gjekk som ein røyk. So ein kveld ut paa haustparten han laag inne i eldhuset aaleine, kom ho og sa: „Naa lyt je gaa att trast je, før han far har gjessbø ikvell. Faar du da høre naa i natt, kjære vene ligg still aa sjåa itte ut. Han far kunne faa sjåa dei, aa da er det ymse, om du faar sjåa att mei mer." Nei daa, han skulde nok halda seg roleg. Men ut paa natti fekk han høyra sligt spel og slik dans ute, so han ikkje var god for aa halda seg, han laut glytta ut gjenom ei veggesprunga. Fekk saa sjåa ein stor sal, det var saa det yra med folk, dansa og moro seg. So med eitt vart det som blese burt alt saman. Om morgonen att laag han og venta paa at gjenta skulde koma; men ho var burte. Han var der heile den dagen og langt paa den andre med, men ho kom ikkje. Daa laut han gaa ned att. Men heime hadde han ingi ro paa seg, vart berre gaaandes og stura mil lom sætri og garden heile hausten. Daa vinteren kom laut han slutta med desse sæter-turarne sine; men like sturen var han. gjessbø = gjestebod.

Scan 149 from Storelvedalen — Scan 149 · Page 115

Page 115

SAGN OG HISTORIER M. M. 115 Folket hans dreiv og spurde kva det var um aa gjera; men det vilde han alder svara noko paa, berre drog seg undan og vilde helst ikkje tala ved nokon. Straks det vart vaaren drog han uppaa sætri att, og daa kom huldri. „Du var itte goffer aa bare dei lei du," sa ho, „du løtt glaame, aa da fekk'n far sjåa dei. Sea har je itte faatt løv aa gaa aat dei je. Je hadde itte faatt kømme naa hell, hadde de itte kømme naa anne paa. Je fekk et baan naa i våar, aa da vet du ful! sjøl, aakken som er far. Dætta båane lyt vi krestne, før vi kann faa gifte øss, aa da staar de paa dei, om de skar gaa vel, før je kann itte vise mei i kjærkja inaa. Vil du naa laavaa du itte skar nare mei, saa kann vi faa de saa goitt ihop, aa je skar bli saa snill mot dei aa stelle om dei saa goitt je kann. Men kjem du naa teli aa nare mei, da gaar det gæle me øss baae toa." Nei, han skulde alder svika henne. Daa skulde han gaa aat kyrkja andre sundagen etter. Der skulde bar net hans koma i ei vogga innyver kyrkjegolvet, og det skulde ingen andre enn han og presten sjåa. Naar so presten spurde, kven aatte barnet, skulde han reisa seg og lysa det paa seg. Ja, guten var gladvær han. Det skulde han gjera. No var han ei stund paa sætri, so heime hans tok dei til aa undrast, um han ikkje var komen ut for ei hulderkulla. Mor hans gjekk so burt aat ei gamall kjerring, som hadde vit paa slikt, og spurde henne. Ja, det var haugfolk, sa ho; men dei skulde faa noko paa eit tingels, so skulde dei sjåa aat aa faa i han noko taa det. Daa skulde han bli kvitt trolldomen. Daa sundagen kom, og guten skulde aat kyrkja, vart han so tyst og skulde burt i vatssaaen. „Bi naa, skar du faa øl," sa mor hans og kom med kruset. Ja, han drakk, og sansa ikkje noko vondt, han. So reiste han aat kyrkja. Men i ølet han drakk, hadde mor hans slege uppi det ho hadde faatt taa kjerringi, so guten gløymde, kva ærend han hadde i kyrkja. Men likevel gjekk han inn og sette seg millom dei andre. So etter messa fekk han sjåa ei vogga kom glidandes innyver golvet og upp mot altaren. Presten stana og saag paa dette. „Er de naa'n her som ei dette båane?" spurde han. Folk glaamde upp og saag paa presten; men ingen svara. Han tok uppatt ein gong til, og ingen svara. „Naa spør je trea gonga," sa presten, „er de da naa'n her, som ei båane saa lyt han svara. Sia er de før sent!" Daa presten spurde tridje gongen, tykte guten det var noko han skulde ha gjort; men han var ikkje god for aa koma paa kva det var. Han sat han som dei andre. goffer == god for. tingels = liti flaska, ei = eig. Daa snudde vogga og gleid ut att, og alle i kyrkja høyrde det gret og jamra seg nedyver heile kyrkje golvet og ut gjenom gangen. So vart det stilt. Men guten datt yver ende i stolen fraa seg sjølv, so dei bar han ut og køyrde han heimatt. Daa han kom aat seg sjølv att, hugsa han alt saman og bad um aa faa tala ved presten. Daa presten kom, tala guten um alt saman, og straks etter døydde han. Daa sende foreldri hans folk upp paa sætri, um dei skulde raaka huldri, so skulde dei ta aat seg henne og barnet, um ho vilde. Dei hadde lova guten det, fyrr han døydde. Men huldri fekk dei aldri sjåa eller høyra noko fraa. (Sigurd Nergaard.) Koppangsdansen (Eldhusstudansen). For ei tid attende for dei med ei stygg kunst, nåar dei vilde faa gjera dansarane galne. Dei tok eit surt osp-lauvblad og skreiv nokre ord paa rangsida og kasta det so inn i dansarringen. Daa vart dei som dansa reint som fraa seg sjølve. Dei dansa paa villare og villare, til dei til slutt seig magteslause ned paa golvet. Denne dansen kallar dei Koppangsdansen, fordi det var i Eldhusstuen paa Koppang dei fyrst saag han her yver. Der skulde dei ha dansa til blodskomi stod i skorne paa deim, og dei seig magteslause yver ende. Ei gjenta som heite Helga fekk aldrig dansa metta si. Ho rende paa kvar dans, ho visste taa, um vegen var alder so lang. Men so paa ein dans kom det ein framand kar og baud henne upp. Men daa fekk ho dansa! Han snurra henne rundt som ein kvervelvind, til ho bad um aa faa pusta paa. Daa skreik han i, so det gnall i stova: Hei Helga mi. Dei skar je snu. Du skar faa dansa metta di du. Og villare og villare dansa han paa. Daa vart spelman nen rædd og la bort fela; men ho spela taa seg sjølv. Dansarfolket stod som fjettra etter veggjerne; men den framande dreiv paa, til gjenta hekk som ei filla i ar marne paa ham. Da mannen stana og slepte gjenta var ho daud, og daa dei skulde sjåa seg um etter man nen var han burte. (Sigurd Nergaard.) Det fortælles ogsaa, at klokkeren blev hentet, og han var ikke før kommen ind, før han begyndte at danse. Saa blev presten hentet, og han udbrød „hei", straks han såtte foden indenfor døren og blev med. Foråt faa stanset dansen maatte taterkjærringen hentes, og hun havde lagt troldstaven under dørtrappen.

Scan 150 from Storelvedalen — Scan 150 · Page 116

Page 116

IVAR SÆTER: STORELVEDALEN. 116 Jutuler. Mellem Atna og Koppangskjølen ligger Jutulskløva, to svære runde stene, som jutulerne i sin tid har væl tet sammen. Ved Rundhaugen skal der ogsaa ligge nogle vældige stenblokke, som jutuler har dynget ihob, og oppe ved Storkjønna ligger fire stene (tre under med mellemrum og den fjerde ovenpaa), som heller ingen mandsmagt har kunnet løfte. Det er kanske et gravmonument over en af fortidens kjæmpeheroer i Østerdalen. Beritfassislegen. Det fortælles, at Berit Halvorsdatter Stai faldt og brak sin ene fod i Leraadalen paa veien fra sæteren. Hun blev liggende, hvor hun laa i et par døgn, og i den tid havde hun syner og hørte musik. Saaledes siges det, at hun saa kongen (Carl Johan) drage gjennem dalen med stort følge, og af musiken lærte hun at tralle en polskdans, som spillemændene siden lærte og spillede under navnet Beritfassislegen. Den spilles den dag i dag og skal være en særdeles eiendommelig dans. Prestkjærringbakken. Oppe mellem elvene Rokka og Tresa paa veien til Rokka-sæteren og sæteren paa Koppangskjølen er der en bakke, som kaldes Prestkjærringbakken. Der staar en skarp sten midt i veien, og sagnet siger, at en preste frue faldt af hesten og slog sig ihjæl mod denne sten. Ogsaa en hevn. En ungersvend paa en af Vestgaardene ved navn Botolf sværmede i sin tid for en af jenterne paa Sundet. Saa hændte det en gang, at der holdtes dans paa pladsen Koppangsbraaten, og Botolf var den hele aften svært i vinden med Sundjenterne og glædede sig som skikken var til at faa følge jenterne hjem fra dansen. Men da det led ud paa kvelden noget, kom der et par spræke gaardmandssønner, som de to Sundjenter syntes bedre om end om Botolf, der ikke skulde ud merke sig synderlig ved sin skjønhed, skjønt han ellers mindes som en kjærnekar og en munter fyr. Nok er det, at da Botolf saa sig om efter at han havde dan set en stund - - opdagede han, at de to jenter og de to gutter var forsvundne. Han anede straks uraad og lurte sig efter. Da han naaede frem til Sundet, sad allerede herskaberne tilbords og gjorde sig det behagelig med mad og drikke, som jenterne i al stilhed havde baaret frem for sine kavalerer. Gjennem de utildækkede vinduer saa den forsmaaede Botolf den hele scene i glansen af to osende talglys. Det kan være, han tænkte noget der han stod, og tilsidst var han klar over, hvad han vilde gjøre. Resolut gik han til stabburet og greb i touget paa madklokken og storm ringte af alle kræfter, som om hele gaarden skulde staa i lys lue. Alle gaardens folk med de gamle forældre i spidsen kom styrtende ud, og granderne kom ogsaa løbende, da de tænkte, det var brand paafærde. Inde i stuen sad de forskræmte jenter med sine friere; men skjult af nattens mørke løb Botolf ind i skogen og for svandt, idet han sikkert tænkte, at de kunde ha det saa godt. Barhaugen. Ved elven Søkunda omtrent 1 km. ovenfor broen ligger en houg, hvoraf sneen smelter, saa hougen lig ger bar om vinteren. Folk har derfor tænkt, at der maa findes en skat inde i hougen, og der kan sees spor af gravninger, men rimeligvis uden resultat. Gisken. Hun hed Gisken og var bekjendt for sin mund. Saa skulde hun gifte sig, og vielsen blev udført en søndag. Presten var streng i sin brudetale, da Gisken og man den hendes, Ola, havde tilladt sig visse ting, som pre sten aldeles ikke vilde tillade, før han havde sagt ja og amen. Men dette gik ogsaa haardt ind paa Gisken, og det var med nød og neppe, hun kunde tie i kirken. Efterpaa gik brudeparret op paa kontoret til presten, som skikken var. Gisken var da saa sint, at hun næ sten ikke kunde styre sig. Ja, idag har presten git mig efter alle mands munde", siger hun morsk; „men nu vil jeg betale presten efter loven." Og dermed kastet hun 1 mark og 16 skilling paa bordet til ham og gik. Presten blev helt bange og sa siden: „Huf, havde Gisken klør, saa vilde ikke jeg være Ola." Anders Tryli og kramkaren. Gaarden Tryli ligger, som man ved, ca. 1 mil nor denfor Atneosen paa vestre side af Atna elv, hoit oppe paa et fjeldplateau. Gaarden har ligget og ligger frem deles alene midt i skogen, saa det er en ren begiven hed, nåar der der kommer „fremmedfolk" til gaards. Saa hændte det engang en vinterdag, at der kom en skræppekar anstigende. Denne blev med glæde mod taget, baade som kræmmer og som gjæst. Den davæ rende eier af gaarden hed Anders, en stor spilopmager forresten. Der verserer mange morsomme historier efter ham. Andre dagen kræmmeren var der, og Anders havde vist ham rundt paa gaarden, kom de til sidst op i et stort rum i loftbygningens 2den etage. Anders, som var en stor jæger efter skogens største vildt, havde nylig skudt en diger hanbjørn. En af for labberne havde han flaaet og spigret op paa en af

Scan 151 from Storelvedalen — Scan 151 · Page 117

Page 117

SAGN OG HISTORIER M. M. 117 væggene, og en saadan flaaet bjørnelab har temmelig stor lighed med en menneskehaand nemlig. Da saa kræmmeren fik se denne, blev han endnu mere ræd, end han allerede var før, efterat han havde hørt en del af de forunderlige historier, Anders godt krydret havde fortalt ham. I den største rædsel spørger han saa pegende paa væggen: „Hvad er de for no?" Ganske rolig og med det største alvor svarer Anders: „Aa, de er hanna taa en kræmmar te au". Men da var det ikke længe, før kræmmeren var nedover trapperne, ind i stuen efter skræppen sin og tilbens nedover veien det forteste han kunde. Anders stod igjen nede paa gaardstunet tvekroget af latter. Saaledes endte skræppekarens besøg paa Tryli. * Den her nævnte bekjendte gamle bjørnejæger Anders Tryli blev engang budsendt fra sæteren Granaasen, fordi „Skabjøn" havde slaaet ihjæl kreaturer der. Han efterkom opfordringen og skjød med sit gamle mund ladnings-gevær ikke mindre end 3 tre bjørne paa en dag. Blandt disse var en binne, der kom efter ham; men han sprang over en dyb og bred grøft, hvor binnen faldt nedi, da hun paa to ben kom efter ham, og før hun fik kravlet sig op igjen, vandt han tid til i største hast at faa en ny ladning i sit ge vær og give den „dødsskuddet". Nævnte Anders udtalte engang, da bjørnejagt kom paa tale: „Døm sier, at døm iitte er ræd bjøn, men beskede lyr døm, for naa har je naa baate set aa skøte saa mange bjønner, men nåar jeg faar sjåa 'n, saa kjæm de liesom en ufs i mig." Det kan tilføies, at sæteren Granaasen tilhører Sør stu Vestgaard og Nordstu Vestgaard og ligger omtrent en mils vei fra gaarden Tryli. „Børtnekrigen". I gamle dage mødtes altsomtiest gudbrandsdøler og østerdøler oppe paa fjeldet mellem dalene til forskjel lige stevner som skeidkampe, hestebytte og skindhan del. Paa Mønstringssletten paa grænsen mod Øier og ved Rundhaugen paa grænsen mot Aamot sees endnu spor efter disse stevner, traak og opstablede stene og veie i forskjellige retninger. At disse sammenkomster, hvor der naturligvis var brændevin, som regel endte med slagsmaal, det siger sig seiv. Det mest bekjendte slag er den saakaldte Børtnekrig i 1728, der opstod paa grund af tvist om havnegrænserne. Der gaar forresten sagn om to „Børtnekrige". Gunnar Svestad og Erik Negaardshaugen siges at være anførere for storelve dølerne og Thomas Vaaler for gudbrandsdølerne i Børtnekrigem Gunnar Svestad og Thomas Vaaler skulde afgjøre striden ved tvekamp, da de begge to var bekjendte som de sterkeste mænd i hver sin bygd, og der blev udvalgt 12 mand til hest paa hver side til at være med dem. Tvekampen endte dog med, at de 12 mand red paa hverandre og slog løs paa hinanden med sammenflettede vidjesvolke og med okspeser. Stor elvedølerne vandt slaget, som nok løb af uden drab, men ikke uden blodsudgydelse. Det fortælles, at Tho mas Vaaler senere ens ærind kom over til Storelve dalen for at se, hvorledes de havde det hjemme hos sig, disse karer, som havde git ham juling. Han maatte tilstaa, at slige gaarde og slige heste og slige kjæmper havde man dog ikke mage til i Gudbrandsdalen. (I forbindelse hermed kan det nævnes, at der ved Rasten ogsaa skal være holdt et slag en gang i tiden, og at den ene af anførerne hed Karl, hvorfor stedet kaldes Karlenget den dag i dag). I anledning af „Børtnekrigen" har lærer Anders Fos vold meddelt følgende: „ Efter min mening maa det ha staat flere bataljer mellem gudbrandsdølerne og østerdølerne, før grænserne blev opgaaet i 1734. Imsdalen, Storfjeldet, Skjærding fjeldet, Hellaksæteren og Hirkjølen dannede tviste punkter nok. I 1728 stod det ordentlige og i forveien aftalte „slag", hvorom gudbrandsdølerne fortæller, at de vandt. Efter dette „slag" var det, at storelvedølerne og aamotingerne indgav klage til statholder Vibe over, at de fortrængtes fra deres gamle udraster i fjeldet, en klage, som havde til følge, at der kom istand en grænse regulering mellem disse bygder i 1734, hvorefter Ringebu tilkjendtes strækningen Hellaks —Storfjeld og Skjærdingfjeldsæter, mens østerdølerne fik stadfestet sin sæterret paa disse sætre. At gudbrandsdølerne var de seirende i „Børtnekrigen" i 1728, synes derfor at ha rimelighed for sig. Men nu paastaar traditionen her med stor bestemthed, at det var storelvedølerne, som vandt. De nævner endog de personer, som var med og slos og bar laurbærene hjem, nemlig Ole Gundersen Negaard (Svestad) og Botolf Halvorsen Trønnes (Nystu). Disse især „Svestaen" skulde have givet gudbrandsdølerne ordent lig paa pelsen. Botolf Trønnes blev endog halt (vistnok hele sit liv) efter dette. Der levede en Ole Gundersen i 1728; men han var alt da en gammel mand. Jeg har ikke havt anledning at kontrollere med kirkebøger; men han maatte vistnok være født i seksten hundre og femtiaarene. Som sagt, jeg tror han var for gammel og hans sønnesøn Ole Gundersen for ung til at slaas med dølerne i 1728. Den yngre Oles mor Dordi var født paa Atneosen i 1718, saa den yngre Ole Gunder

Scan 152 from Storelvedalen — Scan 152 · Page 118

Page 118

118 IVAR SÆTER: STORELVEDALEN. sen kunde det ikke være. Botolf Halvorsen, som eiede Nystu fra ca. 1740-aarene til 1770-aarene, kunde det være; men han sammen med den gamle mandenl det passer ikke. Derimod kan det kanske passe, at det var Ole Gundersen den ældre og bedstefar til Botolf Halvorsen, som ogsaa hedte Botolf Halvorsen. Dette sammen med følgen af slaget i 1728 grænseregu leringen af 1734 og storelvedalstraditionerne tyder paa, at der har staat bataljer før 1728. Min mening er altsaa, at der har været et „slag" i 1728, hvorgud brandsdølerne vandt, og at det har været en træfning før, hvor storelvedølerne vandt. Derfor lever det ene sagn i Gudbrandsdalen og det andet her i Storelvedalen. Sine „tabte slag" har de begge selvfølgelig glemt. Træf ningerne behøver ikke at ha staat med lange mellem rum. De kan for den sags skyld ha staat samme aar. „Tatere". Storelvedalen har været meget udsat for omstreifere og rømlingsmænd, hvorom der gaar mange sagn. Ved Lyngsjø og i Imsoskampen skal der findes en ind muret huie i fjeldet, der har tjent til røverbolig (eller rensdyrgrave), og mange steder findes der levninger og spor efter fredløse, som har holdt til deroppe i fjeld og ødemark. Til den afsidesliggende Imsdals gaard kom der saaledes en gang et stort følge af „tatere"; men da de fik se, at manden, Brynjulf (der havde været fire Brynjulfer paa gaarden) havde 9 skarp ladte flintebøsser hængende paa væggen, fandt de det klogest at opføre sig som folk og stikke af snarest muligt. Oppe ved Søndre Eldaaen skal der den dag i dag kunne paavises en tatergrav. Han, som skjød tateren - - Ola Sæming hed han gik sporenstregs til lensmand Evenstad. Lensmanden tog det med ro, da han hørte, hvorledes det hang sammen og sa: „Jeg tænker, du kan begrave ham, hvor han ligger, jeg. Der kommer saavist ingen og spørger efter ham allige vel." Mangen rømling gjemte sig ogsaa væk (i nyere tid ogsaa en undvegen Thranit), og mangen blev ogsaa fakket, som Berger Noren, der blev fakket paa Gaala sæteren en juledagsmorgen. Sæmingsbøssen. Historien om Sæming, der skjød tateren ved Eldaaen, fortælles ogsaa saaledes af enkelte: Sæming gik en dag paa elgejagt oppe i Eldaadalen. Han havde en gammel mundladningsrifle og en madskræppe paa ryggen. Om kvelden fandt han en koje, Kulbua kaldet, og indrettede sig for natten ved at tænde ild og hænge bøssen ifrå sig paa væggen over sengebriksen med mundingen vendt imod døren. Han havde ogsaa en hund med sig, og da han havde lagt sig, og ilden holdt paa at dø ud paa aaren, begyndte hunden at knurre, og Sæming hørte tydelig, det tassede udenfor som af dyr. Med ét gik døren op, og ind styrter en mand, der søger at gribe bøssen; men Sæming er snar i vendingen, og mens de to brydes, og hunden ogsaa hjælper til, faar Sæming vendt mundingen imod den fremmede og tryk ker løs. Manden stuper og er død. Da gaar Sæming til presten i Aamot og spørger ham, hvad han skal gjøre med liget. Presten, der af beskrivelsen faar det indtryk, at det er en rømling, siger ganske rolig: „Du kan nok bare grave ham ned, hvor han ligger, Sæming. Der kommer vist ingen og spørger efter ham." Med den besked vendte Sæming hjem igjen, og hans bøsse, Sæmingsbøssen blev for en tid tilbage solgt paa en auktion i Landet. Sæming seiv siges at være omkom men i et gilderled paa Svestadkjølen, og hans berømte bøsse hænger nu paa væggen hos Ole Svestad paa Vesterheim. Kristian. Til Sørstu Vestgaard kom der en gang en herre og en dame fra Kristiania. Herren sa sig at være damens far. Han reiste igjen straks; men hun blev tilbage og leiede sig ind paa gaarden med værelse og fuld opvartning. Den fine dame var nemlig i velsignede omstændigheder, og om en tid fødte hun en gut, der blev døbt Kristian (Wulfsberg). Da alt var i orden, reiste ogsaa dåmen, og gutten blev tilbage. Han blev en stor sterk kar med kamnæse (ørnenæse) og levede i Skrædderstuen i nærheden af Negaard. Hans søn hed Botolf. Hvem dåmen var, og hvem der var Kristians far, er den dag idag en hemmelighed; men den almindelige mening er, at rigtig store folk stod bag den historie. Stor-Nils. Der fandtes ingen anden spillemand i Storelvedalen en gang i tiden end Stor-Nils i Imsdalen. Hver jul pleiede han derfor saa sikkert som julen kom at komme ned i Storelvedalen for at spille ved jule dansen paa de store gaarde. Han var altid velkommen, og der vankede godt traktemente med baade dram og spillepenge. Til jul var det skik, at tjenere og barn paa gaarden fik en kage og et lys (de saakaldte tre kongers lys). Kagerne var stemplede med forbogsta verne i vedkommendes navn, og hvis en jente havde en gut, hun blev ærtet for, blev ogsaa hans navn stemp let paa kagen under hendes eget. Da det i hine tider var smaat om penge, pleiede man ofte at give bort julekagerne som spillepenge til spillemanden. Den her omtalte Nils siges at være svigerson til Svend Spille mand. En jul kom han imidlertid ikke, og folk frygtede for, at han Nils enten var syg eller ogsaa maaske død,

Scan 153 from Storelvedalen — Scan 153 · Page 119

Page 119

SAGN OG HISTORIER M. M. 119 da han ellers aldrig havde svigtet nogen julekveld i mange aar. Julen gik uden dans og spillemand; men nytaarskvelden kommer saa Nils helt uventet paa sine ski med felen paa ryggen. I Imsdalen fandtes der ikke hverken almanak eller klokke, og Nils stod i den faste formening, at det nu var julekvelden. Han havde forregnet sig paa 8 dage. Da man spurgte ham, hvor for han ikke kom julekvelden, som han pleiede, saa svarte han derfor meget freidig: ,Je kunde da iitte komaa før jula kjem." Da blev der latter, og Nils spillede som før, og turingen gik paa til 20 dag jul. Saa hændte det en gang, at hans kone skulde faa barn, og da der i de tider hverken fandtes jormor eller doktor, iallefald ikke paa saa afsidesliggende steder, maatte man greie sig seiv, som man bedst kunde. En kone paa gaarden hjalp nok til; men hun kunde ikke gjøre stort. Nils, han gik og hørte paa konens skrig, og da det stod klart for ham, at det gjaldt liv eller død, gik han resolut til smedjen og lavede en tang. Straks den var færdig, gik han ind i stuen og tog det med tangen. Barnet levede saavidt, skjønt alle gik ud ifrå, at det vilde dø, og Nils døbte det derfor med det samme i al hast, som skik og brug var ved lig nende anledninger. Barnet kom sig imidlertid, og da man begyndte at undersøge det lidt nærmere, opdagede man, at det var en gut, skjønt Nils havde døbt det med pigenavn. Dette fandt sted om vinteren, og om sommeren, da Nils kom til Trønnes, spurgte man ham: Hvorledes bar du dig saa ad, Nils?" Nils slog op en humrende latter og svarte noksaa freidig: ,Je døbte opat ongen, je, gjorde je." Gode naboer. Nils Svendstu paa Ophuus var kommen fra Furu seth. Han var med i krigen 1814. Far hans, gaard bruger paa Furuseth, var ualmindelig god til at kaste, siges der. Høit oppe i lien paa den andre siden af elven havde Furuseth en plads, Netlia. Det var en stor og gjild plads. Engang brændte fjøset paa Furu seth op julekvelden og alle kuene med. Da fik Furu sethmanden to kuer af husmanden sin i Netlia. En gang var Netlimanden tobakløs. Han raabte da over elven ti! Furuseth og spurgte, om de kunde skaffe to bak. Furusethmanden tog to ruller og gik nordpaa en mæl straks ved gaarden. Og der kastede han en to bakrul over Glaama, hvor Netlimanden stod og tog imod. Ingen har maalt, hvor bred elven er der; men den er dryg at kaste over, det er sikkert. Man kan nok ville se den, som kaster over der med sten. Tobakrul er det vist ikke værdt at friste med for nogen. Bjørnen. Paa Furuseth havde man for ikke saa langt tilbage en tam bjørn K Den var indfanget som unge og var saa snil, at den gik løs omkring paa gaarden som en hund. Den var svært glad ved at være, hvor folk var, og især havde den lyst paa dans og andre sammen komster. En gang der var dans paa Kroken, fik den imidlertid ikke være med, og man tvang den og tug tede den til at være igjen hjemme. Bjørnen lod ogsaa, som om den føiede sig; men ikke før var folkene gaat, før den lurte sig efter dem, og for at være sikker paa ikke at bli opdaget, svømmede den over elven og kla trede op i en stor furu midt overfor Kroken, hvor den sad, til dansen var slut. En af husmændene paa gaar den havde nemlig lagt merke til den og fulgt efter. Da imidlertid gaardens folk kom hjem om morgenen, kom ogsaa bjørnen og mødte dem med fule, plirende øine, som om den den hele tid havde ligget hjemme og sur mulet, den skøier. Skriverbrød. Af de gode ting, som i Storelvedalen bydes en at bititi, som det kaldes, til dram eller kaffe, er intet saa godt og høit skattet som skriverbrød. Hvorledes denne hjemlige delikatesse har faat sit navn, vides ikke; men skriverbrød har været brugt, saa langt man kan mindes tilbage, og det bruges fremdeles i de fleste huse, ogsaa af storelvedøler, der er bosatte i byen. Tillavningen af skriverbrød er meget enkel. Man rører mel i melk eller helst i fløde sammen med sukker og tildels med lidt krydderi som kanel og kardemomme. Derefter øser man af denne røre op i et stegejern (gorojern) og steger det ved en langsom ild. Naar brødet er gjen nemstegt, øser man et lag røre over det og skriver nogle cirkler og roser med en birkekam, hvorefter man sætter brødet ind i komfur og steger det for anden gang, til det er færdigt. Saadant skriverbrød bruges ogsaa i Rendalen og i enkelte andre bygder; men om det laves paa den her beskrevne maade, skal være usagt. Der fortælles en liden historie om en sorenskriver, som kom til Storelvedalen og overnattede paa Knuds Møkleby. Som almindelig skik var, kom jenten om morgenen ind med kaffe og en haug med lækre ting at bititi og bad sorenskriven forsyne sig. Han dråk kaffen og spiste til, men rørte ikke det bedste, skriverbrødet nem lig. Dette syntes jenten gik vel vidt, og derfor udbrød hun temmelig energisk: „Men ska iitte skriveren ha' skriverbrø' da." 1 Paa Svestad havde man ogsaa en tam bjørn en gang i tiden (indfanget af føreren i Børtnekrigen).

Scan 154 from Storelvedalen — Scan 154 · Page 120

Page 120

IVAR SÆTER: STORELVEDALEN. 120 Intet broderskab i kortspil. Der fortælles om de to mægtige østerdølskakser Ole Furuseth og Per Hovind, at de spillede kort sammen en gang, hvad de forresten gjorde altsomtiest. Furu sethen vandt det ene slag efter det andet, og større og større blev indsatsen, da Hovindgubben ikke vilde give sig. Tilslut såtte han op sin kjæreste hest, Blakken, som han for alt i verden ikke vilde miste. Til gjengjæld såtte Furusethen op alle de penge, han havde vundet, flere hundrede speciedaler, som laa i en haug paa bordet. Spillet begyndte igjen og endte igjen med, at Furusethen vandt. Men da blev de begge tause og enedes om at slutte spillet, uden at nogen af dem nævnte et ord om udfaldet. Om morgenen da Furu sethen skulde reise det var nemlig paa Sorknes hos Per Hovind de var og han allerede havde sat sig i slæden, kom en af gaardsgutterne med Blakken i en grime og overrakte den til den nye eiermand. „Nei var det ligt sig -- jeg skal ikke ha hesten", udbrød Furusethen og vilde kjøre. Men da blev Hovind fornærmet og sa: „Hesten er din, og du gjør med den, hvad du vil; men her faar du ikke ha den staaende." Dermed maatte det bli, og de to kakser skiltes som de gode venner, de var, og Furusethen førte Blakken hjem til Furuseth. „Førsetgraaen". Nordenfor gaarden Furuseth ligger der en stor flad sten i Glommen, som kaldes Furusethgraaen eller efter ud talen „Førsetgraaen". Stenen er omtrent 1.5 m. i firkant og har en interessant historie. Glomdalsjutulen, der boede oppe i dalen, og som er ophavsmanden tiljutul hugget, saa en dag en hjærpe nede i lien ved Furuseth. Han tog en sten og kastede efter hjærpen, som han imidlertid ikke traf. Stenen faldt ned i elven og blev liggende, hvor den ligger. I gamle dage var det alminde lig skik, at nåar nogen første gang reiste forbi stenen, skulde han enten klyve op paa den eller ogsaa skjænke en dram til alle i sit reisefølge. Nordfolket, d. v. s. gamle folk i nordre Østerdalen, der har drevet med læskjøring, kan endnu huske „Førsetgraaen" og spør ger interesseret efter, om stenen fremdeles ligger paa sin plads. (Dette ligner forresten paafaldende „jerpstenen", som der fortæl les om af Helland i Hedemarkens amt I.) Per Braathen (Kutar-Per) Denne bekjendte skiløber og skytter fra Tresen laa en gang i Furuholmen paa tømmerkjøring, da han og kameraten fik se sporet efter 3 elge. De spændte straks skierne paa og drog efter. Om en stund hørtes et skud, og da kameraten kom til, laa der en elg, og Per drog videre. Straks efter et skud til, og da kame raten naaede igjen, laa der ogsaa en elg; men Per var borte. Saa smaldt det tredje gang, og alle 3 elge laa døde i sporet. Det fortælles, at han hentede koppe til blodet paa Koppangskjølen, mens kameraten flaaede dyrene. Per boede ellers i Kræmmerstuen i Imsroen ved Stai, og derifrå til Tryli i Atnedalen er der 41/2 mil, hvor der var en pige, han friede til. Julekvelden spændte han skierne paa. Han drog fra Stai, da man skulde spise middag. Da han kom til Atneosen, var man saavidt færdig med kveldsmaden, og han naaede Tryli, før folk havde lagt sig (de sad netop og varmede sig paa fødderne, før de gik tilsengs). Han brugte tåget paa Solligaarden til hop. Per levede i første halvdel af forrige aarhundrede og hører med til veteranerne i Storelvedalen. Han var visselig for sin tid dalens flinkeste skiløber og ihærdigste elgskytter, idet han - - uden at være skog eier vel var den, som aar om andet skjød de fleste elgsdyr; thi om han end ikke var skogeier og jagt berettiget, var jagt hans væsentligste beskjæftigelse, og han tog det ikke saa nøie, enten jagttiden var inde eller ei. Sit største bytte fik han ved om vin teren i fredningstiden at jage og nedskyde elgen paa skare og i dybsne. At skogeierne de virkelige jagt berettigede lagde ham for had paa grund af hans ulovlige færd var ganske naturligt, og de forfulgte ham gang paa gang i flok og følge for muligens engang vidnefast at knibe ham paa fersk gjerning. De kom tidt og ofte underveir med, at den godeste Per havde fældt et dyr der og der, hvorfor de gang paa gang anmeldte ham til forhør; men da de aldrig kunde fremføre vidner, der havde grebet ham paa aastedet, førte det ikke til noget, og da Per var, hvad man kal der vrien i kjæften og harcelerede gaardbrugerne grun dig, var det ikke noget rart i, at hådet og forfølgel serne steg; men Per havde ogsaa sine hjælpere (hælere), der fik sin andel af byttet, hvorfor det havde sine store vanskeligheder at faa paa ham noget, hvorefter han kunde fældes. Som bevis paa, hvorledes Per saa mangen gang kunde klare sig i snevre vendinger, skal kun nævnes nogle faa eksempler: Engang han om vinteren netop havde skudt en elg kalv eftersom noget større vildt ikke fandtes for haan den fik han, der var meget lydhør, høre skravlen af forfølgerne, der havde hans skispor at følge, men som ikke kunde fare saa stilt frem, at den lydhøre Per ikke paa lang afstand kunde blive forfølgerne var. Da der saaledes ikke fandtes mulighed for, at Per kunde faa nyttiggjøre sig kalven, tog han kalven og reiste den op mod en træstamme og bandt forbenene fast over en

Scan 155 from Storelvedalen — Scan 155 · Page 121

Page 121

SAGN OG HISTORIER M. M. 121 kvist, saa det saa ud, som elgkalven stod paa bagbenene. Derefter havde Per ikke andet at gjøre end at spænde skierne paa og smøre haser. Forfølgerne fandt kalven, men saa intet til den forhadte slyngel, hvis skispor de imidlertid fulgte lige til hans bolig. Per blev stevnet til forhør og skarpt eksamineret; det hed blandt andet, at det jo ikke kunde nytte ham at negte, eftersom de havde fulgt hans spor lige fra gjerningsstedet og til hans stuedør. Per, der rolig og reserveret havde paa hørt bevisernes rækkefølge, udtalte da, at han hverken havde skudt eller havde det ringeste kjendskab til om handlede elgkalv; men han vilde ikke negte opstandelse af daue kalve. Derefter maatte følgelig frikjendelse eragtes, eftersom ingen gyldige beviser kunde frem føres mod ham. Engang han havde skudt og var ifærd med at flåa en elgokse, opfangede hans skarpe øre, at forfølgerne atter var ude og ikke saa synderlig langt borte. Han fik da i al skyndsomhed revet huden af dyret, kasted den over skulderen og paa sine ski maatte han i stør ste hast se at komme væk. Forfølgerne var ogsaa flinke skiløbere, om de end ikke kunde maale sig med Per Braathen, bygdens dygtigste løber. Da dyret var fældt ikke langt fra hans hjem, gjaldt det om useet at naa did. Der var nylig gaaet et jordskred nedover den lange og bratte egg, hvor Pers bolig laa, og Per såtte paa sine ski lige udfor løipen og stopped saa at sige lige udenfor sin stuedør, kastede elghuden inderst inde i hundehuset, hvor hans store og mandbidske jagthund var lænket, jagede hunden ind og lod den lægge sig forrest i hundehuset. Forfølgerne fandt den flaaede elg, men fortsatte i største ilsomhed forfølgelsen efter skytteren; da de kom til løipen og saa, at han havde sat lige udover stupet noget, der visselig ikke har forekommet hverken før eller siden blev de rent forfærdede over hans store færdighed og uvorrenhed. Nuvel, forfølgerne maatte nøie sig med i siksak at slippe sig udover den lange og bratte egg, og da de saa var komne ned til stuen, laa hunden knurrende og viste tænder i hundehuset, og Per fandt de liggende i sin seng tilsyneladende i sød søvn. Forhør blev følgelig optaget over Per, men med samme resultat som før. En gang han netop havde skudt en elg, fik han, som han tænkte at paabegynde flaaingen, høre, at fienden igjen var i farvandet, hvorfor han maatte lade elgen hel og holden ligge, hvor den var; men han sparkede en hel del sne over dyret, traakkede med skierne paa for høiningen og anbragte endelig sine exkrementer øverst oppe. Under udførelsen af denne bedrift havde forføl gerne nærmet sig aastedet i en betænkelig grad, hvorpaa hr. Per i største skyndsomhed maatte med sin rifle og paa sine ski se at komme useet unda 16 Storelvedalen. paa hjemleden. Nu. fandtes der i hans vei et tem melig høit skjær, som maatte omgaaes, og medens han i største angst for at blive seet og gjenkjendt stod og overveiede dette, blev han opmerksom paa et vindfald træ, som laa udover skjæret. Paa stammen havde der lagt sig et tykt lag af haard sne. Per, den spræke kar, kom sig op paa stammen, og lod det paa en ski staa nedover, og dermed var han frelst. Naar forfølgerne, der fulgte hans spor, kom til, kunde de blot se, hvorledes skjælmen var undsluppet dem, idet de ikke vovede at følge sporet nedover stammen, men maatte omgaa det lange skjær, og da de saa kom frem til Pers bolig, fandt de ham beskjæftiget i huset med nogle redskabsreparationer. Han paahørte med forbausende ro deres grove beskyldninger for paany at have gjort sig skyldig i ulovligt elgskytteri. Per anstillede sig imidlertid saa fri og uskyldig i den paa talte forbrydelse som det nyfødte barn, idet han ikke den dag engang havde været ude paa ski, sagde han. Stevning og forhør blev ogsaa ved denne anledning iverksat over Per, men med resultat som ved foregaa ende anledninger. En vinterdag blev de harmfnysende skogeiere af sine velvillige haandlangere gjort bekjendt med, at flere heste, forspændt langslæder, var seet enkeltvis kjøre sydover, og da man gik ud fra, at hestenes og kjøretøiernes eiere var af Pers hjælpere (hælere), antog man, at færden gjaldt en større transport af elgekjød, hvorfor de vanlige forfølgere pr. budstikke blev kaldet til i al stilhed at afgive møde paa gaarden Knuds, hvorigjen nem Kongeveien laa, og som utvivlsomt maatte pas seres af karavanen, eftersom baade Per og hestenes eiere boede et godt stykke nordenfor Knuds. Men nu vilde tilfældet, at den godeste jægermand stod i etslags kjæresteforhold til en af tjenestepigerne paa Knuds, og da denne af de forsamlede, brautende skog eiere var kommen til fuld kundskab om, hvad det gjaldt for Per og hans venner, passede hun leiligheden til i mørkningen at smutte ud af gaarden og springe i fuld fart sydover Kongeveien for at møde og varsle kjørerne om den snare, som var forberedt dem paa Knudsgaarden. Hun mødte og varslede kjørerne, som trods den dybe sne ad en betydelig omvei om natten arbeidede sig uantastede frem til sine respektive hjem og skjule steder for opbevaring af kjødet m. v. Skogeierne, der hele natten forgjæves ventede paa karavanen, skjønte ved dagens frembrud, at de nok engang var overlistede, og maatte ærgerlige og ikke saa lidet skamfulde over sit nederlag med uforrettet sag vende sine lange næser hjemover. Det paafølgende forhør over Per bragte som vanlig intet resultat.

Scan 156 from Storelvedalen — Scan 156 · Page 122

Page 122

IVAR SÆTER: STORELVEDALEN. 122 Ved en nogen tid efter forefaldende auktion, hvor der om kvelden og natten efter blev drukket adskilligt brændevin og sterkt øl, blev de tilstedeværende skog eiere i al stilhed enige om, at de under paagaaende snak om ulovligt elgskytteri vekselvis skulde drikke Per til for at faa ham beruset og saaledes faa ham til at forsnakke sig, saa at de ad den vei kanske kunde komme den slue mand tillivs; men forudsætningen slog ikke til, fordi Per eftersom drikkeriet paagik blev mer og mer vrang og vrien i sine udtalelser. Saaledes ytrede han for at ærgre og harcelere skogeierne for det vagthold, disse havde foranstaltet paa gaarden Knuds „Sørstumogutta og Akselstuknutta, døm sov døm mens pargasen reiste forbi." Da drikkeriet saavelsom spørgs maal og hentydninger vedrørende jagten m. v. ufor trødent fortsatte, greb Per der havde lyst til at gjøre herrerne bekjendt med, hvormange dyr omhandlede begivenhed androg til en paa et bord liggende kort leik, hvoraf han udtog tre knegte, som han la i for skjellige stillinger paa bordet, hvorefter han udbrød: „Saalessen laa de 3 fjelloer [fjeldræve], jeg skjød opi Rognvola med haarom paa." Med denne kundgjørelse maatte da skogeierne lade sig nøie og erkjende, at Per var dem for slu. Per havde i det hele sjeldne evner til at klare og snu sig under vanskelige situationer, enten saa disse traf ham i skog og mark, ved drikkebordet blandt fiendtligsindede mænd eller paa anklagebænken. Trods de mange og skarpe forhør, han i aarenes løb blev underkastet, blev han aldrig retslig overført at have gjort sig skyldig i ulovlige handlinger, og følgelig da heller aldrig dømt eller straffet. Svartboka. Halvor Lillehammeren, bruger paa Lillehammeren, var troldmand og hadde „Svartboka". Engang kom en om reisende tryllekunstner indom Lillehammeren og vilde prøve ham. Halvor sad i høgsæte sit. Tryllekunstneren sad bortved aaren. „Kom hid, ska vi prøve naan kon ster," sa 'n Halvor. Tryllekunstneren reiste sig, men faldt overende. Han skulde til at kare sig op igjen, men faldt igjen, saa fort han kom paa benene. Jeg gir mig," sa han. Jeg har fundet min overmand." Halvor sad og 10, saa han ristede. En vinterkveld kom han kjørende hjem fra byen. Et par af tjenestegutterne hans skulde nedover til Gam melstu Stai efter jenterne. De mødte husbonden sin straks nordenfor Gammelstu; men da de ikke vilde lade sig se, stak de af og gjemte sig ved veien. Da Halvor havde været hjemme en stund, sa han: Det er bedst jeg løser døm lei da ve det er vel kalt ikveld." Og saa løste han dem. For gutterne var fjetre, ser du. De kom ikke af flekken, men stod der og tramped i sneen nordenfor Gammelstu og tænkte paa jenterne sine. Paa Brænd spilte Halvor nogen svære puds med folk. Det var auktion der. Bedst det var, kom han dragende over gaarden med en tolvalens tømmerstok. Og det blev slik skrasling, saa det var morske tingen. Men da de kom borttil, var det en fyrstikke, han drog paa. Senere om kvelden holdt de paa med auktionen inde i stuen. Ret som det var, begyndte folk at skrige og hoppe op paa bænkene. De syntes hele gulvet stod under vand. Det var 'n Halvor, som var ude med kunstene sine igjen. Han kunde ogsaa synkverve nem lig, fortæller de gamle. Engang vendte han synet paa kjærringen sin. Hun kom gaaende over elven ved Stai. Halvor stod i vin duet og saa paa. Saa med en gang var det vasdamme fremfor kjærringen bortover isen paa alle kanter. Hun gik i krok og i sving, men hvor hun kom, var det dammer, og uraad at komme frem. Halvor 10, saa det dundrede i stuen. Men om en stund gjorde han det fremkommelig for hende. „Ho kunde snart frøse Sig," sa han Og 10. (Oskar Bjørnstad.) Det stopped, ma Ved en begravelse efter en gammel kone (lægdslem) paa en af gaardene i Øvrebygden for mange aar siden skulde en, der af og til vikarerede som omgangsskole mester, forestaa sangen o. s. v. i sørgehuset. To af de største skolegutter skulde være med at synge nogle for anledningen passende salmevers. Rundt om i stuen var der en del af de nærmest boende pladseret. Naar saa alle vare ankomne, og der blev ro i den an dægtige forsamling, steg sangerne frem paa gulvet og begyndte sangen. Da saa denne sluttede, skulde den førnævnte omgangsskolemester som afslutning paa høi tideligheden læse Fadervoret. Nogen tale ved ligbaa ren blev ikke holdt. Med lidt skjælven i stemmen begyndte han at fremsige Fadervor, men kommen lidt over halvveis, stopped han til alles forbauselse op. Da saa nogle meget pinlige øieblikke var gaaede, be gyndte han forfra igjen, under tilhørernes spændte opmærksomhed, men kommen til samme punkt som første gang, stopped han igjen. Endskjønt tilhørerne under almindelige forholde pleier bevare den største ro og andagt under en saadan ceremoni, var det nu meget vanskeligt at bevare alvoret. Man var tilbøielig

Scan 157 from Storelvedalen — Scan 157 · Page 123

Page 123

SA GN OG HISTORIER M. M. 123 til at bryde ud i latter, og det var saavidt, at man kunde afholde sig derfrå. Da saa læreren, trods al sin anspændelse, ikke kunde komme paa resten af Fadervoret, sagde han tilsidst: „Amen alligevel da." Der gik et lettelsens suk gjen nem alle de tilstedeværende. Da saa ligkisten var baa ret ud paa gaardstunet for at kjøres til kirkegaarden, kom vedkommende gaards eier hen til læreren og bad ham ind i en anden bygning, for at faa skjænk o. s. v., hvortil læreren svarede: „Aanei, jeg har ikke fortjent nogen skjænk, da jeg ikke kunde læse Fadervor." - Ole Furuseth (f 1886). Baus og bred og rund i ryggen som en skogens bjønn og med store blaae øier som et fjeldblaat kjønn og et smil saa stort og villig til et hugsamt ord saadan var han Ola Forseth, god og glad og stor. Med den vesle smiklulappen paa den høie skolt og den brune snadden, som han jevnt i munden holdt, mens det op i peisen flammet som det var igaar husker jeg han sat og pratet om de unge aar. Om sin jagt i ulænn efter bjønn og ulv og ræv og igjennem vilde skogen efter elg, som drev, nu han var blit støl i ryggen, tok det mer med ro, men det blinket i hans øier, og hans mund den 10. Og nåar solen drev og giddret over Hortas Fjeld og det sang fra skog og bækker, blev han helt sig seiv, oppi blanke bjerkelien over sætrens vold drev han frisk og let i sindet som et muntert trold. Alt ; som vokste friskt iveiret rankt trods veir og vind om i skogens mo hvad eller i et men'skes sind, holdt han av i trofast glæde skogens fine trær og de stille, rake viljer fik han altid kjær. Gamle graae Ola Forseth, kjære, gamle ven, bort fra skogen og fra fjeldet er du vandret hen, paa den vesle kirkegaarden langt der ned paa Strand har i mange aar han hvilet nu den gjæve mand. Men nåar solens varme giddrer over Hortas top, og nåar suset sagte spiller gjennem skogen op, er det atter, som han vandrer god og glad og stor gamle, gjæve Ola Forseth paa sin egen jord Kristiania Bde mai 1908. (Andreas Jynge.) Nogle smaastubber. En gammel gudbrandsdøl (Hans Alme) gik paa om gangslægd. Han var bekjendt for sine pudsige indfald og talemaater. En gang var der kommet en ny tjenest gut paa storgaarden, der Hans var. En ung gut, en enfoldig og godtroende stakkar. Der skulde slagtes paa gaarden. Kvelden før, netop da de skulde til at lægge sig karerne, siger Hans til gutten: „Aa, det var en ting e glømte, da e var nere hos main. Gak ned du og spør, om os ska slaa hoinna taa krytyrom i kvæld hell det skei vera til imorgo." Gutten gik. Da lo manden og sa: „Det er nok han Hans, som har havt fat i dig naa, skjønner jeg." En anden gang kom han ind i drengestuen, hvor til fældigvis alle siddepladse var optat. Da reiser en ung gut sig af respekt for alderdommen og byder ham sin plads. Lunt og rolig som vanlig siger Hans: „Nei, berre sitt du! e ha en gong vore simpel sjøl e, vet du." Engang skulde Hans og proprietairen paa sæteren. De skulde kjøre; men Hans vilde rusle i forveien. Imid lertid varte det for længe, før gubben kom efter. Da han endelig tog Hans igjen, laa denne paa en slette ved veien og rullet og bar sig, for han var biet saa daarlig. Ja der var ingen raad med det, lægdekallen Hans fik sidde opi karjolen, og gubben en af byg dens rigeste mænd bagpaa. Da de kom til sæteren var naturligvis Hans lige god igjen.

Scan 158 from Storelvedalen — Scan 158 · Page 124

Page 124

IVAR SÆTER: STORELVEDALEN. 124 Engang bodde Hans paa Valborgstuen, hvor det var landhandel og vinsalg. Der logerte ogsaa en diger vos sing, som drev med læskjøring. Han skrød svært af sin styrke, og en dag blev da han og Hans enige om, at de skulde drages om en flaske vin. Hans lod vos singen mase og slide, og passed bare paa, at han ikke fik tag paa ham. Hans gik kipskod. Ret som det var, såtte han i: „Nei no fær du la me faa paa me hu sune! Hadde e ikkje faat slikt spenntak paa de, hadde du sett me upp i vassaaen." Da han hadde faat ho serne paa, bar det ihop igjen, og vossingen strævet. Om en stund sa Hans: „Nei no lyt du la me faa bytta bukser. Denne e hev paa, er so trong over r—." Da vossingen endelig var passe udkjørt, gjorde Hans et raskt kast og såtte ham paa hodet i vassaaen, og vinflasken var hans. En våar var Hans paa fløting. Jensen var ogsaa med. Han var stor og sterk og vilde være svært til kar. Han og Hans spændte ofte rævkrog, og Hans lod Jensen bestandig vinde. Saa en dag skulde de prøve igjen ude paa en høi sandmæl lige ved elven. Bakken skraaned nedover fra mælkanten. Han stelte det slik, at Jensen blev liggende nærmest aakanten. „Det er no ingo raa for me", sa han. „Hadde det endaa vore flat mark." Dermed spændte han til, og sendte Jensen udfor den høie sandmælen, lige i elven saa vandspruten stod over hode paa ham! „Nei aa vart det taa kara du!" sa Hans og 10. Med det samme nogle stubber om en ved navn Tor sten. En lørdagskveld var det fuldt med folk paa bu tiken. Saa kom Torsten ind med en gammel styg lue paa hodet. „Nei at du vil gaa blandt folk med saa styg lue," sa handelsmanden. „Nei e gaar no ikkje me ho, naa e er blandt folk," sa Torsten. Ja, men du gaar da med den her?" „Ja her, so!" En anden gang var det svært travelt paa butiken. Saa kom Torsten ind. „Det er no ingo raad for me aa faa noko her," sa han. Jo, om lidt kom handels manden seiv. „Skulde du ha noget, du Torsten? Jau, e skulde no de au!" „Hvad var det for noget da?" „Ei fyrstikæske!" Han fik den og betalte. „Var det mer kanske?" Ja de var nok de au!" „Hvad da?" „Ei fyrstikæske tel!" Da han hadde faat den, spurgte handelsmanden: „Var det mer nu?" „Aa jau de var no de au!" „Hvad da?" „Aa e skulde no hat ein kvartrul tobak; men den kan e no faa paa Rasta au!" Dermed gik han. Gaardbruger Mortvedt hadde fredlyst sin fiskegrund i Imsaaen. En dag, han kom kjørende over broen, stod Torsten og slængte og fisket. Jasaa, du fisker Torsten?" „Ja e gjer so!" „Faar jeg se fiskegreierne dine?" Nu skulde han da endelig faa tag i en ulov lig risker! Men nu hadde Torsten bare knyttet fiske tommen omkring marken han. Da Mortvedt drog op, udbryder han derfor forundret: „Men du har jo ingen krog!" „Nei de e no ful ikkje lovlig hell de!" sa Torsten. En gang var Torsten paa opbyggelse. Taleren la ut om, at „uden I bliver født paa ny o. s. v." „Det er ingo raad for me daa", sa Torsten. „E er fødd paa ne-an e!" * H. var en af bygdens mest formuende mænd. Stor eiendomsbesidder og tømmermerker. Gjestfri, som østerdølerne pleier at være, var han og i besiddelse af et uopslidelig humør. En af hans bedste venner var doktor F. Han var nu ogsaa en slig „spasmager", og de to gjorde hverandre mangt et „spik", nåar doktoren var der paa gaarden. I gamle dage var det almindelig skik og brug, at der paa hver østerdalsgaard straks indenfor stuedøren stod en høi, smal laggekop, som var fyldt med „blanddrik". Jeg ved ikke rigtig, hvoraf den var laget denne blanddrikken. Men sikkert er det, at den ikke faldt i doktorens smag. Han havde stor mod bydelighed for den. Og det vidste H. godt. Men kaffe var doktoren svært glad i. Denne dråk han ofte paa den maade, at han lod koppen med kaffen i staa paa kakkelovnen, idet han da tog sig en slurk saa'n af og til, medens han gik omkring i stuen og røgte paa sin lange pibe. Saa hændte det engang, medens doktorens kaffe stod paa ovnen, at han gik ud. H. var ikke sen om at tømme kaffen ud af koppen og fyldte i blanddrikke isteden og såtte koppen akkurat paa samme sted. T. kom ind igjen og uden at ane uraad gik han hen til ovnen for at tåge sig en slurk kaffe. „Ha! ha! ha!" lød det borte i høgsætbænken, der H. sad og læste sin avis. „Tvi!" sagde doktoren og spyttede. „Det skal du have igjen en anden gang H. " Og det fik han nok vist —. Der i grænden var der en fyr, som de kaldte Tul- Sevat. Og en skrue løs havde nu vel ogsaa manden. Men han kunde være baade lur og pudsig til at svare sommetider. Han drev meget paa at gjøre sopelimer og sælge, han Sevat, og H. vidste godt, at Sevat tog mest alt birkeriset til limerne i H.s skog. En gang mødte han Sevat, som kom med en hel bør med „li mer". „Aas'n bekjæm du limriset du da Sevat?" spurgte H. Jo, det skal je akkerat seie dei min gode Halvor," sa S., idet han la fra sig børen. Je tek i kvisten med

Scan 159 from Storelvedalen — Scan 159 · Page 125

Page 125

SAGN OG HISTORIER M. M. 125 „Vinstra" og tek i sigden med høgra og høgg til slik —. Saales'n bekjæm je limriset." Og saa tog han limrisbøren og gik. Det var i julehelgen paa gaarden hos H. Som almindelig skik og brug var paa den tid, skulde der være jule-dans, som de kaldte det, paa hver gaard. Denne gang paa Vestgaard. En middelaldrende gudbrandsdøl gik omkring paa gaardene og i stuerne og „bad". Det traf nok ofte, at disse „bømeinn" blev lidt usikre paa foden, før de naaede de sidste gaardene. For de skulde jo have skjænk alle steder, ser du, nåar det var Jula". Paa gaarden hos H. havde de netop vasket stue gulvet, og lige ved døren var våndet frosset. Saa kom mer „bømainnen". Han har is under skosaalerne og saa; river saa op stuedøren og skal stige ind. Men han kommer paa glid, griber for sig med haanden og faar tag i blanddrikkoppen, som stod i „roa" lige ved døren. Og det bar overende med ham, og blandkjenna maate gjøre følge med, saa blanddrikken flømde som en aa bortover gulvet. Manden kravlet sig op igjen. „Det klabba onder idag! ja, gu-dag! skulde e full segje fyst lell", sa manden. Men bedst det var laa han atter overende paa gulvet, saa lang han var. Folkene i huset 10, saa de mest sprak, og manden seiv maatte ogsaa le. Men „bøe bar'n da fram", og det var jo hovedsagen. Det var ogsaa paa butikken. De hadde der havt flesk fra Hedemarken i handelen, og T. var av dem, som hadde kjøpt. Da han senere kom ind paa bua, spurte handelsmanden noksaa troskyldigt: „Du T., aas'n likte du det hemarkingflesket, du kjøpte her om dagen?" „Hemarkingflesk, segjer du," sa T. „E har inte kjøpt no hemarkingflesk. Det var naa vel grise flesk det a kjøpte lei." Og like stø og alvorsom var T. Og en anden gang hadde T. kjøpt no og skulde be tale. Mens han grov i pungen, spurte han pludselig henvendt til handelsmanden: „Tek du øyro du da, P.?" „Ja da, det gjør jeg nok." (Han mente at ta ører som betaling han, vet vi). „Ja saa!" sa T. „du er tjuv, du au da." Og om Hans Alme ogsaa en stub til. H. tjente hos en mand, som hedte Trond. Han var svært godtruen og glad i ros. En gang roste H, ham, fordi han var saa stor og velvoksen. „Det skulde ret være moro aa se deg naken", sa H. Ja Trond han klædde av sig og gik inde paa stuegulvet og spadserte i Adams dragt. „Aa nei! slike laar og slike legger og slike fotblad", sa H., han hadde passet paa at sætte døren paa gløtt. Bedst det var, kom konen og rev op døren, men var „braa attende", som H. siden sa. Og Trond likesaa bråa med at klæ sig paa igjen. Han skjønte nok H.s skøierstrek nu. Lærde folk. De gamle skolemestere vilde være svært lærde. Helst kom de med sætninger, som hverken de seiv eller andre forstod et ord af. •Og netop dette ansaa folk for et bevis paa deres lærdom. Hør her en prøve: O. var skolemester i den gamle tid, da man vandret fra gaard til gaard med hele skolens inventar paa ryggen. Engang blev han spurgt om, hvoraf torden kom. Og saa gav han dette svar: „Det er under jordiske kanaler, som støter sammen gradvis og for aarsaker tordenen." Da blev de kloke. „Men jøje mig, haa lærd den main maatte være", tænkte de vist. En anden, som vi vil kalde A., hadde en anden teori om torden og lyn. „Ja ser de", sa han, Jorden ruller avsted gjennem luften, og somme steds gaar den likesom gjennem skjæringer. Og de kan være trange, saa trangt, at dersom ikke jorden gaar nauende bent, men bikker paa sig ørlitet grand, saa skurer jorden mot kanterne paa skjæringa, og saa spruter ildgnister; det spraker og dundrer. Og det blir det vi kalder torden." Skatten. Den gamle Haagen Atneosen mindes fra sin barndom (omkring 1840), at han var paa Nysæteren sammen med sin far, da de pludselig fik se en storvoksen kar komme gaaende uden noget paa hovedet. Den frem mede var ingen anden end den bekjendte Vis-Knut fra Gudbrandsdalen. Der blev da talt om forskjellige ting, og medet siger Atneosgubben: „Nei nu skulde Anders Tryli været her han vilde saa gjerne talt med dig, Knut," Knut sad en stund i tanker og stir rede fram for sig, før han svarte: „Ja nu gaar Gam mel-Trylien hjemmefra og agter sig hid til os." En time efter steg han ogsaa virkelig ind i sæterstua paa Nysæteren. Vis-Knut fortalte da om gaardene i Stor elvedalen, og skjønt han aldrig havde været „hinsides fjeldene", vidste han dog god besked om alt muligt, og han beskrev nøiagtig, hvorledes husene stod paa At neosen. Herunder kom man ogsaa til at nævne Kjøl hammeren, og Knut blev igjen aandsfraværende med stirrende øine. Saa siger han, som han taler for sig seiv: „Der ligger skjæret Kjølhammeren ja, og der findes en stor skat skjult i den haugen." Trylimanden og Atneosegubben bare saa paa hinanden, og der blev ikke talt mere om skatten, men begge grov der (ialfald Atneosgubben) og tænkte at finde noget. Haagen Atne osen har dog sine egne tanker om skatten, han -

Scan 160 from Storelvedalen — Scan 160 · Page 126

Page 126

126 IVAR SÆTER: STORELVEDALEN. „Attenaaringen". Han hed Nils Taraldsen Messelt og lever i erindrin gen som Storelvedalens sterkeste mand. 18 aar gammel var han en gang med ved en auktion paa gaarden Brænd, hvor en ved navn Jon Mikkelsen (Storjo) viste sin styrke ved at løfte en stor rund sten, som ingen anden var kar til at løfte. Han bad da ogsaa i spøg den 18-aarige om at forsøge; men Nils svarte spy dig, at han heller vilde løfte ham end stenen. „Stort sagt al en smaagut det," sa Storjo og spyttede for agtelig. „Jeg skal lære dig smaagut, jeg", udbryder den anden og farer paa ham. Slagsmaalet endte med, at Storjo blev kastet ud gjennem bordvæggen i bislaget, og fra den dag fik Nils tilnavnet „Attenaaringen". Andre fortæller imidlertid, at han fik navnet, fordi han bare 18 aar gammel sendtes til byen (nogen siger Kri stiania og andre Trondhjem) med smor, og at han solgte smørret og turede bort pengene. Hvorom alting er, saa var han en kjæmpe, som ingen turde gjøre noget. Naar han viste sig ved Grundset marked, vakte han opsigt, og inde i Kristiania ryddede han ofte danse bulerne, hvor selve politiet ikke turde gribe ind. En gang var Attenaaringen paa Lillehammer, og da han fik se nogle slibestene udenfor butikvæggen hos en kjøbmand, valgte han ud den største sten, rigtig en kolos, og gik siden ind for at høre, hvad den kostede. Kommen ud igjen tog han stenen i klypen (mellem tommelfingeren og de andre fingre) og bar den saale des tvers over gaden hen til en anden butikvæg, hvor han såtte den ned. Der samlede sig straks en mængde tilskuere til denne sjeldne styrkeprøve. Attenaaringen tog det med ro og spurgte kjøbmanden, der ogsaa var kommen ud for at se paa, om stenen fik staa ved hans væg. Kom der en, som var istand til paa samme maade at bære stenen tilbage paa sin plads, skulde stenen være hans, sa Attenaaringen og ruslede afsted, som om ingen ting var. Men stenen blev staaende aar efter aar, uden at nogen kunde magte at bære den, og den forsvandt først, da gaarden brændte, og ingen har rede paa, hvor den blev af. Som et yderligere bevis paa Attenaaringens kolossale styrke kan ogsaa nedenstaaende meddeles: Ved et besøg paa Sorknes i Aamot for at hente hjem et læs tyngre varer, traf han ude ved pakhuset 2 mænd, der havde tåget tag i hver sin ende af en salt sæk og holdt paa at faa denne „skarket" ud af pak huset og op paa en slæde. A. stod en stund og iagt tog med synlig foragt disse veke karers anstrengelser. „For elendighed," sagde han saa, hvorefter han gik ind i pakhuset, hvor saltsækkene var oplagt i stabler. Han tog saa en saltsæk under hver arm, den tredie tog han mellem tænderne, og i denne stilling bar han det hele ud paa gaardstunet. De omstaaende, der var oienvidner til dette kjæmpe verk, forundrede sig høiligen over, at en mand a f ikke større (høiere) legemsbygning kunde besidde saa store kræfter. Paa Evenstad var der en vældig rambok, der veiede 14 voger, og som en almindelig kar neppe kunde løfte et par tommer fra bakken (kanske den samme som nu staar paa Evenstad); men Attenaaringen løftede ram bokken jevnhøit med hagen. I Trondhjem siges det, at han ogsaa løftede en rambok, otte mands løft, med strake arme. Tilslut reiste han til Nordland, hvor han paa sine gamle dage var politi paa markedspladsene deroppe. Hans søn skal leve endnu, og nulevende folk i Storelvedalen har talt med gamle nordlændinger, der har kjendt baade Attenaaringen og hans søn. Af andre sterke karer i Storelvedalen kan vi i denne for bindelse nævne Haagen Storstu, Ole Trøen og Sæming Fetten paa Messelt samt Tollev Halstensen Moen, der døde i ung alder, men som siges at have været ster kere end selve Attenaaringen, hvem han en gang kastede paa doren under et kortspil. Nils Atneosen og Nils Messelt (søn af bjørnejægeren) mindes ogsaa for sin styrke. Den sidste gik en gang fra Korsødegaard i Stange og hjem til Messelt paa en dag (12 mil). „Kari paa vona". Oprindelsen til dette kuriøse mundheld kan fores tilbage til en virkelig tildragelse. En mand fra Stor elvedalen havde under excersitsen gjort sig skyldig i noget paa moen, som hans sergeant meldte ham for, og manden maatte løbe spidsrod. Dette kunde hans kamerater ikke taale, og de svor at hevne sig paa ser geanten. Da derfor denne reiste hjem om hosten, klædte to af dem sig ud som kvindfolk og la sig i baghold ved veien oppe paa Morafjeld. Sergeanten kom farende uden at ane noget; men med ét blev han overfaldt af en af østerdalens kjæmpekarer i kvindeklær. Han gik under navnet Kari, og den anden, der laa igjen i skjul, kaldte sig Mari. „Naa Kari, trænger du hjælp?" spurgte han om en stund. „Nei tak, je ska nok greie de sjøl," svarte Kari, som fortsatte, til ser geanten var julet og mørbanket, saa der nærsagt ikke var liv i ham. Han kom sig heller aldrig mer og dode ikke længe efter. Og siden blev „Kari paa vona" til et mundheld i bygden, der bruges i forskjellige for

Scan 161 from Storelvedalen — Scan 161 · Page 127

Page 127

SAGN OG HISTORIER M. M. 127 bindelser, nærmest for at betegne noget ondt, som f. eks. „Er Kari paa vona ude og gaar" eller „Kari paa vona skal ta' dig" o. s. v. Herre i sit eget hus En af de første, som udvandrede til Amerika fra Storelvedalen, var Ole Tollevsen Tresseng. Han og hans kone var ikke altid de bedste venner; men da hun var større og sterkere end manden, fik han ofte gaa alvorlig igjennem. En gang hun dængte ham or dentlig, kastede hun ham bagefter paa døren. Dette syntes nok manden gik vel vidt og for at vise sig som kar gløttede han paa døren og stak hovedet ind, idet han sa: „Jeg skal sige dig, at jeg er herre i mit eget hus, jeg." I denne forbindelse kan det berettes om to andre, der giftede sig. Om morgenen efter bryllups dagen sa manden: „Dér ligger broka, og dér ligger stakken saa kan du vælge, som du vil." Hun valgte stakken, og dermed blev det. Elghistorie. En mand fra pladsen Grøtdalen skadeskjød en gang en elg oppe i lien ovenfor husene. Og for at spare sig bryderiet med at fragte dyret hjem, tænkte han at drive det foran sig, da elgen godmodig som den er lod sig drive, og den ogsaa kunde hinke afsted. Det gik godt og vel en stund; men da jægeren blev altfor nærgaaende, vendte elgen om, og nu begyndte der en omvendt jagt, idet dyret drev manden. Han havde nemlig ikke været saa forsigtig som at lade igjen og havde intet andet til sin redning end flugten. Elgen var imidlertid rasende, og dens kræfter syntes at vokse istedenfor at minke. I den yderste nød fik manden reddet sig op paa en stor sten, og da elgen kom efter med prustende mule og løftede forbenene op paa stenens kant, maatte manden bruge, hvad han havde for haanden, og han slog med bøssen, til piben blev kroget, og elgen seg ned ved stenen og blev liggende død. Graabeins-gravøl. Nordahl Rolfsen har i sin „Dyrebog" meddelt en graabeins-historie fra Storelvedalen, som vi tillader os at meddele i en lidt forkortet gjengivelse. Efter at han har fortalt om sit møde med Anders, der havde været en gammel jæger og været med at jage skrubben i de dage, da man saa at sige „blev udkommanderet med ski, madsæk og børse for at slaa mandgar om udyrene", fortæller han om Ole Bjøraaneset, d. v. s. Anders for tæller: Ole mødte en gang en skrub i veien op til Sørtjern lien Ole gik opover og ulven kom nedover. Ole, han skjød, men skjød bom. Ulven gik ikke af veien. Han gik tvertimod lige paa og bed i skibretterne, før Ole fik lade igjen. Da blev Ole ræd, og graatassen var berget. Men det værste udyr, som har gjæstet bygden, var fjøsgraabeinen. Det er næsten som rim, nåar en skal fortælle om ham; for han havde folkevet i skallen, han. Det var i 1833, at han gjorde første prøvestykket sit. Det var endda paa Brænden. Sau fjøset stod den gang bagenfor rette fjøset. Og lige ved saufjøset stod en hafelle, og fra den hafellen hoppede tassen op paa tåget. Oppe i mønet var der en ljore med en luge, der blev aabnet med en stang inde fra fjøset. Skrubben grov sig gjennem sneen, til han fik tag i lugen rev den op og slåp sig ned efter stangen. Stangen blev gjemt paa Brænden længe efter, og der vistes mærker i den efter ulvens tænder og klør. Da jenten kom i saufjøset om morgenen, laa der af treti sauer seksten døde; men ulven var borte. Han havde nemlig sprunget ud gjennem det lille vindu oppe paa væggen og sikkert nok revet sig stygt i glasruderne. Saa blev man udkommanderet, og den excersitsen varte i fjorten dage den. Med et helt kompagni af de bedste skiløbere og skyttere efter sig havde tassen alligevel tid til at titte ind i fjøset paa Sundet og rive ihjæl otte sauer, og paa Brænden var den fremme igjen en nat og tog bandhunden, som han aad op, saa bare hodet sad igjen i bandet. Paa Fetten havde man hængt op en lærhud i smien netop fersk ifrå barkekarret, og den såtte han ogsaa tillivs foruden kalvebøier (forlemmerne af kalven); men han forspiste sig ikke paa grisen med gift i (som Ola Gjelten havde lagt ud). Han kneb bare rumpen af den; men til gjengjæld tog han om natten hun den paa den gaard, hvor skiløberne netop laa og sov. Saaledes gik det i fjorten dage; men tilslut blev han ud kilt, da han ikke fik ro hverken til at æde eller hvile. Sidste dagen de holdt paa me'n var han saa træt, at han ikke orkede at gaa i sneen, men holdt sig til veiene. Syv eller ni gange var skytterne i hold me'n; men enten klikked det, eller ogsaa skjød de bom. Tilslut blev han saa klar, at han luskede bort under en gran og la sig ned, og der blev han skudt af Ole Hirhalsen straks nedenfor Sørstu Gjelten. Saa drog man op paa gaarden med ham, og nu blev der turet et gravøl, saa neimen om nogen havde gjort det bedre. Et lystigere gravøl havde ialfald ingen været med i. Ungdom var der fra alle gaarde, jenter og gutter. De dansed og dråk, og sorgen var ikke stor, og taarerne var ikke mange. Graabein-bæstet laa paa en krak midt paa gulvet, og dansen gik leiende om baaren. Gutterne var borte og lukket op kjæften paa ham ret som det var for at skræmme jenterne. Og Lars Hamn laged en vise, som man sang i gravøllet og siden:

Scan 162 from Storelvedalen — Scan 162 · Page 128

Page 128

IVAR SÆTER: STORELVEDALEN. 128 Nu er da tiden kommet, og ulven han er dau. Nu har han sønderrevet en fire og tyve sau. To hunder og to bikjer de har han og opspist, en lærhud og to bøier og rumpen af en gris. Bjørneskyttere. Der var en gang i bjørnetiden (den gode tid, da der var fuldt af bjørn i Storelvedalen), at Haaken Atneosen og søskendebarnet hans (Herman Kroken) gik for at sanke mose og se efter elgen; men bjørn var de aldeles ikke rustede til at ta imod. De var ikke gamle karer heller, bare omkring 14 aar. Som de gaar, faar de imidlertid høre noget brumme, og i det samme faar de ogsaa se en bjørn, der sidder paa bakken og betragter dem. Haaken lægger an, men det klikker. Herman holdt hundene. Bjørnen kom nærmere og såtte sig atter et stykke ifrå dem. Saa laaner Haaken Hermans børse og skjød paa vona, som det siges. Men da kom mer bjørnen sættende, og Haaken sætter paa sprang, saa han mistede skoene sine og maatte gaa skoløs den dagen. Hundene sled sig imidlertid løs fra Herman og farer paa bjørnen, der vender om og farer afsted bort gjennem skogen med hundene efter. Losen gik mod sør en stund saa kom den tilbage, og gutterne havde imens laget børserne istand igjen. Saa stod det stille og da de saa efter, saa de bjørnen ligge paa gre nene oppe i en stor tall og glo ned paa hundene. Da Herman fik se'n han laa med den ene labben ned imellem grenene raabte han: „Der ser jeg rompa paa'n, gut," Bjørnen brummed og dasked i kvistene som for at skræmme; men Haaken skjød alligevel og traf; bjørnen valt bagover og blev liggende. De to gutter bandt derpaa benene paa'n sammen og hængt'n paa en stang. Herman dat underveis og bjørnen rullede over ham, og Haaken han gik paa husulæsterne; men hjem kom de nu alligevel med bamsekaren. Haakens far var i lag med tre stykker paa en gang, han, og Anders Tryli skjød en gang 4 bjørne paa én nat. Det fortælles om gamle Ole Furuseth, at han havde aate liggende oppe paa en brat høi bakke, og da han en gang kom for at se om aatet, faar han se to bjørne staa og se ned paa sig. Ole skjød og traf saa godt, at bjørnen kom rullende nedover bakken og holdt paa at rive ham seiv med i faldet. En anden gang var han og Halsten Møkleby ude efter bjørnen. De skadeskjød en, og den prøvede paa at søkke sig ned i en sjø; men Halsten var efter den og tog den i ene bagbenet, idet han sa: „Fan ska' du der, dit raaskind." Dermed trak han bæstet i land og gav ham banesaaret. Greven. Blandt de mange storfolk, som i aarenes løb har op holdt sig paa Messelt for at gaa paa jagt, var der ogsaa en dansk greve med et meget fint navn, der kom igjen aar efter aar. En gang bad han gamle Nils Messelt om at faa være med paa en bjørnejagt, skjønt Greven sandhed sagt ikke var meget modig og vistnok i al stilhed frygtede for at stedes ansigt til ansigt med Hans Majestæt Skogens Konge. Nils loved imidlertid at tåge ham med, og en eftermiddag drog de afsted, Nils seiv, Greven og en gut. De havde lagt ud aate og lavet en barhytte for at skjule sig i passende skudhold. Greven havde rustet sig godt, deriblandt ogsaa med en flaske fin akevit, som han tog sig en slurk af altsomtiest. De krøb da ved nattens frembrud ind i barhytten og ven tede under aandeløs spænding paa, om bjørnen vilde vise sig. Time efter time gik, og Greven holdt allerede paa at miste taalmodigheden. Men i graalysningen fik de dog se bæstet komme luskende frem til aatet og begyndte at forsyne sig. Nu var aftalen den, at Greven skulde skyde, da han var en flink skytter, nåar intet forstyrrede hans sindsro Denne gang syntes han, han var lidt ustø, og for at styrke sig, før han skjød, maatte han endelig tåge sig en drabelig slurk af akeviiflasken. Nu vilde imidlertid ulykken, at han ogsaa maatte hoste, baade en og to gange. Dette var for meget for bjørnen, seiv for en slagbjørn. Den anede uraad og tog til bens det forteste den kunde ind i skogen igjen med en grevelig kugle og en norsk odelsbondes krafted efter sig. Den hyttede dog skindet, og Greven fik baade hoste og drikke; men paa bjørnejagt kom han ikke mer med, ialfald ikke med Nils Messelt. Gubben havde nok ogsaa senere moro at ærte ham for denne hans mislykkede bjørnejagt, og en dag siger Nils, de sidder to ene inde i stuen: „Sig mig nu, hr. Greve, om der kom en mand herind og såtte en pose guldpenge paa bordet, og han samtidig sa, at der gaar en bjorn ude paa gaarden, og De havde valget mellem pengeposen og at skyde bjørnen hvad vilde De saa vælge?" Da ser Greven længe paa Nils og siger med mine som en mand, der ved, hvad han vil: Jeg vilde sige til man den: Reis du med pengeposen din jeg skyder bjør nen." Da lo Messelt-gubben og Greven med, saa det klukkede i dem. En anden gang fortælles det kom der en fattig kone gaaende efter veien, og Greven, der netop stod med børsen i haanden i samtale med Nils, spurgte med ét: „Hvad koster det at skyde denne gamle kjærringen, som gaar der?" Nils strøg sig i skjægget og svarte lunt: „Aa Greven ved nok seiv, at det er liv for liv

Scan 163 from Storelvedalen — Scan 163 · Page 129

Page 129

SAGN OG HISTORIER M. M. 129 det." „Da faar det s'gu være," sa Greven og strøg til skogs for at finde noget billigere vildt. En gang kom Greven til Trønnes for at jage hare, og det vakte svært opstyr, da han leiede alle gutterne paa gaarden (og voksne med) for at jage harerne ud af skogen. Man brugte nemlig ikke hund ide dage. Paa et ham anvist godt sted tog da Greven plads siddende paa en stol med geværet over knærne og med et lidet bord ved siden af med glas og flaske. Losen gik al deles storartet. Smaagutterne halsede som hunde over stok og sten, og harerne løb som besatte frem og til— båge forbi Greven. Men han, som hver gang maatte styrke sig lidt, før han tog sigte, blev bestandig for sen, og harerne havde lige stor moro som smaagutterne af den slags jagt. Halstein Rognstad. Han døde i 1906 han Halstein. Aa ja han var gammel ogsaa —B6 aar saavidt jeg vet. Føtterne hadde været skrale længe det laa i folkeslaget saa brøt han av ene foten og saa kom han ikke op igjen mer. God helse hadde han hat al sin dag. Og sanserne slog ikke feil. Han læste uten briller til det sidste. Han var høivoksen og rak i ryggen. Alderen greide ikke at slaa krok paa den heller. Det var nok for godt „ørkje". Det var noget storfelt og roligt over han Halstein. Du kom til at tænke paa gammel slægt og gammel kultur, nåar du saa ham. Han gik her mel lem os som et levende minde om en tid, som var sterkere end vor. Derfor er det ogsaa saa ødt og tomt efter ham. Vi har ikke mænd til at fylde slike rum med, vi Det var ikke meget prat i han Halstein; men han var ordhiten og snartænkt som gammelkarene ofte kunde være. En vaarkveld laa han ovenfor Veslenget og skulde skyte bjørn. En som hette Anders var med. Ret som det var kommer bamsen frem og begynder med aate. Tømmerstokkene, som var lagt over det, blir kastet unna som fyrstikker. Da begynder Anders at skjælve. Han hadde ikke set bjørn før, han. Og da Halstein retter frem riflen og skal skyte, skjælver han Anders slik, at han skomper Halstein paa armen. Han Halstein blir sint og snur sig kvast mot ham. „Frys du?" siger han. Over 30 bjørner skal Halstein ha skudt ialt. Og elg og ulv og ren og alle andre skogens og fjeldets dyr. Engang skadeskjøt han en bjørn som gik paa den anden side av en myr. Da kommer bjørnen beneste over myren og like paa ham. Ragget stod som busten paa en sint gris, og han dasked labberne ihop og flekte i tænderne. Halstein stod rolig og ventet. Børsen var 17 Storelvedalen. lad; men han skjøt ikke. Han Gjermund Manstuen var med Halstein denne gang. Han blir saa ræd, at han kræker op i en tul bak ryggen hans Halstein. „Skjøt naa da hører du. Skjøt naa raanøte!" roper han. Men Halstein venter, til bjørnen er 3 4 skridt fra ham. „Bi naa, ska eg tak taa dig glisen," siger han til bamsen. Og da small det. Han pleide ikke bomme ofte i skogen Halstein. Men han slængte sommetider skud efter bjørnen paa „i von". Det som var vaagsomt var morsomt, syntes Halstein. Endnu oppimot 80 aar sat han paa trappen paa Rogn stad og skjøt spurv av brøndsvinnen med riflen sin. Var han ikke den bedste skytter i bygden, var han ialfald en av de bedste. En høstmorgen i graalys ningen skulde de slagte paa Rognstad. „Gak nii fjøsa aa lei ut kua du naa!" siger Halstein til gutten som skal hjælpe ham. Gutten gaar. Han tar koen i ene hornet og i grimen og kommer slik leiende ut av fjøset. Men da han er i fjøsskjuldøren, smelder det oppe paa bygningstrappen, og koen stuper død i bakken. Det var nok nære paa gutten hadde stupt ogsaa, saa ræd blev han. Men han Halstein såtte fra sig riflen og kom ruslende rolig og likesæl og skulde stikke. En søndag var det en svenske, som hadde stjaa let paa Mykleby. Svensken blev stængt ind i stald skjulet paa Rognstad og bud sendt efter lensmand. Ut paa dagen kommer der mange folk indom Rogn stad, og somme hadde lyst til at se svensken. De hørte ham svært godt, for han slog i skjulvæggen og hujed og skrek og var aldeles rasende. Jaha Halstein byr sig til at forevise, han. Han tar kroken av døren og slaar den op. Svensken skjærer tænder og leter efter noget at slaa med. Tilslut begynder han at rykke en kavle ut av staldvæggen. Folk roper og springer til alle kanter. Halstein staar med hænderne i lommen og ser paa. Svensken rykker og rykker, men faar ikke kavlen løs. Tilslut graater han i sinne. Da gaar Halstein rolig og likesæl borttil og vrir ganske ledig kavlen ut av væggen. Saa leverer han svensken den og siger stilfærdig: „Var det na du ville ha kanskje?" Svensken blev blek og tidde han. Det kunde gaa an at fortælle meget om han Halstein; men det faar være med dette. Jeg hadde lyst til at sætte ham et lite minne. Nu hviler han deroppe ved hovedkirken. Det var slik underlig dur i storklokka da han Halstein kom farende den sidste færd. Storklokka er gammel. Den har set mange slægtled i dalen. Men folk er ikke længer som de var før, synes storklokka. De er saa

Scan 164 from Storelvedalen — Scan 164 · Page 130

Page 130

IVAR SÆTER: STORELVEDALEN. 130 lik hverandre alle sammen nu. I gamle dage fik sko gen og fjeldet sætte sit særmerke paa folket her. Da fik hver bli det han var skapt til. Det vokste op ori ginaler her den gangen. Han Halstein og storklokka var de to eneste fra denne tid. Nu hænger hun igjen der alene med de saare minderne sine. In . _ Ricirn , f o H \ (Oskar Bjørnstad.) Jerusalemsfærd I de gamle sagaer kan vi alle læse om riddersmænd, der med sine konger i spidsen drog paa pilegrimsfærd eller ogsaa hærfart til Det hellige land, hvorved de vandt sig ære og berømmelse for alle tider. Men at kvinder har gjort lignende reiser hører til sjelden hederne, ialfald fra Norge. Netop i vore tider har imid lertid en dame fra Storelvedalen været i Jerusalem og med det samme ogsaa besøgt andre merkelige byer og steder dernede, redet paa kameler og været ude i ørkenen o. s. v. Hendes navn er fru Martha Stakston f. Trønnes (ældste datter af Gjermund T. Trønnes i Sollien og opdraget hos sin bedstemor Margrethe Gjermundsdatter paa Gammelstu Trønnes). Reisen til Jerusalem gjorde hun i selskab med en jernbane direktør og hans frue, hvem hun lærte at kjende i Boston for nogle aar tilbage. Blandt andre kuriositeter, hun bragte hjem, var ogsaa den traditionelle flaske med vand fra Jordans flod. Turisterne pleier ofte at kjøbe disse vandflasker dernede, og Martha var ogsaa tilbudt en slig flaske, som sagdes være fyldt med vand fra Jordan; men for at være sikker i sin sag drog hun seiv til Jordans minderige elv og fyldte egenhændig flasken af dens rindende vande. Det første barn, hun efter hjemkomsten stod fadder til, blev døbt i vand fra Jordan. Da historien ikke kjender til, at nogen dame fra Storelvedalen har været i Jerusalem før, saa har det sin interesse at nævne Martha Trønnes, der døde i 1901, som den første Storelvedals-kvinde, der har betraadt Det hellige lands jord, hvortil saa mange tan ker og følelser knytter sig i beundring og med tak nemmelighed for det aandens lys, som derifrå er spredt udover verden. Kongebesøg. Skjønt hovedveien (kongeveien) i gamle dage laa gjennem Gudbrandsdalen, har alligevel de fleste af landets konger saavel i ældre som nyere tider reist gjennem Østerdalen. Der gaar derfor endnu mange sagn om kongeskydsene, hvorved man skumkjørte he stene og nærsagt sprængte livet af baade folk og dyr. Men ikke desmindre omfatter østerdølerne alle kongebesøg med glæde og taler om dem som store begivenheder i deres stille liv inde i skogene og oppe mellem fjel dene. I 1814 drog Kristian Fredrik gjennem Øster dalen og ligesaa som før nævnt Karl Johan baade som prinds og som konge. Paa hans kronings reise reiste østerdølerne æreporte for ham for at be vidne ham sin taknemmelighed for det korn, han havde skjænket til kornmagasinerne i Østerdalen. Han over nattede hos Ole Aaset i Aamot og reiste næste dag til Rendalen. I 1858 om høsten reiste Karl XV gjennem Østerdalen. I den ved Ophuus forsamlede folkemængde blev kongen var to mand med soldaterluer. Han vinkede disse hen til sig og forærte dem egenhændig en eigar og sa dem med det samme nogle venlige ord. Siden jernbanen kom, er kongeskydsen faldt bort af sig seiv, og den sidste konge, der reiste med hest veien mellem de to byer (hovedstaden og kroningsstaden), er kong Oscar 11, om hvis besøg i Storelvedalen der før er fortalt. En del af den glans og den romantik, der fulgte med konge besøgene, er ogsaa hermed borte. Opholdet paa en jernbanestation er altfor kort til, at folket faar noget indtryk af den nimbus, som omgiver Majestæten, folkets første mand. Ikke desto mindre vil et kongebesøg i Østerdalen imødesees med spænding, og nåar nu i nær fremtid Haakon VII gjæster Østerdalen for at hilse paa østerdølerne, vil dermed forbindelsen atter være knyttet med de glorværdigste afsnit i vor historie, de Olavers og Haakoners tid. Og vor folkekjære konge vil sik kert nok ikke passere Storelvedalen uden at tænke paa den gamle gaard Berger Vestgaard, som hans store navne paa Norges trone, Haakon Haakonssøn, har løftet ind i historien ved at udstede et dokument (skjøde) paa eiendommen til Thorone og hendes efter kommere. Det Kgl. Selskab for Norges Vel har tildelt følgende i Storelvedalen medalje med diplom for lang og tro tjeneste: 1. Ingeborg Mikelsdatter hos E. Herstad i 1894. 2. Ole Nilsen hos P. Vestgaard (35 aars tjeneste). 3. Peter Ramsøien hos C. C. Bruun (Fagervik). 4. Anne Nilsdatter hos Gedine Nystumoen (Koppang).

Scan 165

fl 1 V v^ < v9 Anne Sætre, f. Øgle Halvor Sætre f. Evine Sætre. Haaken J. Hovde f '»|r ■* mm Ole H. Bakkehaug (Hovde) Andreas Bolstad (Hovde) Ole Furuseth f. Juliane Furuseth f. Tande. Mathias Arnesen. Tollef Øvermo. Ragnhild Dieseth f (Akselstuen). Olaf Dieseth f. Pernille Dieseth f. Messelt. Halstein Rognstad f. 4tø Torgal Olsen Møkleby f (Knuds). Sigrid Møkleby. Haagen H. Møkleby f. Oline Mortvedt f. Messelt f. Bertha Sirene Messelt f STORELVEDØLER

Scan 166

No OCR text was available for this scan.

Scan 167

Nils Messelt f 1872. Thea Messelt f 1863. Helene Messelt f. Melhagen. Bolette Gjor f. Nissen. (Forfatterinden Berger Messelt f F*' Berger Messelt f. Anne Messelt f f. Atneosen (Kroken). Ole Messelt f 1898. Anne Messelt *J\ Halvor H. Stai f 1875 Anne Stai f 1861 Oline Landeth (Stai Hans llsaas f i ;*-^\. . Ole A. Neegaard f. Anne Neegaard f.Trønnes f. Hanna Ruud f Neegaard. Margit Neegaard Ruud. Marthe Paus f. Neegaard f STORELVEDØLER

Scan 168

No OCR text was available for this scan.

Scan 169

■Braki Fanejunker O. H. Negaard. O. H. Negaard (Amerika) Ole G. Negaard (Fjøseggen) Sigrid Vestgaard f 1906 Ingvald Landet f 1888. Sigrid Landet f 1887 Anne Vestgaard f 1905 B E. Vestgaard f. Botolf G. Vestgaard f (Treseng) Karen og Helge Svestad (Helge f) Karenus E. Vestgaard Tollef Noren f. Karen Noren f. Organist Tollef Noren. Arne Gjermundsen Vestgaar Margrethe Trønnes f. Vestgaard f 1889. STORELVEDØLER Erik G. Negaard f. 1842

Scan 170

No OCR text was available for this scan.

Scan 171

flmééM \ I *3» ØS,. I : Kari Trønnes f. Atneosen f Anne Trønnes f. Messelt f (Nystu.) (Stai). Marthe Trønnes f 1888 (gift med Simen M. Trønnes). Anne Trønnes (Stai). Gudbrand P. Trønnes Sigrid Trønnes (Sørstu) f Jon Trønnes (Nordstumoen) f. Ingeborg Trønnes f. Vestgaard f. (Sørstu) f. 0 "V r Ole Øvergaard f. Marit Øvergaard f. Bålstad. Haaken Sundet f 1876. Hanna Sundet f. Trønnes 1842 —■ iir^iriT Simen Øvergaard f. Tollef Nystumoen. (Koppang). Nils Nystumoen f. Gedine Nystumoen. f. Vestgaard. Marit Øvergaard f (Ole Evenstads forlovede). STORELVEDØLER

Scan 172

No OCR text was available for this scan.

Scan 173

Ole og Anne Koppangshammeren (Ole f) Halvor H. Trønnes (Høistad) f. Sigrid Trønnes (Høistad) f. IM Edvard Bakken f. Marit Bakken f. Hornseth Olaf Koppang. Ingeborg Koppang f. Ottestad f 1904. ■* y*v c E. O. Lillestu f. Ingeborg Bakken. Lars I. Støen f. 1821. Severin Hammerstad f. 1849 S. Treseng f. Nils Atneosen f. H. H. Atneosen f. 1848. Haldo Tryli f 1907. STORELVEDØLER

Scan 174

No OCR text was available for this scan.

Scan 175 from Storelvedalen — Scan 175 · Page 131

Page 131

NORGES DAG. 131 Norges dag. (Til 17de maifesten paa Fram i Storelvedalen 1907). Vore tanker gaar en tid tilbage. Folket stred for frihed og for ret. Den gang Norge syntes nok den svage; men der hørtes aldrig nogen klage, endskjønt barkebrød man maatte båge, og skjønt mangen aldrig aad sig mæt. Og paa Eidsvold norske mænd kom sammen for at fri sit land fra nød og tvang. Alle bragte brænde med til flammen, og det hele folk sang ja og amen, da de gjæve mænd med marg i stammen gjorde krav paa Norges gamle rang. Rundt dem havet gik i høie baarer. Uveirsskyer over skuden drev. De holdt fast paa seil og ror og aarer, og sin høvding de til konge kaarer, og mens smilet lyste gjennem taarer, Norges store frihedslov de skrev. Frem vi gik vor vei i aar og dage; men for veien var der bom for bom. Slægt for slægt fik bedske ting at smage. Slægt for slægt fik tunge læs at drage. Men vor slægt det sidste tag fik tåge, og det gik med vaarens friske flom. Norges folk skal heller aldrig glemme aaret nitten hundrede og fem. Længst tilbage eller længst herfremme alle har blandt Norges fjelde hjemme, og den største skat, vi har i gjemme, livet, livet, skjænker vi vort hjem. Vi vil derfor reise monumentet som et seiers-tegn for bygd og by. Længe har de gjæve fædre ventet; mangt et høistemt ord er talt og prentet; men nu har vi ogsaa kræfter hentet, og vort land er atter født paa ny. Med sin rod i kong Haarfagres tanker træet skyder atter blomst og knop. Vi vil fremme veksten, fjerne skranker, og paa sjø som land vi føden sanker, og mens hjertet for vor gjerning banker, kneiser Norge med sin krones top. Blandt de gamle Eidsvolds-veteraner Elvedalens søn var ogsaa med. Og hans minde lyser, og det maner, og en slægt med slige stolte ahner skrider trygt paa sine fremtids baner op mod alt det bedste, som vi ved. Eidsvoldsmanden Ole Evenstads og Veteranernes minde fra 1814.

Scan 176 from Storelvedalen — Scan 176 · Page 132

Page 132

No OCR text was available for this scan.

Scan 177 from Storelvedalen — Scan 177 · Page 133

Page 133

No OCR text was available for this scan.

Scan 178 from Storelvedalen — Scan 178 · Page 134

Page 134

No OCR text was available for this scan.

Scan 179 from Storelvedalen — Scan 179 · Page 139

Page 139

No OCR text was available for this scan.

Scan 180 from Storelvedalen — Scan 180 · Page 137

Page 137

No OCR text was available for this scan.

Scan 181 from Storelvedalen — Scan 181 · Page 136

Page 136

■ ■■J li% ? É 1 I l^^r".-.ÉB| ■ - Sl^^j 8 i H - i ■ ( 8 ■

Facsimile scans with OCR text

Page 135

Page 138

Scan 3

Scan 4

Scan 5

Scan 6

Scan 7

Scan 8

Scan 9

Scan 10

Scan 11

Scan 12

Scan 13

Scan 14

Page 1

Page 2

Page 3

Page 4

Page 5

Page 6

Page 7

Page 8

Page 9

Page 10

Scan 25

Scan 26

Page 11

Page 12

Page 13

Page 14

Page 15

Page 16

Scan 33

Scan 34

Page 17

Page 18

Page 19

Page 20

Page 21

Page 22

Page 23

Page 24

Page 25

Page 26

Page 27

Page 28

Page 29

Page 30

Page 31

Page 32

Page 33

Page 34

Page 35

Page 36

Page 37

Page 38

Page 39

Page 40

Scan 59

Scan 60

Page 41

Page 42

Page 43

Page 44

Page 45

Page 46

Page 47

Page 48

Page 49

Page 50

Page 51

Page 52

Page 53

Page 54

Page 55

Page 56

Page 57

Page 58

Page 59